Læsetid: 7 min.

Både oppositionen og Maduros støtter ruster sig til kamp i Venezuela

Efter fem år med ødelæggende økonomisk krise satser Venezuelas opposition alt på at vælte den siddende præsident, Nicolás Maduro – i en stærkt polariseret befolkning øger det risikoen for voldelig konfrontation
Befolkningen i Venezuelas hovedstad, Caracas, bliver stadig mere splittet, og volden risikerer at eskalere.

Befolkningen i Venezuelas hovedstad, Caracas, bliver stadig mere splittet, og volden risikerer at eskalere.

Miguel Gutierrez

14. februar 2019

CARACAS – »Når jeg skal finde nye rekrutter, holder jeg øje med, hvem der er mest tændt, hvem der er fightere, hvem der er rap på fødderne. Jeg hæfter mig også ved, hvem der går frem i forreste række, når det kommer til sammenstød under protesterne. Dem opsøger jeg og giver mit nummer. Jeg kan bl.a. tilbyde gasmasker og handsker.«

’David’, som ikke ønsker sit rigtige navn frem, er 21 år og har viet sit unge liv til at bekæmpe Venezuelas socialistiske regering. Han er leder af en gruppering af radikale oppositionelle demonstranter, som kalder sig selv for la Resistenciamodstanden.

Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, kalder bevægelsen »terrorister« og beskylder dem for at have kastet med sten, vandaliseret militærkøretøjer og blokeret veje under de regeringskritiske demonstrationer for to år siden. Selv ynder la Resistencia at se sig som oppositionens helte.

Gruppen ser det som sin fornemmeste opgave at indtage gadeprotesternes forreste geled for at beskytte andre demonstranter imod militærets tåregas og gummikugler.

»Jeg har venner, som er blevet arresteret på grund af mig. Min krop er fuld af ar. Min venstre hånd er delvis følelsesløs og jeg har mistet noget af bevægeligheden i den. Efter at have ofret så meget kan jeg ikke bare opgive kampen,« siger ’David’.

Masseudvandring

I september 2017 begyndte de massive regeringskritiske demonstrationer, som havde stået på i fire måneder, at klinge af.

Venezuelas oppositionspartier stod mere splittet end nogensinde før, og demonstranterne var dybt skuffede over de partier, der skulle forestille at varetage deres sag. Snart veg masseprotester for masseudvandring fra Venezuela.

Men siden 23. januar i år, da nationalforsamlingens socialdemokratiske formand, Juan Guaidó, udråbte sig selv til overgangspræsident, er oppositionens tilhængere revitaliseret med ny energi. Mellem de modernistiske højhuse langs Caracas hovedstrøg begyndte der atter at samle sig mennesker med venezuelanske flag, der råbte regeringskritiske slagord.

’David’, som læser til bibliotekar ved universitetet i Caracas, tager på ny opstilling i forreste række ved protestoptog. Det gør han, selv om la Resistencia kun er en skygge af, hvad gruppen var i 2017, siger han.

»Vi har medlemmer, som er fængslet og medlemmer, som har måttet gå under jorden. Mange andre er taget til udlandet i jagten på en indtægt og et bedre liv. Under de seneste dages voldsomme protester har vi deltaget hver for sig, og det har gjort os mere sårbare. Flere medlemmer er også blevet anholdt.«

Både regeringstilhængere og oppositionelle kræfter i Venezuela frygter, at den politiske krise fører til eskalerende voldsudbrud i landet. Juan Guaidó støttes af en række udenlandske magter, herunder USA og flere EU-lande, herunder Danmark. Han har afvist Maduros invitation til dialog. Og i et interview med nyhedsbureauet AFP ville han ikke længere udelukke muligheden for at tage imod militærbistand fra USA, hvis Maduro dermed ville kunne tvinges fra magten.

Russisk bistand

Andre lande, blandt disse Rusland og Kina, står bag præsident Maduro, som insisterer på, at han er Venezuelas legitime præsident. Russiske militærrådgivere rapporteres at være fløjet til Venezuela for at bistå med at beskytte præsidenten.

’David’ er dog ikke tilhænger af en udenlandsk intervention. Det ville for ham at se være at betragte som, at hans og la Resistencias kamp var slået fejl. Ikke desto mindre, tilføjer han, står de klar til at yde deres bistand til et eventuelt væbnet forsøg på at styrte regeringen.

»La Resistencias rolle – det har vi diskuteret indbyrdes – kunne godt være at hjælpe ledelsen af en væbnet opstand. Vi kunne tilbyde efterretninger, gemmesteder, og vi kan selv betjene våben.«

Krisen i Venezuela

  • Nicolás Maduro blev i 2013 valgt til præsident med et beskedent flertal på 50,7 procent af stemmerne, efter at hans forgænger, Hugo Chávez, var død af kræft.
  • Året efter, at Nicolás Maduro kom til magten, styrtdykkede verdensmarkedsprisen på olie fra 98 dollar pr. tønde i juli 2015 til 47 dollar pr. tønde ved udgangen af samme år.
  • 20. maj 2018 opnåede Nicolás Maduro genvalg som præsident med 68 procent af de afgivne stemmer. Flere oppositionspolitikere havde dog opfordret deres vælgere til at boykotte valget i protest mod, at førende oppositionspolitikere var fængslet eller udelukket fra at stille op.
  • 10. januar 2019 blev Nicolás Maduro indsvoret som præsident for sin anden embedsperiode.
  • 23. januar udråbte nationalforsamlingens formand Juan Guaidó sig selv til overgangspræsident.

Elvia Gómez, 55 år, har i over to årtier arbejdet som journalist på avisen El Universal. Hun sagde op i 2017, dødtræt af statsmagtens førergreb på journalistikken. Nu arbejder hun med politiske studier på det katolske universitet Andrés Bello i Caracas.

Hun vurderer, at de fleste oppositionelle kræfter Venezuela afviser la Resistencias vold. Hun henviser desuden til en undersøgelse fra november sidste år, som viste, at 67 procent af befolkningen er imod en udenlandsk intervention.

»Mange fattige forstæder er tætbefolkede og vanskeligt tilgængelige – i Caracas har de ofte kun én ind- og udfaldsvej, og indbyggerne her vil helst undgå at skulle ud i konfrontationer. Men samtidig har vi set noget, vi ikke tidligere har set: At mennesker fra forstæderne, som traditionelt har støttet regeringen, nu slutter sig til de regeringskritiske protester,« siger hun.

Overbelåning

Til trods for at Venezuela har de største kendte oliereserver i verden, er landets økonomi i en katastrofal forfatning. Manglen på madvarer og medicin har fået hjælpeorganisationer til at karakterisere situationen som en ’humanitær krise’, hvilket præsident Maduro dog afviser.

Kritikere af regimet forklarer gerne den økonomiske krise med Maduros forgænger, Hugo Chávez’ mangeårige statslige overbelåning og misrøgt af det statslige olieselskab PDVSA. Venezuelas regering hævder, at krisen skyldes internationale sanktioner og konspirerende forretningsmænd fra oppositionen.

Så meget står klart, at dødsstødet for Venezuelas økonomi kom, da oliepriserne styrtdykkede umiddelbart efter Hugo Chávez’ død i 2013. Regeringen forsøgte at rette op på manglen på udenlandsk kapital, som for 95 procents vedkommende stammede fra olieindtægter, ved at trykke stadig flere sedler. Som konsekvens heraf er inflationen i 2019 på over 10 millioner procent. Mange holder præsidenten ansvarlig, og Maduro har da også mistet 20 procent af sin støtte, ifølge meningsmålinger.

I en af de mest regeringstro forstæder bor 58-årige Gustavo Borges. Han ville ikke tøve med at stemme på Maduro, dersom det kom til nyvalg.

»Hvor havde jeg været uden den bolivariske revolution? Jeg havde velsagtens været død,« siger Gustavo Borger og fortsætter:

»Jeg var blevet myrdet af den højreregering, som endte med at tabe magten til Hugo Chávez. Det var sådan, den regering for frem mod venstrefløjsaktivister som jeg. Kommer højrefløjen igen til magten, vil det kunne ske igen,« frygter han.

Religiøs loyalitet

Hist og her titter en Hugo Chávez’ med smilende øjne ned fra betonhøjhuses vægmalerier. Den bolivariske revolution, som Chávez kaldte sine socialistiske reformer, opnåede en nærmest religiøs tilbedelse og støtte i Gustavo Borges’ hjemkvarter. Med god hjælp fra de høje oliepriser midt i 00'erne lykkedes det Chávez at nedbringe fattigdommen med en femtedel og at uddanne store dele af Venezuelas marginaliserede folkegrupper.

Midt i virvaret af forstadens telefontråde, farvestrålende slumboliger og vredt gøende hunde beretter Borges nostalgisk om, hvordan han selv deltog i Caracazo, den bølge af folkelige protester, som banede vej for Hugo Chávez’ magtovertagelse i 1998.

Det skete på et tidspunkt, da elendigheden var stor og hverdagen svær for Gustavo Borges og hans venner, siger han.

»I dag står vi i en vanskelig økonomisk situation, det er helt sikkert. Men den kan ikke sammenlignes med den tid. Under højreregeringen måtte enhver klare sig selv, så godt man kunne. En mor uden indtægter måtte selv tage sig af at skaffe mad til sine børn. Nu hjælper vi hinanden i kommunale råd og i lokale komiteer. De, som har læst bøger af Marx og Lenin, forstår, at denne politik skal tilgodese de fattige.«

Det lokale selvstyre omfattede et deltagerdemokrati med lokale projekter som for eksempel den såkaldte Clap-kasse, en butik med statsligt subventionerede madvarer, som én gang om måneden deles ud til dem, der har behov for hjælp. Omkring 60 procent af venezuelanerne er afhængige af dette og lignende initiativer, oplyste chefen for analysebureauet Dataanálisis tidligere i år.

»Jeg stemmer ikke på en præsident, men på et revolutionært projekt. I lang tid var vi fattige tavse. Revolutionen gav os en stemme, mulighed for at deltage. Er det Nicolás Maduro, som fortsætter Hugo Chávez’ revolution? Nej! Han og millioner af andre venezuelanere gør det.«

Parallelt med demonstrationerne til støtte for udfordreren Juan Guaidó er også regeringstilhængere klædt i socialismens røde farver gået på gaden. I sidste uge opfordrede præsident Maduro endvidere frivillige til at slutte sig til militæret for at beskytte landet imod amerikansk invasion.

Gustavo Borges siger, at han – fordi han er aktivist for de fattige – gerne stiller op som frivillig militssoldat.

»Vi er klar til at konfrontere alle invasionsforsøg. Jeg, mænd og kvinder står klar til at forsvare vores land. Hvordan? Det kan jeg ikke komme ind på. Men Venezuela giver ikke op så let, vær sikker på det,« siger han.

Flere tusinde venezuelanere viste lørdag deres støtte til Venezuelas selvudråbte overgangspræsident Juan Guaidó i Caracas’ gader. De kræver, at Maduro udskriver nyvalg til præsidentposten, men det har Maduro indtil videre nægtet. Han lover til gengæld at fremrykke valg til parlamentet.
Læs også
Det er overset, at Juan Guaidó allerede trådte ind på scenen i 2007 som aktivist i den generation af studerende, som førte an i protesterne imod Chávez’ socialisme, til trods for sidstnævntes jordskredssejr i 2006.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Leffers
  • Anders Graae
  • Torben K L Jensen
Henrik Leffers, Anders Graae og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bettina Jensen

Det kan kraftigt anbefales at notere sig en lang række af Allan Nairn's udtalelser om hvad der dels er foregået i Venezuela og hvad der kan følge: https://www.youtube.com/watch?v=-dmlMcwZx5A

Det er en komplet bizar situation, Venezuela står i, for selvom det ikke kan overraske at højrefløjen boykottede præsidentvalget (hvilket den hovedsageligt gjorde med henvisning til at den 2 mdr. lange forberedelsestid var for kort, hvilket står noget i kontrast til EU's krav om at Maduro skulle arrangere et valg indenfor 8 dage) og siden påstod at den blev udelukket. Siden bliver landet vidne til at Guaido pludselig rækker hånden op og kalder sig Venezuela's præsident, dagen efter at han har talt med den amerikanske vicepræsident og er blevet lovet opbakning.
https://www.wsj.com/articles/a-call-from-pence-helped-set-an-uncertain-n...

Niels-Holger Nielsen, Berith Skovbo, Samuel Grønlund, Jan Weber Fritsbøger, Curt Sørensen, Sus johnsen, Daniel Santos, Henrik Leffers, Mogens Holme, jens christian jacobsen, Torben K L Jensen, Arne Albatros Olsen, Charlotte Bæk, Anders Graae, Søren Bro, Gert Romme og Viggo Helth anbefalede denne kommentar

Det er helt klart, at der er mange skævheder i det politiske forhold omkring magten i Venezuela, og i sin mest forsimplede form bl.a.:
- Klassekamp mellem den oprindelige befolkning og den hvide befolkning.
- Klassekampen mellem over og underklasse (fattige kontra rige)
- Kampen om den værdifulde tynde olie som USA har hård brug for.
Og i disse konfliktflader støtter den rigere hvide befolkning sig altid mod USA, der ofte er parat til at bruge militær vold.

Jeg tror, at EU-lederne har været forhastede ude med deres stillingtagen, der formentlig også er præget af Spaniens holdning i konflikten.

Men så er der altså også det, den tidligere catalanske leder, Carles Puigdemont, påpegede i går. Hvorfor har EU så travlt med at løse problemer i Venezuela, når de fuldstændig undlader at tage stilling til retsforholdene i Spanien i den strafretslige sag mod de fængslede catalanske ledere.

For både Tyskland og Belgien har jo forud fastslået, at der ikke findes noget grundlag for denne retssag overhovedet.

Berith Skovbo, Jan Weber Fritsbøger, Bettina Jensen, Mogens Holme, jens christian jacobsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Venezuelas er et skræmmeeksempel på hvad der sker uden vækst. En "failed nation". Minder mig om Zimbabwe - et land der kunne være en storeksportør af landbrugsprodukter.
Det er svært at være fattig, men jeg tror, at det er endnu sværere, hvis man har været middelklasse.
Verdens udfordring. En del at klimadiskussionen.

Årelange sanktioner og sabotage fra USA’s side er envæsentlig årsag til den ulykkelige situation. Allé Krige er solgt tul os med bunker af løgne

Niels-Holger Nielsen, Flemming Berger og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Jacob Rørdam Holm-Jørgensen

"Nicolás Maduro blev i 2013 valgt til præsident med et beskedent flertal på 50,7 procent af stemmerne, efter at hans forgænger, Hugo Chávez, var død af kræft." Det er i hvert fald hvad Nicolás Maduro fortalte efter at have fusket med optællingen. Trist at Information ikke gør opmærksom på at de 50,7 % blev opnået ved valgfusk.

Jan Weber Fritsbøger

stort set hver eneste gang en opposition taber et valg snævert. vil den forsøge sig med beskyldninger om valgfusk, og er vinderen socialist vil alle kapitalistiske lande bakke op om beskyldningen og USA vil med stor sikkerhed forsøge at bevise at valgfusk har fundet sted, så måske er årsagen til at information ikke nævner det at man har gået i dybden med sagen uden at finde "den rygende pistol"
men det undrer mig da ikke at man på højrefløjen anser fusket som fakta, hvis en borgerlig kandidat omvendt vinder et valg med fusk, vil de samme borgerlige uden blusel afvise fusket nærmest også hvis det bevises, uærligheden blomstrer jo i den grad blandt borgerlige politikere, bare se hvordan det går her i DK, med ministre som lyver, fordrejer, fortier, og benægter alt.

Michael Andresen

@ Sus johnsen
Du kommer selv med en stor, tyk løgn. Der har ikke været årelange sanktioner fra USA mod Venezuela.
Der har i nogle få år været nogle meget præcist afgrænsede sanktioner mod enkeltpersoner i det venezuelanske regime og partiapparat. Ligesom der eksempelvis har været mod Robert Mugabe, Vladimir Putin og deres venner.

Venezuela har frit kunnet eksportere olie og har blandt andet via landets nationale olieselskab solgt brændstof i USA og landet har frit kunnet importere alle de varer de har haft råd til. Men problemet er, at landets økonomi har været baseret på store lån fra Rusland og Kina. Og de er tilbagebetalt i naturalier med olie. Og nu er kassen så tom og det mærker befolkningen.

Forhåbentlig ender det hele ved at Maduro forlader magten fredeligt,så Venezuela kan komme på fode igen.

Bettina Jensen

https://fas.org/sgp/crs/row/IF10715.pdf

Jvf. Michael Andresens påstande om at det er en stor, tyk løgn at USA har iværksat årelange sanktioner mod Venezuela, herunder mod enkeltpersoner, selskaber og statsinstitutioner, godtgør ovenstående oversigt at man har haft iværksat sanktioner siden 2006. Men det er korrekt at det først er de sidste 4-5 år at amerikanerne (og briterne) har optrappet sanktionsaktiviteterne, hvilket denne opgørelse fra USDS demonstrerer: https://www.state.gov/e/eb/tfs/spi/venezuela/

Tilrettelæggelsen af den økonomiske og retlige krig, som amerikanerne har ført mod Venzuela siden Chavez' magtovertagelse er tilrettelagt på relativt sofistikeret måde; Mark Weisbrot forklarer sammenhængen i denne reportage fra The Real News: https://www.youtube.com/watch?v=bgwsVhO80QY