Under indflydelse af nykonservative rådgivere vil Trump befri Venezuela, Cuba og Nicaragua fra »tyranniske regimer«

BOSTON – Er USA under Donald Trump vendt tilbage til sin gamle stok eller gulerod-politik over for uregerlige nabolande på det sydamerikanske kontinent?

Noget tyder på det.

I november fremlagde præsidentens sikkerhedsrådgiver, den nykonservative John Bolton, USA’s nye latinamerikanske linje i en tale i Miami, hvor han kaldte regimerne i Venezuela, Cuba og Nicaragua for »tyranniets trojka« – med geografisk udgangspunkt i Venezuela kan man tegne en trekant mellem de tre lande på et landkort.

»USA’s regering vil ikke længere være eftergivende over for diktatorer og despoter i vores baggård. Vi vil ikke belønne henrettelsespelotoner, torturbødler og drabsmænd,« sagde Bolton, som om han talte om Robbespierre og Den Franske Revolution.

»Vi vil advokere for uafhængighed og frihed for vores naboer. Vi står på frihedskæmpernes side. Tyranniets trojka har endeligt mødt sin ligemand.«

Boltons tale kom som et lyn fra en klar himmel.

»Indtil det tidspunkt havde Trump-regeringen praktisk talt ikke en latinamerikapolitik,« siger John Dinges, tidligere korrespondent for The Washington Post i Latinamerika og forfatter til bøger om USA’s støtte til militærdiktaturer i regionen i 1970’erne og 1980’erne.

Dinges tillægger vendingen John Boltons ansættelse af to nykonservative Latinamerika-kendere. Den ene, Mauricio Claver-Carone, er protegé af republikanske senator Marco Rubio, der i årevis har slået til lyd for en konfrontatorisk linje over for Cuba. 

Herudover er nykonservative Elliott Abrams blevet udnævnt til særlig udsending for Venezuela. Abrams var viceudenrigsminister under præsident Ronald Reagan med fokus på menneskerettigheder, humanitær bistand og Latinamerika.

Dengang argumenterede han for, at kommunistiske lande var skyldige i langt alvorligere brud på menneskerettigheder end militærdiktaturer i Mellemamerika og Latinamerika. Kritikere af regimerne i Guatemala og El Salvador kaldte han f.eks. for »kommunistiske sympatisører«.

»Men Abrams er samtidig en ekstremt dygtig embedsmand. Hvis nogen på den amerikanske højrefløj skulle kunne formulere og gennemføre en effektiv politik vis à vis Venezuela, så er det ham,« siger John Dinges.

Bolton og Abrams var nogle af hovedarkitekterne til USA’s invasion af Irak i 2003, som i de nykonservatives optik skulle omdannes til et demokrati i det arabiske Mellemøsten. De to mænd var desuden med til at formulere præsident George W. Bushs ’ondskabens akse’-politik, hvor Iran, Irak og Nordkorea blev udpeget til statssponsorer af terrorisme og masseødelæggelsesvåben.

Lørdagens generalprøve

Denne nykonservative udenrigspolitik synes nu at blive gentaget i mindre format og geografisk nærmere på det amerikanske hjemland, siger David Smilde, der er professor på Tulane University i New Orleans og har speciale i Venezuela og Latinamerika.

»Det paradoksale er, at præsident Trump fører en nyisolationistisk politik i andre dele af verden. Styrkerne skal hjem fra Afghanistan og Syrien. I vores hemisfære sætter han derimod nykonservative til at formulere vores politik over for Cuba, Nicaragua og Venezuela.«

Og i Venezuela kan man frygte det værste, mener professor Smilde.

»De nykonservative er tilbøjelige til at undervurdere, hvor kompleks indenrigspolitikken er i disse lande. Det så vi i Irak. Nu gentager de samme fejl i Venezuela. Trumps rådgivere regnede med, at militæret ville skifte side, så snart Juan Guaidó var blevet udråbt til præsident ad interim og havde fået opbakning fra USA og andre stormagter. Men det er ikke sket, så hvad nu?«

Et foreløbigt svar kan meget vel komme lørdag, når Trumps offensive latinamerikapolitik skal stå sin første generalprøve i Cúcuta, en mellemstor colombiansk grænseby, hvor lastbiler fyldt med amerikansk humanitær bistand står klar til at køre ind i Venezuela.

Nødhjælpen til den civile befolkning i Venezuela, som mangler alt fra fødevarer til medicin, kan blive til en definitiv styrkeprøve mellem USA og den venezuelanske opposition på den ene side og præsident Nicolás Maduros regime på den anden side.

Fredag aften var der planlagt en megakoncert i byen til fordel for ofrene for den humanitære katastrofe i Venezuela. Målet var at indsamle 100 mio. dollar fra bidragydere verden over. Arrangørerne forventede 250.000 tilskuere. Hovedarrangøren var den britiskfødte mangemilliardær og entreprenør Richard Branson, der er bosat i Californien.

Koncerten begyndte efter redaktionens deadline, men efter planen skulle nogle af Latinamerikas store popidoler optræde på en scene i Cúcuta foran Las Tienditas-broen, der går over Táchira-floden og ind i Venezuela. For ikke at blive overhalet i de to siders kappestrid om den internationale mediebevågenhed planlagde regeringen i Caracas en koncert på den anden side af grænsen.

Maduro-styret bebuder også, at Rusland har fløjet 300 ton nødhjælp til Venezuela, og at der vil blive sendt 20.000 bokse med fødevarer til de fattige i Cúcuta, en by med 750.000 indbyggere, hvor mange venezuelanske flygtninge har taget ophold.

Paramilitære grupper

Den store anstødssten mellem på den ene side USA og oppositionen og på den anden side Maduro-regeringen og de væbnede styrker er den amerikanskfinansierede nødhjælp, der gennem den sidste uges tid er blevet fløjet i Pentagons C-17-transportfly til Cúcuta, og som efter planen skal køres over broen i lastbiler lørdag.

På den venezuelanske side har militæret blokeret vejbanerne med containere. Guaidó og andre ledere af oppositionen har opfordret venezuelanere til at slutte sig til en kæmpe demonstration, klædt i hvidt. De håber at mobilisere flere hundredtusinde mennesker. Planen skulle være at skaffe containerne af vejen og give fri bane til den humanitære bistand fra USA.

Alternativt kan oppositionen søge at få de humanitære konvojer ført ind i Venezuela gennem flere andre grænseovergange i Cúcuta.

Men det kan meget vel blive et farligt forehavende.

På den venezuelanske side vil de blive modtaget af soldater og – formentlig værre – regimets specialstyrker, skriver Financial Times. Det drejer sig om Fuerzas de Acciones Especiales (F.A.E.S.), der har ry for at være brutale. Styrken blev oprettet i 2017 og menes at tjene som en republikansk garde for præsidenten. F.A.E.S. skulle have udenretlige mord på samvittigheden.

Det er også sandsynligt, at paramilitære grupper vil stå klar til at forsvare, hvad de kalder »fædrelandet mod en invasion«. Disse grupper, der også kaldes colectivos eller milicianos, er i virkeligheden komiteer dannet i bykvarterer til at forsvare Bolivar-revolutionen. Og de er modelleret efter Cubas Komitéer til Forsvar for Revolutionen, der både har velgørende formål og mere skumle hensigter såsom at udspionere beboerne i kvarteret.

Ifølge The Financial Times antages det, at der i Venezuela findes 1,7 mio. milicianos, og at en del af dem tilhører paramilitære grupper. Det er præcist disse enheder og specialstyrkerne, som i en rapport fra Amnesty International i denne uge blev beskyldt for at stå bag seks udenretlige mord i slutningen af januar.

Henrettelserne skal have fundet sted i kvarterer med overvejende fattige beboere, der traditionelt har været regimets mest trofaste støtter.

Hvis venezuelanere mobiliseret af oppositionen prøver at fjerne containerne, kan det således føre til blodige sammenstød på grænsen mellem Colombia og Venezuela.

Bistand som politisk våben

Trump-regeringen og oppositionen lægger ikke skjul på, at forsøget på at levere humanitær bistand direkte til den venezuelanske civilbefolkning uden om myndighederne primært tjener et politisk formål. For præsident Maduro er kontrollen med uddeling af rationerede fødevarer også blevet en måde at udøve kontrol med almindelige venezuelanere.

Et formål med den amerikanske nødhjælp er at friste de væbnede styrker til at undsige Maduro og det socialistiske parti og gå over til oppositionen. Men indtil videre er ingen officerer hoppet på lokkemaden.

Kritikere af USA og den venezuelanske opposition fremhæver, at hvis det vitterligt er så presserende at få den humanitære hjælp frem til de nødlidende – der er hungersnød i Venezuela – kunne de have brugt officielle kanaler. Det kunne f.eks. gøres gennem FN, der sammen med en lang række statslige og private bistandsorganisationer har tilladelse fra regeringen til at distribuere fødevarer og medicin.

I en tale i mandags i Miami opfordrede præsident Trump Venezuelas forsvar og sikkerhedsstyrker til at undlade at følge præsident Maduros ordre om blokere for den humanitære bistand.

»I står over for et valg. I kan tage imod præsident Guaidós generøse tilbud om amnesti og fortsat leve en fredelig tilværelse med jeres familier og landsmænd. Eller I kan fortsætte med at støtte Maduro. Hvis I vælger den kurs, vil I tabe alt. Der bliver ikke frit lejde. I får ikke lov til at rejse ud af Venezuela,« lød det fra USA’s præsident.

»Vi søger en fredelig overdragelse af magten (til Guaidó, red.), men jeg er åben over for andre løsninger,« tilføjede Trump.

Præsidenten ytrede allerede på et tidligt tidspunkt i sit præsidentskab interesse for at intervenere militært i Venezuela. Efter et spil golf i sin klub i New Jersey i august 2017 overraskede han sine rådgivere ved at nævne en »militær valgmulighed« i Venezuela på et spørgsmål fra en journalist.

Venezuelas olie

I sin nyligt udgivene bog, The Threat, skriver tidligere vicechef for FBI, Andrew McCabe, at Trump i en tophemmelig briefing i august 2017 om russiske spioner skal have spurgt, hvorfor USA ikke lå i krig med Venezuela ud fra den betragtning, at landet »sidder på enorme oliereserver og ligger tæt på os«.

»Det er en interessant oplysning. Under valgkampen i 2016 talte Trump om at beslaglægge olie i områder i Irak, der var blevet befriet fra Islamisk Stat. Olie er muligvis forklaringen på, at Trump er så fokuseret på Venezuela,« mener John Dinges.

Halvdelen af Venezuelas råolieeksport eksporteres til USA, hvor det bliver raffineret. Landets eksport er faldet med 50 pct., siden Maduro kom til magten efter præsident Hugo Chávez’ død i 2013. Det er den vigtigste årsag til økonomiens kollaps. Over 70 pct. af Venezuelas import finansieres af valuta indtjent på olieeksport. 90 procent af al udenlandsk valuta stammer fra salg af olie.

Præsident Trumps beslutning om at boykotte al import af venezuelansk råolie i slutningen af januar kan derfor blive et dødsstød for Venezuelas i forvejen katastrofale økonomi.

Det står uklart, hvorvidt rådgivere som Bolton, Claver-Carone og Abrams har gennemtænkt deres strategi, mener professor David Smilde.

»Om en måned eller to vil tabet af indtægter fra olieeksport til USA slå igennem. Det vil frem for alt ramme civilbefolkningen og svække deres modstandsevne og udholdenhed. Nykonservative har ikke en særlig veludviklet forståelse for, hvor skadelige økonomiske sanktioner kan være for de civile. Den herskende klasse og militæret skal nok sørge for sig selv,« siger han.

USA’s sanktioner kan således svække oppositionens modstandskraft.

»Med mindre Maduro-regimet falder meget snart, ender situationen i en hårdknude. Hvad gør Trump så? Vi er på vej ind i et valgår,« spekulerer Smilde.

Svingstaten Florida

Der er også en valgpolitisk komponent i præsident Trumps aggressive linje over for regimerne i Cuba, Nicaragua og Venezuela. Selv om han vandt Florida i præsidentvalget i 2016, er udfaldet i denne svingstat i 2020 ikke på forhånd givet.

Det sydlige Florida er ikke alene hjemsted for eksilcubanere. Her bor der også venezuelanske og nicaraguanske immigranter – alt i alt en vigtig stemmeblok i en svingstat, hvor præsidentvalg ofte bliver afgjort med et procentpoint eller mindre.

»Set i det lys var præsident Trumps tale til eksilvenezuelanerne i Miami i mandags hans første vælgermøde i en svingstat. Her lagde han op til, at demokraterne i valgkampen vil blive påklæbet etiketten – Venezuelas fejlslåede socialistiske eksperiment,« siger Peter Kornbluh, en mangeårig forsker i USA’s Cuba-politik, der arbejder for national Security Archive i Washington, D.C.

De nykonservative strategers håb er, at det kommunistiske styre i Cuba vil blive revet med i faldet, hvis officerskorpset i Venezuela i sidste instans skifter loyalitet og sender Maduro, hans familie og nærmeste medarbejdere i eksil.

Cubas økonomi har i lang tid været afhængig af import af statssubventioneret olie fra Venezuela. Siden 2013 er denne import af billige olie imidlertid blevet skåret drastisk ned, hvorfor Cuba har indgået oliekontrakter med Rusland og Liberia. Ikke desto mindre er cubansk økonomi negativt påvirket af den katastrofale nedtur i Venezuela.

Cubanske soldater og efterretningsagenter er samtidig centralt placeret i det venezuelanske statsapparat, hvilket gør Cuba uundværlig for Maduro-regimets overlevelse. De cubanske styrker kan derfor let blive involveret i en borgerkrig eller komme til at kæmpe på venezuelanske soldaters og militser side, hvis USA skulle vælge at sende specialstyrker ind i landet.

»Det ville være en kæmpe sejr for Bolton og de nykonservative, hvis Maduro falder og Cuba tvinges til at trække sine styrker ud af Venezuela,« konstaterer Peter Kornbluh.