Læsetid: 8 min.

Kurdernes historie er hidtil blevet skrevet af deres fjender

Dag to, en dag i Qamishli. På kort tid har Syrisk Kurdistan opbygget et velfungerende bureaukrati og statsapparat, selv om de faktisk hverken ønsker løsrivelse eller selvstændighed. De vil bare gerne fortsætte det succesfulde samarbejde med Assad-regimet – og have lov til selv at definere den kurdiske historie
På universitetet i Qamishli hænger der store portrætter af Abdullah Öcalan, PKK's leder, der på tyvende år sidder fængslet i en tyrkisk udgave af Alcatraz uden for Istanbuls kyst. Han blev i 1999 sigtet for højforræderi mod den tyrkiske stat.

På universitetet i Qamishli hænger der store portrætter af Abdullah Öcalan, PKK's leder, der på tyvende år sidder fængslet i en tyrkisk udgave af Alcatraz uden for Istanbuls kyst. Han blev i 1999 sigtet for højforræderi mod den tyrkiske stat.

Waleed Safi

2. februar 2019

QAMISHLI – I nat forsøgte jeg at falde i søvn, da jeg pludselig hørte en kradsende lyd bag døren på mit hotelværelse. Assads mænd var kommet for at hente mig i ly af natten, tænkte jeg. 

Men det viste sig, at den kradsende lyd bag døren kom fra en rotte, der havde indlogeret sig på hotelværelset ligesom mig.

Irriterende.

På hotellet siger de, at de ikke kan hjælpe, da de er fuldt booket og ikke har flere ledige værelser. Rotten holder mig halvvågen hele natten med sine bevægelser i rummet.

Næste morgen vender hotellets medarbejdere op og ned på det hele. Gulvtæpper, dyner, sengetøj, kommoder, skabe, senge og madrasser hives ud på gangen, som var det en flytning. De gennemtjekker værelset, men finder selvfølgelig ikke rotten.

»Der er ingenting,« siger de to medarbejdere, begge har ærmerne smurt op til albuen.

Vi befinder os i centrum af Qamishli, de facto-hovedstad i Syrisk Kurdistan, Rojava, i det nordlige Syrien. 

Inden min ankomst til Rojava hørte jeg ofte om de syriske kurderes velfungerende bureaukrati, og hvordan de på kort tid har formået at opbygge et velfungerende apparat, der er en stat værdig – til trods for, at de faktisk ikke ønsker løsrivelse eller en selvstændig stat som Iraks kurdere.

Jeg når næppe at komme til bunds i Rojavas statsdannelse på mine få dage i regionen, men i dag kan jeg nok blive lidt klogere på det, når jeg besøger universitetet i Qamishli. Universitetet er angiveligt blomstret op, efter kurderne overtog kontrollen med denne del af Syrien. 

Jeg propper pas, penge og papirer ned i jakkens inderlomme, og går ned ad den smalle trappe på hotellet for at finde en taxa.

»Når du går ud ad hoveddøren, så gå til højre. Til venstre står regimets soldater, og dem vil du nok ikke møde,« siger receptionisten pædagogisk.

Den kryptiske falafelmand

Nede ved hoveddøren er regimesoldaterne ikke til at få øje på. De må stå længere nede ad vejen, eller også skærmer de mange mennesker på fortovene og det elendige vejr for udsynet. 

Regime-soldaternes tilstedeværelse i Qamishli vidner om det taktiske og politiske samarbejde mellem regimet og kurderne, som er en af årsagerne til, at det går godt i Rojava sammenlignet med andre regioner i Syrien.

Under hele borgerkrigen har kurderne holdt sig på god fod med Damaskus. Det har både afskrækket tyrkerne fra at angribe områder, hvor regimets soldater står, men også betydet, at kurderne er sluppet for Assads tøndebomber.

Jeg følger receptionistens anvisning og drejer til højre ved døren for en sikkerheds skyld. Tanken om at blive afhørt af Assads sikkerhedsstyrker tiltaler mig ikke, selv om det kunne blive en god historie.

Dagen er våd med en blanding af slud og regn. Hele Qamishli er forvandlet til en stor lerfarvet mudderpøl, som sviner sko og bukser til. Kloaksystemet er belastet, så det lerfarvede vand flyder på vejene. Det er den mellemøstlige version af Venedig. Gad vide om rotten er flygtet op til mit værelse på grund af oversvømmelsen?

Inden jeg hopper på en taxa, køber jeg en falafel på en lille restaurant på samme gade. Ejeren viser sig at være araber. Heldigt. Det giver mig mulighed for at stille nogle spørgsmål til, hvordan det er at leve under kurderne.

De kurdiske ledere i Syrien mener selv, at deres region er en sekulær entitet, der abonnerer på en socialistisk ideologi, og som officielt står for lighed mellem kønnene og pluralisme. Andre mener, at den kurdiske ledelse i Syrien blot er gode til PR, og at de i virkeligheden er lige så autoritære som resten af Mellemøsten.

I rapporter fra Amnesty International, Human Rights Watch og Chatham House er de kurdiske styrker YPG for eksempel blevet anklaget for menneskerettighedskrænkelser mod civile arabere i området og undertrykkelse af enhver kritik og politisk opposition. Er det sandt?

Ved kassen bestiller jeg en lille falafel, og kigger mig over skulderen, inden jeg spørger falafelmanden, om krænkelserne har noget på sig.

»Jeg har da hørt historier om, at der bliver grillet et par arabiske testikler under forhør i ny og næ, men så er det nok også, fordi de fortjener det. Som samfund er kurderne ellers utrolig venlige over for os,« siger han, mens han maser et par falafel ned i brødet med sine fingre.

Det er svært at blive sig klog på falafelmandens kryptiske svar. Der sidder nogle mænd i restauranten ved bordene bagved og spiser. Måske har falafelmanden ikke lyst til at uddybe yderligere for ikke at komme i problemer. Især hvis han nu ved, at kunderne er kurdere.

Jeg tører dressingen fra mundvigen og træder ud fra restauranten. En taxa stopper op i regnvejret.

Öcalans årvågne øje

Chaufføren kører forsigtigt i sølet for ikke at sprøjte lerfarvet vand fra de oversvømmede gader op på de mennesker, der går på fortovene. Regnen pisker ned, og bilens slidte vinduesviskere kæmper en brav kamp.

Hele vejen til universitetet hænger der store portrætter af Abdullah Öcalan, PKK’s leder, der på tyvende år sidder fængslet i en tyrkisk udgave af Alcatraz uden for Istanbuls kyst. Det største portræt af Abdullah Öcalan – en mand som er på USA's, EU’s og Tyrkiets terrorliste – hænger dog på universitetets facade.

»Vi har netop i år uddannet den første årgang bachelorstuderende fra universitetet siden grundlæggelsen. Vi har akut brug for akademikere i administrationen, da ingen kan komme til Aleppo længere som i gamle dage,« siger rektor Mohamed Salim allerede ved indgangen til campus.

Nogle beskriver universitetet i Qamishli som et sted, der skal vække den kurdiske nationalfølelse og stolthed efter mange års undertrykkelse under Saddam Husseins Baath-styre, der primært betonede Syriens arabiske identitet og systematisk bandlyste al snak om kurdiskhed både i samfundet og på fakulteterne i særdeleshed.

Der er 900 elever på universitetet i Qamishli, de fleste kurdere. Og så er der 150 undervisere, som arbejder på freelancebasis. Fagene fokuserer på olie, kemi, landbrug, fysik, matematik, geografi, økonomi og administration, kunst, historie og kvindestudier.

»Universitetet er først og fremmest grundlagt med henblik på at producere folk, der kan varetage de opgaver, vi lige nu har brug for, hvis det nordlige Syrien skal fungere nogenlunde,« siger rektor Salim, inden vi går ind på hans kontor, hvor Öcalan også hænger på væggen bag kontorstolen.

