Brexit-datoen den 29. marts har længe hængt som en truende sky over både EU og især Storbritannien og dets parlament. Men efterhånden som datoen har nærmet sig, er den også i stigende omgang blevet et led i et taktisk politisk spil.
Og efter et turbulent døgn i britisk politik virker det nu mindre sandsynligt, at Storbritannien vil gå videre i søvne mod en no deal-Brexit allerede den 29. marts med uklare forhold omkring bl.a. handelsspørgsmål, den irske grænse og persontrafik – en no deal-løsning, som et flertal i det britiske parlament længe har afvist, men som alligevel har lignet en realistisk mulighed.
Det har det ikke mindst, fordi premierminister Theresa May har lagt afstemningen om sin let ændrede Brexit-aftale så sent som den 12. marts for at lægge maksimalt pres på parlamentet og de moderate brexiteers i hendes eget parti: Valget står mellem min deal eller skrækscenariet no deal!
Det spil har nu ændret sig for May, efter at hun tirsdag blev mødt med en række konservative ministres trussel om at træde tilbage, hvis ikke hun afviste en no deal-Brexit.
Det gjorde hun ikke, da hun tirsdag fremlagde sin Brexit-status.
Hun lovede derimod, at parlamentet efter en eventuel afvisning af Mays aftale den 12. marts skal stemme om, hvorvidt det foretrækker en no deal-Brexit allerede den 29. marts eller – mere sandsynligt – om Storbritannien skal forlænge Brexit-fristen. En mulighed, som EU27 vil tillade, men som May selv talte imod.
May bøjede sig altså, men hun holdt bolden på egen banehalvdel og fastholder, at hendes deal stadig er den bedste måde, hvorpå briterne kan undgå den no deal-Brexit, som Storbritannien i yderste konsekvens ellers »nok skal gøre en succes ud af«, som May hævdede.
Alligevel vil en forlængelse af Brexit-fristen på få måneder få de hårdkogte brexiteers op i det røde felt, da det kan medføre en blødere Brexit, end de ønsker.
’Game changer’
Her kommer Labour-leder Jeremy Corbyns game changer ind i billedet. For bl.a. som en konsekvens af, at otte Labour-medlemmer af underhuset i forgangne uge forlod partiet i protest mod den EU-skeptiske leder, sagde Corbyn mandag aften det, som mange europæere har ventet på i lang tid: at Labour kæmper for en ny folkeafstemning om Brexit. Corbyns tilføjelse lød:
»Så landet ikke påtvinges en skadelig Tory-Brexit«.
Labour vil altså både undgå en no deal-Brexit og Mays aftale den 12. marts. Corbyns krav om en ny folkeafstemning, som Labour har haft på bordet siden efteråret, er altså især en løftestang for en blødere Brexit, hvor Storbritannien holdes i EU’s toldunion og tæt op ad EU’s indre marked.
Mere håb for proeuropæiske briter var der at hente hos Labours Brexit-talsmand, Keir Starmer, da han tirsdag udtalte, at »det simple valg bør stå mellem en troværdig løsning i forhold til at forlade EU eller at blive i EU«. En ny afstemning skal derimod ikke indeholde muligheden for en no deal-Brexit.
Dette alternativ kan May igen bruge som argument over for skeptiske konservative: min aftale eller Labours mulige ny afstemning.
Spillereglerne og den gensidige taktik har dermed fået nye nuancer, men for remainers er der ingen grund til at lade champagnepropperne springe. Den grundlæggende konflikt er ikke løst, og der vil fortsat næppe være flertal for en ny folkeafstemning i det britiske parlament. En ny afstemning risikerer at splitte det allerede dybt splittede land yderligere.
At selve demokratiet afhænger af agtelsen for den første Brexit-afstemning, som May udtrykte det, er en udbredt opfattelse ikke mindst blandt Labour-tilhængerne. Det ændrer de aktuelle taktiske spil og den faretruende nedsmeltning i både den konservative og i Labours lejr ikke på.
Politiske analyser kan Sonne bare - også når det gælder Storbritannien.
Tidligere mente jeg at David Cameron var den mest handlingslammede politiker nogensinde i UK der aldrig foretog sig andet end at forlange tilbundsgående undersøgelser, men den bundrekord slår Corbyn nu med flere længder.
Jeremy Corbyns parti, Labour, er jo også i modsætning til sig selv. Nogle vel blive i EU, andre vil ud. Og selv omkring grænsen mellem den Irske Republik og Storbritannien, har han medlemmer på begge sider - nærmest på 3 sider.
Til gengæld er Jeremy Corbyn måske nok den mest konstruktive i britisk politik omkring brexit, når han siger, at ændringerne i den politiske aftale skal omfatte følgende:
- En "permanent og altomfattende britisk toldunion", herunder også på fremtidige handelsaftaler.
- Close alignment med det indre marked, der skal understøttes af "fælles institutioner".
- "Dynamisk tilpasning til rettigheder og beskyttelse", således at britiske standarder ikke står bagerst i forhold til EU’s.
- Klare tilsagn om fremtidig britisk deltagelse i EU-agenturer og finansieringsprogrammer.
- Afklarede aftaler om fremtidige sikkerhedsordninger, som f.eks. brugen af den europæiske arrestordre.
Kilde: https://www.theguardian.com/politics/2019/feb/06/corbyn-lays-out-labours...
Corbyns taktik
Det kan godt være, at Corbyns nuværende analyse er 'god' - de britiske, politiske forhold taget i betragtning - men i meget lang tid har han fedtspillet med en såkaldt 'konstruktiv tvetydighed', hvor nærmest ingen har vidst, hvad han egentlig mente og gik ind for. Selv hans egne partimedlemmer har været i tvivl.
I meget lang tid har han fortrængt muligheden af en ny folkeafstemning og fastholdt, at en sådan allerede var afholdt i 2016, og han har hen ad vejen lagt bemærkelsesværdig afstand til den folkelige bevægelse for en ny folkeafstemning. Det har givet de konservatives Brexit enorm plads på midtbanen; den politiske debat har stort set ikke drejet sig om andet end Mays forhandlinger, forslag og afstemninger.
Spørgsmålet er derfor i dag, om ikke løbet er kørt. Selv her i ellevte time vil han ikke spille ud med et utvetydigt krav om en ny folkeafstemning, men kun med et alternativt Brexit-forslag. En folkeafstemning er altså - tydeligt for alle - hans 2. prioritet. Hvor stærk tror nogen, at en efterfølgende kampagne for et ja ved en folkeafstemning vil være? Enhver konservativ vil med fuld berettigelse kunne beskylde ja-tilhængerne for en halvhjertet politik. Og den tunge ende af Labours medlemmer vil ikke kunne forstå strategien.
(Praeterea censeo, Britaniam esse excludendam.)
EU bag lukkede døre
Enhver, der er bare det mindste i tvivl om Storbritanniens dubiøse rolle i det politiske spil, der kulminerede med den britiske folkeafstemning, burde se den britiske dokumentarudsendelse "EU bag lukkede døre - Brexit kaos", der i går blev vist på DR2 kl. 23.10.
Det er hævet over enhver tvivl, at Storbritannien satsede på at tvinge EU til at ændre en række konventioner, så de passede bedst til britiske interesser. De ønskede at rulle EU tilbage til en ren frihandelszone, lykkeligt befriet fra den emsige Europadomstols afgørelser, miljøkrav, arbejdstagerrettigheder mv. Et EU, som bedre honorerede kapitalens og markedets behov end befolkningernes. Briterne gamblede med, at kontinentaleuropæerne var lige så principløse og griske som de selv; at erhvervslivet i de kontinentaleuropæiske lande ville presse deres regeringer til at bøje sig for briternes krav om ændring af konventionerne. Briterne ville ikke ud af EU; de ville bruge EU i deres egen interesse. Og naturligvis sikre finanskapitalens Mekka - Londons mæglervirksomheder og banker - mod indgreb fra Kommissionen.
Først da denne strategi mislykkedes, blev Cameron nødt til at udskrive en folkeafstemning. For på dette tidspunkt havde hans eget parti og regering i månedsvis, ja årevis, polemiseret mod EU og fodret den reaktionære boulevardpresse med beskyldninger mod EU - for at fremme sin egen forhandlingsposition. Til sidst blev han fanget af sin egen strategi.
Se udsendelsen, medens den endnu er der.
Det vil i givet fald tage mange år, før det britiske had mod EU er fordampet. Måske først om en generation. Til den tid vil det være dejligt at hilse briterne velkomne igen i det europæiske kultur- og værdifællesskab.
Jeg vil faktisk også anbefale folk at se det omtalte tv-program. Det er jo ikke noget nyt, at Mihail Larsen betragter al EU-kritik som intellektuel underlødig, men hvis man ser programmet med et åbent sind, så er det faktisk også et indblik i, hvor døvblinde EU-tilhængere og europæiske toppolitikere kan være i deres overbevisning om egen ufejlbarlighed. Merkel er også her fuldstændig stålfast (som i tilfældet Grækenland og euroen) og det er tydeligt, at hun - hvilket fx ses i valget af Juncker midt i hele miseren - slet ikke forstår, hvad der rører sig mange steder i de europæiske vælger befolkninger. Det har hun så efterfølgende lært på den hårde måde.
Elendigt referat
- hvad Merkel angår. Hun ender faktisk med at bøje sig for Storbritanniens urimelige krav, men bliver så i sidste øjeblik indhentet af nye krav - efter at aftalen med Cameron var faldet på plads. Se det selv.
I øvrigt er Glavinds karakteristik af mig ubeføjet. Jeg har selv talrige steder udtrykt kritik af EU - bl.a. for ikke at gå langt nok i udviklingen af den politisk-institutionelle gren og for at være for blød over for UK (hvilket kommer fuldt ud til udtryk i ovennævnte dokumentar, hvor man næste får indtrykket af, at UK er et møgirriterende, elendigt opdraget og urimeligt barn, medens de kontinentaleuropæiske statsledere optræder som hændervridende curling-forældre).
Alene det at hævde, at EU er en garant for arbejdstagerrettigheder er jo absurd og bunder i en komplet mangel på indsigt i, hvordan arbejdsmarkederne rent faktisk udvikler sig lige nu i EU. Der er IKKE noget socialt kapitel, og man kommer til at tænke på saglig Keynes' berømte ord "om 100 år er vi alle døde", når man læser Larsens gentagne lobhudlinger af EU's endeløse velsignelser. Tænk, at man som selverklæret venstreorienterede nu går i brechen med flyvende faner og praleparoler for en ordoliberal økonomisk orden - det er virkelig stærkstatsnissen, der er flyttet med fra før murens fald. Ifølge den tyske økonom Michael Dauderstädt er over 100 mio. EU-borgere truet af fattigdom, og euroen er skruet sammen på en måde, der bare gør dem endnu fattigere og giver dem endnu mindre jobsikkerhed, men alligevel blinker Larsen aldrig et sekund.
Lasse Glavind
Så er det jo mærkeligt, at Corbyn insisterer på, at UK også efter Brexit ikke sakker agterud i forhold til EU, hvad arbejdstagerrettigheder angår. Glavind skylder også at forklare, hvorfor UK under konservative regeringer har modsat til, at EU udvikler en egentlig social dimension (en social union).
https://www.coe.int/en/web/european-social-charter/-european-social-char...
https://www.coe.int/en/web/european-social-charter/european-social-chart...
https://en.wikipedia.org/wiki/European_labour_law
Det ville være gavnligt for diskussionen, hvis deltagerne faktisk ved, hvad det er, de taler om - i dette tilfælde: EU's lovgivning på det sociale område.
Udsigten er god fra elfenbenstårnet, Larsen - du trænger virkelig til en tur ud på det der EU-arbejdsmarked fuld af sociale rettigheder, du fabler om, jeg tror, du får meget svært ved at finde det. EU har 27-28 forskellige arbejdsmarkedspolitikker (som nu også sammenkædes med socialpolitikker) og vis mig den ekspert, der argumenterer for, at det på noget tidspunkt har været eller er realistisk at harmonisere dem via en stor EU-lovgivning. Det er der ingen, der tror på, er politisk muligt. Derfor har man sat euroen til at gøre det beskidte arbejde, og det gør den med den benhårde traktatfæstede logik, at der først opstår ligevægt, når vi alle - altså efterhånden som vi EU's traktatfæstede logik bliver konkurrenceudsat, og det når vel også frem til universiteterne en dag - er nede på rumænske løn- og arbejdsvilkår. Så længe den traktatfæstede ret til fri bevægelighed ikke er ligestillet med en traktatfæstet ret til at blive boende i det land, man kommer fra med harmoniserede sociale garantier - og nej, de findes ikke, for de kom aldrig trods Delors løfter - så er arbejdstagerne dømt til at tabe kampen, og det gør de sjovt nok også ude i det EU, der producerer flere og flere gule veste.
@ Lasse Glavind
@ Mihail Larsen
Nu vil jeg ikke blande mig i den lille og konstruktive dialog, for dialog er altid et sundhedstegn - især hvis parterne hen af vejen forstår hinanden.
Jeg er ganske klar over, at nogen har større erfaring end mig. Men jeg er dansk skatteborger, der i denne omgang har boet udenfor Danmark i en længere årrække, og jeg tror faktisk, at alle burde rejse ud i en periode af deres liv. For hvis man rejser ud, finder man ud af, at noget i Danmark er godt, men at der faktisk også er noget i udlandet, som Danmark kan lære af.
Omkring EU og arbejdsmarkedspolitik så er det min opfattelse, at alle lønmodtagere vil have fordel af, at det hele bliver et samlet arbejdsmarked helt uden nogen grænser. Løndannelsen bliver ens i alle lande, så ingen konkurrerer på ringe løn eller accepterer dårlige ansættelsesforhold.
Og skat for virksomheder og private vil også blive meget lettere at styre, ligesom skatteflygt kan undgås - hvis politikerne vil.
Jeg er ikke specielt EU-tilhænger, og jeg kan sagtens få øje på det demokratiske underskud. Men det er min opfattelse, at det er en fordel for alle borgere og lovlydige virksomheder, hvis alle lande bliver integreret ind i et tæt samarbejde hurtigst muligt.
Desuden mener jeg også, at man bør have fælles valuta, men det skal selvklart ikke ske på det aktuelle styringsgrundlag for EUR.
Og for en ordens skyld vil jeg gøre opmærksom på, at EU-socialpolitik i øvrigt altid har været det samme som arbejdsmarkedspolitik.
Gert Romme, undskyld min uvidenhed. Du skriver:
"Omkring EU og arbejdsmarkedspolitik så er det min opfattelse, at alle lønmodtagere vil have fordel af, at det hele bliver et samlet arbejdsmarked helt uden nogen grænser. Løndannelsen bliver ens i alle lande, så ingen konkurrerer på ringe løn eller accepterer dårlige ansættelsesforhold."
Hvordan skal det ske i praksis?
Der er erfarne folk, som nu skriver, at alle udfald af Brexit er mulige. De vigtigste grunde er, at de britiske MP'ere ikke kan enes om en aftale, mens et flertal under alle omstændigheder vil modsætte sig en afgang uden en aftale.
Art50 kan blive forlænget, men hvilken pris vil Frankrig og Spanien (alle medlemslande gør deres interesser gældende) sætte for det?
Vil Mays regering d. 13/3 selv stemme for, at No-deal er udelukket? Hvis det er tilfældet, og Mays aftale er faldet anden gang d.12, så er det uklart, hvad Mays besked til EU-topmødet en uge senere vil være, og det kan ende med en 21 måneders forlængelse af Art50.