Læsetid: 10 min.

Trump er blevet tilbageskuende. Stærkt tilbageskuende

Det mest forbløffende ved Trumps nylige tale til nationen var, at vi tilsyneladende har vænnet os til ham. Hans udenrigspolitik handler mest om at bryde ting ned, og hans hjemlige resultater har hidtil mest været retoriske. Alt burde se godt ud for Demokraternes genvinding af magten i 2020. Så hvorfor er det, man alligevel ikke er helt tryg?
Donald Trump under sin årlige ’state of the union’-tale. Hans publikum i salen, demokrater og republikanere, er længere fra hinanden end nogensinde, men det er også blevet mere sandsynligt, at Trump vil få en reel republikansk udfordrer til de republikanske primærvalg.

Donald Trump under sin årlige ’state of the union’-tale. Hans publikum i salen, demokrater og republikanere, er længere fra hinanden end nogensinde, men det er også blevet mere sandsynligt, at Trump vil få en reel republikansk udfordrer til de republikanske primærvalg.

D. Myles Cullen/Scanpix Ritzau

12. februar 2019

Det var en skam, at ikke flere mennesker så transmissionen fra sidste uges 2019 State of the Union-tale. For hvad man end kan mene om den, var den ret unik.

Mest bemærkelsesværdigt var måske, at den overhovedet fandt sted. Forbundsregeringen havde forinden været lukket ned i 35 dage, den længste nedlukning nogensinde. Fjendtligheden mellem medlemmerne fra de to partier var så mærkbar, at de knap kunne sidde i det samme rum.

Mellem vicepræsidenten og forkvinden for Repræsentanternes Hus, begge synlige under hele talen bag præsidenten, stod en mur af kold luft. Før talen verserede det rygte, at præsidenten for en gangs skyld ville prøve at hæve sig over partipolitik, uden dog at fravige sine ’grundprincipper’.

På forhånd måtte man selvsagt være skeptisk over for, om noget sådant overhovedet var muligt.

Det var det overraskende nok, på en eller anden måde. Trump-republikanerne jublede som på stikord ved lyden af hvert velkendt slagord.

De nyvalgte kvindelige demokrater, alle klædt i hvidt, agerede så koordineret, som trænede de til en olympiade. At præsidenten skiftede emne 29 gange var forvirrende, men betød, at han fik hele publikum med sig.

Blev Trumps mest dedikerede støtter grebet af nervøsitet over hans uvant forsonlige tone, faldt han straks tilbage til fraser om, at USA jo var verdens stærkeste nation, og når hans antisocialistiske, indvandrerfjendske retorik fremkaldte vrede grimasser på demokraternes ansigter, slog han umiddelbart efter over i en hyldest til tapre ofre for kræft i barndommen.

I en vis forstand var det en oratorisk bravourpræstation. I al fald efter trumpske standarder.

Tilbageskuende

Problemet ved hele forestillingen var, at den var tilbageskuende. Stærkt tilbageskuende. Soldater fra Anden Verdenskrig og Holocaust-overlevere vinkede med rystende hænder af et publikum, hvoraf næsten ingen havde været i live, da de kæmpede eller forsøgte at overleve i en dødslejr.

Stort set intet i talen pegede frem mod en fremtid, og bortset fra nogle få halvbagte forslag om betalt forældreorlov og lavere medicinpriser, faldt præsidenten bestandig tilbage til sine to ledetråde: At prale over en økonomi i høj vækst og at fremmane de sædvanlige trusselsbilleder af de formodede vilde horder, der gjorde sig klart til at vælte ind over USA’s sydgrænse.

En første forbløffende refleksion, der meldte sig efter Trumps tale om rigets tilstand, var, at det på en eller anden måde er lykkedes for de fleste af os at vænne sig til Donald Trump. Både tilhængere og modstandere har lært sig at læse ham. Verdens ledere ved, hvordan de kan føje sig hans luner og give ham plads.

Samtidig vover dog hans militære kommandanter, efterretningschefer og dissidentfraktionerne i hans parti i stigende grad at undsige ham offentligt, ligesom det efterhånden tegner overvejende sandsynligt, at der vil melde sig republikanske modkandidater frem til valget i 2020, således at republikanerne vil skulle ud i en runde af primærvalg.

Mafiaboss

Hvad angår Trumps politiske resultater, var netop talens gammeldags præg – og selv dens 1950’er-agtige udfald imod socialismens røde fare – en ganske akkurat afspejling af hans embedstid så vidt.

Det billede, som bedst passer på præsidenten efter to år ved magten, er hverken forretningsmanden eller statsmanden. Snarere har Trump vist sig som en mafiaboss af den gamle skole: beskyttende (og respektfuld) over for den nærmeste familie, generøs og endog blid over for dem, han betragter som del af sin udvidede familie (kriminelle, der har udstået deres straf; sygdomsramte, handicappede krigsveteraner osv.), og stærkt fjendtligsindet over for alle uden for hans umiddelbare indflydelsessfære (medierne, demokraterne og det meste af resten af verden).

Følgelig har hans kompetencer i udenrigspolitiske relationer (ser vi bort fra forhandlinger med Nordkorea og Kina, der ikke har ført til spor) snarere bestået i at nedbryde end i at tænke og udvikle nyt.

Efter to år trækker han et spor af svækkede alliancer og brudte traktater efter sig. Fra opsigelse af INF-traktaten om kontrol med nukleare mellemdistancemissiler, af Parisaftale, af atomaftalen med Iran, TPP-handelsaftalen til udtrædelse af FN’s menneskeretsråd, UNESCO osv. – listen er imponerende lang.

Afregulering

På hjemmefronten har hans resultater især ligget inden for afreguleringens område med både positive og negative effekter. Afreguleringerne har, kunne man hævde, hjulpet olie- og naturgasindustrien, men skadet klimaet. Lønfremgang og jobskabelse har været beskeden. Alle er klar over, at de højtflyvende påstande, Trump har fremført om et nyt økonomisk boom, er vildt overdrevne, og at de negative følger af hans skattelettelser snart vil vise sig. Aktiemarkedet er stadig i opgang, men stærkt volatilt med voldsomme kursudsving, der afspejler Wall Streets bekymringer for konsekvenserne af den igangværende handelskrig med Kina.

Nej, Donald Trumps største resultater indtil videre har været retoriske.

For hans tilhængere har han givet mæle til en stemme, der indfanger og artikulerer deres eksistentielle skuffelser og frygt for det fremmede. Om han på nogen måde har gjort deres liv og hverdag lettere, kan kun de selv bedømme.

For hans kritikere har Trumps ufølsomhed og arrogance skabt en atmosfære, hvor kendsgerninger og rationalitet er dømt ude, og hvor kun følelser og magtdemonstrationer har værdi. Hvordan det nogensinde skal lykkes at genskabe civiliserede rammer for debat og politisk interesseudligning, er meget svært at se for sig.

Men hvis Trump signalerer regression til tribalisme, må vi indrømme, at så er han langtfra den eneste.

Kontingentet af kvinder klædt i hvidt, som lo, satte vrede grimasser op og hujede sammen i Repræsentanterns Hus under præsidenttalen var blot et af flere tegn på et revitaliseret demokratisk parti. Et andet er, at ikke færre end 15 håbefulde (og flere er på vej) nu allerede har meldt sig til primærvalget om at blive demokratisk præsidentkandidat, så sprælske som nye væddeløbsheste i startbåsene.

Bredt kandidatfelt

Sammenlignet med de 17, der stillede op til den republikanske primærvalgkamp i august 2015, er de en heterogen gruppe. Der er både unge og gamle, mænd og kvinder, heteroseksuelle og homoseksuelle, sorte og hvide, asiater og latinoer, protestanter, katolikker og jøder.

Mange har allerede tjent deres sporer: I feltet er der seks senatorer, en tidligere vicepræsident, flere tidligere borgmestre og medlemmer af både Repræsetanterns Hus og tidligere regeringer, en enkelt Harvard-professor og selvfølgelig også et par milliardærer for en god ordens skyld.

Hele spektret på den amerikanske venstrefløj dækker de dog ikke. De fleste er koncentreret på den respektable midte. Længst til venstre står Bernie Sanders, Kamala Harris og Elizabeth Warren med deres tanker om universel sundhedspleje og planer om at beskatte de superrige, og længst til højre står Michael Bloomberg, for hvem beskatning af formuer, der allerede er svaret skat af under deres etablering, ville være ’forfatningsstridig’, og universel sundhedspleje er vejen til at skabe elendighedstilstande som i Venezuela.

Alligevel er man ikke helt trygt ved feltet. Er det, fordi der er for mange af dem, eller fordi det er for tidligt på den politiske sæson til, at man helt kan engagere sig i deres kappestrid om medieopmærksomhed?

Trods et første faux pas med hensyn til at påberåbe sig indiansk oprindelse må Elizabeth Warren regnes for feltets favorit.

Hun er den, der har den mest udfoldede politik, hvilket må regnes for et gode i lyset af de mange politiske spørgsmål, som demokraterne mangler af afklare deres stilling til – fra toldtariffer til Kinas økonomiske ekspansion, fra global automatisering til tech-giganternes monopoldannelser, fra USA’s militære tilstedeværelse i verden til langsigtede indvandringspolitiske reformer for blot at nævne nogle få. Selv om deres Green New Deal-initiativ er en god begyndelse, er deres tavshed i andre spørgsmål som taget ud af præsidentens drejebog – vind først, find ud, hvad du vil politisk senere.

Hvad man virkelig kunne ønske sig her, var at se denne flok af ambitiøse politikere smelte sammen i et ægte parti, i en fælles organisation med en omfattende og sammenhængende vision for fremtiden.

I stedet for individuelt at posere ved photo-ops, burde de lukke sig inde på et værelse, diskutere sig frem til et fælles politisk program og valggrundlag og derpå skære kandidatfeltet ned til tre-fire stykker, der så kan diskutere de sidste politiske uenigheder offentligt.

Anspændt og trængt

Kendsgerningen er dog, at Trump i dag fremstår stærkt svækket. Han virker da også mere anspændt og trængt end længe.

To af hans tidligere mest fortrolige løjtnanter vil inden længe vidne imod ham. Og selv om hans kernebagland af hvide evangeliske kristne og fremmedangste småkårsfolk ser ud til at være loyale nok, udgør de altså kun en tredjedel af vælgerkorpset. Som rotter forlader stadig flere af hans allierede den synkende skude.

Kongressen har for nylig vedtaget tværpolitiske resolutioner, der fordømmer hans exitstrategi i Syrien og Afghanistan, og den republikanske senatsleder Mitch McConnel ser endnu mere dyster ud end vanligt – det forlyder, at han og præsidenten ikke længere er hjertevenner.

I et sådant klima burde alting jo flaske sig for demokraterne frem til 2020, men her kan selve deres uhyre diversitet udgøre en hindring.

I magasinet The Atlantic (28/1-nummeret) argumenterer den konservative strateg David Frum ganske overbevisende for, at det stærke resultat for demokraterne ved midtvejsvalgene i 2018 især skyldtes et stort fremmøde fra vælgere i velhavende forstæder.

Men hvis demokraterne vil vinde i 2020, hævder Frum, må de indse, at »Trump ikke vil blive slået af sine hårdeste fjender, men af sine blødeste støtter«. Har han ret i den antagelse, er der endnu mere tungtvejende grunde til, at demokraterne finder sammen om et fælles grundlag. Udfordringen med at fremlægge et detaljeret og gennemtænkt program kan sågar åbne op for, at intellekt igen kan få en rolle at spille i den politiske proces ved siden af følelser.

Mur eller ikke

Men hvad med tidens eller i al fald de seneste ugers store spørgsmål: mur eller ikke mur? Nedlukning af det forbundsstatslige apparat eller national nødsituation?

I skrivende stund kan ingen afgørelse øjnes. De seneste meldinger tyder på, at præsidenten udviser en større grad af fleksibilitet, men det er svært at tro, at han helt vil give afkald på en ’fysisk barriere’, og lige så svært at se for sig, at demokraterne vil give ham nogen som helst mur, uanset hvor symbolsk.

Selv hvis et kompromis kan findes, så en national nødretstilstand undgås, er det interessant at se nærmere på historikken i sidstnævnte og på, hvorfor Kongressen anser national nødret for at være så uappetitligt et tiltag.

I modsætning til mange lande har USA ikke en forfatningsmæssig bestemmelse, der definerer, hvornår det er berettiget at gribe til nødretstilstand. Sådanne har været erklæret flere gang igennem tiden fra præsident Lincoln til Obama som svar på kriser fra alt til borgerkrig og 11. september 2001 til landsomspændende poststrejke.

Først i 1976 vedtog Kongressen en egentlig lov om nødret, National Emergencies Act, fulgt op af International Emergency Economic Powers Act i 1977, der skulle kodificere alle de tænkelige nødretssituationer. Disse love efterlader dog stadig præsidenten vide rammer for skøn, idet Kongressen naturligt antog, at præsidenter kun ville gribe til nødretsbeføjelser i tilfælde af ægte nødsituationer.

Om dette er der ikke tale her. I stedet er sagen den, at præsidenten vil konfiskere penge, som Kongressen har øremærket til én ting og bruge disse til en anden ting. Ikke overraskende bryder Kongressen sig ikke spor om dette.

Misbilligelse

Kongresmedlemmerne har dog også flere midler til at bremse eller stoppe præsidenten, blandt disse en ’misbilligelsesresolution’, som han vil skulle bruge lang tid på at forholde sig til, mens sagen kører fast i retssystemet. Demokraterne er desuden på vej med lovforslag, der udtrykkeligt skal forbyde at bruge midler afsat til civile formål på at finansiere tiltag i nationale nødretstilstande.

Men kampen om pengene er ikke det eneste, der ligger Kongressen på sinde. Nogle kunne måske tage varsel af hint store historiske jordfaldshul i demokratiernes historie, nemlig den romerske republiks undergang.

Forløbet er værd at rekapitulere: I år 82 f.v.t. besluttede Lucius Cornelius Sulla, en tyran, som næppe mange husker i dag, at genoplive det gamle dictator-embede. Dette embede havde hans forgængere oprettet for at kunne udpege en magtinstans, der kunne agere i nationale nødsituationer, men i 120 år havde det henstået ubeklædt. Sulla gik nu skridtet videre og krævede selv at blive udpeget til dictator legibus faciendis et reipublicae constitienae – diktator for udfærdigelse af love og ændring af forfatningen – på ubestemt tid.

Evig diktator

En nødsituation forelå ikke, for Sulla havde få måneder forinden taget livet af alle sine fjender. Han behøvede dog tid til at gennemføre omstruktureringen af regeringsapparatet. Selv om han gik af et år senere, havde han på dette tidspunktet implementeret en række omfattende reformer, der flyttede magten ud af hænderne på folkeforsamlingen og over i det aristokratiske senat. Da Julius Cæsar 30 år senere kom til magten, spildte han ikke tiden, men ilede med at følge Sullas eksempel, og umiddelbart før han blev dræbt ved et attentat i 44 f.v.t., havde han løftet sit embede til det ultimative niveau og erklæret sig selv for dictator perpetuo – diktator på livstid.

Den amerikanske stat står naturligvis ikke i en sammenlignelig situation, selv om den dybe stats handlinger og de amerikanske udlændingemyndighedes nedrige adskillelse af migrantfamilier nok kan gøre en nervøs for eksekutivmagtens vide beføjelser.

Men er det helt urimeligt at tænke sig, at Kongressens ubehag over for nationale nødretstilstande kan udspringe af frygt, den være sig ubevidst, for at åbne døren på en anelse mere på klem for autokratiets komme?

© George Blecher og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Egentligt kunne det undre at Information kun kan finde konservative kommentatorer til at udlægge amerikansk politik. Denne gang er det David Frum der som taleskriver skrev Bush masseødelæggelses-løgne om Irak.

Jeg troede først at det var cool-Obama, som var Lucius Cornelius Sulla i anekdoten om Romrigets forfald. Han udvidede overvågningsapparaterne til det groteske, han gav Trump 7 krige at lege med, han retsforfulgte ikke tortur-forbrydelse, men kiggede fremad. Tænkte han på Trump og hans valg af CIA-chef tortur-Gina. Trump behøver nærmest ikke at udnævne sig til dictator legibus faciendis et reipublicae constitienae, han blev det på hårdt arbejde fra sin forgænger....

Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Bettina Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"I stedet for individuelt at posere ved photo-ops, burde de lukke sig inde på et værelse, diskutere sig frem til et fælles politisk program og valggrundlag..."

Jeg har en teori, en konspirationsteori ganske vist, men hvem siger, at der ikke findes konspirationer indenfor politik?

Jeg tror, at Tulsi Gabbard, Elisabeth Warren og Bernie Sanders allerede har stukket hovederne sammen og har aftalt slagets gang:

Først sætter Tulsi Gabbard den udenrigspolitiske dagsorden; hun har nogle ganske markante og progressive holdninger til amerikansk krigsførelse rundt omkring i verden, og som aktiv soldat med rang af major, to gange udstationeret i Irak, kan hun ikke angribes for hverken at være en kujon eller militærteknisk naiv. Gabbards krav om at trække tropperne hjem og kun involvere sig militært, hvis USA er udsat for en konkret militær trussel, nyder allerede opbakning fra et stort flertal af vælgerne.

Dernæst, og sideløbende, sætter Elisabeth Warren den indenrigspolitiske dagsorden, med krav om Medicare-for-all, free college og en løn til at leve af; alt sammen noget, som et stort flertal af de amerikanske vælgere, endda langt ind i republikanernes rækker, støtter op om. Warren er et kendt ansigt, som mange amerikanere har tillid til, og hun har i det meste af sine karriere stået for progressive synspunkter.

Når dagsordenen så er sat, så ingen kan føre valgkamp uden at give udtryk for sin holdning til disse populære politiske programmer, melder Bernie Sanders sit kanditatur, hvorefter Warren og Gabbard trækker sig fra valgkampen og i stedet peger på Bernie, som takker for æren og gør Warren til vicepræsident og Gabbard til udenrigsminister.

En sådan valgstrategi vil give både republikanere og korrupte demokrater baghjul.

For tiden er det Tulsi Gabbard og AOC, der dominerer den politiske debat i USA, selv på de etablerede medier. Reaktionære kræfter forsøger efter bedste evne at bagtale de to stærke kvinder, men de er usårlige; indtil videre har kritikerne kun gjort sig selv til grin, for AOC mestrer kunsten at vende en ondskabsfuld tweet mod angriberen, mens Tulsi Gabbard udstråler en karisma, som det er mange år siden, vi sidst har set.

Alvin Jensen, Viggo Okholm, Steen Piper, Michael Boe, ingemaje lange og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Du har ret, Niels Duus. Det er et spørgsmål om tid, inden Bernie Sanders melder sit kandidatur, som Norman Solomon skriver på Common Dreams i dag.

Torben K L Jensen

Scenariet for 2020 med den trojka er fuldt ud lige så sandsynligt som Trump var i 2016 - drømmescenarie jeg går 100 % ind for - Niels.