Læsetid: 7 min.

Efter 18 års krig i Afghanistan lurer frygten for et kollaps a la Sydvietnam

Trump-regeringens plan om at trække alle styrker ud af Afghanistan, inden der foreligger en aftale med Taleban om våbenhvile og dannelse af en samlingsregering, forråder regeringen i Kabul, mener iagttagere i Washington og Kabul. Vil historien fra Vietnamkrigen, hvor Sydvietnam kollapsede efter USA’s tilbagetrækning, gentage sig, spørger de
Militærhelikopter i gang med at evakuerere personalet fra den amerikanske ambassade i Saigon i Sydvietnam i 1975. Efter USA’s tilbagetrækning omringede nordvietnamesiske styrker og sydvietnamesiske guerillaer Saigon. USA evakuerede sine diplomater og tusinder af sydvietnamesere. Vietnam blev forenet, og USA havde definitivt tabt krigen. Herefter startede gengældelsen og repressalierne mod sydvietnameserne. 

Militærhelikopter i gang med at evakuerere personalet fra den amerikanske ambassade i Saigon i Sydvietnam i 1975. Efter USA’s tilbagetrækning omringede nordvietnamesiske styrker og sydvietnamesiske guerillaer Saigon. USA evakuerede sine diplomater og tusinder af sydvietnamesere. Vietnam blev forenet, og USA havde definitivt tabt krigen. Herefter startede gengældelsen og repressalierne mod sydvietnameserne. 

Ritzau Scanpix

4. februar 2019

BOSTON – Vil Afghanistan lide samme kranke skæbne som Sydvietnam?

Det spørgsmål er på alles læber, efter at præsident Donald Trumps særlige udsending, afghanskfødte Zalmay Khalilzad, i sidste uge på en pressekonference i Kabul kunne fortælle, at USA og Taleban er tæt på at være enige om en rammeaftale for tilbagetrækning af USA’s styrker fra Afghanistan.

I løbet af seks dage havde Khalilzad og højtstående repræsentanter for Taleban, den islamistiske og nationalistiske modstandsbevægelse, gjort flere fremskridt end nogensinde før under forhandlinger i Doha, Qatar. Siden 2011 har de to sider jævnligt mødt hinanden i den lille østat i Den Persiske Golf.

Det er første gang siden invasionen og besættelsen af Afghanistan i 2001, at USA har tilbudt Taleban en tilbagetrækning af alle sine styrker. I dag befinder der sig 14.000 amerikanske soldater i landet. Kort før jul bekendtgjorde præsident Trump, at han planlægger at halvere styrken i den nære fremtid.

Det er muligt, at præsidenten i sin årlige tale til Kongressen og det amerikanske folk om nationens tilstand tirsdag aften amerikansk tid vil føje detaljer til sin plan.

Den amerikanske udsending, Khalilzad, sagde sidste mandag i Kabul, at Taleban som modydelse for USA’s tilbagetrækning har forpligtet sig til at »garantere, at Afghanistan ikke igen bliver et tilflugtssted og en rampe for terrorgrupper og individuelle terrorister«.

Al-Qaedas terrorangreb på USA 11. september 2001 blev planlagt fra baser i Afghanistan, hvor Osama bin Laden og hans gruppe af arabiske jihadister opererede under beskyttelse af Taleban-bevægelsen, der var kommet til magten i landet i 1996. Som modsvar væltede USA Taleban-styret i oktober 2001 gennem indsættelse af specialstyrker og et massivt luftangreb.

Det er uvist, hvorvidt amerikanernes krav om indgåelse af en våbenhvile og direkte forhandlinger mellem Taleban og den demokratisk valgte regering, under ledelse af præsident Ashraf Ghani, om dannelsen af en provisorisk samlingsregering er inkluderet i udkastet til rammeaftalen.

Khalilzad bekræftede blot, at forhandlingerne er blevet sat i bero, indtil Taleban melder tilbage om sin position. En højtstående kilde i Taleban sagde til The New York Times i sidste uge, at en plan for tilbagetrækning af USA’s styrker hverken vil blive koblet direkte til en våbenhvile eller til drøftelser mellem den afghanske regering og Taleban.

Trump brød sit løfte

Noget tyder således på, at Trump-regeringen planlægger at trække sine styrker ud, inden der foreligger en våbenhvile, og en samlingsregering er dannet. Det ville være i lodret strid med den strategiplan, som præsident Trump godkendte for et år siden, og som går under navnet South Asia Strategy.

Heri forpligtede han sin regering til at undlade at fastsætte en tidsplan for tilbagetrækning af soldater og gav USA’s militære øverstkommanderende i Afghanistan en stor grad af fleksibilitet til at bekæmpe Talebans styrker.

Ved fremlæggelsen af Afghanistan-strategien pointerede Trump, at han i modsætning til præsident Barack Obama aldrig ville sende signaler til Taleban om en tilbagetrækning. Det er imidlertid præcist, hvad Trump og hans forhandler har gjort nu, og det er derfor, at parallellerne til Vietnam-krigen virker så slående for mange amerikanske iagttagere.

I 1972 var amerikanerne krigstrætte. Præsident Richard Nixon stillede op til genvalg. I maj samme år bøjede han sig for Nordvietnams ultimative krav. USA gik med til at stoppe bombardementerne af Nordvietnam mod indgåelsen af en våbenhvile, hvis endemål var tilbagetrækning af alle amerikanske styrker fra Sydvietnam.

Et tidligere amerikansk krav til det kommunistiske styre i Nordvietnam om at holde inde med deres militære operationer i Sydvietnam blev sløjfet. I begyndelsen af 1973 underskrev Henry Kissinger en fredsaftale med sin nordvietnamesiske modpart i Paris. Herefter begyndte hjemsendelsen af soldater og militært materiel.

I april 1975 omringede nordvietnamesiske styrker og sydvietnamesiske guerillaer Saigon. USA evakuerede sine diplomater og tusinder af sydvietnamesere. Vietnam blev forenet, og USA havde definitivt tabt krigen. Herefter startede gengældelsen og repressalierne mod sydvietnameserne.

Forsvarsanalytikeren Gordon Adams, der læste på Columbia University med Khalilzad, ser nogle åbenlyse paralleller mellem situationen i 1972 og i dag.

»USA var involveret i en krig, vi ikke kunne vinde. Kissinger vidste, hans forhandlingsposition var svag, at den udemokratiske og korrupte Thieu-regering i Saigon ville kollapse, og at Nordvietnam ville vinde krigen og genforene landet,« siger Gordon Adams, professor emeritus i international politik på American University i Washington, D.C.

Adams fortsætter:

»Khalilzad er en kløgtig og lusket forhandler, men han sidder med nogle dårlige kort på hånden, og han tjener under en præsident, der er fast besluttet på at trække USA ud. Jeg tror ikke, Khalilzad kan presse mange indrømmelser ud af Taleban. Præsident Ghani har god grund til at være nervøs. Han træder vande, ligesom Nguyen Van Thieu i Sydvietnam gjorde i Sydvietnam. Ghani ved, hans dage er talte.«

Uhyggeligt fortilfælde

Den afghanske præsident, der stiller op til genvalg i juni, synes at erkende sin penible position. I en tv-tale mandag i sidste uge refererede han direkte til én af sine forgængeres tragiske skæbne. I 1996 indtog Taleban-styrkerne Kabul og kidnappede tidligere præsident Mohammad Najibullah fra FN’s ambassade, hvor han havde søgt tilflugt i 1992.

Najibullah havde tjent under den sovjetiske marionetregering i 1980’erne og blev valgt til præsident, da Sovjetunionen trak sine besættelsesstyrker ud af Afghanistan i 1989. Han førte en forsonende linje over for mujahedinkrigerne, men måtte gå af, efter at Sovjetunionen blev opløst i 1991. Taleban hængte ham fra en telefonpæl i Kabul i 1996.

I sin tv-tale kritiserede præsident Ghani amerikanerne for at føre forhandlinger med Taleban uden om den demokratisk valgte regering.

»Vi afghanere er krigens ofre, så fredsinitiativet bør ligge i vores hænder. Det er vores krav, fordi vi alle ved, hvad der skete med Najibullah. Han blev ført bag lyset. FN gav ham garantier om fred, og det endte i en katastrofe,« lød det dystert fra præsident Ghani.

Men hverken Taleban eller den afghanske regering synes i realiteten interesseret i at danne en provisorisk samlingsregering. Taleban anser Ghanis styre for at være en marionet, og regeringen har indtil videre hårdnakket afvist at sætte sig ved samme bord som Taleban, endsige drøfte forsoning.

Samme uforsonlige holdning indtog Thieu-regeringen i Saigon og den nationale front for befrielsen af Sydvietnam (også kendt som Viet Cong) i 1972.

Svækket modstandsvilje

USA’s tidligere ambassadør i Kabul, Ryan Crocker, advarede i en aviskronik i sidste uge Trump-regeringen mod at lade Ghani-styret i stikken.

»USA har delegitimeret Afghanistans regering ved at forhandle med Taleban om Afghanistans fremtid,« skriver Crocker i The Washington Post. Den tidligere ambassadør fortsætter:

»Desværre minder det om fredsprocessen i Paris i 1972. Ligesom dengang er det indlysende, at vi overgiver os ved at komme til forhandlingsbordet. Vi forhandler i realiteten betingelserne for vores overgivelse. Taleban vil afgive masser af forpligtelser vel vidende, at så snart vi er ude af Afghanistan, har vi ingen magt til at få forpligtelserne ført ud i livet.«

Blandt amerikanske iagttagere hersker der endvidere stor nervøsitet om, hvorvidt de afghanske sikkerhedsstyrker er stærke nok til at forsvare landets demokratiske institutioner. Det skyldes en udbredt usikkerhed i officerskorpset om USA og NATO’s vilje til at forpligte sig på lang sigt med militær bistand og træning.

»Både i Sydvietnam og i Afghanistan svækkede denne usikkerhed om fremtiden de væbnede styrkers modstandsvilje,« siger Karl Eikenberry til The New York Times. Eikenberry var øverstkommanderende for USA’s styrker i Afghanistan 2005-2007 og ambassadør i 2009-2011.

Nogle mener også, at Afghanistans økonomi og politiske institutioner er i en dårligere tilstand end Sydvietnams i 1972.

»Afghanistans eneste store indtægtskilde er narkotika. Sydvietnams økonomi var mere forskelligartet. Selv nogle af de sydvietnamesiske kampenheder var bedre end de afghanske,« siger Anthony Cordesman fra Center for Strategic and International Studies til The New York Times. Han var ansat i Udenrigsministeriet under Vietnamkrigen.

Ghani kan overleve

Ikke alle finder parallellerne mellem Afghanistan og Sydvietnam overbevisende. En af USA’s førende og mest erfarne Afghanistan-eksperter, Barnett Rubin, mener, det er for tidligt at opgive håbet om en varig fredsaftale i den afghanske borgerkrig.

»Det er en anden situation. Regimet i Saigon var korrupt og udemokratisk. Det er styret i Kabul ikke,« siger Rubin, der er seniorstipendiat og vicedirektør ved Center for International Cooperation på New York University.

Rubin har en mere optimistisk udlægning af forhandlingerne mellem USA og Taleban.

»Gennembruddet skyldes, at USA endelig har erklæret sig villig til at trække sig ud og diskutere det med Taleban. Trump-regeringen har koblet en tidsplan for en tilbagetrækning sammen med et krav om en våbenhvile og påbegyndelse af drøftelser mellem Taleban og Ghani. Det er det springende punkt. Nu må vi vente og se, hvad der sker,« siger han.

Rubin er på det rene med, at Trump på et tidspunkt kan miste tålmodigheden og gøre noget impulsivt, som spolerer en fredsproces.

»Det er muligt, Trump siger: Op i røven med forhandlingerne! Jeg trækker styrkerne ud, og at han gør det under dække af en eller anden aftale. Vi ved, han kan finde på den slags. Men det er altså ikke, hvad der er på tale nu.«

I modsætning til andre Afghanistan-kyndige forudser Barnett Rubin ikke Ghani-styrets pludselige kollaps, hvis det amerikanske militær og NATO-styrkerne trækker sig ud.

»Hvis den militære bistand til de afghanske sikkerhedsstyrker fortsætter, kan styret måske overleve. Udfaldet afhænger også af de andre internationale aktører – Kina, Rusland, Iran og Pakistan. De vil måske skifte kurs og lægge bånd på Taleban,« siger Rubin.

Afghanske sikkerhedsstyrker inspicerer område i Kabul, dagen efter en vejssidebombe eksploderede og dræbte fire og sårede mere end 100 mennesker.
Læs også
Det militære system vil blive i Afghanistan, og de fleste vil intensivere den amerikanske tilstedeværelse. Trump konfronterer dem med, at de har ansvaret for det kaos og det nederlag, som Afghanistan har udviklet sig til
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Trump-regeringens plan om at trække alle styrker ud af Afghanistan ...."

Yes - endelig en god nyhed.
Det kan kun gå for langsomt.

Alf Bjørnar Luneborg, Per Torbensen, Michael Friis, Gert Romme, Torben K L Jensen, Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Lederen af den frie verden Præsident Trump er netop blevet interviewet til Face The Nation på CBS. Afghanistan var naturligvis et Issue. Interviewet er ren stand-up.

TRUMP: I am going to trust the intelligence that I'm putting there, but I will say this: my intelligence people, if they said in fact that Iran is a wonderful kindergarten, I disagree with them 100 percent. It is a vicious country that kills many people.

Trump: Because as you know they [China] have a border just like we have a border with Mexico, where crime is way up by the way, way up, and you have to remember that. But we have a border with- they have a border with North Korea.

Og han kører på og kører på!

https://www.cbsnews.com/news/transcript-president-trump-on-face-the-nati...

Bettina Jensen, Torben K L Jensen, Anders Graae, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Og der er vist ikke mange vietnamesere, der ønsker sig forholdene før 1975 tilbage?

Michael Friis, Torben Skov og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Ja, nu har USA udset sig et nyt og måske mere lukrativt mål - olielandet Venezuela!

Arne Albatros Olsen, Ib Christensen, Per Torbensen, Harald Strømberg, Gert Romme, Henrik Leffers, Torben K L Jensen, Torben Skov, John Andersen, Gaderummet Regnbuen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Man kan jo nok påstå, at landet har været meget igennem siden middelalderen. Bl.a. var det en del af Storbritanniens indiske juvel, senere, i 1979, mærkede de Sovjetunionens brænd varme interesser. Og i 2001 godkendte FN's sikkerhedsråd (desværre) oprettelsen af Nato´s hjælpehær, ISAF.

Det er klart, at et samfund bliver påvirket af flere hundrede års næsten konstante stridigheder. Og for Afghanistan måske dobbelt, da landet jo egentlig slet ikke er et homogent og sammenhængende land.

Men man kan til gengæld også fastslå, at magthaverne i Afghanistan heller ikke selv har været meget aktive med at skabe retfærdighed, fred, enighed og fælles forståelse, medens tid og Nato var til stede.

Og man kan jo også spørge sig, hvor alle de mange milliarder US-dollars er blevet af, som landet har fået stillet til rådighed til genopbygningen. Nogle af pengene er godt nok blevet brugt i vesten til køb af Blackwater-lejetropper, men ikke alle. Og nu foreslår USA altså, at Afghanistan overlades endnu flere til Blackwater-lejetropper, der skal være under ledelse af en USA-"vicekonge".

Christel Gruner-Olesen, Ib Christensen, Trond Meiring og Harald Strømberg anbefalede denne kommentar

16 år er alt for lang tid. USA skulle ikke have været i Afghanistan ud over en nålestikoperation. Hjem med de sidste tropperne. Nu!
Det er super svært at blande sig i andre landes forhold. Hvorfor skal det hele tiden bevises?!
Vi vakler selv med vores system, og vores værdier ændrer sig ofte. Hvordan kan vesten tro, at vi kan redde verden? Aldrig mere årelange krige eller besættelser. Befolkningen er naturligt imod besættelsesmagten.
Og hvis man er er i tvivl, så overvej, hvorfor det skulle blive lettere, at forlade Afghanistan (eller Syrien) om 1, 2, 3 eller 5 år. Nej vel. Hjem NU,

Torben Lindegaard, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Hans Aagaard og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Michael Andresen

Havde man da bare holdt sig til det oprindelige mål: At ødelægge Al Qaedas træningslejre og smide terrornetværket ud af Afghanistan og så ladet afghanerne selv kæmpe deres egen frihedskrig, som de var godt i gang med...

@ Michael Friis,

Omkring Afghanistan er jeg bestemt ikke sikker på, at vesten efter disse krige blot kan trække sig, og overlade resten til de lange knives nat. Her syntes jeg, man skal samarbejde med Rusland, som også er ansvarlig, og i fællesskab gøre landet til det, vi forventer os af et demokrati.

Men hvis man overfører statementet til f.eks. Iraq og Libyen, hvor kun vesten og ingen andre har smadret den fine etniske balance mellem folkegrupperne. Så mener jeg virkelig, at vesten har et ansvar for at genetablere nogle demokratiske, retfærdige og bæredygtige samfund - også selv om det tager 50 år.

At disse lande tidligere var diktaturer, er i hvert fald ingen undskyldning for ikke at tage ansvar.

Torben Lindegaard

@Gert Romme

".... den fine etniske balance mellem folkegrupperne" - i Iraq & Libyen !!
Det er det rene ævl.

Der var absolut ingen balance imellem folkegrupperne i Iraq & Libyen -
der var derimod i begge lande en leder, der smadrede enhver opposition.

Med henholdsvis Sadam Hussein & Muammar Gaddafi ryddet af vejen kunne man have håbet på et rimeligt ekvilibrium; men det er åbenbart ikke en mulighed.

Hvis der et eller andet sted var evidens for, at et Nato troppekontingent kunne gøre en forskel i demokratisk - eller blot fredeliggørende - retning, så kunne man begynde at diskutere en udstationering; men det er desværre slet ikke tilfældet.

Tvært imod - uroen og befolkningens lidelser øges.

Lad os få alle mand hjem fra Mellemøsten og Nordafrika.