Læsetid: 5 min.

Kashmirbombe skaber nye spændinger mellem Indien og Kina

Sidste uges terrorangreb i Kashmir har ikke kun vakt indisk vrede mod Pakistan, men også mod Kina. Indien har længe presset på for at få den islamistiske bagmand på FN’s terrorliste, men Kina har blokeret. Gammelt fjendskab blokerer for, at de to stormagter samarbejder om, hvad der burde være en fælles fjende, siger sikkerhedsekspert
Den islamistiske gruppe Jaish-e-Mohammed  har taget ansvar for sidste torsdags terrorangreb i indisk Kashmir, der dræbte flere end 40 indiske soldater fra en paramilitær styrke. Det har ledt til nye diplomatiske stridigheder mellem Asiens to største magter, Indien og Kina.

Den islamistiske gruppe Jaish-e-Mohammed  har taget ansvar for sidste torsdags terrorangreb i indisk Kashmir, der dræbte flere end 40 indiske soldater fra en paramilitær styrke. Det har ledt til nye diplomatiske stridigheder mellem Asiens to største magter, Indien og Kina.

RAJAT GUPTA

20. februar 2019

Navnet er Masood Azhar. Han er leder og stifter af den islamistiske gruppe Jaish-e-Mohammed, der har taget ansvar for sidste torsdags terrorangreb i indisk Kashmir, der dræbte flere end 40 indiske soldater fra en paramilitær styrke. De var på vej hjem på orlov fra det sydlige Kashmir, da deres buskortege blev mål for en selvmordsaktion.

Og så er Masood Azhar den direkte årsag til nye diplomatiske stridigheder mellem Asiens to største magter, Indien og Kina.

Den 50-årige terrorleder fra den pakistanske Punjab-provins har kaldt til hellig krig siden midten af 1990’erne for at få Indien ud af Kashmir. For Indien er han blevet symbolet på den form for terror, som mange indere mener, er sponsoreret af den pakistanske stat – en stedfortræderkrig angiveligt anført af den pakistanske efterretningstjeneste.

»Jaish-e-Mohammed er en af de mest dødbringende terrorgrupper i Asien. Dets leder, Masood Azhar, er en meget skarp og meget erfaren terrorleder. Der er overvældende beviser for Masood Azhars rolle i kriminalitet og terrorisme,« siger Rohan Gunaratna, professor i sikkerhedsstudier ved Nanyang Technological University i Singapore.

Jaish-e-Mohammed er på FN’s liste over terrorbevægelser, men det er aldrig lykkedes Indien at få Masood Azhar stemplet som terrorist i FN-regi, hvilket ville medføre et globalt rejseforbud mod ham og spærring af hans finansielle aktiver.

Årsagen er Kina, der blokerer for tiltaget i FN’s Sikkerhedsråd. Indien har forsøgt adskillige gange og fået opbakning fra alle andre lande i rådet, men hver gang er svaret fra Beijing det samme.

Efter sidste uges terrorangreb blev den kinesiske ambassadør kaldt til samtale i Indiens Udenrigsministerium. Her gav den indiske regering endnu engang udtryk for, at Masood Azhar bør klassificeres som en global terrorist. Igen svarede Kina afvisende.

Beviserne imod ham er ikke fyldestgørende, lyder det kinesiske argument.

»Kina slår hårdt ned på terrortruslen, men desværre betyder geopolitik endnu mere for den kinesiske ledelse. Pakistan er en vigtig kinesisk partner, og det spiller ind,« siger Rohan Gunaratna.

Kina og Pakistan har haft tætte relationer siden 1960’erne. Militært, politisk og økonomisk har Kina konsekvent ydet støtte til sin vestlige nabo, blandt andet for at skabe en regional modvægt til Indien.

Sammen med Indien-Kina-krigen i 1962 og de stadig eksisterende grænsestridigheder er det med til at forklare den historiske mistro, Indien nærer over for Kina. Da Indien i 1998 foretog en runde nukleare prøvesprængninger, der etablerede landet som atommagt, var det med den kinesiske trussel som officiel begrundelse.

Kashmir og Jaish-e-Mohammad

  • Både Indien og Pakistan har gjort krav på Kashmir, siden de opnåede uafhængighed fra Storbritannien i 1947. To gange har nabolandene udkæmpet en krig om territoriet. Også Kina gør krav på dele af området.
  • Hovedparten af indbyggerne i den indisk kontrollerede del er muslimer, hvoraf mange ønsker en højere grad af selvbestemmelse eller uafhængighed. Indien beskylder Pakistan for at beskytte og støtte militante grupper på begge side af grænsen. De seneste år er antallet af voldelige sammenstød steget. Sidste år blev flere end 500 dræbt – både civile, oprørere og militærpersonel – hvilket var det højeste drabstal i et årti.
  • I 1994 blev Masood Azhar anholdt i indisk Kashmir. Han slap ud af indisk fængsel i 1999 i forbindelse med en flykapring. Indien blev tvunget til at udlevere ham i en byttehandel for 155 gidsler på et fly landet i Taliban-ledet Afghanistan. Året efter stiftede Masood Azhar Jaish-e-Mohammed, der betyder Muhammeds hær.
  • Gruppen har siden stået bag en række angreb både i den indiske del af Kashmir og i andre dele af Indien. Det indiske efterretningsvæsen vurderer, at Jaish-e-Mohammed har omkring 50 aktive medlemmer på den indiske side af grænsen.

Vrede mod Kina

Den kinesiske afvisning er blevet mødt med vrede og foragt på sociale medier og i den indiske presse.

»Kina har uden tvivl blod på hænderne. I blind forfølgelse af sin venskabspolitik med Pakistan er Kina blevet medansvarlig i alle Pakistans forbrydelser,« udtalte den tidligere indiske udenrigsminister Yashwant Sinha til Hongkong-avisen South China Morning Post. Mange opfordrer til boykot og straftold på kinesiske varer.

»Delhi kan ikke blive ved med at forholde sig tavs og bliver nødt til at signalere sin vilje til at begrænse bilaterale og kommercielle bånd til Kina, hvis Beijing fortsætter med at beskytte Pakistan i terrorrelaterede spørgsmål,« skriver avisen The Indian Express på lederplads.

Sikkerhedseksperten Rohan Gunaratna mener, at Indien, Kina, Pakistan og Afghanistan har fælles interesser i at bekæmpe terror, så her burde der ikke være et modsætningsforhold.

»I stedet for at tænke på deres geopolitiske egoer burde disse lande arbejde tæt sammen om at bekæmpe en fælles trussel. Hvis ikke de gør det, vil de alle stå over for en øget terrortrussel. Situationen udvikler sig meget hurtigt i Afghanistan, der også grænser op til Kina. Til trods for massive investeringer fra Europa, USA og Australien i de afghanske sikkerhedsstyrker, har Afghanistan ikke været i stand til at inddæmme truslen, og USA er på vej ud,« siger han.

Både Pakistan og Indien har tidligere finansieret og trænet væbnede grupper i deres nabolande, men i den konkrete sag er der endnu ikke noget, der tyder på, at den pakistanske regering har hjulpet Jaish-e-Mohammed, vurderer Rohan Gunaratna.

»Flere terrorgrupper med base i Pakistan har udviklet deres egen dynamik og struktur, og den pakistanske stat kan ikke længere kontrollere dem,« siger han.

Hjemmefødt terrorist

I første omgang har Indien sat alt ind på at komme Jaish-e-Mohammad til livs inden for landets egne grænser. Mandag blev ni personer dræbt, da militæret fandt frem til flere af gruppens medlemmer, der gemte sig i en landsby. Blandt de omkomne var den pakistanske hovedmistænkte, der menes at have planlagt angrebet.

Han skulle angiveligt have trænet selvmordsbomberen i brug af sprængstof. Gerningsmanden, den 20-årige Adil Ahmad Dar, boede hjemme hos sin mor i Kashmir indtil sidste forår, hvor han en dag forsvandt.

»Det står nu klart, at der i løbet af de seneste par år er sket en radikalisering blandt muslimske unge i Kashmir. Det har meget at gøre med sociale medier, hvor der er muligheder for at dele informationer og en risiko for at blive påvirket af Islamisk Stat og af, hvad der sker i Mellemøsten. Hidtil har stort set alle terrorangreb været udført af personer fra den anden side af grænsen, så det er en meget alvorlig udvikling,« siger politisk kommentator og tidligere redaktør på adskillige indiske medier, Sanjaya Baru.

Ifølge Rohan Gunaratna fra Nanyang Technological University har Jaish-e-Mohammeds evne til at operere i indisk Kashmir varieret over årene.

»Angrebet er et udtryk for en fejlslagen indisk tilgang. Kashmir er et af de steder i verden med flest soldater. Jaish-e-Mohammed har været i Kashmir siden 1990’erne, men har de seneste år opereret på et mindre aktivt niveau. I stedet har den indiske efterretningstjeneste brugt sine ressourcer på Islamisk Stat, der har en forholdsvis ny tilstedeværelse i Kashmir. Man har flyttet fokus fra de grupper, der historisk har været farligst,« siger han.

Efter en selvmordsaktion i det sydlige Kashmir, hvor mindst 46 soldater mistede livet, gik hindunationale demonstranter på gaden i Dehli for at sende et signal til politikerne om handling og hævn.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu