Læsetid: 9 min.

»Vi havde glemt, at kurderne kun har bjergene som venner«

Om få år vil Tyrkiet gøre krav på de kurdiske områder i Syrien, frygter den kurdiske leder Salih Muslim. Både Rusland, Europa og USA har svigtet deres kurdiske allierede, men hvis de skandinaviske lande vil, kan de stadig nå at gøre en forskel, mener han
Den kurdiske leder Salih Muslim frygter, at Tyrkiet om få år vil gøre krav på de kurdiske områder i Syrien. Han mener, at de sakdinaviske lande fortsat kan nå at gøre en forskel. Hvis altså de vil.

Den kurdiske leder Salih Muslim frygter, at Tyrkiet om få år vil gøre krav på de kurdiske områder i Syrien. Han mener, at de sakdinaviske lande fortsat kan nå at gøre en forskel. Hvis altså de vil.

Niels Hougaard

5. februar 2019

QAMISHLI – Den syrisk-kurdiske leder Salih Muslim – som tyrkerne anklager for at være terrorist – befinder sig i PYD’s hovedkvarter i den nordlige del af byen Al-Qamishli kun sølle 900 meter fra den tyrkiske grænse.

»Jeg skal tale med Hr. Salih Muslim«, siger jeg ved porten, da jeg ankommer til hovedkvarteret.

En vagt fører mig til Salih Muslims kontor. Her sidder den kurdiske leder afslappet bag sit skrivebord med sin Macbook åben. Morgensolen skinner gennem vinduerne, og fjernsynet der hænger på væggen er tændt. Nyheder og analyser om situationen i Syrien kører i baggrunden.

Salih Muslim er en rolig mand med en meget afdæmpet stemme, der lyder lidt som den verdensberømte lingvist Noam Chomsky. Det er vigtigt at spidse ører for at få alt med.

Bag sine briller har Salih Muslim et iskoldt blik i øjnene. Han ligner ikke en mand, der er nem at begejstre. Om det skyldes en af hans i alt tre sønners død ved slaget om Kobane tilbage i 2014, kan jeg ikke vide, og jeg har heller ikke lyst til at spørge.

I stedet taler vi kort om hans tilbageholdelse i Prag af de tjekkiske myndigheder på vegne af den tyrkiske regering, som krævede ham udleveret i februar 2018. Dengang var Salih Muslim på vej til København for at møde Folketingets udenrigsudvalg og fortælle om Islamisk Stat og den tyrkiske indrykning i Syrien. Han blev løsladt kort efter.

»Det var blandt andet danskerne, der fik mig ud«, siger Muslim uden at ville uddybe nærmere.

»Spørg nu løs! Vi har kun en time«, tilføjer han.

»Det handler ikke kun om kurderne«

Over de forgangne år har Assad genvundet kontrollen over det meste af Syrien. Nu foregår konflikten groft sagt i to geografiske områder: Den nordvestlige del af landet hvor tyrkerne gennem deres stedfortrædergrupper har sat sig på Afrin og Idlib, og den nordøstlige, som kontrolleres af kurderne og deres allierede, og som har domineret overskrifterne efter Donald Trumps melding om tilbagetrækningen af amerikanske styrker.

Salih Muslim vil helst tale om sidstnævnte, det er den del, han ved mest om.

»Vi har opnået mange, mange sejre her. Vi har befriet områder, som var under Daesh (IS, red.), vi har en velfungerende administration, og vi forsøger at spille en aktiv rolle, således at konflikten i Syrien kan løses. Her i vores områder kæmper vi for et projekt, som vi tror kan eksporteres til resten af Syrien«, siger Muslim.

Kurdiske ledere betoner ofte, at PYD administrationen i dag består af både kurdere, arabere og kristne. De mener, at deres demokratiske projekt kan være eksemplarisk til løsningen af konflikten i Syrien.

Men i både lokale og internationale medier har der været tale om, at kurderne – efter Trumps tilbagetrækning – ikke ønsker demokrati, men blot en realpolitisk aftale med Assad regimet for at holde tyrkerne væk. Det afviser Salih Muslim.

»Det handler ikke om kurderne og kurdernes rettigheder, selv om mange forsøger at få det til at fremstå sådan. Det handler om demokratiseringen af Syrien,« siger han.

Det tyrkiske problem

Og det som står i vejen for demokrati i Syrien er Tyrkiet, mener han.

»Tyrkiet har hele tiden selv haft en islamistisk dagsorden og forsøger stadig at holde fast i den dagorden.«

Ifølge Salih Muslim går Tyrkiets islamistiske dagsorden i Syrien ikke bare ud på at forpurre kurdisk autonomi, og kurdernes forsøg på at opnå demokratiske rettigheder, men også at forpurre det nordøstlige Syriens demokratiske eksperiment. Til dette formål brugte Ankara i begyndelsen IS som middel, mener lederen.

»Tyrkerne havde håbet på at Daesh kunne ekspandere yderligere, så Ankara og Daesh sammen senere kunne etablere en sunni-islamisk stat. Det projekt har slået fejl. Nu forsøger de at holde fast i projektet på en anden måde,« siger han med reference til Tyrkiets støtte til militante grupper i Idlib og Afrin, den kurdiske kanton, der blev besat af tyrkiskstøttede styrker sidste år.

I Ankara fastholder man imidlertid, at aktiviteten i det nordlige Syrien blot handler om Tyrkiets nationale sikkerhedsinteresser, men det er blot en undskyldning for et større neo-osmannisk projekt som Erdogan arbejder på, mener Salih Muslim.

»Erdogan påstår hele tiden, at det handler om Tyrkiets nationale sikkerhed. Men er det rigtigt at invadere et andet land for sin nationale sikkerhed? Hvad gør folk hvis han i morgen siger, at Kairo udgør en national sikkerhedstrussel? Er det så ok at sende tyrkiske tropper til Kairo? I øjeblikket siger han, at Tyrkiets nationale sikkerhed også inkluderer Aleppo og Mosul, men det er jo bare en undskyldning for hans neo-osmanniske projekt. Hvor går grænsen for tyrkernes nationale sikkerhedsspørgsmål?«, spørger Muslim retorisk.

Ligesom mange kurdiske ledere understreger Salih Muslim, at Syrien stadig har grænser som  anerkendes internationalt til trods for otte års krig. Hvis Erdogan ønsker at løse et sikkerhedsanliggende må han gøre det ved sine egne grænser og ikke inde i Syrien. Den tyrkiske præsident skal ikke implementere en national sikkerhedsstrategi omkring Aleppo eller Idlib, mener den kurdiske leder.

»Så er han ikke bedre end amerikanerne, der sender 100.000 soldater til Bagdad, fordi de mener, at det er et spørgsmål om national sikkerhed,« siger Muslim.

»Vesten står bag Erdogan«

Under mit ophold i det nordlige del af landet har mange kurdere påpeget over for mig, at Lausanne-traktaten fra 1923, som definerede Tyrkiets grænser, slutter i 2023, og at Erdogan – hvis han lever til den tid – vil forsøge at gøre krav på tidligere osmanniske provinser. Til min store forbløffelse er det også noget, som Salih Muslim tror på.

»Erdogan siger det morgen, middag, midnat foran sine vælgere. Han lover sit folk, at osmannerne vil vende tilbage. Jeg anklager ham ikke for at ville genrejse Osmannerriget, for han siger det jo selv,« siger Muslim, og tilføjer, at alt kan ske:

»Det handler jo i sidste ende om interesser. Internationale aktører opererer med interesser. Skal vi give Erdogan russiske S-400 eller amerikanske Patriot? Det er ren business. Tyrkerne giver noget, og får noget igen. Tyrkerne giver ret meget i øjeblikket. Man kan ikke forudse, om tyrkerne rent faktisk ender med at få deres osmanniske provinser tilbage«, siger han.

Salih Muslim nævner den kurdiske kanton Afrin som eksempel på, hvordan verdenssamfundet vender deres allierede ryggen blot for at tilfredsstille Erdogan. Han er vred, når snakken falder på Afrin, for Afrin er kurdisk historie i en nøddeskal.

»Som vi altid har sagt, så har kurderne kun bjergene som venner. Den sandhed havde kurderne glemt i en tid. Vi blev overmodige. Vi troede på den internationale koalition, og vi troede, at vi havde partnere. Men katastrofen ved Afrin mindede os om det,« kommer det, inden han giver sig til at uddybe i punkter.

»1) Uden den internationale koalitions velsignelse ville Erdogan aldrig have besat Afrin. 2) Hvis russerne – som vi jo har haft gode relationer til – havde nægtet tyrkiske bombefly at flyve over Afrin, havde tyrkerne ikke taget Afrin. 3) Hvis Europa havde nægtet Erdogan at anvende NATO-våben mod vores folk, var Afrin slet ikke sket. Og NATO-våben er blevet anvendt, det er et faktum. Luftvåben, droner, og andre højtudviklede våben blev anvendt, uden at nogen i Europa sagde så meget som et ord«

»Læg pres på Erdogan«

Siden 2012 har det kurdiskdominerede PYD haft kontakt med russerne. Forbindelsen blev etableret allerede før IS’s opståen. I flere år har kurderne håbet på, at russerne kan hjælpe med at løse kurdernes krav om mere autonomi og decentralisering, men russerne er ikke til at stole på, siger Salih Muslim.

»Erdogan siger det morgen, middag, midnat foran sine vælgere. Han lover sit folk, at osmannerne vil vende tilbage. Jeg anklager ham ikke for at ville genrejse Osmannerriget, for han siger det jo selv,« siger Salih Muslim, der her er fotograferet under et besøg i Danmark.

Niels Hougaard
»Russerne intervenerede i 2015 for at redde regimet, og de vil til enhver tid redde regimet. Moskva tænker ikke på PYD, eller kurderne. Hvis de tænker på PYD og kurderne, er det kun for at tjene regimet, for at sikre, at regimet overlever. Russerne er ligeglade med rettigheder og demokratiske løsninger,« siger den syrisk-kurdiske leder.

Den store frygt i Al-Qamishli handler om, hvorvidt russerne nu er villige til at lave en byttehandel med Erdogan. De frygter, at den tyrkiske præsident får lov at knuse de kurdiske kantoner mod til gengæld at give Idlib-provinsen tilbage til regimet. Mange kurdere frygter en gentagelse af Afrin, og de håber, at Europa, og især Skandinavien kan gøre noget for at standse det, hvis det bliver aktuelt.

»Problemet er, at skandinaverne bare gør, hvad der bliver sagt i NATO. Det er virkelig skidt. Men glem ikke, at Syriens specialudsending fra FN Staffan de Mistura var halvt svensk. Den nye specialudsending Geir Pedersen er norsk. Kan Hr. Pedersen ikke hviske skandinaviske udenrigsministre i ørerne, så de gør mere for os, hvis det bliver nødvendigt? Det er jeg personligt helt overbevist om, at han kan«.

Salih Muslim tror, at kurdernes kamp mod IS og terror i Syrien var og er Europas frontlinje. Han mener, at kurderne forsvarede Europa ved at tage kampen op på slagmarken i Raqqa og andre steder og forhindrede dermed jihadisterne rejste fra Syrien til Europa. Det mindste Europa kunne gøre er, at presse tyrkerne økonomisk, eller sikre en no-fly-zone.

»Sig til Erdogan: Hør her kære ven. Disse mennesker forsvarede os og vores værdier. De fortjener ikke den behandling. De fortjener ikke, at du besætter deres områder. Hvis Erdogan angriber, så efterspørger vi kun en no-fly-zone. Vi beder jo ikke om en stor tjeneste. Vi beder jo ikke europæerne om at sende soldater. Vi har kvinder og mænd til at kæmpe på landjorden«

Assad har intet lært af krigen

– Du talte i begyndelsen af interviewet om, at PYD ønsker at eksportere det demokratiske eksperiment i det nordlige Syrien til resten af landet. Tror du virkelig, at Assad vil gå med til det?

»Hvorfor brød revolutionen ud dengang? Syrerne ville have frihed og demokrati. Nu har vi set otte år med krig og ødelæggelse. I dag ved alle, som kender Syrien, at landet umuligt kan vende tilbage til systemet før 2011. Umuligt! Der skal komme noget nyt, og vi har et projekt, som vi mener bør overvejes af alle parter. Vi går ind for mere decentralisering, anerkendelse af rettigheder, frihed, og demokrati. Hvis regimet har et bedre alternativ er vi med på den. Men vi vender ikke tilbage til ordenen før 2011. Der er brug for en ny socialkontrakt. Et nyt projekt.«

– Men tror du, at Assad vil gå med til det?

»Regimet taler desværre stadig om den arabiske renæssance og den arabiske nation. Vi har foreslået vores projekt, og regimet er velkommen til at komme med et bedre alternativ. Vi håber, at regimet kan se logikken.«

– Hvad så, hvis regimet ikke kan se logikken?

»Hvis regimet angriber os, vil vi forsvare os selv, længere er den ikke. Vi har kun haft enkelte små sammenstød med regimet siden revolutionens udbrud, men vi har aldrig haft det som mål at vælte regimet. Forhåbentlig kan regimet se logikken og ændre adfærd«

Vejen hjem

Uden for hovedkontoret står YPG-krigeren Rambo og venter på mig. Vi sætter straks kursen mod den syrisk-irakiske grænse, og nogle timer senere står jeg atter på den primitive speedbåd parat til at krydse Tigris-floden tilbage til Irak igen.

Over os er himlen helt blå, og solen skarp som en klar dansk vinterdag. Flodbredden bag os er Jazira-kantonen i Rojava. Foran os er kurdiske områder i Irak.

Til venstre, hvor Tigris-floden skærer gennem landskabet som en drage, kan man se Sydøsttyrkiets spidse bjergtinder i det fjerne. I dag er der ingen mørke skyer over Anatolien som for nogle dage siden. Solstrålerne får i stedet bjergenes hvide toppe til at skinne som porcelæn. Men under speedbåden er Tigris-floden, der udspringer i de tyrkiske Taurusbjerge, stadig som et utæmmeligt uhyre. Vred, jordfarvet, og ustyrlig.

Serie

Rejsedagbog fra Rojava

Informations mellemøstkorrespondent er rejst til det nordlige Syrien for at beskrive situationen og stemningen i de kurdisk kontrollerede områder, efter Trumps ordre om at trække de amerikanske styrker hjem. I dagbogsform rapporterer han fra sin køretur med en peshmerga-kriger på tværs af Nordirak, gennem Rojava i det nordlige Syrien og hele vejen til den omstridte by Manbij, som mange mener bliver næste frontlinje i det krigshærgede land.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Torben Lindegaard
  • Trond Meiring
  • Samuel Grønlund
  • Kylle Holm
  • Steen Voigt
Ervin Lazar, Torben Lindegaard, Trond Meiring, Samuel Grønlund, Kylle Holm og Steen Voigt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Christiansen

Det gør Danmark ikke, vi gør som US siger.
USA tager kurderne i enden igen.
Ud over bjergene har kurderne kun en til ven, dem selv.
De gør klogt i at fører deres forberedelser.

Peter Andersen, John Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar