Baggrund
Læsetid: 9 min.

USA har lagt kursen ind på konflikt med Kina. Og Europa følger med

Europa og Danmark har været yderst begejstrede og måske ovenud omklamrende i forhold til Kina. Men pludselig ses landet som en trussel. Det sker, da USA forsøger at indrullere Europa i kampen for at stække et fremadstormende Kina
Kina opfører sig stadig mere aggressivt i territorialkonflikter. Det er bl.a. det, der har fået flere til at tale om en ny kold krig under opsejling. Her soldater fra den kinesiske hær på øvelse i januar i år.

Kina opfører sig stadig mere aggressivt i territorialkonflikter. Det er bl.a. det, der har fået flere til at tale om en ny kold krig under opsejling. Her soldater fra den kinesiske hær på øvelse i januar i år.

Li Gang

Udland
8. februar 2019

Fra helt til skurk. På blot to år er der sket et dramatisk skifte i den globale magtelites syn på Kina.

Ved 2017-versionen af World Economic Forum, erhvervsledernes og politikernes årlige komsammen i den schweiziske alpeby Davos, blev Kinas leder, præsident Xi Jinping, hyldet som noget nær globaliseringens frelser, da han i en tale lod til at give sin fuldtonede støtte til den liberale økonomiske verdensorden.

Hvis man lukker sine grænser med protektionistiske tiltag, advarede han, »så vil det være ligesom at låse sig selv inde i et mørkt rum«.

Begejstringen for topkommunistens forsvar for frihandel var stor blandt tilhørerne.

Men da eliten igen mødtes i Davos i januar i år, blev Kina fremstillet i et ganske andet lys. Nu var det investoren og filantropen George Soros, der skabte overskrifter ved at beskrive Xi Jinping som »den farligste fjende«, der »truer de åbne samfunds overlevelse«.

»Sidste år troede jeg stadig på, at Kina kunne blive dybere integreret i de globale ledende institutioner, men med Xi Jinpings opførsel har jeg ændret holdning,« sagde Soros.

Det er ikke kun den 88-årige ungarskfødte amerikaner, der har skiftet syn på Kina.

»Det er gået utroligt hurtigt. På ganske kort tid er den udbredte fortælling gået fra at fokusere på det potentiale og de muligheder, Kina tilbyder, til at handle om Kina som en trussel, både økonomisk og strategisk,« siger Bernhard Bartsch, Kina-forsker ved den tyske Bertelsmann Stiftung.

Bernhard Bartsch peger på udviklingen i Tyskland, hvor erhvervsfolk »ikke længere nærer falske illusioner om Kina«, da de er begyndt at indse, at »Kina ikke længere er på en rute, der vil føre landet nærmere Vesten, men i stedet i alvorlig grad vil udfordre Vesten«.

I andre europæiske lande – bl.a. Storbritannien og Frankrig – er der ligeså voksende skepsis over for Kina. Og ifølge Andreas Bøje Forsby fra Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet er der også i Danmark sket »et klart skifte« i holdningen til Kina.

Han fremhæver den danske regerings lancering af en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi i november sidste år, »hvor man begynder at anlægge et mere nuanceret og til dels også kritisk perspektiv på Kinas voksende indflydelse og mere selvhævdende udenrigspolitik«.

Det danske udenrigsministerium, der ellers i en længere årrække har været yderst tilbageholdende med at udtrykke kritik af Kina, har inden for de seneste få måneder anlagt en ny stil, bl.a. med skarp kritik af Kinas industrispionage, som ifølge Udenrigsministeriet »truer med at underminere vores økonomi«.

Samtidig kan man høre stadig mere markante udmeldinger fra danske politikere fra regeringsbærende partier. Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre, har i en kommentar til udsigten til kinesiske investeringer i Grønland sagt til britiske BBC:

»Vi ønsker ikke et kommunistisk diktatur i vores baghave.«

Og ved en forespørgselsdebat i Folketinget i december, »stod de udenrigspolitiske ordførere nærmest i kø«, som Andreas Bøje Forsby beskriver det, »for at udtrykke deres bekymring over tingenes tilstand i Kina, og især den indflydelsesvirksomhed, som vi har set eksempler på, at Kina har udøvet i Danmark«.

Blandt andet spurgte Dansk Folkepartis politikere ind til »det stadigt stigende nedrige pres«, som »Kommunistkina« retter mod danske virksomheder og myndigheder.

Kritiske vinde

Ifølge Bernhard Bartsch skal forklaringen på fremkomsten af den hårde skepsis over for Kina delvist findes i Kinas egen opførsel.

På den kinesiske hjemmebane er undertrykkelsen af etniske mindretal og civilsamfundet som helhed blevet endnu mere brutal under præsident Xi Jinping, og på udebane opfører Kina sig stadig mere aggressivt i territorialkonflikter. Samtidig anklages Beijing for at bruge sin økonomiske magt til at udøve politisk indflydelse i store dele af verden, inklusiv i EU-lande.

Men mere end Kinas egen opførsel, så er det de vinde, der blæser i USA, som er afgørende for europæernes holdningsskift.

»Det afgørende element er præsident Trump og den relativt brede konsensus, der er i Washington om, at et opgør med Kina er nødvendigt,« siger Bernhard Bartsch.

»Mange europæiske nationer er begyndt at lægge sig i slipstrømmen af den kinakritiske linje, som nu hersker i USA.«

Den linje blev for alvor slået fast med en epokegørende og usædvanlig bidsk tale, som USA’s vicepræsident Mike Pence holdt i starten af oktober. Den var et frontalangreb på Kina, og det blev gjort tydeligt, at man i Washington ikke længere ser Kina som en potentiel partner, men i stedet som rival.

»USA håbede, at økonomisk liberalisering ville føre til et større kinesisk partnerskab med os og resten af verden, men i stedet har Kina valgt økonomisk aggression, som nu også har opildnet landets voksende militær,« sagde Pence, inden han fremsatte flere hårde anklager:

»Kina blander sig i USA’s demokrati«, og de russiske forsøg på at påvirke den demokratiske proces i USA, »er vand i forhold til det, som Kina har gang i«.

Et nyt forhold

I Beijing er man fortsat i færd med at analysere, om vicepræsident Pences tale skal ses som startskuddet på en ny kold krig.

Kineserne var ellers tidligere overbevist om, at de ville kunne samarbejde med præsident Donald Trump, men den indstilling er nu forduftet især pga. den igangværende kinesisk-amerikanske handelskrig, som er begyndt at gøre ondt i Kina.

»Da Pence holder taler i oktober, er der mange politikere rundt om i de vestlige hovedstæder, som indser, at talen markerer starten på et helt nyt forhold mellem USA og Kina, og at de derfor nok også bliver nødt til at genoverveje, om de har været alt for begejstrede og omklamrende i forhold til Kina,« siger Andreas Bøje Forsby, som blandt andet forsker i kinesisk og asiatisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

»Danske politikere på Slotsholmen begynder at overveje, om de udviser rettidig omhu, hvis ikke de også begynder at justere Danmarks kurs i forhold til Kina.«

Han understreger dog også, at jorden længe har været gødet for en kinakritisk linje i USA, hvor »stærke tværpolitiske kræfter i Washington igennem i hvert fald et årti fra sidelinjen har søgt at fremmane et billede af Kina som en strategisk konkurrent og i stigende grad nu også som en sikkerhedspolitisk trussel«.

»Under Obama-administrationen var USA bestemt også kritisk over for Kina på en række punkter, men samtidig mente man, at det var muligt at samarbejde med Kina inden for flere områder, hvor man havde fælles interesser, såsom klimadagsordnen eller kampen mod spredning af masseødelæggelsesvåben. Men de fælles interesser er stort set forsvundet under Trump-administrationen, og når man dertil lægger, at Trump på den økonomiske front kører et nulsumsspil, jamen så er der ikke meget tilbage, som kan binde USA og Kina sammen,« siger Andreas Bøje Forsby.

Økonomisk trussel

Bernhard Bartsch mener, at amerikanerne som del af et stormagtsspil forsøger at stække Kinas økonomiske fremgang – og indrullerer sine europæiske allierede i den indsats.

»Hvor vestlige politikere tidligere har forsøgt at bane vejen for, at deres forretningsfolk kunne operere i Kina, så er Trump-administrationen nu begyndt at fortælle erhvervslivet, at det er forbundet med store risici at investere i Kina,« siger Bernhard Bartsch.

»Man vil gøre investorer nervøse for at investere i landet for derigennem at skade Kina økonomisk. Og for at det skal lykkes, så skal Trump-administrationen male et billede af Kina i meget mørke, negative farver.«

USA’s ambassadør til EU, Gordon Sondland, der beskriver Kina som »fremtidens problem« og samtidig landets indflydelse som »skadelig«, opfordrede i denne uge i et interview med Politico til, at EU og USA står side om side og bruger deres samlede økonomiske styrke til at »kontrollere Kina«.

Mange steder i Europa er der også en klangbund for en hårdere linje over for Kina, da man også her ser den asiatiske gigant som en økonomisk trussel.

Som del af en stærkt centraliseret industristrategi, under navnet »Made in China 2025«, som ifølge visionen skal omdanne Kina til et højteknologisk kraftcenter, så er kapitalstærke kinesiske firmaer begyndt i stor stil at opkøbe europæiske virksomheder for derved at erhverve sig teknologi, der kan få dem til at hoppe adskillige trin op ad værdikæden.

Den strategi har fået alarmklokkerne til at ringe i flere europæiske lande, da man frygter, at man er ved at sælge ud af de kerneteknologier og den knowhow og ekspertise, som hidtil har gjort Europa konkurrencedygtig.

Samtidig er der stadig større europæisk frustration over, at Kina – på trods af gentagne løfter – fortsat ikke giver udenlandske selskaber en fri og fair adgang til det kinesiske marked.

Det er desuden lykkedes USA at så tvivl i et stadig større antal lande om, hvorvidt man kan stole på kinesiske teknologivirksomheder, eller om de udgør en sikkerhedsrisiko pga. deres bånd til Kinas kommunistparti.

Det viser de verserende kontroverser om den kinesiske telegigant Huawei, som den amerikanske anklagemyndighed i denne uge tiltalte for en lang række ulovligheder forbundet med tyveri af forretningshemmeligheder, hvidvask og brud på amerikanske sanktioner mod Iran.

»USA lader til at lægge pres på andre lande og virksomheder for at få dem til ikke at samarbejde med Huawei,« siger Bernhard Bartsch.

»Det er et stort problem for Kina, der ser Huaweis udbredelse af sit 5G-netværk som et afgørende skridt for at få opbygget en global infrastruktur, som andre kinesiske selskaber kan hægte sig op på.«

Ifølge Andreas Bøje Forsby er Huawei-sagen et eksempel på, at en lang række lande, »kan blive tvunget til at vælge side mellem USA, som er deres sikkerhedspolitiske partner, og Kina, som er en meget tæt samhandelspartner«.

Indtil videre har stemningsskiftet i Europa ført til indførslen af fælles screeningregler, der kan blokere for kinesiske opkøb af kritisk europæisk infrastruktur. Samtidig lader der til at være optræk til nye EU-regler, som reelt vil forbyde, at Huawei og andre kinesiske selskaber sætter sig på europæiske 5G-netværk.

Kina er sårbar

Præsident Trumps tilsyneladende strategi om at modarbejde og inddæmme et fremadstormende Kina kan ende med at gøre gevaldigt ondt på den asiatiske stormagt.

»Kina er i en meget sårbar fase lige nu, hvor landet skal tage springet fra simpel fremstillingsvirksomhed til en mere højteknologisk drevet økonomi,« siger Andreas Bøje Forsby.

»Selv om der er en tendens til at være imponeret over, hvad Kina har gang i, eksempelvis på teknologifronten, så er de stadig stærkt afhængige af vestlig teknologi og adgang til vestlige markeder. Og hvis amerikanerne og Vesten begynder at gøre det svært for kineserne at få adgang til vestlig teknologi, kan de komme i gevaldige problemer, og det kan få afgørende negativ betydning for Kinas vækst, hvis man lukker mere ned for den eksportdrevne kinesiske økonomis adgang til vestlige markeder.«

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det kinesiske regime er bekymret for den udvikling, der finder sted lige nu,« siger den danske forsker. »Jeg tror, at de frygter, at amerikanerne er ved at bide sig fast i den her meget negative indstilling til Kina, og ikke mindst at det vil brede sig som ringe i vandet, og at der er flere og flere lande, der begynder at følge USA’s eksempel. Kina vil blive endnu mere sårbar, hvis amerikanerne for alvor skruer bissen på.«

»Hvis vi blot accepterer at følge amerikanernes dagsorden, så risikerer vi, at situationen får lov til at eskalere yderligere, og at vi havner i noget, der minder om en koldkrigslignende situation, og det kan jeg ikke se, at nogen kan være tjent med. Man kan sagtens være mere åbenmundet og kritisk over for Kinas repressive, kommunistiske etpartiregime, men at forsøge at skære alle bånd til Kina, det er der ikke nogen, der kan være tjent med,« mener Andreas Bøje Forsby.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Kristensen

@Jens Thaarup Nyberg : Ja, den passer vist meget godt. I underkanten, men ellers meget okay tror jeg. Af grunde jeg ikke kan forklare, men sikkert noget politisk, modtager Canada og Storbritannien Lend Lease, men giver så noget af det videre til Sovjet. F.eks. Mathilda tanks og Spitfires tror jeg. Jeg kan forstå det med tanksene, eftersom de ved de er år fra at kunne bruge deres tanks og de allerede er forældede, så derfor sender man dem derhen hvor kampen foregår lige nu. Og Storbritannien havde flere fly end de havde piloter, så måske samme argument her?

Poul Kristensen

@Niels Duus Nielsen: Rolig nu. Rolig.
Hvad er du prøver at fortælle mig her? Jeg har problemer med at se sammenhængen. Altså, du mener at en krigsøkonomi er en økonomi hvori der indgår elementer man har lært fra krig, altså effektivitet og rationalisering og den slags. Af grunde jeg ikke kan gennemskue så mener du at det faktum at Afghanistan ikke benytter sig af disse metoder (Hvis de da ikke gør?), har noget med deres narko penge at gøre - eller hvad? I hvert fald er jeg åbenbart hårrejsende dum fordi jeg ikke kan gennemskue din argumentation. Men hold dig ikke tilbage med en nøjere forklaring.
Nå men jeg er i hvert fald enig med dig i at de supplerer deres egenproduktion af våben og ammunition. Og det er nok rigtigt at afghanerne ikke bruger dem på kampfly. Men de bruger dem faktisk på bl.a. satellit telefoner og rigtig meget på droner og artilleri.

Jens Thaarup Nyberg

@Poul Kristensen
Billioner - trillioner ?

Poul Kristensen

@Jens Thaarup Nyberg: Er du i tvivl om noget? Jeg gætter på at du stiller spørgsmål ved min påstand om hvor meget sovjet fik i Lend-Lease af USA.
Hvorfor? Jeg gætter på at det er fordi du ikke bryder dig om at sovjet måtte have hjælp for at banke tyskerne? Her er derfor et citat af Zhukov: ""Now they say that the allies never helped us, but it can't be denied that the Americans gave us so many goods without which we wouldn't have been able to form our reserves and continue the war," Soviet General Georgy Zhukov said after the end of WWII.
"We didn’t have explosives, gunpowder. We didn’t have anything to charge our rifle cartridges with. The Americans really saved us with their gunpowder and explosives. And how much sheet steel they gave us! How could we have produced our tanks without American steel? But now they make it seem as if we had an abundance of all that. Without American trucks we wouldn’t have had anything to pull our artillery with."
Jeg står naturligvis ved mit regnestykke, men betyder det at når selveste Zhukov siger sådan, netop ikke at soviet ikke havde klaret den uden hjælp? Uanset hvor stort beløbet faktisk var, så var det stadigvæk forskellen mellem sejr og nederlag.

Jens Thaarup Nyberg

Poul Kristensen
12. februar, 2019 - 01:06 skriver du:
"Og USA har bygget sin økonomi på militære eventyr og krigsbytte? Krigsbytte!?! Er du klar over hvor meget hjælp amerikanerne forærede til Sovjet under ww2? 3,5 trillion. Ja, der står TRILLIONER! Det lyder ikke som en overskudsforretning."

Det var så ikke trillioner, iflg Wiki.

Og land-lease hjælpen til UdSSR var jo uden tvivl nødvendig for den endelige sejer over Den tyske Væremagt og det Nationalsocialistiske styres fald i Tyskland. Det indså såvel Churchill som

At Usa var i stand til at yde Marshall-hjælp kort efter krigens afslutning tyder da ikke på, at Usa havde underskud som følge af 2ww.

Jens Thaarup Nyberg

"... Det indså såvel Churchill som Roosevelt."

Poul Kristensen

@Jens Thaarup Nyberg: Prøv nu at følge lidt med, ikke? Gå selv regnestykket efter.
Og ja, kapitalisme fungerer.

Jens Thaarup Nyberg

Poul Kristensen
At kapitalismen fungerer er der vist ingen der betvivler.
Men trillioner - næh nej.

Niels Duus Nielsen

En fredsøkonomi producerer overvejende forbrugsvarer, mens en krigsøkonomi producerer våben. Efter 1VK afrustede USA og gik tilbage til at producere forbrugsvarer, efter 2VK opretholdt de rustningsindustrien.

Samtidig havde krigen frigjort en lang række potentialer i produktionsapparatet - kvinder som arbejdskraft, effektivisering af arbejdsgangene - som heller ikke blev bragt tilbage til udgangspunktet. Så i en lidt løsere betydning af begrebetn "krigsøkonomi" indregner jeg diverse rationaliseringer og andre effektivitetsforbedringer, som krigen havde accelereret, og som nu blev "the new normal".

I den snævre betydning af ordet har Danmark ikke en krigsøkonomi, da vi ikke producerer ret mange våben. I den bredere betydning af ordet har vi en krigsøkonomi, for så vidt de gældende managementprincipper er ensidigt fokuserede på produktivitetsforbedringer.

Man kan så argumentere for, at disse effektiviseringer ville være blevet fremprovokeret alligevel på grund af den skærpede konkurrence, men pointen er, at det netop var krigen, der accelererede denne udvikling og gav anledning til udvikling af de moderne managementteorier. Hvor Fordismen oprindeligt befandt sig i en niche, blev den nu til "best practice".

Så forskellige tænkere som Karl Marx og Ernst Jünger er enige om dette - Marx forudså det, Jünger gennemlevede det på sin egen krop. Læs hans "Der Arbeiter - Herrscaft und Gestalt" fra 1932; her beskriver han den samfundsudvikling, han selv står midt i, på tærsklen til nazisternes magtovertagelse, og maler et ret uhyggeligt og præcist billede af den fremtid, som vi nu befinder os i. Jünger befandt sig på den yderste højrefløj, så man kan ikke kritisere ham for at være socialist.

Poul Kristensen

@Niels Duus Nielsen: @Niels Duus Nielsen;
Så du mener at amerikanerne bruger størstedelen af deres budget på våben? Det er så langt ude at det ikke fortjener opmærksomhed.

Næste punkt er at du mener at definitionen på en krigsøkonomi er at den har mange kvinder og - vistnok - en høj grad af rationalisering og produktivitet. Som åbenbart skal være indført i forbindelse med en krig?
Det giver ingen mening, men jeg gætter på at du forsøger at redde dit tidligere argument om at USA har en krigsøkonomi.
Det nærmeste man kan komme en officiel definition på ”krigsøkonomi” er Philippe Le Billon: ’En krigsøkonomi er et "system til producere, mobilisere og tildele ressourcer for at understøtte volden"’.
Den nævner ikke noget om kvinder på arbejdsmarkedet, rationalisering og under hvilke omstændigheder det er indført.

Det nytter ikke noget at du henviser til tænkere der så tydeligt har taget fejl. Faktisk bekymrer det mig at du er så forlæst på Marx & Co. Det minder mig om disse her muslimer og mormoner der står med skinnende øjne og fægter med deres hellige bog. Når man så - fuldstændig som med dig - har modbevist deres argumenter, skifter de i løbet af et sekund over til et andet argument. Som de heller ikke kan understøtte.
Du er meget "a man of the word", du føler åbenbart at det skrevne ord er mere virkeligt end virkeligheden.

Sider