Læsetid: 4 min.

Ingen aftale i Hanoi: Trump må opgive håbet om en hurtig Korea-løsning

Donald Trump valgte at afbryde forhandlingerne på mødet med Kim Jong-un før tid. Den selvproklamerede mesterforhandler og Nordkoreas leder stod for langt fra hinanden. Det positive, man kan udlede af mødet, er, at Trump virker mere realistisk og mindre forhastet
At de personlige relationer mellem Trump og Kim Jong-un tilsyneladende er gode, var tydeligvis ikke nok til at bære forhandlingerne om nedrustning videre.

At de personlige relationer mellem Trump og Kim Jong-un tilsyneladende er gode, var tydeligvis ikke nok til at bære forhandlingerne om nedrustning videre.

Ed Jones

1. marts 2019

No deal. Der kom ingen aftale i Hanoi, hvor Donald Trump og Kim Jong-un onsdag og torsdag forhandlede om de eventuelle vilkår for en nordkoreansk nedrustning.

USA’s præsident var ellers fløjet til Vietnam med intention om at imponere. Allerede før ankomsten forlød det, at en underskrivelsesceremoni var på agendaen. En aftale var klar. Lukningen af Nordkoreas største atomanlæg lå i kortene. Det samme gjorde en erklæring, der skulle bane vej for en formel afslutning på Koreakrigen. I stedet endte forhandlingerne uden resultat.

Dermed førte det andet møde mellem de to ledere endnu mindre med sig end det første. Sidste sommer i Singapore nåede de trods alt til enighed om en fælles erklæring. Og selv om Singapore-mødet heller ikke bød på meget substans, havde mødet noget historisk over sig.

Det var det første møde mellem lederne af de to nationer, og mødet repæsenterede en ny og hidtil ikke anvendt strategi. Der var et drama og en fascination over mødet, som i sin spektakulære natur formåede at overskygge manglen på indhold. Denne gang var anderledes. Sådan går det ofte med den svære toer. Selv for en præsident og tidligere realitystjerne.

Kritikerne går derfor hårdt til Trump. Hvad skulle mødet egentlig til for? Var det diplomatiske forarbejde ikke gjort godt nok? Selv middagsmenuen på førstedagen måtte forhandles på plads i sidste øjeblik. Så er der lang vej til en atomaftale. Overvurderede Trump ganske enkelt egne evner ved forhandlingsbordet? Eller krævede Kim Jong-un bare for meget?

Måske en kombination.

De gode personlige relationer de to imellem var tydeligvis ikke nok til at bære forhandlingerne videre. Baseret på Trumps udtalelser efter topmødets afslutning var der langt mellem parterne. Nordkorea tilbød at lukke ned for styrets største atomanlæg, Yongbyon, der er et omfattende kompleks og tæller flere end hundrede bygninger. Det er blandt andet her, styret fremstiller plutonium.

I bytte krævede Kim Jong-un, at USA ophæver alle sanktioner rettet mod Nordkorea. Og så kom forhandlingerne ikke videre. Nogle gange er det bedst at udvandre, konstaterede Trump på det efterfølgende pressemøde.

Større realisme

Under mødet med pressen virkede han mere fattet og afklaret, end tilfældet var efter det sidste topmøde. I Singapore var armbevægelserne store og retorikken højtflyvende. Både under og efter det første møde var den amerikanske optimisme stor. Nordkorea ønskede en fuldstændig afvæbning og var villig til at lade uvildige eksperter verificere processen, hed det.

Hvordan Nordkorea konkret skulle lade sig afvæbne, var der ikke tid til at gå i detaljen med i Singapore, så det måtte falde på plads efterfølgende, forklarede Trump dengang. Otte måneder og et ihærdigt diplomatisk tovtrækkeri senere er en tidsplan for processen ikke i sigte.

I stedet bragte forhandlingerne i Hanoi en ny tone og større realisme ind i den amerikanske tilgang. Det er bedre at lave en god aftale end en hurtig aftale, lyder det nu fra Trump, der understreger, at han ikke har travlt.

En erkendelse, der er svær at være uenig i. En aftale uden indhold havde været det værst tænkelige resultat, forklarer direktør ved koreastudier på Centre for the National Interest, Harry Kazianis, til Singapore-mediet Channel News Asia.

»Udfordringen er, at Nordkoreas atomvåben allerede er en realitet,« siger han.

At skrue forventningerne yderligere i vejret i endnu en vagt formuleret hensigtserklæring havde vanskeliggjort de videre forhandlinger.

Det er positivt, at USA og Nordkorea arbejder på at finde en løsning og har sat en stopper for krigsretorikken. Det er ligeledes prisværdigt, at parterne opbygger en større grad af tillid, og at Nordkorea holder igen med missiltest og atomprøvesprængninger. Det er også et skridt i den rigtige retning, hvis USA’s ønsketænkning om, at en fuldstændig og verificerbar afvæbning af nordkoreanske atomvåben og missiler vil kunne finde sted i den nærmeste fremtid, erstattes af en konkret plan, der kan føre til reelle fremskridt.

Intet i Nordkoreas opførsel – hverken historisk eller under de seneste forhandlinger – tyder på, at styret agter at opgive sine atomvåben under de nuværende omstændigheder.

Når Nordkorea taler om en atomfri koreansk halvø, handler det om at få den amerikanske atomparaply, der dækker Sydkorea, neutraliseret. Styret og dets atomprogram har været en tiltagende trussel i årtier – uden at en løsning trods mange forsøg er blevet fundet. Det skyldes, at så mange aktører og interesser på vidt forskellige fronter, mistro og gammelt fjendskab er viklet sammen i den nordkoreanske knude.

Endnu ved vi ikke, hvordan forløbet i Hanoi ser ud set fra Pyongyang. Det har givetvis heller ikke været nemt for Kim Jong-un at skulle køre hele den lange vej hjem i sit tog uden at have konkrete resultater med sig. Økonomien i det i forvejen forarmede land er hårdt ramt af de internationale sanktioner, USA har stået i spidsen for at indføre.

Muligheden for at USA og Nordkorea kan forhandle sig til resultater, som begge parter kan leve med, er stadig til stede. Men processen bliver lang. Forhåbentlig var Hanoi blot en dårlig iscenesat mellemregning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Donald John Trump havde ikke gjort sit hjemmearbejde, og havde åbenbart heller ingen plan for, hvad mødet skulle resultere i.

Jeg troede eller, det er logik for dværghøns, at man forud for et møde har et klar mål for mødets resultat. Og i dette tilfølde burde man i USA have forhandlet via embedsmænd forud for mødet, så man var nogenunde enige, og ville være i stand til at underskrive en aftale.

Her burde det være en fredsaftale meellem landene, der rent juridisk stadig er i krig.
Men det burde også være en aftele om at fjerne alle a-våben på Kola-halvøen - også Nordkoreas.
Og endelig at fjerne handelshindringerne fra Nordkorea, så det kunne blive et ordinært land.

Men denne enestående mulighed blev altså totalt misset an en ubegavet forhandler fra USA.