Valgfusk i DR Congo og tre andre historier fra udlandet

Tal fra DR Congos katolske kirke tyder på, at den tabende oppositionskandidat, Martin Fayulu, i virkeligheden fik op mod 60 procent af stemmerne ved det skandaleombruste præsidentvalg i slutningen af december
Felix Tshisekedi blev udråbt til vinder af præsidentvalget i december i DR Congo, men noget tyder på, at den sejr, tilhængerne fejrede, skete på et uretmæssigt grundlag.

Felix Tshisekedi blev udråbt til vinder af præsidentvalget i december i DR Congo, men noget tyder på, at den sejr, tilhængerne fejrede, skete på et uretmæssigt grundlag.

Tony Karumba

Udland
19. januar 2019

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

  • Flere optællinger peger på valgfusk i DR Congo

Flere uger efter det kaotiske præsidentvalg i DR Congo kunne landets valgkommission i sidste uge overraskende afsløre, at den kommende præsident hed Felix Tshisekedi.

Udmeldingen kom bag på mange iagttagere, da en anden oppositionskandidat, Martin Fayulu, længe havde toppet meningsmålingerne med afstand ned til Tshisekedi op til valgdagen den 30. december.

Og nu tyder meget på, at Tshisekedi slet ikke er den retmæssige vinder af præsidentvalget.

DR Congos indflydelsesrige katolske kirke, der havde udstationeret 40.000 observatører på valgdagen, melder om uoverensstemmelser mellem den indsamlede data og udfaldet af valget. Selv har kirken ikke afsløret, hvem der ifølge observationerne er den retmæssige vinder. Flere udenlandske diplomater har dog ifølge The Guardian fortalt, at kirkens data peger på en klar sejr til Fayulu, der også selv har påberåbt sig sejren.

Den katolske kirkes fund er blevet bekræftet af avisen Financial Times, der på baggrund af kirkens valgdata har analyseret sig frem til, at Fayulu skulle have fået op mod 60 procent af de afgivne stemmer ved valget, mens Tshisekedi blot fik 19 procent.

Afsløringerne er brænde på bålet for de kritikere, der mener, at den afgående præsident Joseph Kabila forsøger at holde fast i magten gennem en underhåndsaftale med Tshisekedi.

DR Congos omstridte valgkommission afviser, at resultaterne skulle være fiksede. En af Kabilas tætteste rådgivere har understreget, at det vil være op til landets forfatningsdomstol at vurdere, om der skal foretages genoptælling, mens en talsmand for Tshisekedi over for The Guardian har sat spørgsmålstegn ved uafhængigheden af den katolske kirkes observationer.

Allerede søndag satte den panafrikanske organisation, SADC, der repræsenterer 16 afrikanske stater i regionen, spørgsmålstegn ved valgets gyldighed. I en officiel erklæring skrev SADC, at de nye afsløringer rejste »stærk tvivl« om valgresultatet og opfordrede til en genoptælling af stemmerne »for at give den nødvendige beroligelse til både vindere og tabere« af valget.

Men torsdag trak organisationen sin appel tilbage og opfordrede i stedet det internationale samfund til at »respektere de igangværende interne retlige og politiske processer« i forlængelse af valget.

Også Den Afrikanske Union holdt torsdag møde om situationen i DR Congo. Her blev man ifølge Reuters enige om at forhindre »folk uden for vores kontinent at blande sig« i valget i det mineralrige land.

Både EU og USA har imidlertid erklæret, at man følger udviklingen i landet tæt.

  • Macron brillerede i seks timers maratondebat

Efter sin spektakulære valgsejr i 2017 blev han verden over hyldet som et europæisk politisk vidunderbarn. Ved udgangen af 2018 stod han tilbage som en dybt upoplær og betrængt præsident med påfaldende mangel på forståelse for bekymringerne i den brede befolkning.

Presset af vrede folkemængder frafaldt han grønne benzinafgifter og afsatte ti milliarder euro, der ikke var budgetdækning for, til økonomiske lettelser for sårbare grupper. Forsøgene på at gyde olie på vandene var dog uden effekt, for også lørdag protesterer De Gule Veste i tusindtal landet over på tiende aktionsdag.

I denne uge greb Macron så til et nyt modtræk for at genvinde franskmændenes velvilje: Han vil »gøre en krise til en chance« og »forvandle vrede til løsninger«, skrev han i et seks sider langt brev, offentliggjort søndag, henvendt til alle franske borgere og tænkt som introduktion til en omfattende demokratisk samtale.

Tirsdag tog statschefen hul på den grand débat, som Frankrigs regering og befolkning over de næste to måneder skal føre med hinanden som en aldrig før afprøvet national gruppeterapi, der skal genskabe brudte tillidsbånd mellem magthavere og medborgere. Brevets afsluttende hilsen en confiance – ’i tillid’ – siger alt om, hvad der står på spil for Macron.

Det skete på et ydmygt sted: I Grand-Bourgtherolde, en flække på 4.000 sjæle i Normandiet i en kold gymnastiksal. 600 plaststole var stillet frem, hvor debattens ene part, 600 borgmestre fra regionens kommuner, tog plads. Præsident Macron, der valgte at stå op under hele debatten, var flankeret af fire ministre, deriblandt den blot 32-årige minister for grøn omstilling, Sébastien Lecornu, der også påtog sig rollen som ordstyrer. Alle må sige, hvad de vil, sagde præsidenten – »uden tabuer, uden forbud«, rapporterede regionalavisen Ouest-France.

Og så blev der talt på livet løs, rapporterede franske medier. Om trafikale udfordringer, om svækket købekraft, om skattepolitik, om affolkning af landkommuner, om offentlige tjenester, der forsvinder fra landkommuner, om kvælende regeltyranni og meget mere.

Der var ingen gule veste, selv om præcis disse temaer er væsentlige for protestbevægelsen, der mest har sin base i udkantskommuner. Men flere af de borgmestre, der tog til orde, havde angiveligt talt med lokale gule veste, noterer Ouest-France. Nogle refererede fra de såkaldte klagebøger, der er lagt frem til borgere på franske kommunekontorer.

Den, der stjal billedet fra alle andre i den over seks timer lange maratonseance var dog republikkens præsident, der gjorde et energisk og engageret indtryk, beretter journalister. Macron var i skjorteærmer, han brugte klare og logiske ræsonnementer og folkelige slangudtryk og citerede en stor mængde tal, rapporterede det schweiziske nyhedsbureau, ats/nxp.

Macrons første dialogoptræden ud af ti på en provinsturné, der strækker sig til 15. marts, høstede superlativer fra de tilstedeværende. Selv ordstyrer Lecornu var imponeret. »Det var en meget stærk præstation, som historisk kun kan måle sig med de Gaulles folkemøder i Doubs i 1962«, sagde han efterfølgende, mens premierminister Édouard Philippe talte om en debat, der »gør vores demokrati ære«.

Også opinionsinstituttet IFOP’s direktør Jérôme Fourquet fandt Macrons performance overbevisende: »Jeg vil sige, at både i substans, form og stil lykkedes præsidenten med sin øvelse«, sagde han til ats/nxp.

Et comeback for Macron? 70 procent af franskmændene forventer sig intet konkret af den store debat, men efter tirsdag viste meningsmålinger, at 40 procent nu gerne vil deltage og gør oppositionens anklager mod præsidenten for at befinde sig i et elfenbenstårn en smule retoriske.

  • Terror rammer igen Kenya

Først sprængte en selvmordsbomber sig i luften. Derefter gik fire andre terrorister til angreb med maskinpistoler og eksplosiver og skød sig igennem et hotelkompleks i Kenyas hovedstad Nairobi.

Ifølge myndighederne blev 21 dræbt, og de fem gerningsmænd mistede livet efter ildkamp med lokale sikkerhedsstyrker. Terrorbevægelsen al-Shabaab, der har stået bag adskillige dødelige angreb i det østafrikanske land, tog hurtigt ansvaret for angrebet tirsdag.

»Vi vil ubønhørligt jage alle de personer, som har været med til at finansiere, planlægge og udføre denne afskyelige handling,« sagde Kenyas præsident Uhuru Kenyatta på tv onsdag ifølge AFP.

Angrebet begyndte tirsdag eftermiddag og var først helt nedkæmpet tidligt onsdag morgen.

Overvågningsbilleder viser fire mænd i sorte uniformer med ammunitionsbælter om livet og bevæbnet med AK-47-geværer, som trænger ind i DusitD2, et hotelkompleks med restauranter, butikker og kontorer.

Billeder bragt i medier afslører angrebets brutalitet og hastighed: restaurationsgæster blev dræbt, uden de nåede at forlade deres stole på en udendørsterrasse. Tallerkener på deres spiseborde er splintret. En dræbt har stadig sin bærbare computer stående åben på bordet foran sig.

Den militante islamistgruppe al-Shabaab, der har forbindelser til al-Qaeda, og som har base i Somalia, dræbte 67 personer ved et lignende angreb i 2013 på butikscentret Westgate Mall i Nairobi. To år senere blev 148 dræbt ved et angreb på det kenyanske Garissa University. Og for præcis tre år siden blev over 100 kenyanske soldater dræbt i et al-Shabaab-angreb på en militærbase.

Al-Shabaab beskriver selv angrebene som hævn for Kenyas militære støtte til Somalias FN-støttede regerings kamp mod terrorbevægelsen.

Styrker fra en lang række afrikanske lande har i årevis været med til at bekæmpe al-Shabaab, som menes at have op mod 8.000 krigere, der kæmper for at oprette en islamisk stat i Somalia. USA bidrager også med luftangreb på al-Shabaab. Ifølge The New York Times gennemførte det amerikanske militær 47 angreb i 2018 og har allerede gennemført fem angreb i år.

På trods af det militære pres har al-Shabaab med angrebet tirsdag vist sig i stand til fortsat at kunne gennemføre store terrorangreb. Af de 21 dræbte er 16 indtil videre blevet identificeret som kenyanere, en var amerikaner og en anden brite.

»Lige da vi troede, at det var ved at blive mere roligt, så blev der igen udløst kaos. For kenyanere er det en skræmmende realitet, at angrebene ikke stopper,« skriver den kenyanske avis Daily Nation i en leder.

  • AfD på vej under overvågning

»Helvedes forgård«.

Sådan betegnes det i den øverste tyske efterretningstjeneste, Verfassungsschutz, når der indledes undersøgelser af, om en organisation skal underlægges permanent overvågning for ekstremistiske og forfatningsfjendtlige aktiviteter.

I denne varme forgård befinder AfD’s højreradikale ungdomsorganisation Junge Alternative (JA) med 1650 medlemmer sig nu officielt sammen med partibevægelsen Der Flügel, som bl.a. tæller Andreas Kalbitz og Björn Höcke, der er spidskandidater ved to af efterårets delstatsvalg. Dermed kan disse organisationer nu overvåges, bl.a. med brug af muldvarpe.

Partiet AfD kategoriseres som helhed derimod som et »testtilfælde«, hvor der endnu ikke foretages gennemgribende overvågning. Argumentet fra Verfassungsschutz lyder, at der nok forekommer racistisk-nationalistiske og demokratiforagtende udsagn fra enkelte partifunktionærer, som til dels har berøring med højreekstreme organisationer. Men selv efter den radikale André Poggenburg har forladt partiet for at grundlægge partiet ’Tyske patrioter i opbrud’, er AfD’s program og samlede optræden ikke forfatningsfjendtlig.

Reaktionerne i den tyske presse går fra, at det er farligt og kontraproduktivt at skære alle i et parti med 30.000 medlemmer og flere millioner vælgere over én kam, til at det er på allerhøjeste tid.

Fra AfD’s side ses beslutningen som politisk motiveret. Ifølge AfD-chef Alice Weidel bliver efterårets regeringskrise om den tidligere chef for efterretningstjenesten, Hans-Georg Maaßen, nu klar: Han er nu blevet ofret, så regeringen kan gennemføre den ønskede overvågning af AfD – en udlægning, som avisen FAZ ser som »konspiratorisk«.

Ifølge avisen TAZ er der ingen grund til at ånde lettet op, for som en intransparent og demokratisk tvivlsom institution er Verfassungsschutz selv en del af problemet.

Det er dermed uvist, hvor varmt det bliver for AfD i helvedes forgård.

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Macron har ikke droppet benzinafgiften, blot udskudt den. Den store debat består af borgmestre håndplukket af partiet og hver enkelt skal godkendes i Elysé palæet. Når enkelte påpeger Macrons nedladende retorik, og manglende forståelse for mange franskmænd uhyre svære situation(at leve for 40 € og ikke have penge til varme, sidder han med et stort smil. https://twitter.com/jeanhugon3/status/1086351488413323264?s=21
Jo, for Macron er der dovne, modvillige arbejdere i sit firma, som er det syn han regerer med. For ham kan alt sælges med form. For de gule veste er alt indhold og virkeligheden.

Macron har ikke droppet benzinafgiften, blot udskudt den. Den store debat består af borgmestre håndplukket af partiet og hver enkelt skal godkendes i Elysé palæet. Når enkelte påpeger Macrons nedladende retorik, og manglende forståelse for mange franskmænd uhyre svære situation(at leve for 40 € og ikke have penge til varme, sidder han med et stort smil. https://twitter.com/jeanhugon3/status/1086351488413323264?s=21
Jo, for Macron er der dovne, modvillige arbejdere i sit firma, som er det syn han regerer med. For ham kan alt sælges med form. For de gule veste er alt indhold og virkeligheden.

Ift. valget i DR Congo er det jo klart, at både EU og USA følger det her forløb ret tæt! De har nemlig ingen interesse i, at Fayulu kommer til magten! Han vil nemlig gøre det som USA og EU ikke bryder sig om! Nemlig smide alle de store globale korporationer ud af landet! Og sørge for at DR Congo selv tjener på sine mineraler, guld, sølv, ædelsten mm. og sørge for, at folket får del i velstanden, og velfærden også. Vi må aldrig glemme, at det bl.a. er USA's støtte, der har holdt Kabila ved magten så længe!

Ang. Frankrig og Macron mm.

Jeg forstod aldrig den den danske venstrefløjs mm. omfavnelse af den elitære, rige Macron - med hans program for de rigeste i Frankrig, og med hans mere eller mindre skjule neo-liberale dagsorden. Ja, han vil have et samfund a la det danske, men han glemmer at erkende og indse, at det har 100 år mindst at bygge det samfund op vi har i dag, bl.a. med samarbejde mellem fagbevægelse og virksomheder mm.