Før krigen i Syrien var pensum tvunget ned over kurderne, forklarer han. Alt handlede om arabernes bedrifter og storhed, der var ikke plads til kurderne i bøgerne. Uvidenheden om kurderne i Syrien og andre arabiske samfund har bidraget til, at arabere mange steder tror på en teori om, at kurderne nedstammer fra ånder.

»Det var den slags, vi kæmpede med dagligt. Nogle kurdere begyndte endda selv at tro på de fabler. Det har vi nu ændret – særligt i fagene historie, geografi og samfundsfag, hvor vi fremhæver vores egen kurdiske historie videnskabeligt,« siger rektoren.

En lektor i historie træder ind ad døren på rektorens kontor. Han ligner inspector Gadget med sin lange grå frakke. Men af en eller anden grund har han et tilbageholdende og nervøst kropsprog.

Med bukket hoved kigger han varsomt på rektor med skræmte øjne, som var han anklaget for en forbrydelse. Han sætter sig i sofaen, smider jakken, halstørklædet og begynder af egen drift at forsvare undervisningen på universitetet.

»Der er ingen topstyring fra den kurdiske ledelse her. Ingen blander sig i undervisningen,« siger han med øjnene rettet mod rektor, som om han venter på bekræftelse.

Rektor Mohamed Salim stirrer på historieunderviseren, som var han en tåbe.

»Det er vestlige medier, slap af! Sig tingene som de er!« siger rektoren

Magtforholdet mellem rektoren og historieunderviseren er åbenlys, men situationen mellem dem er langt sværere at afkode. Der går ikke mange sekunder, før underviseren modsiger sig selv.

»Ledelsen har jo klart forslået, at vi ændrer pensum. Kurdernes historie er jo altid blevet skrevet af vores fjender, nu har vi fået muligheden for at fortælle vores egen historie, og det gør vi så,« siger underviseren.

Vi går en tur på universitetet for at hilse på elever, se auditorierne og ikke mindst universitetsbiblioteket. Af uforklarlige årsager er der en særlig vagt, som følger os under hele rundturen på campus.

På universitets gange hænger der antityrkiske slogans, karikaturer af Erdogan, plancher der hylder Rojava og især portrætter af Abdullah Öcalan.

I det store auditorium – bygget af træ – hænger et portræt af Öcalan i centrum flankeret af martyrer næsten symmetrisk over underviserens podium. Det er svært ikke at forbinde brugen af symmetri med en kultisk kultur, der skal indgyde respekt, underkastelse, disciplin og kontrol. Jeg kan ikke holde op med at tænke på fotos fra Nordkorea ved synes af Öcalan, der hænger alle vegne på universitetet.

Frygt for fremtiden

Öcalan sidder dog fængslet i Tyrkiet, og her er det truslen fra Erdogan bag de tyrkiske bjergtinder nord for Rojava som altid lurer. Selv universitetsbiblioteket lider på grund af tyrkerne, mener bibliotekaren.

»Som du kan se, er der højst 200-300 bøger i alt på reolerne. Det skyldes, at vi må ikke importere bøger fra det nordlige Irak,« siger bibliotekaren.

Ingen kan tilsyneladende give et entydigt svar på, om Iraks kurdere med fuldt overlæg ønsker at holde deres brødre på den syriske side nede, eller om Iraks kurdiske Barzani-klan, der sidder i Erbil og har tætte forbindelser til tyrkerne, er blevet beordret af Ankara til at forhindre bøger til Rojava.

»Vi ved det ikke, men det er nok en blanding. Tyrkerne har ingen interesse i en kurdisk vækkelse,« hævder historieunderviseren.

Den store bekymring på universitetet handler om fremtiden. Ankara forhandler lige nu med alle de magtfulde aktører for at knuse kurderne. Tyrkerne taler med Pompeo i USA, Putin i Rusland og muligvis også med Assad-regimet i et forsøg på at sabotere kurdernes aspirationer om mere autonomi. Kurderne har ingen esser i ærmet.

»Et kurdisk ordsprog siger: Hvis du ikke kan brække armen på din fjende, så kys hans hånd. Ordsproget gælder måske for Assad, han er stadig til at forhandle med, men tyrkernes hånd kan ikke kysses, for de uddeler knytnæver, og vil i stedet have os til kysse deres fod,« siger historieunderviseren.

Historieunderviserens pointe med ordsproget er, at universitetet i Qamishli sandsynligvis kan blive stående, hvis man formår at forhandle en aftale med regimet, men at det straks bliver sværere, hvis tyrkerne invaderer Qamishli, som de gjorde i Afrin-provinsen.

Jeg hopper i en taxa og kører tilbage til hotellet.

Nede i Qamishlis centrum er hundredvis af vrede kurdiske mænd og kvinder ude at demonstrere mod Erdogan. Regnen over byen er stoppet, men kurderne står i mudder med antityrkiske skilte og råber slagord mod den tyrkiske præsident.

»Død over terroristen Erdogan!«

Forleden eksploderede en bombe i byen Manbij omkring 350 kilometer uden for Qamishli, så jeg tager ingen chancer med store forsamlinger. Tilbage på hotellet forbereder jeg mig til morgendagens tur til selv samme Manbij – en by som Erdogan ønsker at annektere for at splitte de kurdiske kantoner geografisk fra hinanden.

Gårsdagens rotte giver ingen lyd fra sig i nat. Måske er det kulden på hotelværelset, der har skræmt ham væk. Der kommer damp ud af min mund, hver gang jeg ånder ud, så jeg ifører mig bukser, bluse, hue, halstørklæde, sokker og pakker mig under tæppet. En lang køretur venter til fronten mod tyrkerne i morgen.

Serie

Rejsedagbog fra Rojava

Informations mellemøstkorrespondent er rejst til det nordlige Syrien for at beskrive situationen og stemningen i de kurdisk kontrollerede områder, efter Trumps ordre om at trække de amerikanske styrker hjem. I dagbogsform rapporterer han fra sin køretur med en peshmerga-kriger på tværs af Nordirak, gennem Rojava i det nordlige Syrien og hele vejen til den omstridte by Manbij, som mange mener bliver næste frontlinje i det krigshærgede land.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Leffers
  • Alvin Jensen
  • Benno Hansen
  • Harald Strømberg
  • Viggo Okholm
  • Bjørn Pedersen
  • Steffen Gliese
  • Torben K L Jensen
  • Trond Meiring
  • Torben Lindegaard
Henrik Leffers, Alvin Jensen, Benno Hansen, Harald Strømberg, Viggo Okholm, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Waleed Safi

Det var ikke Assad's mænd; men en rotte ....

Det var nok meget godt, at du ikke blev afhørt af Assads sikkerhedsstyrker ...
Freudian slips kan dukke op når som helst.

Bjørn Pedersen

Hadet mod Erdogan specifikt og tyrkere generelt er forståeligt nok hvis man er kurder i Syrien, så det er forståeligt at det fylder så meget i reportagen, men jeg håber at Waleed Safi også når frem til at spørge lidt mere ind til hvilken plads i Assads Syrien de syriske kurdere ønsker - og rent realpolitisk forventer. Hvis det evt. kunne være muligt at sætte en repræsentat fra Assadstyret sammen med en repræsentant fra Rojava til en filmet studiedebat, som Informations abonnenter kunne se en video af, omkring de konflikter og enigheder der pt. er mellem Assad-styrets ønske for de kurdiske områder og kurderne selv? Og pas så ellers godt på dig selv.

Svend Jespersen

Mine to kurdiske bekendtskaber gennem årene påstod begge, at de hadede arabere, et had, de deler med mange andre kurdere.

Der findes kurdere i Irak, Iran, Syrien og Tyrkiet, og udover hadet til arabere deler de en anden aversion, modviljen mod kurdere, som er bosiddende i et af de tre andre lande eller tilhører andre stammer.

Der skal måske lidt mere til end blot ønsket om held og lykke for at skabe et forenet, fredfyldt og fordrageligt kurdisk land med plads til alle.

Claus Nielsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar