Læsetid: 4 min.

Konflikten mellem Indien og Pakistan er en gammel kending. Men denne gang udspiller den sig i en helt ny verden

Konfliktniveauet mellem Indien og Pakistan er på sit højeste i mange år. Og det sker i en ny global kontekst, hvor pakistanerne ikke længere kan regne med, at USA har en interesse i at holde hånden over dem. Til gengæld har Pakistan dannet stærke økonomiske forbindelser til Kina og kan have en interesse i at beholde en stærk mand i spidsen for Indien
Pakistanske soldater ved siden af det indiske fly, som tirsdag blev skudt ned over den pakistanskkontrollerede del af Kashmir, efter at flyet havde krydset demarkationsgrænsen. Det indiske luftangreb var en reaktion på en selvmordsbombe mod en militærkonvoj, der den 13. februar kostede 44 indiske soldater livet.

Pakistanske soldater ved siden af det indiske fly, som tirsdag blev skudt ned over den pakistanskkontrollerede del af Kashmir, efter at flyet havde krydset demarkationsgrænsen. Det indiske luftangreb var en reaktion på en selvmordsbombe mod en militærkonvoj, der den 13. februar kostede 44 indiske soldater livet.

STR/AFP/Ritzau Scanpix

28. februar 2019

For første gang siden krigen i 1971 har indiske militærfly krydset demarkationslinjen – den midlertidige grænse mellem indisk og pakistansk Kashmir – og gennemført angreb på pakistansk jord. Det skete tirsdag i denne uge i den pakistanske del af Kashmir, hvor målet var en militærlejr, der tilhører terrorgruppen Jaish-e-Mohammed.

Ifølge de indiske myndigheder opererer gruppen ikke blot med velsignelse, men også med direkte støtte fra det pakistanske militær og efterretningsvæsen ISI. Det afviser Pakistan.

Det indiske luftangreb var en reaktion på en selvmordsbombe mod en militærkonvoj, der den 13. februar kostede 44 indiske soldater livet. Angrebet faldt sted i Pulwama i den indiske del af Kashmir, og var det mest dødelige angreb i regionen siden 1989. Siden har flere kommentatorer spekuleret i, hvad Indien ville gøre. Tirsdag kom svaret i form af de 10-12 indiske militærfly i pakistansk luftrum.

Nedskydning af indiske fly

De indiske myndigheder melder om op imod 300 dræbt ved luftangrebet. Den officielle pakistanske udmelding er, at der primært skete materiel skade. Uanset, hvad sandheden er, så frygter mange, at det kan udvikle sig til en alvorlig militær konfrontation mellem de to naboer, ærkefjender og atommagter.

Og mindre end et døgn efter det indiske luftangreb skød Pakistan to indiske jægerfly ned og tilbageholder en indisk pilot. Pakistan ville ikke forvolde skade eller dødsfald, understregede Pakistans premierminister, Imran Khan. Hensigten var alene at demonstrere Pakistans »kapacitet«.

Kashmir-konflikten

De to lande har befundet sig i åben konflikt om den bjergrige region siden uafhængigheden i 1947, hvilket gør Kashmir-konflikten til en af de ældste konflikter i verden. Konflikten har flere fronter. På nationalt niveau mellem Indien og Pakistan, der begge gør krav på området.

På lokalt niveau mellem oprørsgrupper i den indiske del af Kashmir og de indiske sikkerhedsstyrker. Konflikten har hidtil ført til to krige mellem landene og kostet mellem 30.000 og 80.000 mennesker livet.

USA’s tidligere ven

Så det er en gammel konflikt, men denne gang udspiller den sig i en markant ændret geopolitisk kontekst, siger Ravinder Kaur, lektor i moderne Indien- og sydasienstudier ved Københavns Universitet.

Tidligere så man nemlig typisk, at USA opfordrede Indien til at løse de anspændte situationer ad diplomatisk vej – f.eks. i forbindelse med Kargil-krigen i 1999 og efter det forfejlede terrorangreb mod det indiske parlament i 2001.

Men den gang havde Washington også et andet behov for at have Pakistan som mere eller mindre officiel allieret i regionen på grund af krigen i Afghanistan.

Så mens spillet mellem Indien og Pakistan kan ligne noget, vi har set før, så har rammerne ændret sig.

»Det er klart, at USA ikke har lige så meget brug for Pakistan længere. Og det kan Pakistan komme til at mærke nu,« siger Ravinder Kaur.

Internationale reaktioner

Og det tyder også på, at de internationale reaktioner vil være anderledes denne gang. Donald Trump har lige nu hænderne fulde ved topmødet med Nordkorea, men flere topfolk fra Det Hvide Hus har, ifølge Washington Post, udtrykt »manglende tålmodighed« med Pakistan, og efter angrebet på den indiske militærkonvoj sagde den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, at han støttede »Indiens ret til selvforsvar«.

I en udtalelse fra EU opfordres parterne godt nok til, at situationen ikke eskalerer, men den indeholder ingen fordømmelse af det indiske angreb på pakistansk jord.

»Det er påfaldende, hvor få der er villige til at købe Pakistans argumenter, at fordømme Indien, eller at benytte sig af ’begge sider’-formuleringer,« vurderer Tanvi Madan fra tænketanken the Brookings Institution i WorldView.

Hun tror, at Pakistan kunne have håbet på, at de igangværende fredsforhandlinger i Afghanistan kunne betyde, USA ville gå lidt blidt til Pakistan eller direkte fordømme Indien, som det er sket ved tidligere lejlighed.

»Men intet af det er sket.«

Kinas rolle

Kina – den evige ’tredje faktor’ i Kashmir – har hidtil været bemærkelsesværdig tavst. Alligevel mener Ravinder Kaur, at udviklingen følges særdeles tæt fra Beijing. Landet har nemlig store interesser på spil.

For mens Pakistan måske har mistet en ven i USA, har de i samme periode fået en ny i Kina, ikke mindst på grund af det storstilede infrastrukturprojekt ’China – Pakistan Economic Corridor’ til omkring 62 milliarder dollar, der skal forbinde landene.

Og så er der jo den evige rivalisering mellem Asiens to mastodonter. »Det passer nok Kina helt fint, hvis de går i krig, da Indien så vil være optaget af andet end at passe sin økonomiske vækst,« siger hun.

Valget

Men timingen er påfaldende, påpeger flere kommentatorer. I april-maj skal der være valg i Indien, hvor den siddende premierminister, Narendra Modi (BJP), satser på genvalg. Det så indtil for nylig ud til at være en smal sag, men hans forspring i forhold til udfordreren, Rahul Gandhi, fra Kongresspartiet, er svundet ind ved de seneste meningsmålinger.

Og angrebet på militærkonvojen i Kashmir havde ifølge Christine Fair, ekspert i Sydasien ved Georgetown University, til hensigt at fremprovokere en reaktion fra Indien. For paradoksalt nok er den hindunationale leder også det (muslimske) pakistanske militærs foretrukne mand. Det giver nemlig styrke til deres fortælling om, at muslimer er truede i regionen og derfor et godt grundlag for rekruttering.

»Tag ikke fejl,« siger Christine Fair til The Washington Post. »Pakistans ’dybe stat’ har interesser, der bedst sikres af en Modi-sejr.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Claus Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Hanne Pedersen
Niels Duus Nielsen, Claus Nielsen, Christian Mondrup og Hanne Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu