Læsetid: 7 min.

Femstjernebevægelsen giver køb på principperne for at redde Salvini og tre andre nyheder fra verden

Femstjernebevægelsen stemmer imod sine principper for at redde regeringspartneren Matteo Salvini fra retsforfølgelse for kidnapning af migranter. Tyske Heckler & Koch er dømt for illegalt våbensalg til Mexico. Cuba stemmer om ny forfatning, men forbliver en etparti-stat. Og så er den skrantede 82-årige Bouteflika klar til en femte periode som præsident i Algeriet
Regeringspartiet Femstjernebevægelsen valgte i denne uge at holde hånden over regeringspartneren Matteo Salvini, så han undgik at blive retsforfulgt for kidnapning af migranter.

Regeringspartiet Femstjernebevægelsen valgte i denne uge at holde hånden over regeringspartneren Matteo Salvini, så han undgik at blive retsforfulgt for kidnapning af migranter.

Tony Gentile

23. februar 2019

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

  • Onlineafstemning redder Salvini

Anklagede italienske politikere skal forsvare sig selv i en retssal, og de skal ikke kunne gemme sig bag parlamentarisk immunitet.

Det var regeringspartiet Femstjernebevægelsens princip, indtil det pludselig ikke længere var det. Sådan lyder kritikken fra politiske modstandere, efter partiet i denne uge valgte at holde hånden over Matteo Salvini, partilederen fra regeringspartneren Lega.

Salvini, der både er indenrigsminister og vicepremierminister, var ellers i alvorlig risiko for at blive stillet for en dommer for kidnapning og indespærring af 177 migranter. Tilbage i august gav han nemlig ordre til, at migranterne i fem dage ikke måtte forlade det italienske kystvagtskib Diciotti, der havde samlet dem op i Middelhavet – også selvom skibet var kommet i havn i den sicilianske by Catania.

Anklagemyndigheden i Catania bad det italienske senat om at ophæve Salvinis immunitet som senatsmedlem, så man kunne tage de næste skridt for at retsforfølge den omstridte og indvandringsfjendske politiker.

Men det skridt blev blokeret, da Femstjernebevægelsen mandag lagde beslutningen om Salvinis immunitet ud til en onlineafstemning blandt partiets medlemmer. Ud af de ca. 52.000 partimedlemmer, som stemte, ønskede lige under 60 procent at beskytte Salvini.

Femstjernebevægelsen har ellers længe raset mod politikere, som har brugt deres parlamentariske immunitet for at undgå retssager. Det er en udbredt praksis, som har gjort, at medlemmer af den politiske elite ofte undgår at blive stillet til ansvar for deres gerninger. Partiets linje var langt hen ad vejen affødt af de mange skandalesager, som ramte den tidligere premierminister Silvio Berlusconi.

Onlineafstemningen afgjorde, hvordan senatsmedlemmer fra Femstjernebevægelsen tirsdag stemte i en senatskomité, som skulle tage stilling til sagen. Her stemte 16 senatorer for at redde Salvini, mens seks stemte imod.

Med resultatet undgår regeringen at blive sprængt, efter den såkaldte Diciotti-sag allerede havde skabt store spændinger, da dele af Femstjernebevægelsen er yderst kritisk overfor Salvinis ageren – både i kidnapningssagen og generelt med sin meget hårde linje overfor migranter, som han mener er ved at oversvømme Italien og bringer kriminalitet med sig.

Men Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio, og premierminister Giuseppe Conte har understreget, at de bakkede op om Salvinis beslutning om at holde migranterne indespærret på båden, indtil andre EU-lande accepterede at tage imod dem.

Søndag forsvarede Salvini selv sin handling: »Det, som jeg gjorde, gjorde jeg for at beskytte borgernes sikkerhed. Og hvis det bliver nødvendigt, så gør jeg det samme igen.«

  • Tysk våbenfabrikant dømt skyldig i skandale om illegal eksport

Den tyske våbenfabrik Heckler & Koch har i årtier været en af verdens største eksportører af håndvåben og geværer som G3 og G36, hvor aftagerne er alt fra europæiske politistyrker til styrker i verdens konfliktzoner.

Disse eksporter er i princippet underlagt faste forskrifter og forbud. I tilfælde som Mexico er sagen dog mere kompliceret. Det har med al tydelighed vist sig i den tyske histories største og mest komplicerede retssag om illegal våbeneksport, som torsdag endte med, at netop Heckler & Koch blev idømt en bøde på ca. 27 millioner kr. for at have brudt den tyske lov om våbeneksport. Koncernens årlige omsætning er ca. 1,5 mia. kr.

Sagens kerne er, at Heckler & Koch i årene mellem 2006 og 2009 leverede omkring 9.000 G36-geværer og maskinpistoler til Mexico. Heraf landede ca. halvdelen i provinser som Chiapas og Guerrero, der er særligt plaget af narkokrige og korrupte politistyrker, og som der derfor slet ikke må eksporteres tyske våben til. Retssagens stridspunkt var derfor, om medarbejderne bevidst har manipuleret med tilladelserne, i forhold til hvor i Mexico våbnene ville ende.

Skandalen bliver kun mere alvorlig af, at netop Heckler & Kochs G36-geværer beviseligt var involveret i massakren på 43 studenter i Guerrero-provinsen i 2014.

Selv om Heckler & Koch torsdag blev kendt skyldig, og to ud af de fem anklagede fik betingede fængselsdomme på 17 og 22 måneder, hed det ved domsafsigelsen, at retssagen ikke er et tribunal over tysk våbenindustri eller -eksport som sådan. Kritikere påpegede derimod det absurde i, at tyske myndigheder kun bandlyser eksport af våben til visse mexicanske stater, og flere medier henviste til, at spredningen er meget svær at kontrollere, hvilket bl.a. bekræftes af, at håndvåben made in Germany som Heckler & Kochs G36 også er fundet i sortlistede lande som Libyen.

To hovedpersoner i skandalen var dog ikke til stede i retten. Den ene er angiveligt for syg til at rejse fra Mexico og har nu en international arrestordre over hovedet. Den anden er død.

I sin intensive dækning af retssagen skønner den tyske radiokanal Deutsche Welle, at Heckler & Kochs G36 og dets forløber, det legendariske og usædvanligt holdbare G3-gevær, hvis udbredelse kun overgås af det russiske Kalasjnikov, har kostet millioner af menneskeliv siden 1950’erne.

Samlet eksporterede den tyske våbenindustri i 2018 for ca. 36 mia. kroner. Heraf gik 52 procent til lande uden for EU og Nato.

  • Aldrende, lammet og syg styrer Algeriets Bouteflika mod en femte præsidentperiod

Abdelaziz Bouteflika ligner en mand i sin bedste alder. Med hvidt overskæg, røde kinder, resolut blik i øjnene og optimistisk smil på læberne skuer den siddende præsident ned på sine 42 millioner landsmænd fra de valgplakater, som i disse dage er på vej op i Algeriet.

Den 18. april kan algerierne stemme på ham for fjerde gang. Det blev klart, da Bouteflika sidste søndag bekendtgjorde, at han søger genvalg. Valgets udfald og en femte regeringsperiode til Bouteflika er en formalitet. Han har regeret Algeriet siden 1999, og ikke én gang har han fået under 73 procent af stemmerne.

Virkelighedens Bouteflika ligner dog ikke valgplakatens. At kalde den snart 82-årige præsident skrantende ville være en underdrivelse. Siden et slagtilfælde i 2013 har han siddet i kørestol. Talens brug har han stort set mistet. På hans stadig sjældnere fotos forekommer blikket stadig mere fraværende. I de senere år har statsbesøg måttet aflyses, fordi præsidenten var svag og syg.

Allerede ved forrige valg i 2014 var helbredet så gebrækkeligt, at Bouteflika måtte give afkald på at føre offentlig valgkamp. Alligevel blev han genvalgt med 81 procent af stemmerne.

Hvor stort et mandat hans enorme sejrsmargin reelt udtrykker, kan der kun gisnes om. Nyere algerisk valghistorie skæmmes ifølge internationale observatører og ngo’er som Freedom House af »massiv svindel og uigennemsigtige processer.«

Som den algeriske forfatter Boualem Sansal siger til avisen La Libre Belgique:

»Folket ved, at uanset hvem de stemmer på, bliver Bouteflika genvalgt.«

Heller ikke ved dette kandidaturs bebudelse fik algerierne Bouteflika at se. Landsfaderen har blot udsendt et brev til nationen, hvori han skriver: »Min faste vilje til at tjene landet har ikke forladt mig, men vil tillade mig at overvinde alle de vanskeligheder, der er forbundet med min sygdom.«

Det er uklart, om Bouteflika forstår, hvad der foregår omkring ham. Sin sidste offentlige tale holdt han i 2012 i byen Sétif. Ved den lejlighed udtalte han:

»Min generation har opfyldt sin historiske opgave, nu må I unge overtage faklen«.

Algeriets længe ventede generationsskifte trækker nu atter ud. At en lammet leder af et oldingestyre skal rulles frem i kørestol for at lede landet på ny, er symptomatisk for den dybere lammelse, der kendetegner dagens Algeriet: Generationen af bedagede frihedshelte, der førte Algeriet til uafhængighed i 1962, har nået støvets år. Men de kan fremdeles ikke finde ud af at overdrage magten i et land, hvor 70 procent af befolkningen er under 30.

Hvem regerer Algeriet, hvis ikke Bouteflika? Det gør ifølge analytikere som ugemagasinet Der Spiegels mellemøstenredaktør, Christoph Sydow, en nomenklatura af politikere, generaler og forretningsfolk, der blot kendes som le pouvoir.

Sydow vurderer, at når Bouteflika må tage endnu en tørn, beror dette på en uafklaret magtkamp internt i dette netværk, der ikke kan enes om at udpege en afløser.

Netværket, hvor autoritært bureaukrati glider over i mafiøse strukturer, består af 500.000 personer, og dets stærkeste mand vurderes at være Algeriets generalstabschef, den 79-årige general Ahmad Gaid Salah. Salahs stærkeste udfordrer er ifølge Sydows kilder Bouteflikas 20 år yngre bror, Said Bouteflika, der imidlertid siges at have pådraget sig en kræftsygdom.

I denne uge kaldte algeriske oppositionsaktivister på de sociale medier til en stor demonstration imod Bouteflika i morgen, skriver onlinemediet The Middle East Monitor.

  • Cubanerne stemmer om forfatningsreform

I morgen skal cubanerne til urnerne for at stemme om en ny forfatning. Forfatningsreformen, der sidste år blev enstemmigt vedtaget af den cubanske nationalforsamling, vil i tilfælde af et ja kunne træde i kraft, så snart resultatet meddeles i det officielle statsmedie, Gaceta Oficial. Cubas statskontrollerede medier opfordrer cubanerne til at stemme ja.

Blandt de mest markante reformer er anerkendelse af privat ejendomsret, genindførelse af premierministerembedet, tidsbegrænsning af præsidentembedet til maksimalt to perioder af fem år, et forbud imod al diskrimination ud fra køn, etnisk herkomst og handicap, og indførelse af uskyldsformning i retssystemet.

Vedtages forfatningsreformen, skal Nationalforsamlingen inden for ni måneder vælge ny præsident, ny vicepræsident og for første gang siden 1976, hvorfra den nuværende forfatning stammer, også en premierminister. Dermed lægges der op til ny magtdeling mellem præsident og premierminister, skriver avisen Miami Herald.

Den nuværende regering kom til i april 2018, da Raúl Castro afgav præsidentembedet til Miguel Díaz-Canel. Sidstnævnte ventes genudnævnt af Nationalforsamlingen.

Under den nuværende forfatning fungerer præsidenten som formand for Consejo de Estado, Statsrådet, der har lovgivende magt, og for Consejo de ministros, Ministerrådet, det øverste udøvende regeringsorgan.

Men ifølge det nye forfatningsforslag skal den nye præsident udpege en kandidat til premierministerposten, som så skal godkendes af Nationalforsamlingen, og herefter vil premierministeren stå i spidsen for regeringen og præsidenten udfylde rollen som statsoverhoved og øverstbefalende for de væbnede styrker.

Der rokkes med forfatningsreformen ikke ved Cubas karakter af etpartistat. Kommunistpartiet forbliver ved magten uden opposition som »samfundets og statens øverste magt«, som det hedder i forfatningsudkastet. 87-årige Raúl Castro bliver siddende som partiets førstesekretær.

Serie

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu