Læsetid: 5 min.

Sikkerhedskonference i München: Nato sværger sammenhold, og verden opruster

Trods synlige stridspunkter besvor amerikanere og europæere krampagtigt Natos sammenhold ved årets sikkerhedskonference i München. Imens bedyrede Kina sine gode hensigter, og Rusland rystede på hovedet i konfrontationen med et Nato, der også opruster flittigt
Det dramaturgiske højdepunkt på konferencen blev den kølige konfrontation mellem Angela Merkel og den amerikanske vicepræsident, Mike Pence.

Det dramaturgiske højdepunkt på konferencen blev den kølige konfrontation mellem Angela Merkel og den amerikanske vicepræsident, Mike Pence.

Sven Hoppe

18. februar 2019

MÜNCHEN – Solskin, glade turister, 15 grader og forår i luften.

Det var næsten ikke til at tro, at det var februar i München i denne weekend. Men det blev man mindet om, når man nærmede sig Hotel Bayrischer Hof. Her udspillede verdens største sikkerhedskonference sig som hvert år i februar for 55. gang.

Foran de massive politiafspærringer var cirka 3.000 mennesker troppet op til den traditionsrige demonstration mod konferencen og »krigsalliancen Nato«.

Ud over mange beklemmende ordspil på kold og varm krig i det usædvanlige vejr var der en iøjnefaldende forskel fra tidligere år. »Ingen nye mellemdistanceraketter i Europa« var det måske hyppigste budskab på demonstranternes plakater og flag som følge af, at USA og Rusland for et par uger siden bebudede deres opsigelse af INF-traktaten fra 1987, der forbyder mellemdistanceraketter.

Trods den lidt forkølede stemning kunne initiativtageren Claus Schreer derfor hive en god portion selvtillid ud af ærmet.

»Inde ved sikkerhedskonferencen er de ikke bange for Rusland. De er bange for os. De er bange for folkelige protester i Tyskland som i 1980’erne, hvis de opruster.«

Claus Schreer har en pointe. Og han kunne belægge sin påstand med citater fra selveste lederen af sikkerhedskonferencen, Wolfgang Ischinger.

Op til konferencen advarede Ischinger mod, at det på grund af store protestpotentiale er »svært at finde et passende strategisk svar på de russiske overtrædelser af INF-traktaten«.

Underforstået: Nato kan ikke som i 1980’erne opsætte mellemdistanceraketter på europæisk jord og slet ikke på tysk.

Venlige kinesere

Den dagsorden er kun én ud af mange foruroligende konflikter og trusler, der blev behandlet bag afspærringerne i Hotel Bayrischer Hof. Parallelt med hovedtalerne var her et væld af arrangementer om kriser i blandt andet Yemen, Syrien, Afghanistan, Ukraine og det Sydkinesiske Hav og om utallige emner som cybersikkerhed, global opvarmning, migrationsstrømme og kampen for demokrati i en populistisk verden.

Sin mytologiske status trækker sikkerhedskonferencen dog fra de sagnomspundne baggrundssamtaler og bilaterale diskussioner i hotellets mange rum og værelser. Og fra journalisternes muligheder for i de stadigt mere begrænsede pressezoner at få en kort kommentar fra en af de mange deltagende politikere, diplomater, forskere eller militærfolk – eller at få en selfie med Günther Oettinger, Nancy Pelosi eller Ivanka Trump, som var et par af årets kendte ansigter ved siden af de hundredvis af regeringsledere, udenrigs- og forsvarsministre fra mere end 50 lande.

Betegnende for det gryende kinesiske 21. århundrede var Kina i år troppet op med en rekordstor delegation, om end kun kinaeksperter kunne nævne navnet på bare én af dem.

Allerede før åbningen var der to tal, der lagde et kinesisk skær over konferencen, da tænketanken International Institute for Strategic Studies (IISS) fremlagde sin årlige analyse om verdens militære balance: USA brugte i 2018 omkring 643 milliarder dollar på sit forsvar – eller omtrent ti gange så meget som Rusland, som nu er blevet overhalet af Kina.

Da Kina og Rusland får »meget slagkraft for pengene«, som det hed fra IISS-analytiker, er det store spænd ikke et argument mod, at de europæiske NATO-lande bør opfylde NATO’s mål om at bruge to procent af BNP på forsvar. Det svarer til en gennemsnitlig europæisk forøgelse på 38 procent eller cirka 679 milliarder kroner. Om året.

Det andet tal fra IISS, der satte en interessant ramme for konferencen, var 95.

»Hvis Kina skulle blive en del af INF-traktaten, ville op imod 95 procent af landets ballistiske missiler og krydsermissiler blive forbudt,« sagde IISS-leder John Chipman og understregede dermed både, at den amerikanske og russiske opsigelse af INF-traktaten i høj grad har med Kinas opstigning og oprustning med mellemdistancevåben at gøre – og at det er illusorisk, at INF-traktaten i stedet for at blive skrottet skulle udvides til at indbefatte Kina.

Netop dette håb ytrede Merkel ellers fromt dagen efter i sin flammende tale for mere internationalt samarbejde.

»Vi vil øge vores befolknings livskvalitet ved at øge det multilaterale samarbejde,« lød det venligt og selvbevidst fra det højtstående medlem af det kinesiske politbureau, Yang Jiechi.

Desværre for Merkels agenda tilføjede Jiechi lige så venligt:

»Vi håber, at USA og Rusland vil komme tilbage til INF-traktaten (…) På den anden side udvikler Kina udelukkende sine militære evner ud fra sine defensive behov. Vi er ikke en trussel for nogen andre. Så vi er imod at gøre INF til en multilateral aftale.«

Og så var Merkels idé atter stendød, mens den multilaterale idealisme i hendes tale blegnede.

Hvor står USA?

Iført en skrigblå EU-hættetrøje prøvede konferenceleder Wolfgang Ischinger lidt akavet at understrege sit motto om, at der i Europa kun findes to slags lande: små lande, og lande, der endnu ikke har opdaget, at de er små. Med andre ord: Europa må sikkerhedsmæssigt sørge for sig selv i fællesskab.

At det fortsat vil blive i tæt samarbejde med Storbritannien, understregede den britiske forsvarsminister Gavin Williamson, der hyldede to procentsmålet og af »et Kreml med blod på hænderne« krævede, at »den russiske eventyrlyst må have en pris«.

Et særpræget indenrigspolitisk skuespil fra amerikansk side blev det også til på flere planer. Fra flere diplomater og politikere lød det i Hotel Bayrischer Hof, at den amerikanske delegation øvede sig flittigt i at bekræfte, at USA står ved NATO, og gelinde lægge låg på Trumps retorik uden at undsige hans mål. Joe Biden, der er mulig demokratisk præsidentkandidat i 2020, virkede ligefrem til at være i valgkamphumør med en tale mod Trump og for anstændighed i det transatlantiske arbejde.

Men det dramaturgiske højdepunkt blev den kølige konfrontation mellem Merkel og den amerikanske vicepræsident Mike Pence, der i påfaldende høj grad brugte talen til at hylde Trump for at tvinge NATO-partnerne til real money and real results.

I forhold til Iran krævede Pence, at EU skal ophøre med at underminere de amerikanske sanktioner og med deres støtte til det iranske folk ved at følge USA ud af atomaftalen med Iran, som »vil gennemføre et nyt Holocaust«.

En tungt ladet beskyldning i en tysk kontekst, som den iranske udenrigsminister Mohammad Javad Zarif over for Der Spiegels udsendte senere kaldte »latterlig«, mens han insisterede på det iranske behov for at forsvare sig i en region, der »oversvømmes med våben – også europæiske«.

Merkel ignorerede prominent Pences Holocaust-referencer, men var derimod »chokeret« over, at Trump vil gøre tyske biler til en »national sikkerhedsrisiko« for at lægge ekstra told på dem. Og selv om hun kaldte NATO for »et nødvendigt værdifællesskab i stormfulde tide«, kritiserede hun, at USA med åbne øjne kapper kontakten til både Rusland og Iran.

Hendes advarsel mod et nyt våbenkapløb mellem Rusland og USA samlede den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov op, da han ud fra de gængse beskyldninger om en »tøjlesløs NATO-udvidelse i Østeuropa« og »understøttelsen til kuppet i Ukraine« mente, at »europæerne har ladet sig rive med ind i en meningsløs rivalitet med Rusland«.

På spørgsmålet om, hvem der vil prøve at samle stumperne af en verdensorden i uoverskueligt opbrud, som konferencens dystre motto lød, var den idealistiske Merkel således den eneste, der pegede på alle. Pence pegede på et stærkt Vesten. Rusland pegede slet ikke. Og Kina smilede med slet skjult selvtillid.

Læs også
Claus Hjort Frederiksen (V) medgiver, at han ikke ved, hvad det forøgede forsvarsbudget skal bruges til.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Det er i den grad et paradoks, for hvis man tænke den tanke at fredsviljen var lidt større i disse for vor klode så svære tider, og man reelt begynde at nedruste set i dette perskektiv, og militærindustien lagde produktionen om , og i stedet begynde at producere gørn teknologi, så kunne planeten faktisk reddes, fordi ernome økonomiske ressourser blev frigivet.

Omvendt så er der nok en del der synes, at der er brug for al det militære isenkram, når kampen om få år begynder for at sikre de sidste ressourser.