Læsetid: 11 min.

»Erdogan, Assad, Putin, Öcalan. Vi er ligeglade med, hvem der styrer, bare der er gas, brød og mad på bordet«

Dag tre, vejen til Manbij. Vi skal til fronten mellem de kurdisk og de tyrkisk kontrollerede områder, der kan blive centrum for næste kapitel i krigen i Syrien. Men vi har et problem. Bilens tank er næsten tom, og det samme er tankstationerne
Manbij i det nordlige Syrien kontrolleres af SDF’s allierede arabiske militser (billedet). Ligesom de andre ved fronten, ønskede den arabiske kriger på billedet ikke at blive fotograferet forfra.

Manbij i det nordlige Syrien kontrolleres af SDF’s allierede arabiske militser (billedet). Ligesom de andre ved fronten, ønskede den arabiske kriger på billedet ikke at blive fotograferet forfra.

Waleed Safi

4. februar 2019

QAMISHLI-MANBIJ – Dagen begynder med 140 kilometer i timen med YPG-krigeren Rambo fra Kobane bag rettet. Han kører, som var han Michael Schumacher. Det er daggry, motorvejen er tom, og græsset på sletterne er hvidt, dækket af frost.

Vi er på vej til Manbij.

Motorvejen, vi kører på, forbinder Mosul med Aleppo – Iraks og Syriens næststørste byer. Den ligger præcis på oldtidens sydlige silkevejsrute, der forbandt Kina med Karakoram i Himalaya, Hindu Kush-bjergene i Afghanistan, videre over Persien og Mesopotamien, inden godset blev fragtet til havnen i Antioch i Østlevanten, hvorfra de blev sejlet på skibe til kejseren i Rom.

I dag er der intet storslået eller romantisk over ruten. Bag os ligger Mosul forvandlet til en bunke smadret beton, og foran os er Aleppo det samme. Mellem de to storbyer er vejen nogle steder gennemhullet af mortergranater fra krigen.

De små landsbyer langs ruten er i forfald med sammenstyrtede huse, bombet af enten amerikanere, russere eller Assad-regimet, fordi de engang husede jihadister eller oprørere.

Skoler, tankstationer, offentlige bygninger og Nordsyriens enorme kornsiloer er transformeret til militærbaser forskanset med sandsække, pigtråd og unge kurdiske eller arabiske krigere bevæbnet med kalasjnikovrifler.

Civilbefolkningen i landsbyerne ligner noget fra en postapokalyptisk hollywoodfilm. Underkuede, triste, og knækkede. Forskellen er, at Hollywood råder over professionelle makeupartister, der nomineres til oscarpriser for at gøre lidelsen så realistisk som muligt. I Syrien er det krigens makeup. En ægte krig med ægte bomber, sult, og lidelse, der nu har varet i otte år og tegnet ægte streger i civilbefolkningens ansigter.

»Nu skal du få Lortesyrien at se,« siger Rambo med speederen i bund.

De sidste par dage tilbragte vi i Qamishli, Rojavas de facto-hovedstad, i dag er vi på vej til Manbij i det nordlige Syrien, som kontrolleres af SDF’s allierede arabiske militser.

Byen er omstridt og kan gå hen og blive centrum for krigens næste drama.

Assad vil have Manbij tilbage under Damaskus’ kontrol efter talrige sejre over de foregående måneder. Kurderne vil have byen for at bevare Rojava-kantonerne forbundet geografisk. Erdogan ønsker at sabotere kurdernes planer i sine bestræbelser på at gøre Manbij til en enorm kontrolpost for at splitte kantonerne ad, så han kan holde styr på kurderne i sin baghave.

Putin står bag Assad, men vil måske hjælpe Erdogan, hvis tyrkerne overdrager Idlib-provinsen i det vestlige Syrien til regimet mod til gengæld at få lov til at knuse kurderne. USA har imidlertid Donald Trump. Ingen ved endnu, hvad der foregår oppe i Trumps hoved, når det handler om Manbij, hvor der stadig er amerikanske soldater udstationeret til trods for hans dramatiske tweet om at trække dem tilbage.

