Anders Morgenthaler og Phie Ambo går ind i Andelsgaarde

Men der er stor utålmodighed efter at få jord under neglene
Udland
27. februar 2019

Det er nu snart et år siden, Andelsgaarde gik i luften. Vi nærmer os med stormskridt vores første ordinære generalforsamling siden den stiftende generalforsamling, og medlemstilgangen er stabil, så vi nu har rundet 1.300 medlemmer.

De seneste par måneder op til jul forhandlede bestyrelsen intensivt med en gård, men i sidste sekund lykkedes det alligevel ikke.

Vi er en del erfaringer rigere, men må indrømme, at vi på godt jysk finder det enormt træls, at vi ikke står med vores første gård nu. Men vi er allerede ude at se os omkring på ny, og har igen fået flere henvendelser fra vores medlemmer, som har gjort det til en sport at spore potentielle gårde.

Og det er ikke kun bestyrelsen, der er utålmodig. En del af vores medlemmer er selvfølgelig også ivrige efter, at Andelsgaarde snart kommer ud af forberedelsesfasen og får noget jord under neglene.

To af disse er Anders Morgenthaler, ihærdig klimaaktivist og Phie Ambo, filminstruktør og en af igangsætterne til Den Grønne Friskole. De har meldt sig som frivillige, og har deltaget som tilforordnede til de sidste bestyrelsesmøder og tilført foreningen en masse kreative ideer og stor erfaring med at få projekter ud over rampen.

Det er nu, siger Anders hele tiden, hvis vi skal give klima- og biodiversitetskrisen kamp til stregen. Ikke mere langsom og sikker opbygning af en ny forening. Ikke flere snakke med revisorer og advokater, det er bare nu, der skal handles.

Anders er nemlig utålmodig og har til bestyrelsens store glæde udråbt sig selv til kampagnechef, og har tilbudt at donere en kampagnefilm, som skal ud senere på året. Vi har naturligvis takket ja og er vildt glade for bidraget.

’Ud på en rejse’

Ellers har de seneste par måneder handlet om at finde et sikkert betalingssystem, så vi er klar til næste trin. Her er vi – som man vist siger på moderne managementsprog – ’kommet ud på en rejse’ med nye digitale betalingssystemer, hvor man direkte på hjemmesiden kan gå ind og blive medlem og indtaste sit kortnummer.

Det har nemlig den fordel, at de er lette at håndtere for både forening og medlemmer. Alle handlinger kan udføres i ét hug, og det gør – fortæller de kloge os – at flere vil tilmelde sig og ikke bliver utålmodige. Det er hurtigt og nemt. Så langt, så godt. Ulempen er dog bare, at så snart kortet udløber eller bliver væk, og der udstedes et nyt, så ryger den faste betaling, og så er det forfra igen.

Så er vi ved gode, gamle PBS. Alle kender sikkert de faste overførsler, og her indtastes ikke kortnummer, men registrerings- og kontonummer. Nemt og enkelt, skulle man tro. Men så alligevel ikke. I hvert fald ikke for en nystartet forening, der drives frem af frivilligt arbejde.

For at tilmelde sig PBS skal der nemlig erhverves medarbejder-Nem Id, uploades vedtægter, seneste referater og indhentes både det ene og det andet fra banken og frem og tilbage. Og der skal udføres flere aktive handlinger af både medlemmerne og bestyrelsen, hvilket betyder at det ikke bare ruller, men vil kræve en fast administrativ månedlig praksis.

Vi har spurgt Nets, som administrerer PBS, om der er tilkøbsydelser, så de kan håndtere det hele for os, og vi kan koncentrere os om foreningen og medlemmerne, men desværre ikke. Skridt for skridt er det dog ved at lykkes, og fordelen er – og det siger både bank og revisor – at PBS-systemet er det rigtige, og at det er sikkert og velfungerende, når først det er i gang.

Så alt i alt skrider opbygningen af foreningen fremad. Og med Anders’ utålmodighed og Phies enorme energi er vi kommet endnu et skridt videre.

Foreningen Andelsgaarde

Andelsgaarde er en forening, der ønsker at starte en folkebevægelse, som skal sikre fremtidens børn et bedre klima, større biodiversitet og sunde fødevarer. Andelsgaarde vil købe landet tilbage én bondegård ad gangen og omlægge jorden til bæredygtigt landbrug. 

Rasmus Willig er sociolog og medstifter af projektet. Han vil på denne plads fortælle om opbygningen af Andelsgaarde ca. hver sjette uge.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birger Bartholomæussen

Der findes vist nok plastik-systemer, der kan håndtere den slags. For nogle år siden var jeg i kontakt med noget crowdfund-lignende, der ville byde ind på et af de kystnære havvindmølleprojekter. En ynglende sortand kom på tværs. Hvis det har interesse vil jeg gerne forsøge at finde tilbage til projektmagerne. De påstod de havde en software, der kunne håndtere tusindvis af indskydere.

I skulle tage at kigge på https://www.iteras.dk/