Læsetid: 7 min.

Moralen er ikke nødvendigvis på de syriske kurderes side

En konference om kurdernes krav på autonomi torsdag på Christiansborg kan næppe undgå også at diskutere det USA-allierede og PKK-tilknyttede syrisk-kurdiske parti PYD’s afslappede forhold til demokrati og menneskerettigheder i de kurdiske provinser og besatte arabiske områder
Civile flygter fra byen Afrin i det nordlige Syrien, efter at Tyrkiske styrker sidste år rykkede ind i byen for at fordrive den syrisk-kurdiske milits Folkets Beskyttelses Enhed (YPG). Militsen har erobret den nordøstlige fjerdedel af Syrien efter fire års krig mod Islamisk Stat.

Civile flygter fra byen Afrin i det nordlige Syrien, efter at Tyrkiske styrker sidste år rykkede ind i byen for at fordrive den syrisk-kurdiske milits Folkets Beskyttelses Enhed (YPG). Militsen har erobret den nordøstlige fjerdedel af Syrien efter fire års krig mod Islamisk Stat.

Bulent Kilic

6. februar 2019

I de seneste dages aviser har Informations korrespondent, Waleed Safi, skrevet fra den kurdiske enklave i det nordøstlige Syrien, Rojava, som det regerende parti, PYD, benævner ’Demokratisk Føderation i Nordsyrien (DFNS)’, underforstået: Kurdisk-syrisk autonomi er etableret i en selvstyremodel, der ligner det kurdiske Nordirak.

Waleed Safis dagbogsoptegnelser er et grumt indblik ind i den syriske krigszones kaos og falder sammen med indkaldelsen til en konference den 7. februar i Folketingets fællessal, som Venstres Michael Aastrup Jensen, er vært for, men som er indkaldt af organisationerne Kurdisk Forum, Globale Seniorer og Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder. Sammenfaldet med Informations skildringer af tilstanden i Nordsyrien er tilfældig, men illustrativ for spændvidden mellem den rå virkelighed og politisk ønsketænkning.

Konferencens noget omstændelige titel er »Fredsproces og menneskerettigheder i skyggen af konflikten i Syrien – USA, kurderne og Tyrkiet«, og et udgangspunkt er præsident Trumps tweet i december, der bebudede tilbagetrækningen af 2.000 amerikanske specialtropper fra det nordlige Syrien. Et andet tyngdepunkt er »de aktuelle indre forhold i Tyrkiet, herunder regeringens forhold til den store kurdiske befolkningsgruppe og dens politiske repræsentanter«, af hvilke »en fremtrædende kurdisk leder, som bl.a. havde en afgørende rolle i fredsprocessen i 2013«, nævnes specifikt.

Denne leder har faktisk et navn: Abdullah Öcalan, PKK-chefen, der siden 1999 har siddet fængslet på øen Imrali, dømt for terror mod den tyrkiske stat. Den nu 70-årige Öcalan spillede en rolle i de fredsforhandlinger, der fandt sted mellem den tyrkiske regering og PKK fra 2009 – og i fuld åbenhed fra 2013 til 2015, men det var præsident Recep Tayyip Erdogan, der blev afgørende, da han i politisk egeninteresse afbrød forhandlingerne.

Öcalan har siden været isoleret og er ikke hørt fra siden et besøg af familiemedlemmer i efteråret 2016, og nærlæst går oplægget til konferencen ud på at lægge pres på Tyrkiet for at ophæve Öcalans isolation. Således vil en af hans advokater tale om »kurdiske politiske lederes situation i Tyrkiet«, og man kan da kun lette på hatten for Michael Aastrup Jensen, der som vært for konferencen har stillet sig bag kravet om human behandling af den isolerede PKK-chef, som end ikke Domstolen for Menneskerettigheder i Strasbourg har villet røre ved. Og hvis politiske parti er på EU’s, USA’s og Tyrkiets terrorlister.

Forbillede i Syrien

Det er ikke tilfældigt, at Öcalan nævnes i sammenhæng med de syriske kurdere. Som det har fremgået af Waleed Safis reportager de seneste dage, er PKK-chefens kontrafej synligt på transparenter og plakater i de byer, der kontrolleres af PYD (Demokratisk Unions Parti/Partiya Yekîtiya Dîmokratik), der med militsen YPG (Folkets Beskyttelses Enhed/Yekîneyên Parastina Gel) har erobret den nordøstlige fjerdedel af Syrien efter fire års krig mod Islamisk Stat.

Der er to grunde til, at det er PYD og ikke eksempelvis det andet store kurdiske parti, KDP-S – en filial af Nordiraks kurdiske parti, KDP, ledet af Massoud Barzani og støttet af Tyrkiet – der har magten i de kurdiske enklaver. Den ene årsag er historisk – Abdullah Öcalan søgte allerede i 1979 ly hos den daværende syriske diktator, Hafez al-Assad (den nuværende præsident Bashar al-Assads far), som eftersøgt i Tyrkiet. Hafez al-Assad, der med hård hånd undertrykte de syriske kurdere, tillod Öcalan at rekruttere og træne syriske kurdere, som fra 1984 deltog i militære aktioner mod Tyrkiet – en følge af Hafez al-Assads misnøje med et stort tyrkisk dæmningsanlæg, der reducerede vandmængden i floderne Eufrat og Tigris til skade for syrisk landbrug.

Det anslås at 5.000 militante syriske kurdere kæmpede i PKK, og da Syrien efter tyrkisk pres forbød PKK i 1998, gik de syriske PKK-veteraner under jorden indtil 2003, da de dannede PYD som filial af PKK, der den gang som nu holdt til i Qandil-bjergene på grænsen mellem Tyrkiet og Irak.

Allierede med USA

Den anden årsag er PYD’s alliance med USA efter 2013, da borgerkrigen var intensiveret og Bashar al-Assad havde trukket sine overanstrengte styrker ud af det nordlige Syrien bortset fra få strategisk vigtige byer. Samtidig var den irakiske afdeling af al-Qaeda rykket til Syrien under navnet Islamisk Stat for Irak og Syrien (ISIS), der i en række lynaktioner besatte de områder, al-Assads styrker havde efterladt, og hvorfra de dels rykkede tilbage til Irak og besatte Mosul og Anbar-provinsen, dels belejrede den kurdiske provinshovedstad, Kobane, på grænsen til Tyrkiet.

Indtil da havde USA’s præsident, Barack Obama, praktiseret tilbageholdenhed i den syriske konflikt kulminerende i august 2013, da han brød et løfte om at straffe regimet for brug af kemiske våben mod syriske oprørere og overlod det til russerne at styre en frivillig ’kemisk afvæbning’ af Bashar al-Assad. Først da ISIS i løbet af 2014 erobrede hovedparten af det nordlige Syrien, reagerede USA – ikke mod al-Assad, men mod ISIS, der blev set som en ’eksistentiel trussel’ mod USA.

Obama tøvede stadig med at indsætte amerikanske tropper, og efter at amerikanske bombefly havde undsat Kobane i 2014, lavede USA en aftale med PYD om at mobilisere, træne og bevæbne YPG-militsen som stedfortrædende ’amerikanske støvler på jorden’ mod ISIS. Denne alliance skabte et problem med det NATO-allierede Tyrkiet, der så PYD-YPG – en væbnet PKK-loyal syrisk-kurdisk styrke – som en trussel.

Amerikanerne søgte at neutralisere problemet ved at lade YPG inddrage arabiske og turkmenske krigere i militsen med en kosmetisk navneforandring til SDF – Syrian Democratic Forces – hvilket ikke rokkede ved hverken YPG’s ledelse af styrken eller Ankaras mistænksomhed.

Kurdisk ’demokratur’

På hjemmebanen konsoliderede PYD sin absolutte magt i de syrisk-kurdiske provinser i takt med, at YPG erobrede ISIS-positioner syd for de kurdiske enklaver, hovedsagelig beboet af arabere. Skolet af PKK’s eksperter etablerede PYD egen administration af de kurdiske enklaver med borgmester, politi, vandforsyning, elektricitet og renovation, hvilket gradvist blev udvidet til de arabiske byer, den YPG-ledede styrke erobrede fra ISIS, bl.a. Raqqa og Manbij.

Men allerede fra 2014-15 rapporterede Amnesty International og Human Rights Watch om overgreb på den arabiske civilbefolkning, der blev ofre for plyndringer, mishandlinger, tvangsforflyttelser, tvungen værnepligt og hvervning af børnesoldater.

PYD-administrationen i Qamishli, den syrisk-kurdiske hovedby, undskyldte overgrebene med, at der var tale om ’individuelle tilfælde’, og ikke officiel politik, ligesom hvervningen af børn faktisk ophørte.

Men det samlede billede af PYD’s ageren i Rojava og i de arabiske områder ligger meget langt fra det glansbillede af politisk moral, PYD-propagandaen tegner af deres ’demokratiske føderalisme’, en slags rådsdemokrati, hvor alle har tale- og stemmeret, uanset etnisk eller religiøst tilhørsforhold. Denne ideologi erstattede PKK’s oprindelige marxisme-leninisme, efter at Öcalan i fængslet stiftede bekendtskab med den amerikanske teoretiker og idealist Murray Bookchins værker, der advokerer en slags anarkistisk græsrodsdemokrati.

Men Bookchins idealstat har det svært i den syriske virkelighed, for som det hedder i en rapport fra den velrenommerede britiske tænketank, Chatham House: »Mens mange i de arabisk befolkede områder værdsætter YPG’s fordrivelse af ISIS, skaber PYD frygt og mistro med menneskeretskrænkelser mod (andre) oprørsgrupper og dets (altså PYD’s) formodede forbindelser med det (syriske) regime.« Og Chatham House fortsætter: »PYD fortsætter med at undertrykke kritik i civilsamfundet og politisk opposition.«

Andre instanser, herunder Carnegie-tænketanken og de ovennævnte menneskeretsorganisationer, har samstemmende konklusioner i deres feltrapportering: PYD tåler ikke selv den mest spage kritik, endsige opposition, hverken i deres egen Rojava-enklave eller i de besatte arabiske byer, hvor enhver kritik ’oversættes’ som sympati for ISIS. At kurderne har en moralsk ret til selvbestemmelse, hvilket er uomtvisteligt, gør ikke nødvendigvis PYD-YPG til moralske forbilleder i den fjerdedel af Syrien, de for tiden kontrollerer.

Autonomi er ønskedrøm 

Det hører selvfølgelig med til den triste fortælling, at de syriske kurdere er under et hårdt pres, der blev akut med Donald Trumps tweet om at trække den amerikanske styrke hjem. Trods det beskedne format fungerede den som beskyttende paraply mod såvel Damaskus-regimet som Ankara. Begge steder har modsat sig PYD’s bestræbelse på at omdanne de tre kurdiske enklaver, Afrin, Kobane og Jazira, til en sammenhængende geografisk enhed.

For Damaskus vil det betyde reel løsrivelse af provinserne, for Tyrkiet vil den mere end 900 kilometer lange grænse til Tyrkiet være kontrolleret af PKK-filialen PYD. Det scenario skabte panik i Ankara, der militært rykkede ind og adskilte Afrin fra de to andre enklaver og dernæst besatte Afrin og dele af Idlib-provinsen.

Det er situationen i dag, hvor PYD må imødese USA’s tilbagetrækning – om ikke i overmorgen, så i en overskuelig fremtid. I håb om at afværge en tyrkisk invasion har PYD-ledelsen åbnet en dialog med Damaskus-regimet. Kurdisk autonomi – med eller uden Öcalans ’demokratiske føderalisme’ – synes prisgivet, uanset resultatet af den amerikanske tilbagetrækning.

Tyrkerne vil med magt forhindre et PYD-regeret Rojava, og Bashar al-Assad har svoret, at han vil samle hele Syrien igen. Uanset udfaldet er konsekvenserne nok så væsentlige, som at Öcalan sidder isolationsfængslet. Der er en hel del at drøfte i fællessalen den 7. februar, når Michael Aastrup Jensen har budt velkommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Gert Romme
  • Hans Aagaard
  • Poul Erik Riis
Anders Graae, Jens Thaarup Nyberg, Gert Romme, Hans Aagaard og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

PYD burde måske være lidt mere demokratiske i deres samfundstilgang, hvis de vil have andre end deres egne proselytter på vognen! Selvom demokrati ikke er den mest efterspurgte samfundsform i området :(

Pernille Frahm

Jørn Lybech, du har ret, hvis du udelukkende tager Lasse Ellegård bagudskuende sandhedsvidne. Men verden ser noget anderledes ud, hvis du læser Waleed Safi indlevende artikler og Mustafa Topals grundige rapport om dagens Rojava.