Læsetid: 7 min.

Exit Brexit: The Guardians korrespondent er hoppet af i Tyskland

Bye bye, Britain. Som konsekvens af Brexit har The Guardians korrespondent Kate Connolly tænderskærende droppet sit britiske statsborgerskab til fordel for et tysk. Nu har hun skrevet en både politisk og personlig bog om processen – og dermed om Brexits menneskelige konsekvenser i en splittet familie i et dybt splittet land
Når man ser debatterne om Brexit i det britiske underhus, hvor de er veltalende og citerer Shakespeare og buher, så får man fornemmelsen af, at de nyder den cirkusagtige stemning, selv om det er en forfærdelig situation, skriver Kate Connolly.

Når man ser debatterne om Brexit i det britiske underhus, hvor de er veltalende og citerer Shakespeare og buher, så får man fornemmelsen af, at de nyder den cirkusagtige stemning, selv om det er en forfærdelig situation, skriver Kate Connolly.

Ahmed Gomaa Xinhua / eyevine

8. februar 2019

Hun lægger ikke ligefrem skjul på det: Fredag den 24. juni 2016 var en lortedag for Kate Connolly, der til daglig er den britiske avis The Guardians korrespondent i Tyskland.

Efter en hård valgkamp havde tabloidavisen The Suns spiseseddel om torsdagen omtalt dagens Brexit-afstemning som »Independence Day«. En søvnløs valgnat senere måtte Kate Connolly sande, at 51,9 procent af de britiske vælgere havde set det på samme måde og stemt for et britisk farvel til EU.

Lammet af skræk – som hendes eget ordvalg lyder – lå hun i sengen, mens den triumferende Nigel Farage fyldte hele sendefladen.

»Jeg følte mig fuldstændigt hjælpeløs,« siger Kate Connolly, da hun på et let britisk farvet-tysk præsenterer sin nye bog ’Exit Brexit’ i Berlin.

»Og jeg må indrømme, at jeg var totalt overrasket. Stort set alle i min vennekreds havde som en selvfølge stemt imod Brexit. Hvilket i sig selv er en del af problemet.«

Uvis status

Før Brexit havde Kate Connolly altid følt sig veltilpas som brite med EU-pas i Tyskland, hvor hun er tysk gift og har to børn. Men med Brexit begyndte hendes identitet og hendes »naturlige fornemmelse for britishness« at vakle, som hun formulerer det.

Ligesom tusindvis af andre briter valgte hun derfor at droppe det britiske statsborgerskab til fordel for et tysk.

Denne personlige proces udgør i bogen ’Exit Brexit’ rammen om analysen af den evige britiske ambivalens over for den europæiske idé – fra Winston Churchills fredsmission over Thatchers »I want my money back« og John Majors kamp med det Europæiske Monetære System til David Camerons skæbnesvangre afstemning.

Samtidig lukker Kate Connolly op for posen med personlige detaljer om den bureaukratiske kamp, sprogprøverne og de kiksede ceremonier – og al hendes tvivl, da hun pludselig finder sig selv ved de tyske migrationsmyndigheder sammen med bl.a. afghanere og syrere, der er flygtet fra borgerkrig og eksistentiel nød.

Alligevel vil hun med bogen ikke kun fortælle om sine egne oplevelser, bedyrer hun. For millioner af briter rundt i Europa og millioner af europæere i Storbritannien har Brexit haft lignende praktiske og følelsesmæssige følger.

»Det gælder især nu, hvor vi stadig ikke aner, hvilken status Storbritannien får, og hvad folk kan stille op med et britisk pas fra den 31. marts,« siger hun.

»Personligt ville jeg ikke have meget tillid til, at de britiske politikere ikke skulle trække mine rettigheder væk under mig.«

Lad det ligge

Kate Connolly lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af de britiske politikere og det splittede britiske samfund. Denne splittelse går langt ind i hendes egen familie, hvor hendes far stemte imod Brexit, mens hendes mor stemte for.

»For min far var det økonomiske afgørende for at blive i EU. For min mor var indvandringen det udslagsgivende for at stemme for Brexit. I dag er det altid elefanten i rummet, når vi er sammen. Vi har besluttet ikke at tale om det,« fortæller hun.

»Også ved familiefester bliver det sagt ligeud – selv fra dem, som tidligere godt kunne lide at få en god diskussion i gang – at vi please lader emnet Brexit ligge.«

Alligevel fornemmer Kate Connolly, at rollerne efterhånden er byttet om. Hendes mor tvivler på sin beslutning om at forlade EU, mens faren ser mere positivt på den forestående Brexit, fordi alle de økonomiske skrækscenarier ikke er indtruffet.

»Selv om vi stort set ikke snakker om det, er det et ømt punkt i en familie; når det hele tiden kører i nyhederne; når den polske rengøringskone kommer forbi og begynder at tale om det; eller når min mor er til pilates, hvor de har en lærerinde fra Letland,« siger Kate Connolly.

»Undskyld, men så får jeg svært ved at forklare mig selv, hvordan man som Brexit-fortaler får det til at passe sammen i sit hoved – at disse mennesker ikke længere skulle have adgang til Storbritannien.«

Da hun breakede nyheden om at droppe sit engelske statsborgerskab, kiggede hendes mor da heller ikke op fra sin sudoku.

»Hun forstod selvfølgelig godt mine pragmatiske grunde til at skifte statsborgerskab. Og for første gang så hun, at hendes valg havde praktiske konsekvenser, også for familien.«

Før Brexit havde den britiske journalist Kate Connolly altid følt sig veltilpas som brite med EU-pas i Tyskland, hvor hun er tysk gift og har to børn. Men med Brexit begyndte hendes identitet og hendes »naturlige fornemmelse for britishness« at vakle, som hun formulerer det.

Ritzau Scanpix

I seng med fjenden

At Kate Connolly nu har netop et tysk pas, er ikke et tema i familien. Men det er det med generelle britiske briller.

Historisk har EU-debatten både været præget af bureaukratikritik, krumme bananer og mælkekvoter, mens yderfløjene har svælget sig i slagord om Bruxelles som den store undertrykker og en slags Sovjet 2.0.

Samtidig har forholdet til Europa konstant stået i skyggen af det 20. århundredes krige – og dermed forholdet til Tyskland. Det har smittet stærkt af på Brexit-debatten, selv i begavede klummer og kommentarer i britiske kvalitetsaviser, mener Kate Connolly.

»Man finder stadig regelmæssige antydninger af Hitlers planer for erobringen af Europa med undertonen: Tyskerne har altid villet os det ondt. Brexit fremstilles ofte som en moralsk kamp mod Tyskland. Det er ekstremt primitivt,« siger hun og opfordrer briterne til en smule mere selvrefleksion.

»Det er pinligt at se på den her attitude med, at Storbritannien kan alting selv. De britiske politikere er ikke bare ude af stand til at træffe en holdbar beslutning. De tror ovenikøbet, at det er i orden at sætte sig mellem alle stole. Når man ser debatterne i underhuset, hvor de er veltalende og citerer Shakespeare og buher, så får man fornemmelsen af, at de nyder den cirkusagtige stemning, selv om det er en forfærdelig situation.«

Før Brexit-afstemningen kunne EU i Kate Connollys øjne klart have ageret klogere. Men i den nuværende situation kan hun ikke se, hvordan EU27 skulle kunne bevæge sig. I hele debatten om den irske bagstopper ligger bolden derfor også entydigt hos Storbritannien, mener hun.

»May prøver at stille det hele på hovedet ved at kræve nye forhandlinger om bagstopperen og den irske grænse. Men det er katten, der bider sig selv i halen. Der er ikke kommet noget konkret fra britisk side. De taler om ’tekniske løsninger’, men de har aldrig konkretiseret det eller peget på lignende løsninger rundt i verden.«

Ensomt og splittet

Trods sin emotionelle tilgang til emnet Brexit fortrækker Kate Connolly ikke en mine, da Information spørger hende, om det ikke er noget elitært fis, når hun som privilegeret korrespondent drøner rundt i Europa og nu får identitetskrise over et EU-medlemskab hjemme i Storbritannien.

For det første understreger hun, at det selvfølgelig handler om politisk sikkerhed på et helt andet niveau end ved krigsflygtninge. Og for det andet har hun måske ikke meget forståelse for sin mors valg, men det har hun derimod for mange leave-vælgeres position generelt.

»Prøv at se på, hvor økonomisk og socialt pressede mange briter er,« siger hun og nævner en by som Crewe i nærheden af Liverpool, hvor over 60 procent stemte for Brexit.

»Mange har to eller tre jobs for at kunne overleve. Mange landeveje er lukkede, fordi de er for nedslidte, og der er stort set intet liv i byerne. Rigtig mange føler sig efterladte og ensomme – ensomhed er nærmest en folkesygdom i Storbritannien,« siger hun.

De mennesker har derfor rigtig mange gode grunde til skepsis over for den eksisterende orden, for EU og for globaliseringen.

»Problemet er, at de er blevet stukket blår i øjnene (med de positive følger af Brexit, red.). Meget af det forstod jeg nok først rigtigt efter valget.«

Synkende skude

Alligevel føler hun ikke, at hun har levet i en elitær boble, hvor hun som journalist måske har været med til at drive Brexit frem.

»Jeg så det klart som helt ulogisk at træde ud af EU, og jeg opsøgte personligt heller ikke de steder, hvor Brexit-fløjen stod stærkest,« siger hun.

Det gjorde hendes kolleger i Storbritannien derimod. Også internt på The Guardian var der stærk uenighed – bl.a. argumenterede den daværende økonomiredaktør stærkt for Brexit, påpeger hun.

Men selv om der er masser af politiske og økonomiske analyser af, hvorfor det endte med Brexit, er der i Kate Connollys øjne endnu ingen omfattende journalistisk-etisk debat om forløbet og mediernes rolle i det.

»Der er endnu ikke lavet de overordnede analyser. Det kommer formentlig om nogle år, lidt ligesom med Irak-krigen under Tony Blair, hvor der først kom undersøgelsesudvalg og gennemgribende analyser med flere år forsinkelse. Så kommer de store teaterstykker og filmene om Brexit sikkert også,« siger hun med en opgivende mine.

Til den tid er skaden nemlig sket.

»May vil forene landet, men det ser skidt ud. Hendes parti er splittet, Labour er splittet, socialt er Storbritannien et splittet og ensomt samfund. Det er trist at sige.«

At et uafhængigt Storbritannien skulle genrejse sig til gammel storhed uden for EU, er derfor ren indbildning, der vil skuffe briterne voldsomt i de kommende år.

»Jeg bruger billedet af Storbritannien som det stolte synkefri skib, som de britiske politikere med åbne øjne styrer mod isbjerget,« siger Kate Connolly og indrømmer, at det ikke er vildt originalt. Til gengæld forstår alle det.

»I det billede er det tyske pas en redningsbåd for mig.«

Benedict Cumberbatch gør det fremragende i rollen som Leave-kampagnelederen Dominic Cummings.
Læs også
Professer i moderne britisk historie David Edgerton mener ikke, at Brexit kan forklares med hverken imperietiden eller Anden Verdenskrig. Tværtimod mener han, at man muligvis finder bedre forklaringer ved at skue tilbage til Tatchertiden.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Gert Romme
  • Jørn Andersen
Kim Folke Knudsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Gert Romme og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ifølge BBC fik 12.994 briter pas fra et EU-land i 2017 mod 5.025 i 2016 og 1.800 i 2015. Og især
Forbundsrepublikken, Frankrig, Belgien og Spanien har fået mange britiske ansøgere til statsborgerskab. Og alene i januar 2019 søgte lige så man briter statsborgerskab i Sverige som i hele 2015.

Så det er ikke kun de store bank-koncerner, bilproducenter og Airbus, der søger væk fra Storbritannien. Det går mange af deres ansatte også.

Man kan da ikke andet end få sympati med den stakkels mor, som må stå model til scener hver gang hendes forkælede journalist-datter bringer elefanten i rummet på banen, nemlig at man kan stemme som man har lyst til i et demokrati. Og hvorfor opgiver datteren lige sit britiske pas?

Jeg håber da ikke, jeg ødelægger den gode stemning ved at gøre opmærksom på, at regeringen i Neiderlanderne oplyser, at netop nu vil mere end 250 store virksomheder flytte fra Storbritannien til Neiderlanderne inden brexit.

De fleste er britiske, men der er også virksomheder fra USA og Asien.

Iflg. finansministeriet flyttede allerede sidste år 42 store virksomheder eller Europæiske filialer deres adresse fra Storbritannien til Neiderlanderne. Og i år har bl.a. Discovery og Bloomberg meddelt, at de er i gang med investeringer Neiderländerna som følge af exit.

Samtidig gøres der opmærksom på, at mange flere store virksomheder er på vej til bl.a. Tyskland, Frankrig og Luxembourg med flere.