Læsetid: 8 min.

Flygtningefamilie rejser hjem: Nu skal far igen være soldat for Assad

Med to ugers mellemrum kører busser fulde af syriske flygtningefamilier tilbage til Syrien fra Istanbul. Vi besøgte en af familierne, mens den gjorde sig klar til at vende hjem til det krigshærgede fædreland
24-årige Nasia Mohamed sidder i bussen, som skal køre hendes familie tilbage til hjemstavnen i Syrien, efter at den har været flygtet til Istanbul i Tyrkiet: »Jeg er glad for at skulle hjem igen. Fremtiden tegner lyst,« siger hun inden afgangen.

24-årige Nasia Mohamed sidder i bussen, som skal køre hendes familie tilbage til hjemstavnen i Syrien, efter at den har været flygtet til Istanbul i Tyrkiet: »Jeg er glad for at skulle hjem igen. Fremtiden tegner lyst,« siger hun inden afgangen.

22. februar 2019

ISTANBUL – Lokalet er badet i sollys gennem det store vindue uden gardiner, der ligesom gulvtæpperne er pakket ned. Kun et skab står tilbage på det tomme gulv sammen med et stykke efterladt legetøj.

Nasia sidder iklædt sort abyakjole og bordeauxfarvet tørklæde og pakker de sidste af sine børns ejendele ned i en taske.

»Her er alt det tøj, vi har kunnet samle på fire år,« siger hun trist og holder en blå trøje frem.

Den tilhører hendes lille søn, Abdullah. Hun ser på ham, mens han leger med legetøjet.

»Den her skal du have på, når vi skal gense vores familie,« siger hun.

Familien flygtede fra deres hjemby Maskana, der ligger ud for Aleppo, for fire år siden med deres to børn, Aye og Abdullah. Som så mange andre landsmænd: Ifølge tal fra FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR har Tyrkiet i løbet af den otte år lange krig i Syrien taget imod i alt 3,65 millioner syriske flygtninge.

Vi befinder os i et forrevet bjergområde en times kørsel fra Istanbuls centrum i byen Eysenhurt med smalle gyder, stejle gader og karreer af små byhuse. I et af byhusene har en treværelseslejlighed været det seneste hjem for Nasia Mohamed, 24, hendes mand Hamid al-Jassim, 27, hans anden hustru, Rahaf Al-Jassim, 22, og familiens fire børn, Abdullah, Aya, Samra og Ibrahim.

Menneskesmuglerhjælp

Efter fire år som soldat i den syriske regeringshær fik Hamid nok. Han kunne ikke holde ud at skulle skyde for at dræbe landsmænd fra oppositionen og deltage i »den blodige krig«, som han udtrykker det. Han besluttede sig for at hoppe af og opsøgte en menneskesmugler, der tog 1.000 dollar for at hjælpe ham og hans familie illegalt over grænsen til Tyrkiet.

Efter ankomsten til Tyrkiet lærte Hamid sig snart at tale tyrkisk godt nok til at finde arbejde som tømrer. Dermed fik familien råd til at leje lejligheden i Eysenhurt og genopbygge deres tilværelse. Hamid og Nasia fik sågar to børn mere, Ibrahim og Samra, og længe nød de freden i Tyrkiet i betryggende stor afstand fra krigen.

Men som årene gik, måtte familien alligevel konstatere, at den havde svært ved at trives i de nye rammer. De følte sig isoleret, især Nasia, som var afskåret fra sin egen familie, og deres børn havde svært ved at få nye venner og måtte lege alene. Der var heller ikke altid let at finde tømreropgaver for Hamid.

At integrere sig i det tyrkiske samfund voldte kvaler. Både på grund af sprogbarrieren og fraværet af tyrkiske integrationsprogrammer for flygtninge.

Hamid, Nasia og deres børn sidder i dagligstuen, hvor kun en sofa står tilbage. Børnene leger med hinanden. Hamid betragter dem og siger så:

»I Syrien er der onkler og venner. Uanset hvor slem situationen er, vil det være bedre for mine børn, at de ikke skal lege alene.«

Nasia ser på Hamid med sine brune øjne. Og siger så med et stille genert smil:

»Som mor vil jeg helst have, at mine børn kan vokse op omgivet af hele deres familie. Mine børn vil også gerne gå i børnehave for at møde andre børn. Men med den indtægt, vi har her, har vi ikke råd,« forklarer hun, imens hun ammer sønnen Ibrahim, der blev født her i Tyrkiet for et halvt år siden.

»Jeg håber, vi kan få et godt nyt liv, når vi vender hjem til vores gamle omgangskreds. Her lever vi helt alene og kender ingen. Jeg glæder mig til at komme hjem, selv om jeg godt er klar over, at det kan blive svært for mig, min mand og vores børn at skabe en god fremtid.«

Regimekontrol

For et år siden indtog regimestyrker familiens hjemby i Syrien, og dermed er den ikke længere i fare for at bliver ramt af krigshandlinger, forklarer Hamid. De medlemmer af hans familie, der var blevet tilbage, blev afhørt af regimets politi. Han frygter dog ikke, at han vil få problemer som ’desertør’.

For 9. oktober 2018 tilbød Assad-regimet frit lejde og amnesti til alle undvegne soldater fra regeringshæren. Går de med til at aftjene, hvad der resterer af deres værnepligt, kan de slippe helt uden straf.

Hamid er da også indstillet på, at han bliver nødt til at vende tilbage til sin afbrudte militærtjeneste, hvilket dog også betyder, at han straks ved hjemkomsten vil være garanteret en indtægt.

»Jeg er parat til at fuldføre min militærtjeneste, og derefter vil jeg genoptage mit gamle landbrugsjob,« siger Hamid.

Hans stemme er lavmælt, og ansigtet er lagt i bekymrede folder.

»Tilværelsen er blevet for svær i Tyrkiet,« forklarer han.

»Situationen er blevet bedre i Syrien. Freden er kommet til vores by, og vores hjem vil være trygt.«

Mange andre familier har allerede truffet samme beslutning om at vende hjem, og endnu flere overvejer at følge deres eksempel. Det gælder også i Jordan og Libanon, der i 2018 husede omkring 1,5 millioner syriske flygtninge. Også selv om der forestår en enorm indsats for at genopbygge et land, der i vidt omfang er blevet smadret af krig.

Mens hans kone pakker resten af deres tøj, tager Hamid på markedet for at købe en gave, de kan give hans familie i Syrien.

Salg af brugte møbler

Det ringer på døren. Det er to syriske kvinder i fyrrerne, der er kommet for at sige farvel. De kysser Nasia og følger med hende ind i stuen. Information spørger dem, hvorfor de ikke også tager tilbage til Syrien.

»Vores børn og familie er her, så hvorfor skulle vi tage tilbage til helvede? Hvad er der at komme tilbage til andet end krig og ødelæggelse,« siger den ene.

Dahaam Alasaad

Til lejligheden kommer også tre unge mænd først i tyverne. De er iført jeans og grå hættetrøjer, der ligner arbejdstøj. De er ikke bekendte af Hamid og hans familie, men har fået et tip om, at de vil tilbage til Syrien og tilbyder at opkøbe eventuelle efterladte møbler og løsøre. De unge mænd har allerede købt møbler og efterladte ting fra flere andre nu hjemvendte og har tjent gode penge på at sælge dem videre til nye flygtninge.

En af de unge mænd præsenterer sig som Housam. Han forsikrer Information om, at samtidig med at mange familier tager tilbage til Syrien, kommer der stadig nye flygtninge den anden vej. Det beror alt sammen på, hvilken region af landet folk kommer fra. Store dele af Syrien ligner i dag et kludetæppe, opsplittet i forskellige zoner kontrolleret af forskellige krigsherrer og militsfraktioner.

Ifølge Syriens Center for Menneskerettigheder er det meste af den nordvestlige del af landet under den tyrkiskstøttede Frie Syriske Hærs kontrol. Dog kontrolleres enkelte områder af radikale islamistiske militsgrupper, en del af dem med bånd til al-Qaeda.

Det sydlige Syrien kontrolleres nu helt af regimet. Mod øst i den syriske ørken er der både enkelte modstandslommer tilbage med krigere fra Islamisk Stat og en fortsat amerikansk troppetilstedeværelse på to militærbaser.

Den nordøstlige del kontrolleres af Syriske Demokratiske Styrker, der overvejende består af kurdiske soldater og modtager logistisk og materiel støtte fra USA.

De fleste af de syrere, der nu flygter fra Syrien, stammer fra områder kontrolleret af oppositionen, eller som har rester af Islamisk Stat. De syrere, som vender tilbage til Syrien, tager så godt som alle til de områder, som er kontrolleret af det syriske regime – disse udgør efterhånden 70 procent af det syriske territorium.

Glade forventninger

Børnene ser glade og forventningsfulde ud i den sidste time, før familien stiger op i den bus, der fra Istanbul skal føre dem til den syriske grænse. De leger henrykte, iført deres nye tøj, som om de skulle til fest og drøner rundt i alle tre rum for at se, om deres mor skulle have glemt mere legetøj.

At tage turen fra Tyrkiet tilbage til Syrien er langt lettere end at tage den modsatte vej. Her er intet behov for menneskesmuglere, bevæge sig ad farefulde bjergstier eller klatre over den mur, som den tyrkiske regering har bygget langs 764 km af de to landes 911 km lange grænse for at forhindre syrere i at trænge ind i Tyrkiet.

Tyrkiet hjælper gerne de syriske flygtningefamilier med at vende hjem. De skal blot at gøre, som Nasias og Hamids familie har gjort: henvende sig på det lokale kommunekontor et par uger før den ønskede afrejse og registrere sig som deltager i den tyrkiske regerings hjemrejseprogram.

Den tyrkiske regering sørger så for busser, der kan køre dem til Bab al-Hawa, en syrisk grænseby ved den vestlige del af Tyrkiets sydgrænse til Syrien. Med bus fra Istanbul tager turen 18 timer.

Hvor mange syrere, der dags dato har taget denne tur, står ikke umiddelbart klart, men i november 2018 hævdede den tyrkiske forsvarsminister, Hulusi Akar, at 260.000 flygtninge på det tidspunkt var rejst sikkert hjem.

24-årige Nasia Mohamed med sin søn på armen og hendes mands anden kone, 22-årige Rahaf al-Jasim, i Istanbul, kort tid inden de tager bussen tilbage til Syrien. 

Dahaam Alasaad

Nasias, Hamid og deres familie tager deres bagage, siger farvel til lejligheden og stiger ind i en gul taxa, der kører dem til den rutebilstation, hvor tre hvide busser venter på 118 syrere, som vil vende tilbage til Syrien. I bagruden af hver bus sidder en streamer med teksten »Tak, Erdogan« på tyrkisk.

Afskedsscener

Alle vegne fra myldrer familiemedlemmer frem for at sige farvel. Mange græder, også de voksne, for det er måske sidste gang i lang tid, at de, der bliver, og de, der tager afsted, ser hinanden.

Hamid og Nasias familie sidder på en bænk og venter på deres busafgang. Ingen er mødt op for at sige farvel til dem, for de kender ingen og har ikke slægtninge i Istanbul.

Information får lov at følge med noget af vejen og taler med flere hjemvendende flygtninge. De fleste siger, de tager hjem, fordi de føler sig ensomme eller ikke har råd til at leve i Tyrkiet.

Busserne er fyldt med børn, kvinder og mænd. På busholdepladsen, hvor så mange var kommet for at sige farvel, sagde flere unge mænd, at de var bange for at tage tilbage, fordi de stadig frygter at blive involveret i krigshandlingerne.

Hamid er dog sikker på, at »vi vil føle os mere trygge blandt vores eget folk«. Med Abdullah siddende på skødet indrømmer han:

»Jo, jeg er også bange for at tage hjem, men tiden er nu inde til, at vi gør det. Vi har fået nok af at flakke rundt i en eksiltilværelse med uvis fremtid.«

Få uger senere kontakter Information igen Hamid over telefonen. Han er nu indrulleret i den syriske hær i Damaskus, mens hans familie igen lever i deres hjemlandsby ved Aleppo. Han sender os en billedbesked med et billede af sig selv i tyrkisk hæruniform. Hans fuldskæg er barberet af. Med rolig stemme siger han:

»Gud være lovet, alt er godt her, og min familie har det godt.«

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er interessant og overraskende, at de bliver ved med at få børn under så utrygge vilkår.
Syriens befolkning har haft negativ befolkningsvækst fra 2015 til 2017 pga ca 1,5 millioner udvandrere og omkring 500.000 krigsofte. 2018 havde en lille bitte vækst. Der er ca 5 millioner flygtninge udenfor Syrien. For at tallene skal passe, må disse mennesker stadig tælle som borgere i Syrien.
Gennemsnitsalderen i Syrien er 20,5 år mod Danmarks 41,7 år.
De stakkels mennesker har en stort genopbygningsopgave foran sig.

Det er så horibelt hvad vesten og deres alliere (Saudi Arabien og Israel) har gjort i mange mellemøstlige lande. Almindelige borgere, som vi påstår at ville hjælpe er altid dem vi offer. Og vi ved det!
Next stop Venezuela og Iran, for krigsindustrien har magtfulde ledere og propagandister overalt i verdens medier.
Selv Information skubbede til krigsmaskinens destruktive vej. Føj!