Læsetid: 5 min.

Venezuela: »Tidligere kunne styret tvinge folk væk fra gaderne med frygt. Denne gang tror jeg ikke, at de går hjem«

Krisen i Venezuela kulminerer og onsdag erklærede oppositionsleder Juan Guaidó sig selv for landets midlertidige præsident. Nu afhænger alt af militærets reaktion, mener en kender: »Men vælger de at reagere på det her med vold og undertrykkelse, vil det betyde, at de vælger, at Venezuela totalt isoleres«
Da Juan Guaidó erklærede sig selv som midlertidig præsident af Venezuela og opfordrede Nicolas Maduro til at erkende sit nederlag, røg hænderne i vejret i den omgivende folkemængde.

Da Juan Guaidó erklærede sig selv som midlertidig præsident af Venezuela og opfordrede Nicolas Maduro til at erkende sit nederlag, røg hænderne i vejret i den omgivende folkemængde.

Federico Parra

25. januar 2019

»Hvem er vi? Venezuela! Hvad vil vi have? Frihed!«

Kampråbene rungede gennem Caracas gader, da titusinder onsdag mødtes til protest imod præsident Nicolas Maduro, der tidligere på måneden blev indsat i sin anden periode.

Sent samme dag fik de et svar fra oppositionsleder og formand for parlamentet Juan Guaidó, da han erklærede sig selv som midlertidig præsident af Venezuela og opfordrede Nicolas Maduro til at erkende sit nederlag.

»Jeg sværger at overtage alle beføjelser fra præsidentembedet og sikre en ende på denne tilranelse af magten,« sagde den kun 35-årige, indtil for nylig relativt ukendte politiker, i en symbolsk ed til de hujende demonstranter.

Nicolas Maduro, som har siddet på posten siden Hugo Chávez’ død i 2013, blev i foråret 2018 genvalgt til endnu seks år, men det var ved et valg, som oppositionen opfordrede til boykot af, og som efterfølgende fik skarp kritik af omverdenen. Juan Guaidó anser derfor ikke Maduro som legitim præsident, og henviste derfor til to paragraffer i landets forfatning, der giver formanden for parlamentet tilladelse til at indsætte sig selv midlertidigt på posten, hvis der ikke er en præsident.

Nicolas Maduro reagerede ved at kalde det et amerikansk støttet kup. »De vil lede Venezuela fra Washington. Vi I have en marionetregering kontrolleret af Washington,« spurgte han og beordrede alle amerikanske diplomater ude af landet inden 72 timer.

Moden opposition

Carlos Salas Lind, ekspert i venezuelanske forhold og ekstern lektor på Copenhagen Business School, følger situationen i sit hjemland tæt. Han mener, at der er gode muligheder for, at det vi ser nu, er starten på et regimeskift i landet:

»Oppositionen har i flere omgange prøvet at fjerne Maduro, men den er blevet slået ned, og lederne er endt i fængsel. Men det vi ser nu, er en mere samlet og moden opposition«.

Og så skal man ikke undervurdere et desperat folk. Der er mangel på helt basale dagligvarer og medicin, inflationen ramte i november 1.300.000 procent, og fattigdom, vold og forventning om flere uroligheder har sendt omkring 3 millioner mennesker på flugt fra Venezuela.

»Maduro og militæret har godt nok de andre gange haft succes med at skræmme folk væk fra gaderne, men denne gang tror jeg ikke bare, at de går hjem,« siger Carlos Salas Lind.

Reaktionerne

Reaktionerne fra omverdenen faldt prompte. Den amerikanske præsident, Donald Trump, skrev i en udtalelse blot få minutter efter Juan Guaidós udmelding, at han ville sætte USA’s fulde »økonomiske og diplomatiske styrke« ind på at genoprette demokrati i landet. Senere opfordrede udenrigsminister Mike Pompeo Venezuelas militær til at støtte overgangen til nye demokratiske tilstande.

Også EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, opfordrer på vegne af EU til, at der igangsættes en proces for »frie og troværdige valg« i Venezuela, og Danmark indtog samme position.

»Det står helt klart, at Danmark støtter de legitime demokratisk valgte institutioner – ikke mindst den lovgivende forsamling og dermed Juan Guaidó,« skrev udenrigsminister Anders Samuelsen på Twitter.

Også mange nabolande meldte hurtigt ud til fordel for Juan Guaidó, herunder Chile, Peru, Brasilien, Paraguay, Colombia, Ecuador og Argentina.

Og det må i særdeleshed gøre ondt på regimet, siger Carlos Salas Lind.

Rusland

Men der er også fordømmelse at finde. Bl.a. Kina, Tyrket, Syrien og ikke mindst Rusland støttede i går op om den siddende præsident. I en udtalelse fra præsident Putins talsmand, Dmitrij Peskov, kalder han kupforsøget et »brud på folkeretten« og advarer imod, at amerikansk indblanding vil medføre et »blodbad« og »lovløshed« i landet.

Carlos Salas Lind mener dog ikke, at den støtte betyder, at Nicolas Maduro sover mere roligt. I sidste ende handler det om økonomi, understreger han. Rusland kan have en vis økonomisk interesse i Venezuela, men Kremls motiv for »venskabet« handler nok mindst lige så meget om at irritere USA.

»Rusland kan da låne dem lidt penge og bytte våben for olie. Men det kan på ingen måde hamle op med, hvad man ville miste, hvis alle de lande, der nu har erklæret deres støtte til Guaidó, følger op med sanktioner.«

Det spekuleres i internationale medier i, hvad USA vil gøre. Blandt andet kan de vælge at blokere Venezuelas adgang til konti med international valuta og indefryse midlerne i udenlandske konti ejet af det nationale olieselskab Petroleos de Venezuela.

Forhandlinger?

Torsdag aften var der forholdsvis stille i Caracas gader.

»Det bekymrer mig faktisk lidt,« siger Carlos Sala Lind.

»Men man kan jo håbe, at det betyder, at de tænker sig om. Jeg tror, at Maduro denne gang tvivler på, om han kan få militærets opbakning. Han er nu blevet underkendt som illegitim af så mange vigtige lande. Vælger de at reagere på det her med vold og undertrykkelse, vil det betyde, at de vælger, at Venezuela totalt isoleres.«

I bedste fald er stilheden udtryk for, at der er en form for forhandlinger i gang. Ikke mellem ’de to præsidenter’, men mellem militæret og de to fløje. For det er i sidste ende militæret, der bestemmer, hvad der sker herfra, understreger Carlos Salas Lind.

»Venezuela er et militærdiktatur. Der er ingen Maduro uden militæret. Og et nederlag for Maduro, er et nederlag for militæret.«

Derfor kan man håbe, at militærledelsen begynder at indse, at Maduro nu er så isoleret, at det bedste for dem er at bede ham forlade landet, siger Carlos Sala Lind.

Sker det, bliver oppositionen nødt til at give militæret en bagdør – f.eks. med garantier om amnesti. Ifølge en FN-rapport fra sidste år er »hundredevis« blevet dræbt de seneste fire år og bare i denne uge har mindst 13 mennesker mistet livet, melder en lokal ngo. Et regimeskifte vil derfor betyde, at centrale aktører i militæret kan risikere retsforfølgelse.

»Det er altså ikke kun deres politiske liv, de kæmper for,« siger Carlos Salas Lind.

»Militære ledere i den del af verden er snedige og arrogante og vil anerkendes som dem, der styrer processen i en eventuel overgang. Og glemme at de aldrig opgiver håbet om at få magten tilbage.«

To veje

– Men hvilke muligheder har Maduro og militæret?

»De har to: Forhandle eller undertrykke. Vælger de at tro på, at det bare er tomme trusler fra USA, kan de jo igen arrestere alle og indføre undtagelsestilstand. Men som sagt, jeg tror ikke, at det bliver nemt for dem denne gang. Husk, Venezuela har haft demokrati, og der er en stærk tradition for folkelig deltagelse. Folk går ikke bare hjem.«

Og mens den militære ledelse stadig står officielt vagt om præsident Maduro, er de væbnede styrker jo mere end generaler. Oppositionen har derfor på det seneste bejlet til de lavere rangerende militærfolk. Og deres loyalitet kan blive helt afgørende, hvis Maduro vælger at sætte hårdt mod hårdt i de næste dage.

»Der er grænser for, hvor mange mennesker der skal dø,« siger Carlos Salas Lind.

»Før eller siden vil det splitte militæret.«

Juan Guaidó blev udpaget af Leopoldo López til at stå i spidsen for det socialdemokratiske parti, ’Voluntad Popular’ (’Folkeviljen’) og dets koalition i den venezuelanske folkeforsamling.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Harald Strømberg

Kan eksperterne forklare mig, hvorfor man KUN kan købe varer produceret i Venezuela: toiletpapir, bleer, madolie, grøntsager, mel og medicin med mere, på det sorte marked, til en pris der er 4700% over det normale?
Hvis jeg var diktator i Venezuela, ville jeg hurtigt nationalisere de TRE virksomheder, der producerer 95% af de daglige fornødenheder, som min befolkning behøver. Men det har diktatoren Maduro nok glemt at gøre.

Hvad er det nu Venezuela har en masse af? Kan ikke lige komme i tanker om det.. Et eller andet sort stads.

Og hvilken politik er det nu USA frygter aller mest?
Måske har Jimmy Dore et svar: https://www.youtube.com/watch?v=4LYJSb-h9m8

Flemming Berger, Karsten Aaen, Niels-Holger Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Jan Jensen, Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Torben Skov og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ligesom i Syrien skal man skelne mellem en moderat og en radikal opposition. Og ligesom i Syrien støtter USA den radikale opposition og ignorerer den moderate - af den simple grund, at den moderate opposition stadig er i dialog med Maduros styre. I igen ligesom i Syrien, kan vi forvente, at den moderate opposition i tilfælde af en voldelig opstand vil støtte Maduro frem for de amerikansk støttede radikale aktivister. I 2002 fik demonstranterne penge for at gå på gaden, mon ikke USA betjener sig af tilsvarende metoder denne gang?

Der er mange og alvorlige problemer i Venezuela, men man kan ikke i god tro argumentere for, at USA vil komme nationen til hjælp. USA hjælper kun, hvis Imperiet derved hjælper sig selv, og som altid er det råstofferne, det drejer sig om. At Maduro, og Chavez før ham, har nationaliseret en lang række amerikanske virksomheder, ser amerikanerne som en tilstrækkelig grund til at blokere for medicinforsyninger og andre fornødenheder, med det erklærede mål at tvinge befolkningen til at vælte deres demokratisk valgte leder.

Måske er Maduro en slyngel, men uanset hvordan man vender og drejer det, er han folkevalgt, uanset hvad Donald Tusk måtte mene. At oppositionen boykottede valget ændrer ikke på denne lille teknikalitet - forestil jer, at Mette Frederiksen med henvisning til sofavælgerne udnævnte sig selv til statsminister, mon verdens ledere ville bakke op om en sådan handling? Guaido var totalt ukendt indtil for få uger siden, så hvordan kan så mange vestlige ledere pludselig sige god for ham og hans politik?

"Problemet" er, at Maduro ikke overholder Washington Consensus, og derfor skal han ud, demokrati eller ej. Vil han ikke gå frivilligt - og det vil han ikke - pudser CIA dronerne på ham. I første omgang per proxy, men mon ikke der allerede er amerikanske boots on the ground i Venezuela? USA nægter jo at rømme den amerikanske ambassade, for uden den har oppositionen jo ikke noget hovedkvarter, og CIA skal jo også bruge faciliteterne til diverse undergravende virksomhed.

Ida Larsson, Flemming Berger, Karsten Aaen, Niels-Holger Nielsen, Anders Graae, Steen Sohn, Viggo Helth, Torben K L Jensen, Jan Jensen, Harald Strømberg, Alvin Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Harald Strømberg

@ Anna von Sperling.
Hvorfor skriver du intet om Maduros afbrydelse af diplomatiske forbindelser til USA, og de amerikanske diplomaters reaktion på udvisningerne?
I min optik er det en væsentlig detalje, som er svær at komme udenom.
Du skriver heller intet om de mellemamerikanske stater, som støtter Maduro.
Du vinkler historien således at det kun er totalitære stater som Kina og Rusland, der støtter Maduro.

Karsten Aaen, Anders Graae, Viggo Helth, Torben K L Jensen, Jan Jensen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Er Samulesens og Trumps nye bedsteven Juan Guaidó socialdemokrat på den brasilianske måde? Med et fundament af kristen fundamentalisme og halv(fascistisk) og tredie vej-neoliberalisme på toppen.....

Har andre militærdiktaturer oppositionspolitikere siddende som ledere af lovgivende forsamlinger?

Er CIA allerede i landet? Som vi altid lærer bagefter. Om det er Syrien eller Honduras eller, ja, vel alle Mellem- og Sydamerikanske lande, der prøvet regime change CIA Style.

Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Pia Nielsen, Harald Strømberg, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Venezuela er allerede isoleret og befolkningen lider under den økonomiske krigsførelse som USA, EU og Europa fører mod landet. Ved kuppet i Chile i 1973 hvior en demokratisk valgt socialistisk regering blev afsat efter nogenlunde samme opskrift var butikkerne tomme dagen før kuppet. Dagen efter kuppet var butikkerne bugnende fulde.

Oppositionen ønsker et militærkup. Den er ikke interesseret i et almindeligt valg. Dette blev tydeligt da den i sidste øjeblik nægtede at underskrive den aftale som den havde indgået sammen med Maduros regering og med internationale forhandlingsledere for bordenden.

Nu har jeg gravet lidt dybere og det viser sig at grunden til dette formodentlig er at når der udskrives almindeligt valg så bliver embedsmandsværket f.eks. højesteretsdommere ikke skiftet ud og det er det de går efter. Ved et militært kup bliver alle skiftet ud - alle der ikke falder i deres og hvem ved USAs smag - De går efter at få skiftet det hele ud og få indsat deres egne.

Ved ikke at støttet op om en afholdelse af almindelige valg er Danmark med til at støtte et militærkup som har noter af det militærkup der fandt sted i Chile i 1973.

Men jeg er såmænd ikke overrasket men bloit ked af at vi har en så logredikkende presse.

Flemming Berger, Karsten Aaen, Niels-Holger Nielsen, Viggo Helth, Harald Strømberg, Anders Graae, Torben K L Jensen, Jan Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

I realiteten har USA indført et verdensomspændende økonomiske diktatur gennem deres dominerende indflydelse i IMF og Verdensbanken udover de er indehavere af verdensvalutaen - petro-dollars som bliver misbrugt politisk mod lande hvis styre de ikke kan lide. Som Cuba og nu Venezuela hvor de forsøger et politisk proxy-kup. Det ligner Nixon´s "War on Drugs" der i realitet destabiliserede og ruinerede alle lande i Mellem-amerika med narko-krige der har kostet millioner af liv. Sorteper ligger nu hos Trump´s USA hvor man ser en direkte folkevandring mod grænserne.
Jeg ved ikke hvad der er værst - højredrejningen i hele det amerikanske kontinent eller nogle lande der forsøger at frigøre sig fra det økonomiske diktatur fra et land der er startet på en demokratisk deroute der påvirker hele verden.

Trond Meiring, Karsten Aaen, Viggo Helth, Anders Graae, Niels Duus Nielsen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Torben - Nielsen

Jamen, se det nu som en oplagt chance til at lade et socialistisk system få sin chance, til at vise at det er alle andre overlegen.

Venezuela er et land med mange naturlige resurser, så sandsynligheden for at de kan klare sig selv, er stor.

Det kan selvfølgelig være, at de bliver nødt til at bytte noget olie, for nogle Iphones.

Anna von Sperling

Til Harald Strømberg:

1) »Nicolas Maduro reagerede ved at kalde det et amerikansk støttet kup. »De vil lede Venezuela fra Washington. Vi I have en marionetregering kontrolleret af Washington,« spurgte han og beordrede alle amerikanske diplomater ude af landet inden 72 timer.«

2) Fordi kildens pointe er, at det var de lande med vægt og økonomi, der kan klappe kassen helt i og derved overbevise militæret om, at Maduro ikke er manden, der kan sikre dem.

Harald Strømberg

@ Anna von Sperling.
Få minutter efter at Guaidó havde udråbt sig selv til præsident, anerkender Trump ham. Han må have vidst hvad der skulle ske på forhånd.
Er det fuldstændig utænkeligt, at kuppet og urolighederne er støttet eller iscenesat af USA?
Der er måske ingen historisk præcedens?

Lande med vægt og økonomi behøver ikke følge internationale regler og love, som er udarbejdet af de Forenede Nationer.
Hvilken ret har USA til at indføre en olieembargo af Venezuela?

Hvorfor kaldes Venezuela et militærdiktatur når landet har, 7 frie aviser (3 pro oppositionen. 1 neutral og 3 pro regeringen), en oppositionspolitiker som leder af den lovgivende forsamling, 27 valg siden 1998, tillader oppositionen at demonstrere?

Det er ikke kun militæret der støtter Manduro. Cirka 8 millioner civile støtter ham også.

Måske er det en idé at bruge flere kilder med andre perspektiver?
Et eksempel kunne være Alfred de Zayas.
Du kan se eller læse et interview med ham her:
https://www.democracynow.org/2019/1/24/former_un_expert_the_us_is

Daniel Santos, Flemming Berger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Anna von Sperling

Til Harald Strømberg:

1. Det har jeg da ikke noget som helst grundlag for, at udelukke som fuldstændig utænkeligt. Jeg refererer derfor, at det er Maduros mistanke.

2.Som jeg forstår det, kalder min kilder det et militærdikatur fordi militæret når alt kommer til alt bestemmer, hvem der har magten. Og derfor nu kan beslutte, at fratage Maduro den. Lad os evt. skrives ved, hvis det sker.

3. "oppositionspolitiker som leder af den lovgivende forsamling" - vel sagtens med den lille tilføjelse at han har frataget parlamentet lovgivende magt.

4. I Radio Information lørdag kan man høre min gode kollega Jesper Løvenbalk, der ved meget mere end mig, vurdere situationen. Inkl. de tre spørgsmål.

5. Hav en god weekend!

Trond Meiring, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Rusland og Kina har investeret milliarder i Venezuela - er det så en ny Cuba-krise ? Med en Trump der ikke vil udelukke militære løsninger kan det her blive sprængfarligt.

Henrik Plaschke

I den voldsomt polariserede situation i Venezuela er det nemt at lade sig friste af de gængse fjendebilleder – mod USA, mod socialismen eller hvad man nu ellers er orienteret mod.

Herved ser man vist højst, hvad man allerede ”vidste” i forvejen, hvorved man får sine fordomme bekræftet. Og fordomme er ikke mindst effektive, hvis de ikke er helt forkerte. Og at USA mildt sagt har været involveret i mange grimme ting såvel i Latinamerika (inklusive Chile i 1973) som andetsteds, er det svært at bestride. Tilsvarende er der næppe heller tvivl om, at en amerikansk orkestreret blokade af Venezuela i betydeligt omfang har bidraget til det sammenbrud af økonomi og samfund, vi kan iagttage i dagens Venezuela. Tilsvarende dannes priserne på oliemarkeder næppe kun ud fra rene markedsmekanismer.

Men nøjes man med sådanne konstatering, gør man sagen alt for enkel. I den forbindelse kan jeg kun opfordre til en læsning af nogle af de mange kvalificerede indlæg, der er tilgængelige er højt kvalificerede samfundsforskere m.v. - bl.a. af venezuelansk baggrund.

Net magasinet Kritisk Debat har eksempelvis for ganske nylig bragt et interessant indlæg af Temir Porras Ponceléon, der tidligere var udenrigspolitisk rådgiver for Hugo Chávez (2002–2004), stabschef for Nicolás Maduro (2007–2013) og tidligere viceudenrigsminister (2002–2013). Jeg kan ikke bedømme alle argumenter i denne artikel, men hans diskussion og nådesløse diskussion af Maduros økonomiske politik forekommer at give ganske god mening og kan i hvert fald ikke blot afvises som propaganda.

Porras diskuterer eksempelvis betydningen af faldende oliepriser, men påpeger samtidig, hvorledes indenrigspolitiske valg har forværret effekterne af oliepriserne. Som det eksempelvis hedder sig:

”Det er liten tvil om hva som har utløst nedgangen etter 2014. I juni det året nådde den internasjonale prisen på olje (95 prosent av landets eksportinntekter) en topp før den raste fra 100 til 50 dollar på seks måneder, og så til 30 dollar i januar 2016. Men samme årsaker gir ikke nødvendigvis alltid de samme virkningene, alt avhenger av hvordan man møter dem. Overfor et sjeldent kraftig ytre sjokk valgte de venezuelanske myndighetene en underlig strategi, spesielt siden landets økonomi viste tegn på sårbarhet lenge før oljeprisfallet.”

En gennemgang af en række mere eller katastrofale politikvalg fører Porras til følgende sammenfatning:

”Det er bra at ansvarlige politikere viser sin uavhengighet overfor en type økonomisme som ofte vil ha teknokratisk monopol på politikken. Men å bestemme den makroøkonomiske kursen for et land uten noen tekniske hensyn er iblant strakeste vei mot katastrofen.”

Flere detaljer kan findes på: http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=2044

Porras står på ingen måde alene med denne kritik, som jeg her henviser til, da den er nemt tilgængelig og på skandinavisk. Tilsvarende kritikker er fremført i masser af andre sammenhænge - eksempelvis af den venezuelanske professor Héctor Silva Michelana, der i årtier har været af fremtrædende marxistisk orienteret samfundsøkonom og offentlig engageret intellektuel og som absolut ikke kan karakteriseres som en håndlanger for amerikanske interesser.

I et indlæg skrevet for to år siden og publiceret under titlen ”Slut med hadets politik” karakteriserede han således Maduros regering som den værste regering i Venezuelas historie (http://www.abcdelasemana.com/2016/01/29/acabemos-ya-con-la-politica-del-...), og han peger også på betyder af indenrigspolitiske og -økonomiske valg fremfor blot virkningerne af USA's politik. Mange andre eksempler kunne tilføjes.

Hvor Chavez’s regime – i hvert fald i en årrække – betød betragtelige sociale og økonomiske fremskridt for brede dele af Venezuelas befolkning, kan Maduros regering vist bedst karakteriseres som en form for alliance mellem en gruppe af korrupte og/eller mafiøse politikere og militæret, der ikke mindst er optaget af egen magt og rigdom. Jeg ser ingen grund til, at socialister i øvrigt skal støtte og/eller allierede sig med denne type af regime.

Mikael Velschow-Rasmussen, Christian Mondrup, Harald Strømberg, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Henrik Plaschke, Venezuelas økonomi har det virkelig skidt, og det har historiske årsager, ikke mindst har de fejltagelser Chavez og chavismen har begået, været medvirkende til den nuværende situation, men det fritager ikke USAs økonomiske krigsførelse for at bære hovedskylden for den øjeblikkelige humanitære krise, som landet står i.

Og så er der jo ikke kun tale om en økonomisk krise, men også om en politisk krise. Oppositionen henter sin styrke i overklassen og den højere middelklasse, mens Maduro henter støtte i underklassen og blandt de fattige. Og der er også en raceproblematik: Overklassen og middelklassen består fortrinsvis af lyshudede mennesker, mens underklassen er mere mørk i huden, hvorfor den radikale opposition ikke kan sige sig fri for en ondartet racisme og højreekstremisme, hvilket igen gør, at den mere moderate opposition har svært ved at samarbejde med ekstremisterne, således at den samlede opposition er splittet og svag.

Ser vi fx på, hvor populære hhv. Maduro og oppositionen er i befolkningen, taler vi om ca. 30%, der støtter op om Maduro, mens ca. 25% støtter op om oppositionen. Så selv om Maduro ikke er populær, er oppositionen endnu mindre populær.

Udenrigspolitisk vejer det uden tvivl meget tungt for amerikanerne, at Maduro forlod petrodollaren og satte landets olie til salg i kinesiske yuan og europæiske euro. Alle olieproducerende stater, der gennem tiderne har foretaget denne manøvre bort fra petrodollaren, er blevet udsat for sanktioner og i flere tilfælde bombardementer og regulær krig.

I stedet for at lade folk i Venezuela selv finde ud af, hvordan deres lands fremtid skal forme sig, blander USA sig - vanen tro - i et andet lands interne anliggender. "All options are on the table", siger Trump, der sammen med Bolton har udnævnt Venezuela til en sikkerhedsrisiko for USA, på trods af, at den venezuelanske hær aldrig har bevæget sig uden for Venezuelas grænser.

Og så skal man jo huske, at USA aldrig rigtig har forladt den kolde krig: "Socialisme" er stadig et skældsord blandt de amerikanske magthavere, og de nye, unge progressive amerikanere, der åbent vedkender sig at være socialdemokrater, er blot endnu en grund til at gå i panik i Washington: Det amerikanske Imperium er begyndt at gå op i limningen såvel udadtil som indadtil, og de unge amerikanere vil hellere bruge deres skattepenge på sygesikring og gratis uddannelse end på forcerede regimeskifter og oversøiske krige.

At USA bruger bøllemetoder er ikke overraskende, og det har intet at gøre med, at det tilfældigvis er Trump, der er præsident; amerikanerne følger blot en politisk agenda, som de konsistent har fastholdt i Syd- og Mellemamerika i mange, mange år. Det skuffende er, at så mange af USAs allierede ukritisk bakker op om den førte amerikanske politik. At Danmark kan støtte op om en helt ukendt og uprøvet selvudnævnt præsident, der alene repræsenterer Venezuelas højere middelklasse og overklasse, er intet mindre end en skandale.

Karsten Aaen, Hans Aagaard, Ulla Nielsen, Flemming Berger, Trond Meiring og Harald Strømberg anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Her tager du grueligt fejl, Susanne Schmidt. Selv om russerne lige har haft et par strategiske bombefly på besøg i Venezuela, ligger landet alt for langt væk til at russerne kan komme Maduro til hjælp. Russerne kan ikke projicere deres magt ud i alle afkroge af verden, således som USA kan. Desværre for Venezuela har USA mere eller mindre frit spil i regionen. Måske kineserne kan gøre en forskel, ikke så meget militært, da de heller ikke har logistikken til en indsats i Sydamerika, men måske økonomisk.

Karsten Aaen, Hans Aagaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Niels Duus Nielsen

Du løber åbne døre ind med din henvisning til en video, der fortæller os, at USA's interventioner i andre landes indre anliggender sjældent eller aldrig fører noget godt med sig.

Men du vil helst fortsat skyde skylden på USA, og det er jo også det nemmeste, når det handler om årsagerne til Venezuelas krise. Du undlader at forholde dig til min påstand og argumentation for, at den Venezuelas sammenbrud måske i højere grad skyldes venezuelanske regeringers politik end USA's indblanding gennem blokader og manipulation af oliepriser. Jeg henviste til Porras’ artikel ovenfor.

Jeg vil også anbefale dig en artikel af den amerikanske sociolog Chris Carlson, The crisis in Venezuela and its lessons for the left, på https://www.opendemocracy.net/democraciaabierta/chris-carlson/crisis-in-....

Carlson laver, hvad vi kunne kalde en klasseanalyse af Venezuelas økonomiske politikker, og han viser, hvorledes disse dels har hovedansvaret for landets krise, og dels hvorledes disse er indrettet efter berigelsen af regeringens egne folk. Landets penge- og valutasystem spiller en helt central rolle i denne sammenhæng. Han citerer en række tidligere Chavez-ministre:

“…it wasn’t until Maduro came to power in 2013 that things really started falling apart.
A gang was created that was only interested in getting their hands on the oil revenue,” says Hector Navarro, former Chavista minister and socialist party leader.

“They are thieves with no ideology,” he added.

Chavez’s former finance minister, Jorge Giordani, has said the same thing, estimating that some $300 billion have been embezzled in this way. Navarro and Giordani were long time members of Chavez’s inner circle and mainstays of his cabinet until they became critical of Maduro in 2014 and were sacked.

Chavez’s former finance minister, Jorge Giordani, has said the same thing, estimating that some $300 billion have been embezzled in this way.

Longtime Chavista insider Mario Silva also warned about this back in 2013, claiming that a group of officials headed by then Vice President Diosdado Cabello were gaining the upper hand inside the government, and were “bleeding” the country of its dollar reserves.

This made Giordani’s dismissal in 2014 especially noteworthy, as he was the primary person in charge of keeping the currency regime in check, making periodic adjustments to avoid major distortions. Once Giordani was out of the way, the currency was allowed to get increasingly overvalued, greatly benefitting the “gang of thieves” and their foreign exchange schemes.”

Jeg er naturligvis enig i, at der ikke kun er tale om en økonomisk, men også om en politisk krise. I denne sammenhæng er en forståelse af den regimets oligarkisk-militære basis naturligvis også af en vis interesse. Det er ikke mere folkeligt end Trump's regime i USA.

Hvad er dine kilder til påstandene om hhv. Maduros og oppositionens støtte i befolkningen, og hvornår er disse tal fra? Ifølge en opinionsanalyse gennemført af et lokalt bureau (Dataanalisis) og omtalt i Le Monde den 21. januar, 2019, ønsker næsten 75 % af befolkningen Maduros fratræden, og 42 % ser gerne, at militæret fjerner ham.

Niels Duus Nielsen

"Du løber åbne døre ind..." - sikkert, men videoen giver en version af virkeligheden, som vi ikke hører så tit, ikke engang her i Information. Fx har vi ikke hørt om, hvordan oppositionen i Venezuela brænder sorte mennesker levende, bare for at give et enkelt eksempel på mediernes - inkl. Informations - bias.

Jeg medgiver gerne, at både Chavez og Maduro har begået graverende fejltagelser, og at de amerikanske sanktioner blot giver den skrantende venezuelanske økonomi det sidste skub ud over kanten. Men det gør de så, giver det sidste skub, og det kan efter min mening slet ikke forsvares, uanset hvor uduelig den venezuelanske regering er.

Uanset hvad vil jeg hellere fokusere på den politiske krise, da den efter min mening forklarer meget mere om, hvad der reelt foregår, end diverse debatter om, hvem der er årsag til den økonomiske krise. De to ting hænger selvfølgelig sammen, men det berettiger alligevel ikke USA til at diktere, hvem der skal være præsident.

Og at jeg fokuserer på USA skyldes selvfølgelig, at jeg betragter USA som en trussel mod verdensfreden, i modsætning til Venezuela, som ikke er en trussel mod noget som helst. USA er vor allierede, og udenrigsministeren gør alt, hvad han får besked på at gøre fra Washington, så set fra et dansk perspektiv er historien ikke så meget om Venezuela som om vor store allierede med storhedsvanvid. USA er stort og stærkt, men det berettiger ikke amerikanerne til at blande sig i et andet lands interne anliggender. Især ikke når amerikanerne er besat af en tvangstanke om udenlandsk indblanding i amerikanske valghandlinger. Hvis det er forkert at blande sig i amerikansk indenrigspolitiker må det være ligeså forkert at blande sig i venezuelansk indenrigspolitik.

Mine oplysninger har jeg fra troværdige kilder, bl. a. fra Ben Norton i ovenstående video. The Real News Network og Abby Martins "Empire Files" er andre kilde til pålidelige oplysninger om Venezuela. De amerikanske massemedier er helt ubrugelige i en situation som denne.

Karsten Aaen, Palle Yndal-Olsen, Mikael Velschow-Rasmussen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Niels Duus Nielsen

Hvad vi hører, afhænger bl.a. af hvad vi lytter efter. Men når du fortæller mig, at ”oppositionen i Venezuela brænder sorte mennesker levende”, har jeg svært ved at tage dig alvorligt. Nu kender jeg dig fra andre debatsammenhænge, og ved (?), at du ikke blot er en elev af Martin Henriksen. Men ellers ville jeg godt nok have haft min tvivl. Oppositionen i Venezuela står der. I bestemt form.

Har du været på spindoktorkursus hos Martin Henriksen? Eller er det Jøden Süss, der går igen? Ja, undskyld, at jeg spørger. Men det er da min umiddelbare reaktion, når jeg hører dig omtale oppositionen i Venezuela.

Oppositionen i Venezuela er en sammensat størrelse og rummer ikke mindst også mange fra venstrefløjen. Et forhold du tilsyneladende (?) helst vil se bort fra. Men det gør jeg ikke. Dagens leder i Le Monde vurderer, at højst 20 % af venezuelanerne støtter Maduro (https://www.lemonde.fr/idees/article/2019/01/26/venezuela-la-voie-de-la-...). Måske tager Le Monde fejl. Kom endelig med en anden vurdering.

Skal vi diskutere den politiske krise i Venezuela, kan vi passende starte med at stoppe dæmoniseringen af dem, vi ikke er enige med. Den venezuelanske professor Silva Michelena, som jeg har citeret ovenfor, taler om at afslutte hadets politik. Ellers kan vi fortsætte med at slå hinanden ihjel.

Niels Duus Nielsen

Okay, "dele af oppositionen" skulle jeg have skrevet, jeg beklager.

Men det ændrer ikke på, at hovedgrunden til, at oppositionen i Venezuela nyder så lille en opbakning i befolkningen, som den gør, netop er de ekstreme højreorienterede elementer i oppositionen, som konsekvent tyr til vold som en del af den politiske kamp. Kun 25% af befolkningen støtter op om oppositionen, hvilket selvfølgelig er mere end støtten til Maduro, som kun er på 20%, men når tallene er så små, er det da slet ikke tidspunktet at påstå, at den ene part er mere legitim end den anden.

Og uanset hvem, der er mest korrupt, er det ikke noget USA skal blande sig i.

Påstanden om afbrænding af sorte er ikke hentet ud af den blå luft - der er billeder:

https://www.thenation.com/article/burning-man-venezuela/

Henrik Plaschke

Niels Duus Nielsen

Mit ærinde var ikke at drage påstanden om afbrændingen af sorte i tvivl, men derimod at påpege din problematiske sprogbrug: oppositionen i bestemt form. Og sprogbrugen er ikke uden betydning: hvorledes ”frames” begivenhederne.

Og her trækker du så en smule i land ved at sige dele af oppositionen. Læser man den artikel, som du henviser til, fremgår det, at det handler om ”anti-government protesters”.

Oppositionen i landet er, som det også beskrives i artiklen, delt mellem en ekstrem højrefløj (og den ekstreme højrefløj har i mange latinamerikanske sammenhænge – og andetsteds – aldrig afholdt sig fra systematisk voldsanvendelse), og en mere såkaldt ”moderat” del. Som det fremgår af såvel din artikel, som af de links, jeg tidligere har henvist til, er der en betragtelig gruppe af mennesker, der var sympatisk overfor Chavezregimet, men som ikke støtter Maduro.

Det store og vanskelige spørgsmål, der nødvendigvis må melde sig for sidstnævnte, er, hvorledes man skal forholde sig i den nuværende ekstreme polarisering. Jeg er enig i, at USA ikke skal blande sig (og jeg tror heller ikke, de vil vove det).

Jeg er for min del ikke i tvivl om, at Guaidó i den nuværende situation udgør det mindst ringe alternativ. Selv om han har USA's støtte.

Niels Duus Nielsen

Henrik Plaschke, det ser ud som om statskuppet er mislykket - militæret støtter Maduro, og det var så det.

Vi er stort set enige om baggrunden for begivenhederne, dog undrer jeg mig, når du skriver at du mener, at Guaido udgør det mindst ringe alternativ. Hvad ved du, som jeg ikke ved?

Guaido var indtil for få uger siden totalt ukendt. Han er libertarianer, altså modstander af en stærk stat og tilhænger af privatiseringer og udsalg af statens værdier. Med ham som præsident vil det venezuelanske arvesølv blive solgt til højestbydende - hvordan kan det på nogen måde være i befolkningens interesse? Især fordi han efter støtten fra USA nu står i gæld til amerikanerne, som selvfølgelig forventer et nedslag i prisen som tak for hjælpen. Netop den omstændighed, at han har USAs støtte, er jo det, der gør ham uegnet som præsident.

Men alt tyder på, at det var en storm i et glas vand. Med lidt held bliver der afholdt et nyt valg på et tidspunkt. Venezuela har faktisk et af de bedste valgsystemer i verden, hvis ellers oppositionen vil betjene sig af det, i stedet for at boykotte valget og i stedet satse på amerikansk indblanding. Onde tunger ville kalde en sådan foragt for konstitutionen for forræderi.

Anna von Sperling . Det er ikke godt nok, når du skriver: "Maduro anklager Amerikanerne for at stå bag", når hele vesten og dets medier har den holdning til Maduro, som man har. Det er det samme som at sige i sin tid, at Saddam ikke selv mente, at han havde nogen masseødelæggelsesvåben. Det har jo absolut ingen værdi. Hvis man derimod i sin tid havde refereret til alle de efterretninger, der ligeledes afviste at Saddam havde disse våben ville Saddams postulat jo pludselig have noget mere vægt.

I tilfældet med Venezuela skal man kun følge Amerikansk politik overfladisk får man opdage,r hvor optaget man er af Venezuela. Mange snakker om intervention og regime skifte. Mest prominente stemmer her er John R- Bolton ( Trump sikkerhedsrådgiver) og Trump selv. Men udover disse har højrefløjen i USA i lang tid savlet efter en intervention i Venezuela. Selv Obama betegnede Venezuela som en citat "ekstrem sikkerhedsrisiko for vores nation".

Meget negativt kan siges om Maduro. Men derfor er der altså ikke nogen grund til bare ukritisk at støtte enhver modstand mod ham i landet.

Karsten Aaen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben - Nielsen

Et eksempel på, hvor det virkelig gælder!!!

Vi har i den seneste tid været vidne til, hvorledes indbyggerne i de mellemamerikanske lande, Honduras og Guatemala, forlader deres hjemstavn.

De har nu to muligheder, de kan dreje til venstre og vælge det socialistiske paradis Venezuela, eller de kan dreje til højre og vælge det kapitalistiske mareridt USA.

Og hvordan kan det nu være, at det socialistiske paradis Venezuela, alligevel ender med at blive fravalgt, når nu de stakkels mennesker således har det helt frie valg.

Hvorfor søger mennesker i nød, ikke i ly i et socialistisk paradis som Venezuela???

Selv om alle herinde, er parate til at fraråde det kapitalistiske mareridt USA, så kunne noget tyde på, at det er der, folk alligevel, vil hen.

Alligevel, - Sorry folks!!

Torben Nielsen.
Tror du virkelig, at de alle sammen er flygtet til USA?
Og tror du, at de "karavaner" Trump hele tiden snakker om, er ALLE dem som flygter fra mellem-Amerika? USA er der de fleste fra Venezuela flygter til ja men langt fra alle - mange flygter selvfølgelig til nabolandene.

Fun fact: Columbia som er USA's tætteste allierede i syd Amerika (som får trænet frygtede sikkerhedsstyrker i USA) har verdens flest internt fordrevne.

"The most wanted destination for Venezuelans in this continent is Colombia with about 50 thousand people, while Colombian immigration to Venezuela reached approximately one million people."

http://misionverdad.com/MV-IN-ENGLISH/fallacies-and-inaccuracies-about-v...

Tjek denne artikel for et mere præcist billede af (ikke 2 mio som USA påstår), hvor mange der er flygtet fra Venezuela, men mindst lige så interessant, hvor mange mennesker, der de sidste 15 år er flygtet til Venezuela og VÆK fra USA's tætteste allierede.

Maduro er på mange måder en klovn, men lad os nu for h... ikke endnu en gang bare støtte enhver modstand mod ham bare for at lefle for amerikansk imperialisme. Det har vi ligesom prøvet før har vi ikke?

Karsten Aaen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben - Nielsen

Nææh, men prøv engang at tænke virkeligt grundigt efter selv, - hvis du nu står og forlader et af de mellem amerikanske lande og planlægger at søge asyl.

Hvor tror du, at du ville vælge destination: i det socialistiske paradis Venezuela, eller i det kapitalistiske helvede USA??

Hvis nu den socialistiske styreform bevisligt var alle andre overlegen, så var det jo nok sådan, at det var ved den venezuelanske grænse der var udfordret, - men sådan er det jo ikke vel??

Når folk har helt frit valg, som de jo har, ved valg af asyldestination, så bliver socialistiske destinationer altid fravalgt.

Torben Nielsen:
Har du læst hvad jeg skrev, eller svarer du bare? Mit sidste svar med vedhæftet link, afkræfter netop din tese om at ingen vil flygte til et socialistisk land. Det er dog ikke uproblematisk for mange af colombianerne, som er flygtet til landet, efter Venezuela i mange år har været i kaos. De kan basalt set ikke få deres krav om at blive anerkendt som flygtninge ( selvom det de er flygtet fra klart burde kunne give ret til flygtningestatus iht. international lov ). Så retssituationen og levevilkår for flygtninge i henholdsvis Venezuela og USA i disse tider er nogenlunde den samme. I USA fængsler man trods alt illegale immigranter og adskiller dem fra deres børn, indsætter nationalgarden og skyder tåregas efter dem ved grænsen. Der har også været adskillige sager med grænsevagter der skyder uden varsel og dræber immigranter som befinder sig på mexicansk jord.
Det er ikke rapporteret at Venezuela går det samme med den 1 mio. Colombianere, som er tvunget til at flygte til Venezuela.

At man stadig i 2018 prøver på at beskrive USA som et paradis at flygte til, er mig en gåde. Trump har afskaffet alle rettigheder illegale indvandrere og deres børn fik under Obama. Det er det samme som at gå at fortælle sig selv, at DK også er et slaraffenland for flygtninge nu om dage.

Torben - Nielsen

Nu har jeg kun en kortere videregående uddannelse, så jeg har generelt problemer med tekster på andet end dansk.

Men vi kan se nogle lignende tilfælde her i Europa.

Det er normalt antaget at, når vi har flygtninge, som banker på vores grænse, så er det fordi vi har interveneret og blandet os i flygtningenes hjemlande.

Det vil sige, at flygtningene flygter til de lande, som er skyld i de omstændigheder, som gør det nødvendigt for flygtningene at forlade deres hjemlande.

Forstået på den måde at når A bomber B, så flygter B tilbage til A.

Og så er det nok fordi jeg kun har en kortere uddannelse, at jeg ikke kan se logikken i, at B flygter tilbage til A.

I min snævre logik ville det eneste land, jeg ikke ville flygte til, være A.

Eller kunne man forestille sig at russerne ville flygte tilbage til tyskland i 1942??
Ligesom man heller ikke ser en massiv flygtningestrøm mod rusland fra syrien, selv om de ellers har bombet der.

Nej, flygtninge vælger hver gang, et kapitalistisk helvede, selv om de har muligheden for at vælge et socialistisk paradis.

Henrik Plaschke

Niels Duus Nielsen

Hvad ved jeg, som du ikke ved, spørger du? Det er jo ikke nemt at svare på dette spørgsmål. Men jeg er heller ikke sikker på, at det kun er spørgsmål om viden, der skiller os ad. Ligesom jeg heller ikke er overbevist om, hvor enige vi er om baggrunden for begivenhederne. Men det er klart, at vi vurderer nogle forhold forskelligt.

Som jeg læser dig, ser du først og fremmest Maduroregimet som et grundlæggende progressivt regime, der godt nok har begået alvorlige fejl. Jeg ser det snarere som et oligarkisk og udbyttende klasseregime baseret på et voldsapparat (militæret og domstolene) og en ret begrænset folkelig opbakning. En mere detaljeret argumentation for disse synspunkter findes bl.a. i de links, jeg tidligere har henvist til, og som i præcis form gennemgår de økonomiske udbytningsmekanismer, regimet betjener sig af. Dette regime skal væk.

Om Guaidó vil blive bedre, kan jeg naturligvis ikke vide med sikkerhed. Jeg ser ham først og fremmest som den eneste person, der p.t. tilbyder et alternativ til et regime, der skal væk. Han vil formodentlig blive et eksempel på den type af overgangsperson, der typisk dukker op i kaotiske situationer, og som spiller en rolle i disse for så at forsvinde. Jeg håber, han ville kunne virke forenende i forhold til de forskellige politisk-sociale kræfter, der er imod Maduroregimet, og som først og fremmest er forenede af deres modstand mod Maduro.

Støtten til en ny regering – måske med Guaidó som centralt placeret person - bør ikke kun komme fra USA. USA vil naturligvis tage sig betalt, som du skriver det, og det vil Bolsonaro m.fl. sikkert også. Derfor forekommer europæisk støtte mig vigtig. Og det er langt fra elle europæiske regeringer, der blot bakker op om USA i sådanne sammenhænge (for nylig har Macron, som der kan siges mange mindre pæne ting om, således annonceret, at EU efter Frankrigs mening bør udsætte underskrivelsen af en frihandelsaftale med Mercosor på ubestemt tid pga. Bolsonaros planer for Amazonområdet).

Jeg skal ikke forsøge at spå om, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid i øvrigt. Men det er interessant at notere sig, at regimet har valgt ikke at arrestere Guaidó. Måske ønsker man ikke at give ham en martyrrolle? Måske vurderer man ikke at have styrken til at sådant skridt? Tidligere i dag kom så i øvrigt meddelelsen om, at Venezuelas forsvarsattaché i USA har skiftet parti…

Jeg er på ingen måde ekspert i venezuelanske samfundsforhold og politik. Jeg baserer mine analyser på, hvad jeg kan læse i først og fremmest fransk- og spansksprogede analyser. Herunder bl.a. analyser og indlæg fra venezuelanske venstreintellektuelle. Og der er ikke mange af disse, der støtte Maduroregimet.

For et par nylige eksempler kan jeg nævne (og så må man bruge google translate, hvis man ikke læser spansk):

https://www.costadelsolfm.net/2019/01/12/hector-silva-michelena-republic...

https://prodavinci.com/venezuela-despues-del-10e/

Niels Duus Nielsen

Ganske kort: Venezuelanske intellektuelle tillhører generelt den højere middelklasse. og støtter derfor oppositionen. Guaido og kumpaner arbejder på at skrive en ny konstitution for Venezuela, hvor det vigtigste punkt er at privatisere olieindustrien. Hvilket selvfølgelig ikke er i de fattiges interesse, men derimod rigtig meget i over- og middelklassens.

Vi er ikke uenige om, at Maduro måske ikke er den største statsmand, verden har set, men det berettiger stadig ikke amerikansk indblanding.

Mon nogen husker hvordan USA groft udnyttede Venezuella og andre sydamerikanske lande før i tiden som nu. USA sætter penge og militær sammen. Er det det som giver brød til folket? Tillader Vesten en social udvikling uden at Vesten kan skovle udbytte ind på det?

Henrik Plaschke

Niels Duus Nielsen

Med dette hårdtslående ”argument”: ”Venezuelanske intellektuelle tilhører generelt den højere middelklasse. og støtter derfor oppositionen”, er der ikke mere at sige.

Argumenter betyder intet, Klassebaggrund betyder alt.

Niels Duus Nielsen

Tjek disse intellektuelles argumenter, Henrik Plaschke: Guaido er ingeniør, uddannet i USA på et universitet, som er kendt for at levere rekrutter til CIA. Han vil privatisere olieindustrien, hvilket IKKE er i de fattiges interesse. Hans argument er det gamle og slidte: "Det private erhvervsliv er mere effektivt end staten", hvilket måske er sandt nok i visse tilfælde, men for det meste betyder det blot, at den arbejdende befolkning må arbejde for lave lønninger, mens overskuddet sendes ud af landet, i stedet for at gå i en fond til afhjælpning af fattigdommen.

Og faktisk findes der også venezuelanske intellektuelle, som ikke støtter op om Guaido, så jeg ved ikke rigtigt, hvor du vil hen med din generalisering af "de venstreintellektuelle". Og igen, uanset hvordan du vender og drejer det, er Guaido højreintellektuel.

Men selvfølgelig, hvis du er en af dem, der mener at privatisering af de fælles værdier er godt for et samfund, har du da ret, så er der ikke mere at sige.