Kan man kæmpe krige uden brændstof?

Rambo – manden som for nogle dage siden hentede mig fra den syrisk-irakiske grænse for at køre mig til Qamishli – har humørsvingninger i dag. Det ene øjeblik er han aggressiv som en kriger i Kobane. Det andet er han bedrøvet og lytter til klagesange om kurdernes lidelser. Andre gange forsøger han at lege digter med poetiske håndbevægelser.

»I tusind år har kurderne sunget på bjergskråningerne, mens de blev massakreret, og om tusind år vil kurderne stadig synge på bjergskåningerne, mens de bliver massakreret,« synger han bag rettet og rækker pegefingeren ud i horisonten, som Adam mod Gud i Michaelangelos loftsmaleri i Det Sixtinske Kapel.

Rambo og jeg skal først forbi militærbasen for Manbijs militærråd, som ligger ved byen Ain Issa, inden vi må krydse Eufrat-floden. Vi skal have grønt lys fra mediekontoret, før vi må køre til Manbij, hvor vi skal tale med kommandanter ved fronten mod de tyrkiskstøttede styrker.

Men vi har et problem, der muligvis kan forklare Rambos humørsvingninger denne morgen. Bilens tank er næsten tom, og det samme er tankstationerne på vejen til Manbij.

»Har du ren diesel?« spørger Rambo, da vi kører ind på en tankstation.

Den gamle mand ryster på hovedet.

»I må køre videre,« svarer han.

Vi kører videre til den næste tankstation på vejen og drejer til højre ved udkørslen.

»Har du ren diesel, brormand,« spørger Rambo igen.

Den unge mand ryster også på hovedet.

Sådan fortsætter det hele dagen, for hele det nordlige Syrien er nærmest tørlagt for ’rent’ brændstof denne morgen. Historien er kompliceret. De fleste af Syriens oliefelter er under kurdisk kontrol, men selve raffinaderierne ligger i de regimekontrollerede områder.

Den olie, som udvindes af kurderne i det nordlige Syrien, behandles i de få primitive raffinaderier i området. Den er af elendig kvalitet og har det med at smadre bilmotorer, hvis den anvendes for ofte.

»Vi sælger råolie til regimet, men regimet sælger ingenting tilbage efter raffinering. Det er nok for at holde styr på os kurdere. Derfor sidder vi tilbage med diesel af så ringe kvalitet,« siger Rambo.

Der findes flere forskellige klasser af diesel i Nordsyrien, forklarer Rambo.

Den absolut ringeste diesel, kalder de for »jord«, fordi den er så ubehandlet. »Honning« er smule bedre end »jord«, men den absolut bedste kvalitet kalder syrerne for »guld«, og guldet kontrolleres altså af Assad i Damaskus.

»Vi skal nok finde guld. Det findes på det sorte marked i Manbij. Lang historie. Vi finder noget efter basen,« siger Rambo.

Kaos ved basen

Ved den befæstede port foran basen står en bevæbnet arabisk kriger, der ligner et IS-medlem med sit store sorte skæg og partisantørklæde bundet om hovedet som en bandana. Han holder vagt ved porten, hvor mediecentret har hovedkvarter.

»Har I egentlig diesel på basen,« spørger Rambo krigeren.

»Vi får kun lidt. Den søn af en luder, Assad, holder tilsyneladende lastbilerne tilbage for tiden, siger de,« svarer krigeren ved porten.

»Hvem de,« spørger Rambo.

»Min senile tante siger det. Helt ærligt, hvem tror du? Folk på gaden selvfølgelig.«

Rambo læner sig forud ved sideruden, så han er tættere på krigeren ved porten:

»Sig mig engang, hvad fuck har I tænkt jer at gøre uden brændstof, hvis amerikanerne trækker sig ud, og Erdogan pludselig kommer og boller jer i røven,« spørger Rambo sarkastisk.

»Hør lige her. Jeg er araber, og du er kurder. Alle boller os hele tiden i røven,« svarer krigeren lige så sarkastisk.

»Hvordan vil vi gå i krig uden brændstof,« spørger Rambo.

»Jeg aner da ikke, hvad vi gør, hvis krigen kommer! Vi må slæbe våben og køretøjer på ryggen af æsler eller selv trække lortet som æsler,« siger krigeren irriteret, og tydeligvis interesseret i at få Rambo væk fra porten.

Inde på mediekontoret er stemningen lettere kaotisk. De fleste er arabere, men der er også en del kurdere, og ingen er i tvivl om, at kurderne er øverst i fødekæden.

En kvindelig kurdisk kommandant, der har ansvaret for fæstningen, er vred over, at to vist nok franske journalister tilsyneladende har sneget sig uden om mediekontoret og taget turen direkte til Manbij uden tilladelse.

»Hvordan tror I, at det vil se ud internationalt, hvis der sker dem noget,« råber hun på gangen.

Kommandanten har for få minutter siden ydmyget de arabiske mænd, der arbejder på kontoret. De sidder alle som små drenge med rastløse ben og venter på, at hun falder ned.

Hun kommer ind på kontoret igen flankeret af to mænd, der går bag hende som tjenere. Hun kigger nedladende på mændene i kontoret og forsvinder straks bag døren igen med mændene i hælene på hende. Den ene af mændene på kontoret bliver irriteret.

»Shhh, sæt dig ned,« siger Abo Amro til kollegaen, som er lige ved at brokke sig over kommandantens nedladenhed.

»Jeg har kæmpet med hende i Raqqa, brormand. Brutal! Hun kan knuse dig, dit liv og smide hele din klan ned i en massegrav bare ved at knipse med fingrene, så bare hold din kæft og lad være med at lege superhelt nu,« kommer det afdæmpet fra Abo Amro.

Mens vi venter på kommandantens tilladelse til at køre videre, taler vi om den politiske situation i det nordlige Syrien set fra pressemedarbejdernes side på mediekontoret.

»Situationen er rodet,« siger Abo Amro, en mand i start-30’erne, ansvarlig for pressemeddelelserne fra Manbijs militærråd, der hører under den kurdiske kommando i det nordlige Syrien.

»Der er noget rod. Efter Trumps tweet har vi nærmest ikke offentliggjort en skid, for ingen ved en skid. Vi ved ikke, om Erdogan kommer, eller om Assad kommer, eller om amerikanerne overhovedet skrider. Vi ved ingenting. Topledelsen følger med på Twitter for at få deres nyheder ligesom alle andre. Alt foregår under bordene i Moskva, Washington, Ankara, Damaskus. Vi ved ingenting. Vi er alle sammen på skideren, kammerater!« siger han.

To minutter senere kommer en af de mænd, som lige før gik i hælene på den kvindelige kommandant.

»Danskerjournalisten må godt smutte til Manbij,« siger han knastørt og giver os et papir, tilladelsen der får os igennem kontrolposterne.

Bange krigere og passive indbyggere

De arabiske krigere, der er udstationeret nord for Manbij under PYD’s kommando ved ’fronten’, og som skal forsvare byen mod de tyrkiskstøttede styrker i tilfælde af et tyrkisk angreb, er bange.

Da jeg hiver kameraet op, er der flere af krigerne, som straks gemmer sig bag sandsække og barrikader, som om kameraet var et maskingevær, der skal til at affyre en salve.

»Hvis du tager et billede af mig, bliver det nok min sidste dag i live. Please, lad være!« siger en af krigerne og beder mig sænke kameraet.

Disse krigere skal både forsvare det nordlige Syrien og Rojava, men de er bange for et kamera, og frem for alt bange for at blive afsløret som de krigere, der skal kæmpe mod Erdogans styrker.

Der viser sig, at der er en god forklaring.

»Kan du se områderne derude,« spørger en af krigerne, Abu Samra.

Han peger på det grønne landskab med bakkerne ude i horisonten.

»Det er syriske landsbyer derude. De er under tyrkisk kontrol. Vores familier lever i de landsbyer, og vi frygter for deres sikkerhed,« siger Abu Samra.

Nogle steder langs grænsen har Tyrkiet besat området 20 kilometer ind i det nordlige Syrien. I nogle af de besatte områder lever krigernes klan- og familiemedlemmer stadig under tyrkisk kontrol. De tyrkiskstøttede styrker har på en måde taget de arabiske krigeres familier som gidsler bag bakkerne.

»De lever i bedste velgående, og tyrkerne behandler dem godt, men hvis mit billede offentliggøres, kan det måske give dem problemer,« siger Abu Samra.

Lidt efter ankommer major Khalil, den ansvarlige for fæstningen. En kikset mand med tykt overskæg. Han hiver hele tiden op i bukserne, fordi han har glemt sit bælte et sted bagved. Major Khalil ligner slet ikke en major, men snarere en ganske almindelig mand, der tilbringer meget af dagen på den lokale kaffesalon med backgammon og dominobrikker.

»Vi er parate til at knuse Erdogans neoosmanniske ambitioner i regionen,« siger major Khalil propagandistisk.

Da jeg hiver kameraet op igen, beder han mig om at sænke det af »sikkerhedsmæssige årsager«.

»Vent lige lidt, kammerat. Tag et foto af mig fra siden eller bagfra, bare ikke forfra,« siger han.

Major Khalil og krigerne er tydeligvis presset fra alle sider. De kæmper under kurdisk kommando, mens Erdogan har deres familier på den anden side, samtidig med, at de fleste af deres klanledere har gode relationer til Assad-regimet.

Jeg hopper tilbage i bilen med Rambo, så vi kan køre retur til Qamishli.

»Deres loyalitet er en flydende størrelse,« siger Rambo.

For disse krigere handler det tydeligvis om at slippe helskindet gennem balladen og stadig modtage løn fra den ene eller anden part i konflikten. De ligner en flok, som venter på at se, hvem der bliver den nye sherif i byen. Nogle, som når som helst kan finde på at udskifte PYD’s uniformer med de tyrkiske – eller regimets måske.

På vejen tilbage stopper vi op i selve Manbij. De fleste af byens indbyggere er sunnimuslimske arabere ligesom krigerne. De er passive og knækkede og ligeglade med, hvem der kontrollerer byen.

»Erdogan, Assad, Putin, Öcalan. Vi er ligeglade med, hvem der styrer, bare der er gas, brød og mad på bordet, så er vi lykkelige,« siger gadesælgeren.

Brændstof på vej hjem

Rambo sætter kursen mod Qamishli. Vi er nødt til at begynde rejsen tilbage inden solnedgang af hensyn til sikkerheden. Men bilens tank er nu ved at være helt tom, og Rambo vil have ren diesel for ikke at smadre sin motor. Han er overbevist om, at der findes ren diesel i Manbij.

»Hvor finder jeg ren diesel,« spørger han tilfældige på gaden.

»Spørg ved mekanikerne længere fremme,« siger en forbipasserende mand.

Vi finder mekanikerne længere fremme. Her står en mand i slut-20’erne, der mangler en arm. IS huggede armen af, da de kontrollerede byen for nogle år siden, fordi de anklagede ham for at stjæle. Manden ender med at blive vores redning.

»Min onkel har lige modtaget gylden diesel fra regimets side,« siger han og hopper med os i bilen for at vise vej til onklen.

Onklen bor i et beboelsesområde væk fra mekanikerne. Hjemme hos ham står der dusinvis af store dieseldunke i baghaven. Af alle steder hele vejen fra Qamishli til Manbij finder vi diesel i en baghave. Onklens bukser, jakke og hud har samme farve som diesel.

»Vi smugler lortet fra de regimekontrollerede områder,« indrømmer onklen.

Den allerede komplicerede historie om ren diesel viser at være mere knudret. Ruterne mellem de kurdiske og de regimekontrollerede områder er åbne for samhandel. Lastbilerne kan frit køre frem og tilbage i modsætning til de ruter, der forbinder regimet og de oprørskontrollerede områder. Og det udnytter nogle syrere til at smugle ren diesel fra regimets side.

Onklen uddyber, hvordan smugleriet foregår:

»Når for eksempel en lastbil fra vores områder har fragtet olie, varer eller noget helt tredje til Damaskus eller Homs, fylder lastbilchaufføren sin nu tømte lastbil op med gylden diesel fra mellemmænd i de regimekontrolleret områder på vejen hjem.«

Og her kommer onklen ind i billedet. Når lastbilchaufføren ankommer med fuld last til det nordlige Syrien, sælger lastbilchaufføren »guldet« på det sorte marked i en af byerne.

»Og så sælger jeg lortet videre til jer. Men det er blevet sværere på det seneste,« forklarer onklen.

Turen til Qamishli går stille for sig. Rambo er nogle gange tilbage som digter, nu hvor tanken igen er fyldt op med gylden diesel.

»I tusind år har kurderne sunget på bjergskråningerne, mens de blev massakreret, og om tusind år vil kurderne stadig synge på bjergskåningerne, mens de bliver massakreret,« synger han bag rettet og rækker pegefingeren ud i horisonten.

Jeg ankommer til hotellet lige inden midnat og pakker mig ind i tøj og tæpper for at holde varmen. Rotten viser sig heller ikke i nat. Eller også sover jeg så tungt efter turen til Manbij, at jeg bare ikke bemærker det. I morgen tidligt skal jeg interviewe den kurdiske leder Salih Muslim, inden jeg sætter kursen tilbage mod den syrisk-irakiske grænse.

Serie

Rejsedagbog fra Rojava

Informations mellemøstkorrespondent er rejst til det nordlige Syrien for at beskrive situationen og stemningen i de kurdisk kontrollerede områder, efter Trumps ordre om at trække de amerikanske styrker hjem. I dagbogsform rapporterer han fra sin køretur med en peshmerga-kriger på tværs af Nordirak, gennem Rojava i det nordlige Syrien og hele vejen til den omstridte by Manbij, som mange mener bliver næste frontlinje i det krigshærgede land.

Seneste artikler

  • »Vi havde glemt, at kurderne kun har bjergene som venner«

    5. februar 2019
    Om få år vil Tyrkiet gøre krav på de kurdiske områder i Syrien, frygter den kurdiske leder Salih Muslim. Både Rusland, Europa og USA har svigtet deres kurdiske allierede, men hvis de skandinaviske lande vil, kan de stadig nå at gøre en forskel, mener han
  • Kurdernes historie er hidtil blevet skrevet af deres fjender

    2. februar 2019
    Dag to, en dag i Qamishli. På kort tid har Syrisk Kurdistan opbygget et velfungerende bureaukrati og statsapparat, selv om de faktisk hverken ønsker løsrivelse eller selvstændighed. De vil bare gerne fortsætte det succesfulde samarbejde med Assad-regimet – og have lov til selv at definere den kurdiske historie
  • Syriens kurdere venter: »Hvorfor fanden vil Erdogan invadere det her lortested?«

    1. februar 2019
    I Syriens kurdiske områder er stemningen spændt efter Donald Trumps ordre om at trække de amerikanske styrker hjem. Alle afventer, om Tyrkiet og præsident Erdogan virkelig har tænkt sig at invadere, når USA er væk. Kurderne hader tyrkerne og især Erdogan. Information er rejst til det kurdisk kontrollerede Rojava
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Steen Voigt
  • Henrik Leffers
  • Anders Graae
  • Torben Lindegaard
  • Trond Meiring
Niels Duus Nielsen, Steen Voigt, Henrik Leffers, Anders Graae, Torben Lindegaard og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Waleed Safi

Superspændende.

Der er ligefrem noget "The Honourable Schoolboy" over køreturere i Syrien - skrevet helt uden ironi - og så bliver det ikke meget bedre.

Jeg glæder mig allerede til forsættelsen i morgen.

Niels Duus Nielsen, Peter Andreasen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar