Læsetid: 9 min.

Det uløselige Brexit-problem: Her skal være en grænse. Men her må aldrig være en grænse

Den 500 kilometer lange grænse mellem Irland og Nordirland er den væsentligste grund til, at ingen kan finde en løsning på Brexit. Her skal være en grænse, men her må aldrig være en grænse. Når de britiske politikere tirsdag aften – igen – stemmer om Mays aftale med EU, er grænseproblemet fortsat uløst. Og derfor er Brexit det også
Den nordirske grænse blokerer for en aftale om Brexit. Konflikten kan kort sagt koges ned til ét ord: backstop.

Den nordirske grænse blokerer for en aftale om Brexit. Konflikten kan kort sagt koges ned til ét ord: backstop.

Peter Nygaard

29. januar 2019

Det var lige efter midnat, da han hørte skuddet. Det gav ekko mellem de mørke, bløde bakker, og 17-årige Declan Fearon, der stod bag hotelbaren og skænkede øl, smed hvad han havde i hænderne og løb ud af døren.

»Og der lå han,« fortæller han.

»Hans hjernemasse var ud over det hele, kan jeg huske. Jeg hjalp med at bære ham ind. 19 år, en af mine gode venner. Han var med i IRA og involveret i nogle aktioner, han var eftersøgt og kunne ikke vende hjem, han blev deprimeret. Han skød sig selv.«

Det er 43 år siden nu, siger Declan Fearon. 

Vi sidder i en blød sofa i lobbyen på selv samme hotel – der er ild i pejsen, tykke tæpper på gulvene og Guinness i glassene. Han er selv blevet 61 år og bor stadig her i grænseområdet, hvor næsten alle er irske katolikker.

60-årige Declan Fearon husker volden og drabene og er en af dem, der frygter, at volden vil vende tilbage, hvis der igen kommer en hård grænse mod Nordirland.

Peter Nygaard

»Lige her oppe,« siger han og peger op ad landevejen.

»Lige dér døde min svoger. Han var også i IRA og havde sat en bombe op, men de britiske soldater opdagede den, og da han kom tilbage for at se til den, sprængte de ham i luften. Alle her kender nogen, der døde under The Troubles

The Troubles … det kalder irerne den 30 år lange militære konflikt i Nordirland, som kostede 3.500 mennesker livet og sårede op mod 45.000. Det startede som en protest imod de dårlige forhold for den katolske minoritet, men eskalerede til noget, der lignede borgerkrig: Britiske protestanter og irske katolikker myrdede hinanden, og en overgang var der 27.000 britiske soldater på et område, der svarer til to gange Sjælland.

Det tog årevis med kidnapninger og hemmelige forhandlinger for at nå frem til Langfredagsaftalen, der blev vedtaget ved folkeafstemning i 1998.

I dag kan nordirerne selv vælge, om de vil have irsk eller britisk statsborgerskab, eller begge dele. Og selv om volden aldrig er forsvundet – ifølge den britiske efterretningstjeneste M 5 er Nordirland stadig det sted i Europa med den største terrortrussel – er området på to årtier gået fra krigszone til relativ ro.

Og så kom Brexit.

Nu frygter folk som Declan Fearon, at det vil betyde grænsebomme, og at grænsebomme vil betyde, at volden vender tilbage.

Både EU, Irland og Storbritannien har lovet, at der ikke kommer en hård grænse (selv om mange britiske politikere ikke accepterer det). Men hvordan? Når det britiske parlament tirsdag aften – igen – stemmer om Theresa Mays skilsmisseaftale med EU, er der stadig ingen, der har løst spørgsmålet om grænsen.

I teorien kunne det hele løses med en blød version af Brexit: en toldunion og fortsat medlemskab af det indre marked. Så behøvede der ikke være en grænse. Men så ville det heller ikke være Brexit, mener mange i London, for det betyder jo nej til nye handelsaftaler og ja til EU-regler, EU-domstol og EU-migration. Men hvad så? Ja, det er der stadig ingen, der ved.

Briterne har taget kontrollen med deres grænser tilbage, men de har glemt, at én af grænserne ikke må være der.

Bare ét kamera kan være fatalt

Det er tidligere på dagen, den grønne ø er dækket af et tyndt lag grå dis og spredte byger. På toppen af en bakke – tæt på hotellet, et stenkast fra den usynlige grænse og få hundrede meter fra det sted, hvor Declan Fearons svoger døde – ankommer folk fra nord og syd for at gøre noget, som irere sjældent gør: demonstrere.

De parkerer i rabatten, skutter sig, tænder cigaretter i den bidende blæst, og trasker op til den underlige kulisse, som en gaffeltruck er ved at bygge: en fingeret grænsepost af betonblokke og camouflagenet. Foran den har tre lokale knægte taget opstilling udklædt som britiske soldater med sort baret, ansigtsmaling og jagtgevær over skulderen, som de har lånt af en nabo.

»Vi har bygget en grænse her for at minde den unge generation om, hvordan det var for 20 år siden her,« siger Declan Fearon, mens han ryger en cerut og venter på at bliver interviewet til Irlands svar på DR, RTE.

»Vi vil ikke leve i skyggen af nogle andres grænse,« siger en herre på ladet af en lastvogn, som udgør talerstolen. Cirka 500 mennesker er mødt op, næsten alle katolikker og næsten alle pro-EU. De klapper.

»Det er os unge, der kommer til at tabe mest på Brexit,« siger 23-årige Doire Finn, som er med i en ungdomsbevægelse imod Brexit og imod en hård grænse.

»Hvis der kom en grænse – bare ét overvågningskamera – ved jeg, at der er mange, som ville angribe det. Tænk bare på, hvad der skete i Derry i sidste uge …«

Det, der skete i byen Derry i Nordirland, var, at en bilbombe eksploderede foran byens domhus – ingen kom til skade, men politiet har anholdt medlemmer af en ny paramilitær gruppe, ’New IRA’.

Demonstranterne på bakketoppen er ikke kun bange for, at en grænse skærer igennem deres landbrug og ødelægger handlen, de frygter også, at The Troubles kommer tilbage. At selv en lille toldpost vil blive vandaliseret og angrebet som i Derry i sidste uge. Og hvad sker der så, jo, så skal politiet beskytte grænsen, og så bliver de måske angrebet, og hvad så … jo, så kommer militæret og helikopterne tilbage.

»Fysisk infrastruktur er en reel risiko for at underminere freden,« siger Colin Harvey, der er professor i menneskerettigheder på Queen’s University i Belfast, da jeg taler med ham i telefonen.

»Det her samfund er stadig et postkonfliktsamfund, og grænsespørgsmålet er helt, helt centralt.«

Peter Nygaard

Nej, en hård grænse fører ikke til borgerkrig

Men ikke alle deler den bekymring.

»Det er vildt overdrevet,« mener Ed Moloney, der er forfatter til en række bøger om The Troubles og IRA.

»En hård grænse kommer ikke til at genstarte The Troubles, for konflikten handlede slet ikke om grænsen, men om ulige behandling af katolikker i Nordirland. De blev diskrimineret i forhold til job og stemmeret, og de blev behandlet som andenrangsborgere. Det startede en borgerrettighedsbevægelse, som blev modarbejdet af den unionistiske regering, og det skabte en civil opstand. Det var dynamikken. Og de forudsætninger er væk i dag.«

Der vil selvfølgelig være »enkelte bøller«, som angriber grænseposterne, siger Ed Moloney, men det vil næppe føre til krig, for hvem skulle egentlig slås? De nye paramilitære grupper er ikke på højde med IRA i 70’erne – de har meget få våben, de er dårligt organiseret og har næsten ingen støtte i befolkningen. Og skulle de virkelig kunne rekruttere unge universitetsuddannede middelklasseirere til at lave kidnapninger og bilbomber på grund af en toldgrænse?

»Det er nonsens,« mener Ed Moloney.

Der er også et mere principielt argument for en blød toldgrænse: Når man i dag krydser grænsen fra syd til nord, er der masser af love, der ændrer sig, pointerer Ben Lowry, der er kommentator på den unionistiske avis, News Letter i Belfast: Man skifter fra kilometer til miles og fra euro til pund; momsen, benzinpriserne og alkoholafgifterne ændrer sig; og hele lovsystemet bliver anderledes: Der er fri abort og homoseksuelle ægteskaber i Irland, men ikke i Nordirland.

»Alt det sker uden den mindste protest,« siger Ben Lowry.

»Vi er endt i en situation, hvor hele Storbritanniens politik dikteres af en lille gruppe nationalister, der truer med vold. Voldsmandens veto. Vi burde sige: ’Nej, vi accepterer ikke jeres trusler. Vi laver den blødest mulige grænse med et minimum af kontrol.’«

Betonmuren, der på fotoet slås itu, var helt central i demonstrationen. 

Peter Nygaard

Bad bad backstop

Ikke desto mindre blokerer den nordirske grænse for en aftale om Brexit. Konflikten kan kort sagt koges ned til ét ord: backstop.

Hvis briterne og EU ender med at vedtage en skilsmisseaftale – enten tirsdag aften eller efter en udskydelse af exitdatoen – har parterne indtil december 2022 til at blive enige om en ny handelsaftale for fremtiden. Hvis sådan en aftale ikke kan holde den nordirske grænse helt åben, så træder backstoppen i kraft.

Det er en slags juridisk sikkerhedsnet, som både EU og briterne ryger ned i: Hele Storbritannien forbliver i EU’s toldunion, hvor de ikke kan lave nye handelsaftaler, og Nordirland forbliver groft sagt i EU’s indre marked. Og her bliver de »medmindre og indtil«, parterne finder en anden løsning, der kan holde grænsen åben.

Briterne vil være bundet til EU uden mulighed for exit, og det er dét, de hårde brexiteers i London er rasende over – for skulle det nu være suverænitet?

Nej, backstoppen skal enten forsvinde eller være tidsbegrænset, siger de, men det nægter EU og Irland. Og sådan har situationen været siden starten af december. Fastlåst.

Ironisk nok kan al den bøvl med backstoppen betyde, at det hele ender med no deal, og så ved ingen, hvad der sker med den nordirske grænse.

Kommer der så en hård grænse?

Ja, »åbenlyst«, sagde EU-Kommissionens talsmand i sidste uge, og det vakte stort postyr især i Irland, for der jo ikke være en hård grænse – det har både EU, Irland og briterne lovet. Og så måtte EU’s brexitforhandler, Michel Barnier, trække i land:

»Vi må finde en operationel måde at lave checks og kontrol på uden at genskabe en grænse,« sagde han i en tale.

Men hov! Så er der jo slet ikke brug for en backstop, lød det straks fra London, for nu siger I jo selv, at der alligevel ikke kommer nogen grænse.

Det er et underligt paradoks: EU truer briterne med risikoen for en grænse, men de kan ikke sige, ’ja, der kommer helt sikkert en grænse’, for der jo ikke være en grænse. En grænse er en grænse er en grænse. Den skal være der, men den skal ikke være der.

23-årige Doire Finn frygter, at det bliver de unge, der kommer til at betale den højeste pris for Brexit.

Peter Nygaard

Det sekteriske mindset

På toppen af bakken er demonstrationen vel overstået. Declan Fearon og en gruppe ældre herrer, der har organiseret det hele, triller ned ad bakken i deres biler og installerer sig i hotelpubben. De tænder for et fjernsyn for at se sig selv i nyhederne og køber Guinness.

»Det gik godt, hva?,«

»Meget, meget …«

Jeg bemærker over for dem, at der nok ikke var mange protestanter eller EU-skeptikere til stede, og nogle måske ville mene, at deres grænsebomsteater var en kende overdramatisk.

»Vi er nødt til at komme med et potent budskab,« siger en af herrerne.

Så spørger jeg Declan Fearon, om han altid ved, om folk er katolikker eller protestanter, når han møder dem. Han nikker.

»Ja, og det er ret uheldigt faktisk. Især hvis du spørger folk: ’Hvilken skole gik du på?’ Så snart de svarer, bang, så ved man, hvem de er.«

Selv om den værste fattigdom og den åbenlyse diskrimination af katolikker er forsvundet, er Nordirland stadig et splittet samfund: Over 90 pct. af børnene går på opdelte skoler – katolikker for sig, protestanter for sig.

»I relative termer er samfundet tranformeret, men det sekteriske mindset er ikke elimineret,« siger Daniel Keohane, der er politisk chef for Europabevægelsen i Irland.

»Det er forskel på at afslutte krig og opbygge fred.«

Der er gået 20 år siden Langfredsagaftalen, men der er stadig peace walls i Belfast – høje barrierer af blikplader og hegn, der adskiller katolske og protestantiske bydele, ofte akkompagneret af irske eller britiske flag og vægmalerier, der hylder fortidens paramilitære grupper.

»Jeg vil gerne sige, at det har ændret sig, men det har det nok ikke,« siger Declan Fearon.

»Jeg har unionister ansat, og jeg handler gerne med dem, ingen problemer. Men de dér …«

Han tapper pegefingerneglen et par gange mod sit ølglas.

»Jeg har ingen protestantiske venner, som jeg går ud og får en øl med. Ingen.«

Dagen efter står Alex Hill (i midten) med sine venner på den lokale sportsbar på Shankill Road i Belfast nord for grænsen. Han giver ikke meget for gårsdagens demonstration og frygter i det hele taget ikke udsigterne til en hård grænse. »Når Trump er færdig med sin mur, så tager vi de overskydende sten,« siger han.

Peter Nygaard

Mays regering sidder fast, men hun vil ikke udskrive valg, derfor rykker det politiske initiativ lige nu væk fra kontorerne i Downing Street 10 og over til parlamentet.
Læs også
En blød ’norsk’ version af Brexit er måske det eneste, de britiske politikere kan blive enige om. Det ville knytte Storbritannien tæt til EU, men også sætte dem helt uden for indflydelse. Det passer dårligt til den britiske selvforståelse. Men hvad nu hvis alternativet er ’no deal’?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Leffers
  • Christian Skoubye
  • Gert Romme
Henrik Leffers, Christian Skoubye og Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Susanne Schmidt

Brexit: Make Ireland Great Again

Jo den er skam god nok. Den tidligere koloni Irland befinder sig nu, 100 år og én uge efter sin uafhængighedserklæring, i en klart mere magtfuld position end englænderne.

Der tegner sig efterhånden et selvdesktruktivt mønster for briterne.

Amerikanerne inde, russerne ude og tyskerne nede er med brexit endt med præcist det modsatte. Hvad hedder schadenfreude mon på russisk?

Henrik Leffers, Jan Jensen, Lars F. Jensen, Gert Romme og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvorfor ikke "bare" benytte lejligheden til at genforene Ireland?

Så var den potte ude.

Jan Jensen, Arne Albatros Olsen, Mihail Larsen og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Katrine Damm

På nær lige at der er protestantiske flertal i Nordirland, som ønsker at være med i UK !!

Erik Jakobsen, Gert Romme og Michael Friis anbefalede denne kommentar

Torben Lindegaard, så kunne de vel sådan set bare ta' og daffe hjem...
Jeg er fuldt bevidst om, at det slet ikke er så enkelt.
Men grundlæggende havde englænderne vel egentlig ikke noget at gøre i Irland...

Steen Sohn, Per Torbensen, Mihail Larsen og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar
Susanne Schmidt

Torben det er korrekt og nu må det så være de protestanters tur til at være mindretal ligesom nordirske katolikker har været det.

I øvrigt er situationen skabt af briterne der ikke ville tillade protestanter under katolsk styre og derfor skar 6 counties ud af Irland for at sikre flertallet og sammenhængen med unionen som i øvrigt intet krav har på koloni på øen irland længere.

Torben Lindegaard

@Katrine Damm & Susanne Schmidt

Hvor unge er I ??

Okay, det rager selvfølgelig ikke mig.

Jeg er selv årgang 1946.
Ikke, at jeg er blevet klogere med årene; men jeg huske kun alt for godt "The Troubles".

Af en elle anden grund kan jeg også huske Bernadette Devlin, der sad i Westminster fra 1969 valgt fra Ulster - og det gik ikke stille af !!

Al det blot for at understrege, at vi leger med ren dynamit i Nordirland -
under "The Troubles" døde der mere end 2 mennesker om ugen på grund af terror i Nordirland.

Og tro ikke, at Unionisterne er et klap bedre end Republikanerne, når det kommer til terror.
Unionisterne har også deres militante grupper.
Her er et link, der oplister begge parters militante grupper:

https://www.berlingske.dk/internationalt/nordirlands-militante-grupper

Flemming Berger, Troels Ken Pedersen, Lars F. Jensen, Jens Winther og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

UK er et union af lande!
Det glemmer en hel del.
Især enhedslisten som altid forsvarer mindretallene.
Kig her: https://www.bbc.com/news/politics/eu_referendum/results
56% i Nordirland stemte for at blive i EU
I Skotland var det 62%
Det kan man da kalde for et markant flertal.
Så kære enhedsliste forklar lige hvordan det skal forklares at Skotterne skal tvinges ud af EU.
Alle har glemt hvad UK er for en størrelse - ikke mindst Englænderne.
Det hævner sig nu hvor unionen brister.
Altså IKKE EU men UK.

Niels Jakobs, Lars F. Jensen og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Den nordirske våbenstilstand i konflikten/krigen/borgerkrigen giver mindelser om Israel- & Palæstinakonflikten: kravet på landarealer, grænser og religion er en sprængfarlig cocktail uden udsigt til en fredelig løsning i meget, megt lang tid.

Ærgerligt, hvis Brexit skal udløse mellemøstlige tilstande i et hjørne af Europa. Opfatter England og englænderne sig egentlig som en del af Europa?

Torben Lindegaard

@Jørgen Wind-Willassen

Enhedslisten og Brexit !!

Det har Enhedslisten ikke et klap forstand på.

Danmark skal bare ud af EU -
og så skal vi samarbejde i Europarådet og FN, så går det alt sammen.

Mihail Larsen

Briternes glade vanvid

Én (naturlig) løsning på grænseproblemet i Irland ville rigtignok være at forene Irland. Den andel af den Nordirske befolkning, der går ind for den løsning, er steget kraftigt igennem de sidste par år.

Men sådan tænker - i al fald nogle af - briterne naturligvis ikke. De synes, det vil være mere oplagt, hvis Irland fulgte UK ud af EU (selv om 92% af Irlands befolkning er tilhænger af EU-medlemskab).

https://www.theguardian.com/politics/2019/jan/26/john-humphrys-suggests-...

Det er naturligvis forrykt - men en meget stor del af briterne finder det helt i orden.

Niels Jakobs, Søren Knudsen, Flemming Berger, Erik Jakobsen, Arne Albatros Olsen, Lars F. Jensen, Per Torbensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Univelsalpragmatik

Det er et gennemgående træk ved den igangværende Brexit-diskussion i UK, at de fleste deltagere slet ikke (eller kun marginalt) medtænker, hvordan situationen ser ud fra den anden side af bordet. Øjensynligt står denne evne ikke i høj kurs. Til gengæld stortrives snæversyn, stædighed, egensindighed, egoisme - og fornærmethed, når omverdenen ikke rigtig vil være med på briternes groteske løjer. Den engelske boulevardpresse svømmer over med konspirationsteorier til at forklare, hvorfor omverdenen ikke er lige så tosset som briterne selv.

René Arestrup

Der findes ingen nemme løsninger i forhold til Ulster.
Man kan da sagtens argumentere forholdsvis sagligt for en genforening med republikken, men det vil, nærmest med statsgaranti, få den gamle væbnede konflikt til at blusse op igen.
De unionistiske/protestantiske kampgrupper er ikke en tøddel mindre radikale/rabiate end IRA var, da det gik hedest til og de vil aldrig - som i aldrig - gå med til at lade sig opsluge af republikken.
Den protestantiske selvbevidsthed er udtalt og har dybe historiske rødder - illustreret ved orange-ordenens årlige march gennem overvejende katolske kvarterer i Belfast for at markere protestanternes sejr over katolikkerne ved 'The battle at the Boyne' engang i 1600-tallet!

Sikke sensitiv briterne er over for den vold som kan udbryde mellem katolikkerne og protestanterne i Nordirland. Havde Tony Blair bare været det over shia-sunni-konflikten han antændte i Irak eller den vold han selv udøvede...

Lars F. Jensen

GFA eller som den også benævnes Belfast aftalen har jo skabt fred i NI. Det betyder ikke, at der ikke leves i delvist adskilte kvarterer i fx Belfast, men der er grundlæggende skabt fred.

De to dele af øen Irland - Republikken Irland og Nordirland har via GFA , der har sikret en grænse - en åben grænse - ikke kun for rejsende mennesker men også arbejdende mennesker og varer. Den giver/er baggrund for at folk fra NI har mulighed for af få Irsk statsborgerskab.

Man kan måske sammenligne grænsen lidt med sagnet om Ragner Lodbrog og Kraka.
"Kraka skal komme hverken påklædt eller nøgen, hverken mæt eller fastende, hverken alene eller fulgt af et menneske"
"Hun kommer med sit lange hår omsvøbt med et fiskenet, har bidt i et løg og medbringende sin hund"
Grænsen er der og på det bestemt sted, hvor den har været i 100 år, men så er den der alligevel ikke.
Den mærkes ikke bortset fra, at vejstriberne vist skifter farve og hastighedsgrænserne skifter fra mil/h til km/h.
Det geniale er klart, at katolikkene rent praktisk er ret genforende, medens de mest kongetro protestanter (de tæller kreationister og jorden er flad troende) fortsat bor i UK.

Det bør nævnes, at GFA blev forhandlet af US Senator George J. Mitchell, med stor støtte fra Præsident Clinton og den store irsk-amerikanske folkegruppe, Det er en international aftale mellem UK og Irland, men meget stærke kræfter både i EU og ikke mindst i USA støtter meget op om aftalen. UK må nødvendigvis respektere aftalen uanset, hvad fx rabiate UK og NI politikere siger.

Lars :)

Lars F. Jensen

NI har et langt lavere GDP/indbygger ca €23.000 end Republikken Irland (RoI) ca €61.000.
Indlysende en meget betydelig forskel.
Det betyder også, at NI modtager op mod £10 mia/år fra London (lidt mindre netto efter bl.a. Dronningen og forsvaret er fratrukket) -

GFA giver ret til en folkeafstemning om genforening, hvor der både skal være flertal for genforening i NI og i RoI.
I NI sker en demografisk udvikling mod færre unionister, flere katolikker og vigtigt flere sekulærer/ikke så UK tro. Det betyder, at der indenfor en kort årrække kan forventes et ja til genforening i NI.

Noget tyder imidlertid på, at der ikke vil være et flertal i syd/R0I, fordi der er ikke er viljen eller troen på evnen til at understøtte NI økonomisk efter en genforening.

Man kunne håbe, at UK ville tilbyde at betale fx €8 mia nedtrappet over 10-20 år til NI uanset en evt. genforening.

Et genforenet Irland ville jo eliminere problemerne med det irske backstop - puff væk,

Lars :)