Læsetid: 4 min.

Yemens våbenhvile: Houthi-tilbagetrækning trækker ud

Opbygningen af ny tillid mellem de stridende parter i Yemen har vist sig meget svær, og imens fortsætter den humanitære krise og civilbefolkningens lidelser, fortæller FN’s særlige Yemen-udsending, Martin Griffiths. Heller ikke en aftale om fangeudvekslinger har kunnet føres ud i livet
Fordrevne yemenitter samles for at modtage fødevarehjælp ved en saudisk-støttet lejr i Khokha-distriktet i den vestlige provins Hodeidah den 21. januar. Den aktuelle våbenhvile i landet ser ud til at hænge i en tynd tråd.

Fordrevne yemenitter samles for at modtage fødevarehjælp ved en saudisk-støttet lejr i Khokha-distriktet i den vestlige provins Hodeidah den 21. januar. Den aktuelle våbenhvile i landet ser ud til at hænge i en tynd tråd.

Saleh Al-Obeidi/Ritzau-Scanpix

1. februar 2019

Tidsfristen for tilbagetrækning af houthi-styrker i Yemen, der blev aftalt under forhandlinger mellem de stridende parter i sidste måned, må nu udskydes. Det oplyser FN’s særlige udsending for Yemen, Martin Griffiths, der desuden erkender, at planer om fangeudvekslinger heller ikke har kunnet realiseres som aftalt.

Griffiths afviser derimod et forlydende om, at den pensionerede general Patrick Cammaert, som blev udpeget af FN til at stå i spidsen for sikring af våbenhvilen i ​​Hodeidah, en havneby ved Det Røde Hav, skulle have forladt denne post efter uenigheder med Griffiths hold.

Griffiths kan bekræfte, at Cammaert, der er tidligere hollandsk flådegeneral, er trådt tilbage efter kun få uger i jobbet, men angiveligt var han kun ansat på en korttidskontrakt. Han afviste, at det skulle være kommet til en åben strid mellem de to mænd, efter at generalens kortege var blevet beskudt i Hodeidah.

Cammaert påtog sig at overtale konfliktens to parter til at deltage i en regional koordinationskomité, der blev set som central for opbygning af gensidig tillid og udglatning af resterende uenigheder om, hvad der blev aftalt ved fredsforhandlingerne i Stockholm i december.

Magtbastion

Griffiths afviser også en opfordring fra den saudisk-ledede koalition, der kæmper mod houthuerne, til FN om at erklære våbenhvilen ophævet. En sådan udmelding ville de saudisk-støttede styrker se som et signal til at genoptage deres fremstød mod indtagelse af den houthi-kontrollerede by, Hodeidah – et skridt, saudiaraberne ser som altafgørende for at knække houthiernes greb om deres magtbastion i Yemens mere tætbefolkede nordlige del.

I næsten fire år har Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater leveret finansiel og militær bistand til den FN-anerkendte regering under Abd Rabbu Mansour Haddies ledelse og dens forsøg på at genvinde magten i hele landet, men er stødt på en hårdere modstand fra de iransk-støttede houthier end forventet.

Til den arabiske avis Asharq al-Awsat siger Griffith: »Tidsfristerne er blevet forlænget. De oprindelige deadlines var også temmelig ambitiøse. Men ude i terrænet har vi at gøre med en kompliceret situation.« Han afviste kategorisk at udpege nogen skyldig part i obstruktionen af Stockholm-aftalens implementering.

»Det er min opfattelse, at den politiske ledelse hos begge parter er fast besluttet på at stoppe det yemenitiske folks lidelser.« Han erkendte, at »situationen er sprængfarlig«, men insisterede på, at »våbenhvilen overordnet holder uanset de episoder, der har fundet sted«.

»General Cammaerts plan var at blive i Yemen i ret kort tid, indtil han havde sikret et grundlag for at etablere en mission i ​​Hodeidah. Alle spekulationer om andre grunde til generalens afsked er misvisende.«

Yemens udenrigsministerium udtalte i en erklæring lørdag, at houthierne har undveget gennemførelse af ​​Hodeidah-aftalen ved at nægte at åbne sikre korridorer for levering af bistand og ved at bombe hvedesiloer ved Det Røde Hav og dermed ødelægge hårdt tiltrængte fødevarereserver.

Ministre fra Yemens regering mødtes fredag personligt med FN’s generalsekretær, António Guterres, og appellerede om en optrappet FN-indsats for at håndhæve aftalen.

Fortrøstningsfuld

Griffiths fortrøstningsfulde bemærkninger om ​​forhandlingerne afspejler enten de subtile fremskridt, der kan være sket hen imod en holdbar våbenhvile, som kun er synlig for dem, der er dybt involveret i forhandlingerne eller den optimistiske tilgang, der er påkrævet af en diplomat, der er optaget af at bevare den bedste og eneste chance for fred i Yemen. Igen i denne uge er Griffith i Yemen for at presse på for fremskridt.

I London opfordrer hjælpegrupper begge parter i borgerkrigen til at huske, at hensynet til Yemens befolkning kommer først, og at den kommercielle støtte endnu ikke er nået op på det niveau, der er nødvendigt for at genoprette vital import af mad og medicin. Et stort antal skibe venter ud for havnen på at få tilladelse til at lægge til.

Salem Baobaid, Islamic Reliefs chefkoordinator, der lige nu opholder sig i Hodeidah, siger: »Indtil nu har meget lidt forandret sig for almindelige mennesker. Efter mange måneders bombardementer, beskydninger og sult vil det kræve meget mere end en våbenhvile at indgyde et nyt livsmod i mennesker, der så længe har levet i dødens skygge.«

»Det er så slemt, at store grupper af mennesker er begyndt at slå sig ned under elendige og giftige forhold i udkanten af ​​byens største og meget forurenede losseplads i håbet om at kunne finde madrester i skraldet.«

Han fortæller, at medlemmer af sit hjælpehold er blevet dræbt af strejfskud, og at beskydningen fortsætter.

Baobaid fortæller videre, at han for nylig mødte Faiza, en 11 måneder gammel pige, der vejer fem kg, og som var blevet indbragt med sin mor på det hjælpecenter, han driver. »Hun bevægede sig knap nok og havde store åbne øjne … Hun græd næsten ikke. Hendes ansigt var så blegt, at det skræmte mig. Hun led slemt af diarré, og hendes mor var så afkræftet, at hun ikke kunne amme hende ordentligt«.

»Da jeg først så hende, troede jeg, at hun kun ville have få dage tilbage i denne verden. Heldigvis var vi i stand til at hjælpe hende, og hun er nu uden for fare.« Han fortæller, at der i Yemen kan være 400.000 andre børn i samme tilstand«

Sammen med andre hjælpearbejdere sagde han, at vanskelighederne ved at få transporttilladelse fortsat er et stort problem. Hvert 20. minut eller deromkring er der nye vejspærringer på vejen mellem Hodeidah og Yemens hovedstad Sanaá.

Andre hjælpearbejdere fortæller, at kamphandlingerne i og omkring Hodeidah nu flytter sig til nye områder i byens omegn, hvor der hidtil ikke har været kæmpet.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu