Læsetid: 5 min.

Socialdemokraternes venstresving får det til at lugte af valgkamp i Tyskland

Det borgerlige Tyskland står i kø for at kritisere socialdemokraterne for deres krav om en højere mindsteløn, grundpension og et opgør med partiets egen berygtede kontanthjælp, Hartz IV
Et af SPD’s reformforslag går på, at mindstelønnen skal hæves til 12 euro eller cirka 90 kroner mod knap 70 kroner i timen i dag. Her er arbejdere fra ThyssenKrupp AG gået i strejke for netop at få mere i lønningsposen.

Et af SPD’s reformforslag går på, at mindstelønnen skal hæves til 12 euro eller cirka 90 kroner mod knap 70 kroner i timen i dag. Her er arbejdere fra ThyssenKrupp AG gået i strejke for netop at få mere i lønningsposen.

Wolfgang Rattay

13. februar 2019

»Vi gør Hartz IV til fortid.«

I betragtning af, hvor omdiskuteret og forhadt det tyske kontanthjælpssystem Hartz IV har været i de seneste 15 år, kan man roligt kalde denne sætning for en politisk sensation – i hvert fald når den kommer ud af munden på forkvinden for det tyske socialdemokrati, der under Gerhard Schröder i 2003-2005 selv indførte Hartz IV som en del af de arbejdsgivervenlige Agenda 2010-reformer af tysk pension, skat og arbejdsmarked.

Men »fortid« var lige præcis, hvad SPD-leder Andrea Nahles kaldte Hartz IV, efter at hun og den øvrige SPD-ledelse i weekenden enstemmigt havde vedtaget det 17 sider lange positionspapir med titlen Arbejde, solidaritet, menneskelighed – en ny socialstat til en ny tid.

Målet var åbenlyst at hive SPD op over de miserable meningsmålinger omkring 15 procent op til europaparlamentsvalget og fire tyske delstatsvalg i 2019.

Selv om konceptet ikke indeholder revolutionerende punkter som borgerløn, vil SPD dreje på nogle vigtige skruer i den lavtlønnede tyske eksportøkonomi. De er så usexede, at de ikke har fået meget international opmærksomhed. Alligevel ser både SPD’s og den tyske regerings fremtid ud til at stå og falde med dem.

Et afgørende punkt er afskeden med Hartz IV til fordel for »borgerpenge«, der er SPD’s svar på middelklassens tiltagende angst for social deroute. Det handler især om, at dagpengene forlænges fra 24 til 33 måneder for arbejdsløse over 58 år.

Desuden udvides muligheden for at få kontanthjælp i to år, uden at man kan tvinges ud af sin bolig, og uden at man skal bruge hele sin opsparing, før man er berettiget til sociale ydelser. De mange sanktionsmuligheder og princippet om, at man skal være helt på bunden økonomisk for at få kontanthjælp, skal altså falde bort til fordel for »et mere positivt menneskebillede«, som Andrea Nahles formulerede det. I øvrigt i kombination med en udvidet ret til efteruddannelse og omskoling.

Et andet vigtigt punkt er, at mindstelønnen »på sigt« skal have et godt nøk opad til 12 euro eller 90 kroner mod knap 70 kroner i timen i dag. Også dette synspunkt er forprogrammeret til at skabe ballade med arbejdsgivere og industri.

Et tredje stridsmål er SPD’s separate udspil til en statsligt finansieret grundpension for folk med beskedne indtægter og pensionsopsparing, hvilket i Tyskland i reglen vil sige kvinder. At en sådan grundpension vil blive en milliarddyr forestilling, er de fleste økonomer enige om.

Der er derimod en livlig debat om nødvendigheden af grundpensionen, og om hvorvidt konceptet overholder SPD’s løfte om, at folk, der har haft erhvervsarbejde i årtier, stadig bør få »klart mere end dem, der ikke har arbejdet«.

Retoriske prygl

Parallelt med regeringspartneren CDU’s selvkritiske diskussion om flygtninge- og asylområdet, hvor partiet svinger en kende mod højre, tager SPD således også fat i sit største politiske traume i opgøret med Hartz IV-systemet og rykker et mærkbart stykke mod venstre. Selv om opgøret stadig kun er på papiret, knager det derfor allerede i den tyske regering.

Fra regeringspartnerne i CDU har udspillet da også fået retoriske prygl for at »begrave den sociale markedsøkonomi«, mens CSU prompte afviste, at regeringen skulle foretage et »ideologisk ryk mod venstre«.

Desuden lyder det samstemmende, at SPD’s forslag umuligt kan gennemføres inden for det fælles regeringsgrundlag.

Det indtryk bekræftes af den ny CDU-leder Annegret Kramp-Karrenbauer, der vil styrke partiets liberalt-økonomiske fløj og ser »meget kritisk« på SPD’s reformideer. At de skulle sprænge regeringen, afviser hun, men CDU har heller ingen grund til at gøre det beskidte arbejde for SPD.

Den strategiske balancegang er derfor afgørende for SPD. Andrea Nahles indrømmede søndag overraskende frejdigt, at positionspapiret i første omgang »er skrevet for SPD«. Men det kan give partiet det endelige dødsstød som bare halvstort folkeparti, hvis vælgerne efter et årti under Merkel fortsat føler sig holdt hen med snak om et opgør med den neoliberale epoke og nødvendighedens politik.

»SPD’s socialstatskoncept skal forberede partiets valgkamp til Forbundsdagen. Hvor hurtigt den vil komme, er der lige nu ingen der ved,« konkluderer avisen Die Zeit, hvis fremragende indenrigspolitiske ekspert, Tina Hildebrand, hævder, at der »påfaldende ofte tales om nyvalg i Berlin«.

Hun bakkes op af avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, der mener, at »SPD kan berolige sit bagland med denne kurs – men partiet kan til hver en tid også retfærdiggøre bruddet med regeringskoalitionen«.

Solidaritet som værdi

I den tyske mainstreampresse skal man lede længe efter positive reaktioner på SPD’s udspil. En af dem kommer fra sociologiprofessor og fattigdomsforsker Christoph Butterwegge, der over for radiokanalen Deutschlandfunk har udtalt, at det frem for et venstresving nærmere er »en halv tilbagevenden til SPD’s oprindelige værdier og mål.

Det er stærkt tiltrængt for et parti, hvis nedtur naturligvis hænger sammen med, at det har taget afsked med solidaritet som grundlæggende værdi«.

Ellers gør de tyske medier gerne opmærksom på, at forslagene ikke er finansierede, og at SPD-finansminister Olaf Scholz i sidste uge selv understregede, at de fede tider i tysk økonomi er ved at være forbi.

Et andet modargument er arbejdsløsheden, som angiveligt atter vil stige, hvis retten til dagpenge forlænges. En henvisning til historien går her igen: Før SPD’s stærke liberalisering af arbejdsmarkedet og indføringen af Hartz IV under Gerhard Schröder havde landet omkring ti procents arbejdsløshed, mens den i dag ligger rekordlavt under fem procent.

Selv om denne logik er forenklet og bl.a. ignorerer det tyske lønpres og konsekvenserne af euro-indførelsen, er det denne fortælling, som SPD kæmper mod.

Det hører således til den nyere tyske histories ironi, at socialdemokraten Schröder skal have banet vejen for Tysklands økonomiske succes under Merkel fra 2005, mens SPD selv kæmper for at komme af med denne arv. Det er med til at forklare, at SPD et år inde i sin tredje regeringsperiode under Merkel og CDU/CSU nærmere taler som et oppositionsparti end som et parti, der med én valgperiodes undtagelse har været ved magten i Tyskland siden 1998.

Bitter ironi

Et påfaldende træk ved SPD-debatten er, at kun få kommentarer som lederen i den aktuelle udgave af Der Spiegel tager de makroøkonomiske briller på og nævner, at den tyske eksportøkonomi er ekstremt konjunkturfølsom og lider af en for lav indre efterspørgsel.

Der Spiegel foreslår øgede offentlige investeringer som medicin frem for en styrket social sektor, men argumentet blæser også SPD’s vej. Det samme kan man med europæiske briller sige om kravet om en højere tysk mindsteløn, der vil modgå den løndumping, som bidrager til at eksportere tysk arbejdsløshed sydover i EU.

Påfaldende er desuden den folkelige opbakning til SPD’s forslag. En repræsentativ undersøgelse viser f.eks., at 61 procent af tyskerne går ind for en »grundpension« a la SPD.

Det fører hurtigt til den slutning, at partiet nærmere har et ledelsesproblem i form af Andrea Nahles, der for tiden er under giftig intern og ekstern beskydning.

Derimod – og det har igen sin egen bitre ironi for SPD – roser aviser som Handelsblatt SPD-finansminister Olaf Scholz’ for hans økonomiske kompetencer og disciplin, mens de prøver at skrive ham op til at være en seriøs kanslerkandidat.

At det er urealistisk, skyldes ikke så meget Scholz, som at selv et styrket SPD ikke kan danne en regering på den splittede tyske venstrefløj. For i skyttegravskrigen mellem De Grønne og især Die Linke og SPD går der adskillige historiske og politiske spøgelser rundt. Det største hedder Hartz IV.

CDU’s nye generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer var klar i spyttet, da hun søndag indledte kristendemokraternes »værkstedssamtaler« med eksperter og partispidser om flygtningekrisen. Merkel glimrede derimod ved sit fravær.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Torben K L Jensen
Torben Skov og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man skal heller ikke glemme, at under koalitionsforhandlingerne mellem CDU/CDU, De Grønne og FDP gav De Grønne tilsyneladende afkald på deres krav om forbedringer for de Hartz4-ramte.
Mange i SPD-venstre og Die Linke glemmer ikke, at De Grønne foretrak en borgerlig regering frem for en centrum-venstre koalition.

Torben K L Jensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar