Læsetid: 4 min.

Venezuelanere flygter fortsat: Vi sulter, vi kan ikke vente på forandring

Mens verdens opmærksomhed er rettet mod den politiske magtkamp i Venezuela, flygter et stigende antal venezuelanere ud af landet. I den colombianske grænseby Cúcuta er der netop åbnet et center for international humanitær hjælp for at forsøge at håndtere den kaotiske situation
Cúcuta er en typisk colombiansk grænseby præget af narkokriminalitet og smuglervirksomhed. Nu har en situation om humanitær nødhælp sat grænsebyen på landkortet.

Cúcuta er en typisk colombiansk grænseby præget af narkokriminalitet og smuglervirksomhed. Nu har en situation om humanitær nødhælp sat grænsebyen på landkortet.

Ferley Ospina

9. februar 2019

CÚCUTA – I bilerne dytter folk, mens andre på gaden hujer og klapper ivrigt i hænderne. »Ned med Maduro« og »humanitær bistand nu« står der på nogle af de mange neongule papskilte, de holder op foran sig.

Ude midt på broen Tienditas mellem Venezuela og Colombia har venezuelanske tropper blokeret den tresporede grænseovergang med containere og en tankvogn for at blokere for den humanitære hjælp, der er på vej ind i landet.

Grænsebroen blev bygget i 2016, men blev aldrig indviet og har aldrig været brugt før nu.

Larmen fra bilhorn og jubel tager til, da en kolonne af politieskorterede lastbiler med nødhjælp, mad og medicin kører ud på den aflukkede grænsebro.

»Venezuelanere, vi er ikke alene. Hele verden holder med os,« står der på 42-årige Israel Escobars skilt.

Han har været i den colombianske grænseby Cúcuta i et år og tre måneder og sælger is for at kunne sende penge hjem til familien i Venezuela.

»Jeg håber bare, at den her hjælp vil komme frem i Venezuela. At Maduro vil åbne sit hjerte og træde tilbage. For han har ødelagt Venezuela,« siger Israel Escobar.

Alle i Cúcuta taler om den humanitære hjælp, men ingen synes at vide, hvad der foregår. På gaden og i radioen går rygterne. Nogle siger, at hjælpen skal gå til folk i Cúcuta. Andre siger, at militæret vil tvinge hjælpen igennem afspærringen til Venezuela. Mon det er starten på en invasion af Venezuela, lyder en af de mange ubesvarede spekulationer.

Der er udpeget tre steder som udgangspunkt for den internationale humanitære bistand, hvoraf Cúcuta er det ene. Desuden er der tale om et sted i Brasilien og en caribisk ø.

Cúcuta er en typisk colombiansk grænseby præget af narkokriminalitet og smuglervirksomhed. Alle landets større væbnede grupper har en gren i byen: guerillaen ELN, de højreorienterede paramilitære grupper og de almindelige kriminelle grupper. Området er militariseret, og der svæver konstant helikoptere i luften over byens omkring 750.000 indbyggere. De lægger ikke længere mærke til det.

Men nu har situationen med den humanitære hjælp til Venezuela sat Cúcuta på landkortet. Som en på gaden siger:

»Før var der ingen, der kendte til Cúcuta. Nu taler alle om Cúcuta.«

Mange flygter uden papirer

I Venezuelas hovedstad Caracas fortsatte magtkampen i denne uge mellem landets hidtidige præsident Nicolas Maduro og parlamentsformand Juan Guaidó, der har udnævnt sig selv til midlertidig præsident og er blevet anerkendt af USA og en række lande i Latinamerika og Europa, herunder Danmark.

Imens forlader stadigt flere venezuelanere deres hjemland. Alene Colombia huser omkring 1,2 millioner venezuelanere, og i alt har 2,3 millioner venezuelanere ifølge FN forladt deres hjemland de seneste år.

Lokale myndigheder i Cúcuta fortæller, at der dagligt er 25.000 mennesker, som krydser den officielle grænseovergang, Simon Bolivar-broen, omkring ti kilometer fra Tienditas-broen. Dertil skal lægges et stigende antal, der krydser grænsen ulovligt ad de mange uofficielle stier.

Man kan se dem, når man kigger ned fra Simon Bolivar-broen. En konstant kilde af mennesker, der går under broen, hvor man ikke skal vise papirer.

Oppe på broen er menneskemylderet overvældende.

»Bucaramanga, Bogota, Rumichaca, Ecuador, Peru!« råber en mand.

Det lyder som tilfældige geografiske destinationer i Sydamerika, men det kan blive fremtiden for de mange mennesker det næste lange stykke tid. Deres håb. Manden sælger transport videre fra grænsen til et sted, hvor flygtningene kan slå sig ned og søge arbejde. Han råber det op, som sælger han kaffe.

Guaidó giver håb

Midt i mylderet af venezuelanske migranter står Angel og sælger smertestillende Acetaminofen. Han sælger godt, for der er mangel på medicin i Venezuela. Mange af dem, der er på vej den modsatte vej mod Venezuela bærer på dagligvarer, æg og toiletpapir, fordi det er svært at skaffe eller ekstremt dyrt i Venezuela.

Ingrid Rivas fra Valencia i Venezuela er på vej ind i Colombia sammen med sin søn Antonio Eduardo på 8 år.

»Vi immigrerer, fordi der ikke er mad i Venezuela. Min søn havde ingen lærer i skolen, og der er ikke medicin. Der er ingenting. Det giver os håb med den nye præsident Juan Guaidó. Håb om, at vi kan vende tilbage snart,« siger Ingrid Rivas.

Men de har ikke håb nok til at blive i deres hjemland.

»Hvad hvis Maduro ikke vil give magten fra sig? Det kan vi ikke vente på. Min søn sulter. Der er ikke mad i Venezuela, señora,« siger Ingrid Rivas.

Midt i et interview med en anden kvinde på broen bryder menneskesmugleren Roy Pérez ind. Han tilbyder at transportere hendes veninde ad de uofficielle stier for, hvad der svarer til syv amerikanske dollar. Han gør ikke noget for at skjule sin forretning.

De seneste måneder er der stadig flere, som krydser grænsen ulovligt med den risiko, det indebærer, fortæller han. Det samme bekræfter de lokale myndigheder, vi taler med.

Roy Pérez har været i Cúcuta de seneste seks måneder og følger lidt med i, hvad der sker i Caracas.

»Vi ønsker bare, at Venezuela vender tilbage til før. Hvor man kunne købe medicin, mel eller brød. Uanset hvem præsidenten er,« lyder det fra Roy Pérez.

»Når et folk sulter, så vil der komme oprør. Det er dét, der er ved at ske i Venezuela,« siger han.

Mens nyhederne fra Venezuela går verden rundt, synes mange af flygtningene på broen ikke at bekymre sig om dem. Nogle siger direkte, de ikke har hørt, der skulle være kommet en ny præsident.

»Det kommer til at tage lang tid, før vi ser forandringer,« lyder en typisk, lidt opgivende attitude fra flygtningene, der blot vandrer videre med deres små slidte rullekufferter eller skoletasker.

På Tienditas-broen er nødhjælpen stadig ikke kommet ind. Den står i ingenmandsland mellem Colombia og Venezuela.

2,3 millioner mennesker har forladt Venezuela, det er syv procent af befolkningen. De er på til nabolandene Colombia, Ecuador og Peru, på jagt efter arbejde og et bedre liv. Venezuela har befundet sig i dyb økonomisk og politisk krise siden 2015. Det begyndte med faldende oliepriser, som er landets vigtigste indtægtskilde.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Torben K L Jensen
Anders Graae og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Egentlig er Venezuela formentlig ikke noget fattigt land - og heller ikke nu.

For et par uger siden så man en Europæisk tv-journalist i Caracas, der dokumenterede, at han kunne købe dyr fransk champagne, ægte russisk kaviar og mange andre kostbarheder overalt i byen. Og han kunne købe alt det han ville. I øvrigt så man ham også inde i fornemme restauranter, hvor der var masser af kunder, der tilsyneladende ikke manglede penge.

Samtidig var der store lagerbygninger, hvor "man" ophobede forskelligartede fødevarer, som man holdt ude af salg for at øge priserne i butikkerne.

Og endelig har man altså almindelige borgere, absolut flest fra den oprindelige befolkning, der bukker under af inflationens enorme prisstigninger, og hverken kan købe medicin eller spise sig mætte.

Altså - på den enes side har man USA, der på den ene side køber landets olie, men som også har blokeret for andre, der ville handle med Venezuela.

Men samtidig tyder det altså også på, at der samtidig er et politisk opgør mellem landets store oprindelige befolkning og den mindre hvide, der udgør en slags overklasse. Og den slags strid om magten har man netop også set i andre latinamerikanske lande, hvor USA traditionelt har støtte de hvide.

Jan Weber Fritsbøger, Harald Strømberg, Flemming Berger, Anders Graae, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Man skal ikke Google ret meget før man møder USA-provokationer mod Venezuela. Det drejer sig om alt fra militære overflyvninger i 2010 til ligefrem kupforsøg, hvor USA, ifølge New York Times, har forsøgt at gøre et kup mod Venezuelas præsident Nicolas Maduro i efteråret 2018. Og allerede præsident Hugo Chávez, der døde den 5. marts 2013, blev anset som kommunist af USA.

Og ser man på USA´s såkaldte sendebud for Venezuela, Elliot Abrams, så ser man, at USA anser at med kommunister som ledere i Venezuela er ganske alvorlig. For denne Elliot Abrams er jo en gammel kending for Latinamerika. Han anses som kontroversiel neokonservativ, og har både tjent præsidenterne, Ronald Reagan og George W. Bush. Under Reagan-administrationen blev Elliot Abrams kendt for sine kontroversielle udenrigspolitiske beslutninger vedrørende Nicaragua og El Salvador.

Og når Elliot Abrams nu kritiserer EU og EU-landenes ledere meget hård og ligefrem latterliggør dem, fordi de vil forhandle en fredelig løsning i Venezuela, skal man tage det som en alvorlig advarsel, for Elliot Abrams og USA vil løse problemerne med væbnet magt.

Jan Weber Fritsbøger, Harald Strømberg, Flemming Berger, Anders Graae, Palle Yndal-Olsen, Daniel Santos, Torben K L Jensen, Lars Løfgren, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

I grænsen mellem Colombia og Venezuela har der altid været folk på flugt, primært fra Colombia til Venezuela pga de væbnede konflikter mellem guerillaerne, militære og paramilitære styrker. Husk, at inden for Colombias grænse findes 7 millioner internt fordrevne og i de hårde år i 90erne flygtede mellem 2-5 millioner colombianere til Venezuela, og i 2015 opståede en krise mellem regeringerne qua det store antal colombianer på flugt i nabolandet.
https://es.wikipedia.org/wiki/Inmigraci%C3%B3n_colombiana_en_Venezuela
Når nu er der krise i Venezuela, mange af de colombianer rejser tilbage til deres hjemmeland og det er meget sandsynligt, at mange venezuelaner også rejser bort af samme grund.
Venezuela har ikke monopol på fattigdom, og hele latinamerikanske region er præget af elendighed, social ulighed, mv. Nogle regioner i Guatemala bliver år efter år ramt af hungersnød og derfor flytter folket derfra primært til USA, hvor der allerede bor ca. 1,5 millioner guatemalaner (for ikke at tale om de 35 millioner mexicaner) og ingen taler om dette, som en oprigtigt humanitær katastrofe. Her tales om en velfungerende demokrati blåstemplet af USA og dets lakajer og koryfæer.
At reducere migrationen i Latinamerika, som en udelukkende venezuelansk fænomen er decideret useriøst. Det er konteksten og grunden til, at ’El Chavismo’ har en så stor opbakning i hele region og ikke mindst ind i Venezuela.
Vdr blokaden i ”Las tienditas” er værd at læse følgende beretninger fra en engelsk fyr.
https://medium.com/@justin.emery/the-tienditas-bridge-blockade-f240728fe5f7

Jan Weber Fritsbøger, Harald Strømberg, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Anders Graae og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar