Læsetid: 5 min.

Ayatollah Putin har ikke travlt med at rydde op i Mellemøsten, tværtimod

Rusland, Iran, Tyrkiet og Assad-regimet er i fuld gang med at positionere sig i kølvandet på USA’s erklærede tilbagetrækning fra Syrien, når de sidste IS-lommer er nedkæmpet. Men hverken IS’ eller amerikanernes exit bringer nødvendigvis Syrien tættere på et slutspil
En taxachauffør, som har mistet benet, står ved siden af sin bil i byen Raqa i det nordlige Syrien. Den syriske borgerkrig har i næste måned varet i otte år, og den russiske præsident Putin har ikke travlt med at standse konflikten.

En taxachauffør, som har mistet benet, står ved siden af sin bil i byen Raqa i det nordlige Syrien. Den syriske borgerkrig har i næste måned varet i otte år, og den russiske præsident Putin har ikke travlt med at standse konflikten.

Bulent Kilic

20. februar 2019

»De, der sætter deres lid til Amerika, vil ikke blive beskyttet af Amerika.«

Sådan faldt præsident Bashar al Assads ord, da han søndag holdt sin første tv-transmitterede tale siden sommeren 2017, og ingen er i tvivl om, at han refererede til kurderne i Rojava – USA’s eneste allierede i Syrien.

Assads tale falder på et indviklet tidspunkt i den syriske borgerkrig som i næste måned har varet i otte år. Præsident Donald Trump har meddelt, at de amerikanske styrker vil blive trukket tilbage fra de kurdiske områder, når IS er slået.

De sidste IS-lommer er netop ved at blive nedkæmpet i Deir ez-Zor i Syrien.

Kurderne, som udkæmper krigen mod IS på landjorden med luftstøtte fra USA, er imidlertid allerede begyndt at forhandle med Assad-regimet bag kulisserne for at sikre sig fremover.

Hvis kurderne slår sig sammen med Assad, vil amerikanerne efter tilbagetrækningen være nødt til at stoppe partnerskabet, sagde en amerikansk general søndag til Reuters.

»Vi vil fortsætte med at træne og bevæbne dem, så længe de er vores partnere, men hvis de går tilbage til regimet, kan vi ikke længere være deres partnere,« sagde den amerikanske general Paul LaCamera, der er chef for koalitionen mod IS i Irak og Syrien.

Alle gnider sig i hænderne

I Damaskus, Teheran, Ankara og Moskva glæder man sig over amerikanernes forestående afgang fra Syrien.

På intet tidspunkt under den syriske borgerkrig har Washington haft evnen til at påvirke udfaldet, men med de amerikanske troppers exit får de resterende aktører i Syrien mere frie hænder. Og det er ikke nødvendigvis med til at føre konflikten tættere på en afslutning.

»Problemet er, at aktørerne har divergerende interesser og bruger primært deres tilstedeværelse i Syrien til at fremme egne politiske mål. Det betyder, at almindelige syrere endnu engang bliver ofrene,« siger Marc Pierini, der er tidligere fransk diplomat og nu mellemøstforsker ved tænketanken Carnegie Endowment.

For Assad har det hele tiden handlet om at genvinde kontrollen over hele landet. Men de regionale magter har andre mål for øje; ayatollaherne ønsker en permanent tilstedeværelse i Syrien, mens Erdogan ønsker at fremstå som lederen, der slås med kurderne, for blandt andet at styrke den tyrkiske nationalisme inden de tyrkiske lokalvalg i slutningen af marts.

Men det er især Vladimir Putin, som vil fejre den amerikanske tilbagetrækning.

Den russiske præsident har større ambitioner på spil; i den postsovjetiske periode har russerne hele tiden været bitre over USA’s forsøg på at marginalisere Moskva i Mellemøsten, og nu er de et skridt nærmere et comeback, mener Anna Borschevskaya, forsker ved Washington Institute for Near East policy.

»Da Putin tog over efter Jeltsin, arbejdede han støt og konsekvent på at bringe Rusland tilbage til Mellemøsten. Moskva har virkelig svært ved at skjule deres glæde over Trumps annoncering,« siger Borschevskaya.

I dag opbygger og opretholder Putin bånd til stort set alle aktører i regionen, hvad end de er sunnier, shiaer eller jøder. Over de seneste år er Egyptens al-Sisi, Saudi Arabiens Mohammed bin Salman, og Israels Benjamin Netanyahu alle sammen rykket tættere på Moskva.

I de shiamuslimske dele af Mellemøsten har Putin imidlertid fået kælenavnet ayatollah Abu Tin på grund af sit tætte samarbejde med Teheran, Damaskus og Hizbollah i Beirut.

»Mellemøstlige ledere føler sig trygge med Putin. De ønsker russiske våben og satser på Moskva, især set i lyset af en stigende usikker amerikansk politik i regionen,« siger Anna Borschevskaya.

Men i Syrien har Putin ikke travlt med at løse konflikten, forklarer Borschevskaya. Hans mål er at underminere USA og styrke Moskvas position i regionen ved at afskrække Vesten og opretholde konflikten på lavt niveau. USA’s fravær gør nemlig konflikterne i Mellemøsten nyttige for Moskva.

»De uløste konflikter nødvendiggør Moskvas tilstedeværelse. De giver Putin en mulighed for at skabe en form for afhængighed af Kreml,« siger Borschevskaya.

Idlib som case

Intet sted er Putins politiske spil så tydelig som i Idlib-provinsen – den sidste oprørskontrollerede enklave i Syrien, som grænser op til Tyrkiet, og hvis skæbne endnu er uklar.

Officielt står Rusland bag Assad-regimet og Iran. Begge parter ønsker tyrkerne ud af Syrien. Og ligesom Assad-regimet og Iran, ønsker Moskva at knuse de resterende jihadister i Idlib, og det skaber panderynker i Ankara, da man frygter endnu en bølge af fordrevne over grænsen.

Indtil videre har Putin lindret Ankaras frygt ved at udtrykke forståelse for Erdogans bekymringer om Tyrkiets nationale sikkerhed langs grænserne ved både Idlib og Rojava, men for Putin handler det på den lange bane om at trække Tyrkiet væk fra USA og NATO.

»Det, der virkelig er vigtigt for Rusland, er at gennemføre S-400 missilhandlen mellem Moskva og Ankara. Den aftale betyder, at det russiske luftvåben vil få personel indlejret i det tyrkiske militær, der skal betjene S-400-missiler hos en nøglespiller i NATO,« siger Marc Pierini.

Han mener, at Tyrkiet kan ende med at blive den helt store taber i spillet om Syrien. I længere tid var Ankara bitre over USA’s støtte til kurderne, men præsident Donald Trumps pludselige beslutning om at trække de amerikanske styrker fra området har skabt en uheldig situation for præsident Recep Tayyip Erdogan, som nu er trængt fra alle sider.

»For det første skal Ankara opgive sit officielle mål om, at Assad skulle gå af. For det andet skal Ankara levere på sit løfte til Rusland om at håndtere flere tusinde jihadister i Idlib-provinsen. For det tredje skal Tyrkiet måske trække sine egne tropper tilbage fra det nordlige Syrien,« siger Marc Pierini.

Dertil kommer, at Tyrkiets økonomi over de seneste år har været tæt på et sammenbrud, og Putin har været god til at udnytte den situation til at holde Erdogan vågen om natten, siger Anna Borschevskaya.

»Erdogan ved, at Putin kan tænde og slukke for strømmen af russiske turister, som er så vigtig for Tyrkiets økonomi,« siger Borschevskaya:

»Spillet fra Kremls perspektiv er som sagt igangværende, der er ingen defineret afslutning. Den eneste modgift mod Putins indflydelse i Mellemøsten er et robust og konsekvent amerikansk engagement i regionen. Hvis det ikke sker, vil Putin forblive den enøjede konge i de blindes rige.«

Manbij i det nordlige Syrien kontrolleres af SDF’s allierede arabiske militser (billedet). Ligesom de andre ved fronten, ønskede den arabiske kriger på billedet ikke at blive fotograferet forfra.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Olaf Tehrani
  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
  • Anders Graae
  • Henrik Leffers
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
Peter Beck-Lauritzen, Olaf Tehrani, Gert Romme, Torben K L Jensen, Anders Graae, Henrik Leffers, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Jeg kan kun være enig med Assad. Exempler fra Saddam Husssein, Kaddafi, og ikke mindst Ben Ali den tidligere Diktator fraTunesien, den sidste fløj Paris i Timevis for at få tilladelse for at lande i Paris, forgæves, så måtte han ringe til den Saudiske konge og bede om tilladelse, det fik han. Sarkosy og Ben Ali var ellers gode venner, ligesom i Amerika holder han ikke ord. Det Assad har gjort var genialt, var mere end response for tidligere misgreb. Det er USA der skal trække sig fra Syrien og ikke Rusland. Rusland var Inviteret og USA ikke.

Steen Piper, Bjarne Bisgaard Jensen, Anina Weber, Per Torbensen, Aleksander Laursen, Michael Friis, Torben Jensen, Tonny Helleskov, Hans Aagaard, Torben K L Jensen, Anders Graae, Henrik Leffers og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

God artikel, dårlig overskrift. Det er lidt ærgerligt at Waleed Safis interessante gennemgang af de mange modsætninger i Mellemøsten skal martres af en så misvisende overskrift. Har redaktøren overhovedet læst artiklen?

Putin er græsk-ortodoks, så hvis man absolut vil drille ham med hans religiøse overbevisning, kunne man kalde ham "patriark Putin" - det giver endda et bogstavrim. Og i disse feministiske tider er "patriark" jo et nedsættende udtryk, mens "Ayatollah Putin" bare er småstupidt og studentikost.

Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Hans Larsen, Torben K L Jensen, Anders Graae og Morten Voss anbefalede denne kommentar

Jeg bliver lidt trist når jeg læser om Syrien. Mener det var i 2011, at det hele begyndte med "Det Arabisk Forår"... det blev til et helvede for rigtig mange mennesker.
Rusland har gjort det godt i Syrien. Jeg var knapt opmærksom på USAs stadig tilstedeværelse indtil deres tilbagetrækkelse blev annonceret.
At Kurderne og Assad taler sammen, kan vel også vinkles til en positiv nyhed?

Per Torbensen, Steen Piper og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hellere Syrien end Tyrkiet - er vel rationalet. Syrien støttet af Rusland og Iran vil nok ikke tillade Tyrkiet erobre land i Syrien nu hvor krigen de facto er vundet af Assad. Er det sørgeligt ?
Overhovedet ikke - det ville blot forsinke hjemsendelsen af alle de syrere der er strandet i så mange forskellige lande.

Overskriften refererer til en del af artiklen.

"I de shiamuslimske dele af Mellemøsten har Putin imidlertid fået kælenavnet ayatollah Abu Tin på grund af sit tætte samarbejde med Teheran, Damaskus og Hizbollah i Beirut."

Touhami Bennour

Muslimer har for vane,Iraner deler det her med andre muslimer, at give til en person som er integreret med muslimer på en eller måde, et "kælenavn" der passer til hans stilling eller rang. Derfor Ayatollah Putin "eller Ayatollah Abu tin" mere rigtig.

Touhami Bennour

Det skal erindres at danskere bruger også den attitude, nogle steder de kalder mig "thomas" i stedet for Touhami, og det er ikke forkert, for det drejer sig om den samme person, disciple af Jesus, bare udtales forskelligt.

Citat fra Michael Friis. 20. februar kl. 17.50.

"Jeg bliver lidt trist når jeg læser om Syrien. Mener det var i 2011, at det hele begyndte med "Det Arabisk Forår"... det blev til et helvede for rigtig mange mennesker.
Rusland har gjort det godt i Syrien. Jeg var knapt opmærksom på USAs stadig tilstedeværelse indtil deres tilbagetrækkelse blev annonceret.
At Kurderne og Assad taler sammen, kan vel også vinkles til en positiv nyhed?"

Michel Friis, hvorfor tror du russerne er i Syrien?

Ved at assistere Assad, skaffer russerne sig adgang til Middelhavet. Russerne har brug for flådestationer i Middelhavet. Det er blandt andet derfor, de støtter Assad. De er ikke så nøjeregnende, hvad menneskerettigheder angår. Det er Assad heller ikke. Han bomber gerne sin egen befolkning. Uddannelse giver ikke nogen garanti for et humant sindelag.

Russerne lukker også for den mulighed, at Iran skaffer sig adgang til Middelhavet. Tyrkiet er bange for, at det nordlige Syrien blive en selvstændig stat, derfor bekæmper de kurderne. Dette område er ét stort kompliceret etnisk og religiøst kludetæppe. Derfor er der aldrig fred.

Desuden er Rusland ved at skabe sig et marked til salg af våben og er ved at opbygge en magtposition i området.

Rusland er der ikke på grund af deres blå øjnes skyld. Hverken Rusland eller USA indgår i forsvar eller i kamphandlinger, nogen steder i verden, kun for deres blå øjnes skyld. Der ligger altid en tanke bag deres handlinger.

Michael Friis man skal heller ikke være for naiv, når vi tænker på stormagterne. Måske er vi for naive her.

Små rettelser Google ikke har nået. Google driller mig også. Jeg laver mange slåfejl og er elendig til kommasætning. Dansk er et pokkers svært sprog. 1. Det Arabiske Forår, 2. F.eks. Jeg var knapt nok opmærksom på USA's tilstedeværelse, indtil.... 3. tilbagetrækning, 4. kurderne.

Der er i øvrigt en glimrende artikel i Jyllands-Posten, om den tale Mike Pence holdt i Tyskland. Den var vist ikke noget at råbe hurra for.

Gert K. R.
Jeg hørte også Søren Jespersen i radioen og jeg tænkte, nogle mennesker vil aldrig være i stand til at lære noget.

Nu tales der om amerikanske aftaler vedr. kernekraft til Saudi-Arabien. Begrundelsen er, at man mener, at Iran alligevel har kernevåben på trapperne, nu når USA har opsagt aftalen. Vi mennesker lærer aldrig noget af historien.

Mike Pence fik på et møde i Tyskland oven i købet blandet situationen i Iran med Holocaust. Der må mangle historieundervisning i i skolerne i USA, eller så har han fået fyldt for meget botox i ansigtet. Man ved ikke om botoxbehandlinger skader hjerneceller.