Læsetid: 8 min.

Rusland har fået øje på økologi som en vej til at genrejse russisk landbrug

Økogården Rjabinki er én af blot 92 reelt økologiske producenter på det russiske marked, hvor der er fusk med op til 80 procent af de ’økologiske’ varer. Men nu har regeringen fået øjnene op for, at økologi kan være med til at gøre Rusland selvforsynende med fødevarer – og give adgang til en god del af verdensmarkedet
Mistillid blandt forbrugerne, svag konkurrence og mangel på lovgivning og statsstøtte er blandt de vigtigste grunde til, at Rusland stadig halter bagud på økologiområdet i forhold til sine vestlige naboer, mener Oleg Mironenko fra den Nationale Økologiforening.

Mistillid blandt forbrugerne, svag konkurrence og mangel på lovgivning og statsstøtte er blandt de vigtigste grunde til, at Rusland stadig halter bagud på økologiområdet i forhold til sine vestlige naboer, mener Oleg Mironenko fra den Nationale Økologiforening.

Julia Samokhvalova

19. februar 2019

»Her, smag på den her skønhed, der kigger lige på dig!« siger Anna Mihajlovn0a, som står på tæer for at nå den store modne tomat, der hænger tungt på stilken over os.

»Man kan smage, at den ikke er fra en forretning. Folk har fået nok af at spise alt det der plastik. De vil gerne have deres eget,« forklarer hun og rækker mig den store bøftomat.

»Den lyserøde kæmpe,« som hun kalder tomatsorten, er fyldig, fast og kødfuld.

58-årige Anna Mihajlovna er chefagronom på økogården Rjabinki 145 kilometer vest for Moskva. Rjabinki er en de blot 92 økologiske producenter, der findes i Rusland.

Markedet er endnu ikke reguleret og certificeringen er foregået på frivillig basis. Det er kun 11 år siden, at de første russiske økologiske producenter blev certificeret i henhold til EU’s økologiforordning. Op mod 80 procent af de varer på det russiske marked, der kalder sig selv økologiske, er det reelt ikke, vurderer Ruslands Nationale Økologiforening.

Men økologisk fødevareproduktion er blevet en prioritet for den russiske regering, der har set potentialet i den hastigt voksende økologisektor til at genrejse russisk landbrug.

I dag udgør russiske økologiske produkter mindre end 0,2 procent af markedsandelen på verdensplan, men ambitionen er at sætte sig på 10 til 25 procent af verdens økologimarked, oplyste premierminister Dmitrij Medvedev sidste år på et regeringsmøde. Økologiforeningen anslår dog, at 10-15 procent af verdensmarkedet lyder mere realistisk.

Fra statsejet landbrug til økogård

Der er endnu kun få private russiske firmaer, der godkender økologiske produkter ud fra deres egne tilpassede standarder og mærker, og hvis et landbrug vil certificeres i henhold til EU-kravene, skal de godkendes af et udenlandsk certificeringsfirma. Det er 70 ud af de 92 russiske økologiske producenter hidtil blevet, og for Økogården Rjabinki skete det i 2015 af det tyske firma CERES, som kommer på kontrolbesøg to gange årligt.

»Når vi køber frø, skal vi spørge CERES. Hvis vi skal købe tilskud til dyrefoderet, skal vi også bede CERES om tilladelse. Og til at bekæmpe parasitter må vi kun benytte biologiske præparater,« fortæller Anna Mihajlovna, der har måttet prøve sig frem med forskellige metoder for at udrydde mellus, der forrige år angreb tomat- og agurkeplanterne.

»Før arbejdede jeg som en almindelig agronom, og jeg vidste, hvordan man bekæmper alt! Men nu skal jeg lære det hele om igen,« giner Anna Mihajlovna, der har været ansat på økogården siden 2016.

Hun giver mig en rundvisning i drivhusene, der er bygget halvt nede i jorden for bedre at kunne holde på varmen. Her bliver der dyrket tomater, agurker og peberfrugter.

Før i tiden arbejdede hun på en af de mange sovkhoz’er – de statsejede landbrug, der blev nedlagt efter Sovjetunionens opløsning. Med dem forsvandt også en tredjedel af hele landbruget.

I dag lejer kommunens administration og landbrugsministeriet jordlodderne ud til private initiativer som den økologiske gård i håb om at genoplive landbruget, der også indgår i regeringens plan om at blive selvforsynende med fødevarer, eftersom Rusland har boykottet europæiske madvarer som svar på EU’s sanktioner.

Vi går forbi en stor åben trailer, hvor syv arbejdere er ved at sortere, rense og beskære de sidste af sæsonens kål, før de skal pakkes, mærkes og lægges på lager. Hver dag kommer der en bil for at afhente de pakkede varer, der skal ud til privatkunder og butikker. Efterspørgslen på økologiske varer vokser. Også i Rusland.

Ifølge den internationale paraplyorganisation for økologisk landbrug IFOAM er det økologiske marked på 16 år femdoblet fra 18 milliard dollars i 2000 til 90 milliarder dollars i 2016.

Den opadgående kurve er endnu stejlere i Rusland, hvor økologimarkedet i samme periode er tidoblet til 160 millioner euro i 2016, skriver den russiske Nationale Økologiforening i en rapport.

Og hvis 100 procent af de økologiske varer i Rusland for 15 år siden var importeret, så er 15-20 procent af markedet i dag russiske økologiske produkter. Men der er lang vej igen, hvis de blot skal nærme sig de største markeder i EU, hvor Tyskland og Frankrig fører med økomarkeder for henholdsvis 9,5 milliarder og 6,7 milliarder euro i 2016.

I sommer underskrev præsident Vladimir Putin den første russiske lov om økologisk produktion. Loven skal træde i kraft den 1. januar 2020 og definerer rammerne for, hvordan økologiske produkter skal produceres, opbevares, transporteres, mærkes og markedsføres.

»Der vil omsider komme en transparent statspolitik om emnet,« forklarer Oleg Mironenko, direktør for den Nationale Økologiforening.

»Endelig vil der komme støtteprogrammer og udvikling af infrastrukturen, som også er fraværende nu. Der vil være et register af producenter, som vil gøre det nemmere for forbrugerne at kende forskel på økologiske og ikkeøkologiske madvarer på hylderne. Så vil der komme et økologimærke som i Europa.«

Den nye lov forbyder producenter at bruge kunstgødning, pesticider, antibiotika, væksthormoner og genteknologi. IFOAM-basisstandarder og EU’s økologiforordning ligger til grund for loven, fortæller Oleg Mironenko.

Fremover skal alle producenter i Rusland gennemgå den russiske certificering, hvis de vil bruge ordet »organic« på deres varer og komme på det nationale register. Loven vil ikke omfatte varer, der kalder sig selv »økologisk« eller »bio«.

Én procent spiser økologisk

Økofarmen Rjabinki sælger en stor del af deres produkter over deres internetbutik til cirka 200 privatkunder. Resten bliver leveret til omkring 15 elitesupermarkeder i Moskva og omegn. Som 95 procent andre russiske økologiske landbrug startede projektet med en families private investeringer i et ønske om at spise sund og næringsholdig økologisk mad.

»Ideen var at forsyne vores families spisebord maksimalt med ægte økologiske produkter,« fortæller 50-årige Aleksander Semjonovitj, der er investoren bag og initiativtageren til Økogården Rjabinki. Til dagligt er han forretningsmand og bor i Moskva, men han husker tydeligt, hvordan han tilbragte somrene i barndommen på datjaen, hvor hans bedstefar selv dyrkede alt, og han selv hjalp til som dreng.

Aleksander Semjonovitj og hans familie hører til den voksende velhavende storbyelite i Moskva og St. Petersborg, der tænker på sund livsstil og er villige til at betale for det.

»Vi forstod, at vi ikke kunne finde økologiske kvalitetsprodukter på markedet. Der er mange producenter, der mærker deres produkter øko, bio og organic, men som ikke er det i virkeligheden. Det er tit ren og skær marketing,« fortæller Aleksander Semjonovitj og tilføjer, at mange russere ikke kender forskellen på økologisk og gårdproduceret og faktisk ikke forstår fuldt ud, hvad termen økologisk betyder.

Selv om økologi er på fremfærd i Rusland, er det under én procent af russerne, der regelmæssigt spiser økologisk. Hovedårsagen skal findes i manglen på udbud og sortiment og ikke mindst de høje priser, der ligger på mellem to og fem gange så meget som konventionelle varer.

Til sammenligning koster økologiske varer i EU mellem 15 og 50 procent mere end de konventionelle.

Aleksander Semjonovitj forklarer det med den høje produktionspris, da man hverken kan købe økologisk dyrefoder eller mælk på grund af manglen på forarbejdningsfirmaer.

»For at lave økologisk friskost skal du have økologisk mælk produceret af økologiske køer, der har spist økologisk foder fra økologiske marker. Vi blev nødt til at lave hele kæden selv.«

Mistillid blandt forbrugerne, svag konkurrence og mangel på lovgivning og statsstøtte er blandt de vigtigste grunde til, at Rusland stadig halter bagud på økologiområdet i forhold til sine vestlige naboer, mener Oleg Mironenko fra den Nationale Økologiforening.

Men potentialet er stort. I Rusland ligger omkring 100 millioner hektar landbrugsjord ubrugt hen, der ikke bliver benyttet grundet høje omkostninger, bureaukratiske besværligheder og korruption forbundet med køb og leje af jord samt mangel på infrastruktur og moderne teknologi.

»Vi har rent vand, en masse ubrugt dyrkbart land og den menneskelige ressource, der kan producere varerne,« fortæller Oleg Mironenko.

Mælkesyrebakterier fra Danmark

Økogården Rjabinki strækker sig over 600 hektar med marker, drivhuse, lagerbygninger og stalde. Her dyrker de cirka 70 ansatte havre, hvede, byg, kartofler, kål, gulerødder og andre grøntsager, men kronjuvelen og gårdens stolthed er de økologiske mejeriprodukter.

»Pasja, kør os lige over til mælkefarmen,« råber Anna Mihajlovna til en af de unge medarbejdere.

»Her behøver du ikke selen,« ler Pasja ad mig, idet vi sætter os ind i bilen.

»Der er ikke nogen politimænd, der gemmer sig i buskene her!«

Vi kører ad en lille mudret grussti forbi korntørringsanlægget, rækker af jordbærplanter og de nye hindbær-, solbær- og stikkelsbærbuskadser, der lige er blevet plantet sidste år og skal bære frugt til sommer. Økogården vil også producere honning, siger Anna Mihajlovna, men lige nu benytter de næsten alle markerne til hø- og kornproduktion, der går til dyrefoder.

»Kom ind, kom ind! Her er vores smukke tøser!« Anna Mihajlovna åbner døren til en stor stald, hvor de sort-hvide køer dovent står og tygger.

Et par af dem ser nysgerrigt og afventende på os. Køerne er af Jaroslavskaja-racen, der er fremavlet i det 19. århundrede og er kendt for sin fedt- og proteinholdige mælk, der er særligt velegnet til ost. Økogården Rjabinki har i dag omkring 180 køer, hvoraf 62 er malkekøer.

På det lille mejeri er de ansatte kvinder flittigt i gang med at mærke produkterne med Rjabinkis økolabels med EU’s grønne økoblad. Her bliver mælken pasteuriseret, syrnet og lavet om til ost.

»Til friskost og almindelige oste bruger vi italienske mælkesyrekulturer. Til yoghurt og creme fraiche bruger vi starterkulturer fra den danske Chr. Hansen. De er virkelig gode. Og til kefir bruger vi levende svampekulturer,« fortæller Albina Vladimirovna, som er mikrobiolog og har været ansat på gården siden 2017.

Alt skal følges til punkt og prikke, siger hun alvorligt. Hvis man ikke overholder tiden og temperaturen, så kommer det hele til at gå skævt. En afvigelse i processen vil give sig til kende i produktionen.

Vi sætter os til rette ved et lille bord i køkkenet med te og friske mejerivarer. Og så går smagsprøvningen ellers i gang af yoghurt, smetana – den russiske version af creme fraiche – og den dyre italienske burrataost, indtil surkålen pludselig kommer på bordet og en livlig diskussion går i gang imellem Anna Mihajlovna og Albina Vladimirovna om, hvordan man laver rigtig surkål, der både er finskåren, frisk og sprød i smagen og tilmed bevarer den rigtige farve.

»Vi må lave det sammen en dag,« udbryder Albina Vladimirovna.

»Det er vores nye udfordring,« tilføjer Anna Mihajlovna.

»Vi skal konstant prøve os frem og eksperimentere.«

En rødbedehøster kører over en mark i Flandern. I den nordlige egn i Belgien er der begyndt at opstå en masse lokale, økologiske landbrug.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Henrik Leffers
  • Gert Romme
  • David Zennaro
  • Anders Graae
  • Katrine Damm
Anne Eriksen, Henrik Leffers, Gert Romme, David Zennaro, Anders Graae og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant. Og der er da virkelig noget at arbejde på.

Men det er der jo også hos os, er det ikke kun godt 10% af vores landbrugsjord der er økologisk?

Henrik Peter Bentzen, Kim Houmøller og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Når vi ikke er oppe i vores hus i Sverige, er vi under rejse igennem Balkanlandene, og sådan har det faktisk været i mange år nu. Og flere af disse lande er helt biodynamisk - eller økologisk dyrkede, men der har desværre været flere.

Grunden til dette er, at man har været så fattige, at man simpelt hen ikke havde råd til køb af pesticider eller syntetiske gødningsstoffer.

Men nu kan man heldigvis købe tomater, agurker og alle andre gode sager hos Lidl, kaufland, Plodine og lignende i flere af landene. Og ligesom kødet i samme butikker er det made in EU, og kommer fra de enorme og berygtede EU-overskudslagre.

Det betyder, at landene fortsat producerer biodynamisk til egen befolkning, der ikke ønsker andet, og overlader de importerede grønsager til turister. For de mange turister har aldrig smagt en sød og krydret tomat eller en fast og tør og læderagtig agurk med en smag af nødder, og de ved ikke, hvad de går glip af.

Henrik Peter Bentzen, Helene Kristensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Russiske grøntsager og frugter købt på lokale markeder er noget af det mest velsmagende jeg nogensinde har smagt. Tænker stadig på de solmodne tomater og meloner der serves i Georgien og på Krim.

Aleksander Laursen

Vi får jo GMO og andre kemikalier proppet i os fra USA. Mange lande har lavet forbud mod GMO b.la. Rusland.

Monstanto forgiftede først Vietnameserne nu forgifter de os, naturligvis pakket ind i tesen om "det personlige frie valg". Selvom Round-up som reelt er agent orange samt øvrige kemikalier og pesticider lander i drikkevandet og dermed rammer os alle.

Som indianerne sagde inden vi udryddede dem og deres kultur: Først når den sidste fisk er død, den sidste flod forurenet og det sidste træ fældet. Først dér vil den hvide mand indse han ikke kan spise penge.

@ Aleksander Laursen,

Jeg er både imod kemikalier og gen-modificerede fødemidler. Og jeg er selvfølgelig også imod at det skal kunne indtages - også hvis det er et frivilligt valg.

Men jeg er da lidt forundret over din oplysning. For hvordan "propper" USA egentlig kemikalier og GMO i den russiske befolkning, hvis de ikke har valgt det?

- Måske kan du forklare det på en forståelig måde?