Feature
Læsetid: 4 min.

IS-krigernes familier flygter fra den sidste by i Islamisk Stats territorium

Islamisk Stat er omringet i den lille by Baghuz i det østlige Syrien. Byen er belejret, og mange forventer, at det bliver det sidste konventionelle slag i krigen mod Islamisk Stat
Islamisk Stat er omringet i den lille by Baghuz i det østlige Syrien. Byen er belejret, og mange forventer, at det bliver det sidste konventionelle slag i krigen mod Islamisk Stat

Delil Souleiman

Udland
18. februar 2019

De mennesker, der nu kryber sig langs jordvoldene med små børn og tæpper knuget ind til sig, kan meget vel være de sidste, der flygter fra Islamisk Stat. Tæt på, i den enklave de er flygtet fra, er der nok ikke mere end 500 mennesker tilbage – stort set kun krigere, der nægter at forlade de to kvadratkilometer af det østlige Syrien, som er alt, hvad der er tilbage Islamisk Stats såkaldte kalifat.

De kvinder og børn, som i tirsdags slap ud af byen Baghuz, burde egentlig slet ikke have været der.

Efter flere ugers bombardementer var de kurdiskledede styrker, der belejrer byen, overbevist om, at byen var stort set tom, og der nu var fri bane til at storme de sidste, tilbageværende krigere. Mere end 9.000 mennesker, et antal, som fint stemmer overens med byens indbyggertal inden krigen, havde forladt Baghuz.

Men efter yderligere tre dage yderligere med intensive bombninger blev der ved med at strømme mennesker ud af byen og mod de sikre zoner ved siden af slagmarken. Både kvinder fra Frankrig, Rusland og Tadsjikistan og familier fra Irak og nærliggende syriske byer.

I takt med at Islamisk Stats utopiske løfter er blevet til et blodigt, synkende mareridt, har Baghuz udviklet sig til et opsamlingspunkt for krigere og deres familier fra hele det område, terrorgruppen engang kontrollerede.

»Der er langt flere af Islamisk Stats efterladte kvinder og børn her, end vi regnede med, da operationen begyndte lørdag,« siger Adnan Afrini, der er kommandør i den kurdiske militærenhed.

»Vi modtager hundredvis af IS-familier og deres børn hver eneste dag.«

De mest ekstreme tilbage

Resterne af Islamisk Stat er klemt sammen i en lille, gudsforladt enklave ved Eufrat-flodens bredder. De har ingen steder at flygte hen, og dem, der endnu ikke har givet op og forladt byen, kommer nok heller ikke til det. De kurdiske styrker forventer, at Baghuz er ryddet i løbet af den kommende uge.

»Fordi det belejrede område er så lille, forventer vi nogle hårde slag,« siger Adnan Afrini.

»Det er tæt befolket af nogle af Islamisk Stats mest erfarne og ekstreme krigere. De bruger selvmordsbomber og viser ingen tegn på at give op. Det er kun de mest ekstreme og ideologisk stålsatte krigere, der er tilbage derinde nu.«

50-årige Hamada Hussein fra Qaim er en de senest ankomne flygtninge. På en mark, plastret til med madrationer og vandflasker, fortæller hun, hvordan hun måtte gå i fire timer for at komme i sikkerhed. Hun er klar til at møde en hvilken som helst skæbne, der venter hende nu, forklarer hun.

»Der er ingenting tilbage inde i Baghuz,« siger hun.

»Vi kunne kun spise én gang om dagen. Der er stadig kvinder og børn derinde, som ikke kan komme ud på grund af kampene. Byen er fuldstændig smadret, og kuglerne vælter ned fra himlen som regn.«

Ligesom mange andre på marken, fortæller Hamada Hussein, at hun ikke er fra Baghuz, men søgte tilflugt der som følge krigen.

En af dem, der søgte til Baghuz er 35-årige Abu Ahmad al Rawi fra Rawa i Irak.

»Vi havde ingen mulighed for at komme ud før nu,« siger han.

»Vi var i Keshma, inden vi måtte tage til Baghuz. Men så kom krigen også hertil. Jeg flyttede til Syrien, da shiamilitserne nærmede sig Rawa. Der var ikke noget valg. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske nu, men der var altså ikke andre måder, jeg kunne overleve på.«

Det tidligere byrådsmedlem i Baghuz, Salih Omar, forklarer, at de kurdiske styrker har taget imod mere en 1.000 IS-familier de seneste to dage. De bliver nu sendt videre til flygtningelejre. Man anslår, at der er flere udlændinge end syrere. I alt har de kurdiske myndigheder i det nordlige Syrien taget imod mere end 10.000 ikke-syrere.

Sejrsfest

Ved slaget om Raqqa forhandlede de sidste IS-krigere en aftale på plads, som betød, at de opgav byen, men fik lov til at blive transporteret til ørkenen i busser sammen med deres familier.

Men fire dage inde i den sidste fase af det, mange beskriver som det sidste konventionelle slag i de seneste fire års krig mod Islamisk Stat, er der stadig intet tegn på, at Islamisk Stats krigere kan eller vil sikre en lignende aftale.

»Dengang indgik de kurdiske styrker en faustisk pagt,« siger Shiraz Maher, som er leder af det internationale center for radikaliseringsstudier ved King’s College i London.

»De sagde til IS: ’Vi har omringet jer. Vi kommer til at dræbe jer alle sammen’. IS kunne se værdien i en strategisk tilbagetrækning. På det tidspunkt passede en  sådan aftale begge parter. Kurderne fik en sejr udadtil, og IS fik chancen for at kæmpe videre.«

Det er velkendt, at Islamisk Stat har udenlandske gidsler i Baghuz. Heriblandt den britiske fange John Cantlie, som de planlægger at bruge i forhandlingerne. Her i krigens slutspil er gidslerne en af de kurdiske styrkers højeste prioriteter. En anden er at kunne erklære sejren så hurtigt som muligt. Kurderne er allerede ved at bygge en scene til afholdelse af sejrsfesten i en deres største baser.

»Jeg føler mig overbevist om, at vi kan fejre sejren og enden på det såkaldte kalifat inden for få dage,« siger Adnan Afrini.

© Guardian og Information. Oversat af Mathias Sindberg.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her