Læsetid: 4 min.

Kina spiller på udenlandske diplomaters forfængelighed

Først blev Canadas ambassadør i Kina fyret, nu er Sveriges ambassadør i Beijing kaldt hjem. Sagerne er forskellige, men de blotlægger en fælles sandhed. Kina mestrer at spille på topdiplomaters egoer og kan tilsyneladende få dem til at handle i styrets interesser
Politiet patuljerer foran den svenske ambassade i Beijing. Sveriges ambassadør i Kina er blevet kaldt til Stockholm efter at have arrangeret et uformelt møde med datteren til den kinesiskfødte svensker Gui Minhai, der drev en boghandel med kinakritiske bøger, og som nu er tilbageholdt af de kinesiske myndigheder.

Politiet patuljerer foran den svenske ambassade i Beijing. Sveriges ambassadør i Kina er blevet kaldt til Stockholm efter at have arrangeret et uformelt møde med datteren til den kinesiskfødte svensker Gui Minhai, der drev en boghandel med kinakritiske bøger, og som nu er tilbageholdt af de kinesiske myndigheder.

Greg Baker

25. februar 2019

Sveriges ambassadør i Kina, Anna Lindstedt, er ikke længere i Beijing. Hun blev sidste uge beordret hjem til Stockholm i forbindelse med en undersøgelse af, hvad det svenske Udenrigsministerium ganske diplomatisk betegner som ukorrekte handlinger. De fleste andre ville kalde det en skandale.

Undersøgelsen foretages af den svenske efterretningstjeneste Säpo og skal blotlægge, hvorvidt ambassadøren har forhandlet med en fremmed magt uden bemyndigelse.

Det gjorde hun muligvis i slutningen af januar i forbindelse med todagesmøder på Hotel Sheraton i den svenske hovedstad. Til stede var Angela Gui, datter af den kinesiskfødte svensker Gui Minhai. Han drev en boghandel med kinakritiske bøger i Hongkong, indtil han i 2015 forsvandt på mystisk vis under et ferieophold i Thailand. Senere dukkede han op i kinesisk varetægt, hvor han stadig befinder sig.

Angela Gui har på ihærdig vis forsøgt at råbe medier og myndigheder op for at bringe sin fars sag på dagsordenen. Den diplomatiske dialog mellem Sverige og Kina har ikke ført til en løsning. Derfor takkede hun ja, da Anna Lindstedt foreslog at mødes på Sheraton, hvor hun ville blive præsenteret for en ny tilgang.

Den nye tilgang viste sig at være to kinesiske forretningsfolk. De mente at kunne hjælpe hende og påstod at have forbindelser til Kinas kommunistparti. Ifølge Angela Gui tilbød en af dem at ansætte hende i sin virksomhed i Kina og viste hende billeder af sig selv sammen med den kinesiske ambassadør i Stockholm.

Hendes far, forklarede han, kunne nøjes med et par år i kinesisk fængsel, hvis hun til gengæld ophørte med at føre kampagne for hans sag og holdt op med at udtale sig i medierne.

»Stol på mig, eller du kommer aldrig til at se din far igen,« sagde han angiveligt. Angela Gui takkede nej til jobtilbuddet – og til at stole på den kinesiske forretningsmand.

I stedet gik hun til pressen og offentliggjorde senere en gennemgang af forløbet på sin blog. Kort efter blev Anna Lindstedt kaldt hjem fra Beijing. Det viste sig, at Udenrigsministeriet ikke havde kendskab til møderne på hotellet.

En åbenmundet canadisk diplomat

Det er endnu ikke afgjort, om Anna Lindstedt bliver sigtet, men bliver hun det, risikerer hun fængsel i op til to år.

Forløbet tangerer det bizarre, og det faktum, at en topdiplomat på den måde ikke kun undersøges internt i ministeriet men også af efterretningstjenesten, er i sig selv uhørt.

Havde sagen stået alene, kunne man have rystet på hovedet af den naive svenske ambassadør. Men det gør den ikke. For under en måned siden måtte den canadiske premierminister fyre sin ambassadør i Kina, John McCallum.

Han havde rodet sig ud i flere uheldige bemærkninger i forbindelse med sagen om den tilbageholdte kinesiske finansdirektør for telegiganten Huawei. Direktøren er tilbageholdt i Canada på anmodning fra USA, der anklager selskabet for svindel og hvidvaskning.

Først indikerede McCallum over for et kinesisk medie, at USA’s interesse i at retsforfølge finansdirektøren var politisk motiveret, hvilket han senere forklarede var en fortalelse. Dernæst gav han udtryk for, at det ville være godt for Canada, hvis USA droppede anmodningen om en udlevering. Ambassadørens synspunkter stred mod den officielle canadiske linje og mindede mere om noget, der kunne komme fra den kinesiske ambassade i Ottawa.

De to ambassadørers ageren kan tolkes som et udtryk for dårligt diplomatisk håndværk og manglende politisk tække. Men det er næppe hele forklaringen.

Kina fører en velafprøvet påvirkningsstrategi over for topdiplomater fra det øjeblik, de lander i Beijing. Metoden handler hverken om ideologisk indoktrinering eller penge under bordet. Forfængelighed og status er den primære drivkraft.

I forlængelse af sagen om John McCallum har den canadiske avis The Star Vancouver talt med flere tidligere Kina-ambassadører om emnet.

»Kina er utrolig effektiv til at overbevise folk, herunder erfarne diplomater, om, at det vigtigste i verden er at opretholde gode forbindelser med Kina. De overtaler folk ved at spille på deres forfængelighed og få dem til at tro, at deres evne til at holde tingene rolige og problemfri er beviset på deres unikke forståelse af Kina. De gør det, fordi det virker – for Kina,« forklarer den tidligere canadiske ambassadør, David Mulroney, til avisen.

Den udlægning bakkes op af Jorge Guajardo, der var Mexicos ambassadør i Kina i seks år. Han beskriver, hvordan nyankomne ambassadører i starten bliver lagt på is af deres værter. Først efter nogen tid bliver de langsomt givet adgang til kilder og informationer med den begrundelse, at de udviser en særlig forståelse for nuancerne og kompleksiteten i Kina.

Norge i kulden, Danmark i varmen

Målet er at kultivere et tæt forhold, hvor ambassadøren er mere tilbøjelig til at udvise forståelse for kinesiske interesser – og muligvis gå i rette med sit eget lands Kinapolitik.

»Det er en typisk kinesisk fremgangsmåde – at overbevise ambassadøren fra et fremmed land om, at hans land ikke handler korrekt, og at selvfølgelig forstår kun han, at de ikke handler korrekt,« siger Jorge Guajardo.

De ambassadører, der ikke skaber problemer, får ikke kun mere opmærksomhed, men også nemmere ved at skabe resultater. Belønningen falder i form af adgang til beslutningstagere i verdens andenstørste økonomi og en højere frekvens af erhvervsdelegationer og ministerbesøg i begge retninger.

I den anden ende af skalaen bliver ambassadører fra genstridige lande eller med en mere kritisk tilgang holdt ude i kulden. Norske politikere var ikke velkomne i Kina, efter Nobelpriskomiteen i 2010 tildelte den kinesiske dissident og forfatter, Liu Xiaobo, fredsprisen. Norges daværende ambassadør måtte blive ni år i den kinesiske hovedstad, fordi den norske regering frygtede, at Kina ikke ville akkreditere en ny.

I samme periode var forholdet mellem Danmark og Kina så gnidningsfrit, at den danske ambassadør fik tildelt en venskabsmedalje. Den fik han overdraget i det kinesiske udenrigsministerium, da han forlod Beijing i 2015.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu