Brexit er følelser over fornuft, og følelserne sidder uden på tøjet i Nordengland lige nu

LONDON – Efter at have været forsømt og overset af magthaverne i London i årtier kan det nordlige England komme til at spille en afgørende rolle for Storbritanniens forestående skilsmisse fra EU.

13 milliarder kroner har premierminister Theresa May afsat til byområder i det nordlige England, der er særligt dårligt stillet økonomisk i forbindelse med Brexit. Der kan i den grad også blive brug for pengene – og flere til – for de gamle industribyer mod nord. Alarmklokkerne ringer nemlig fra nogle af de største virksomheder i landet.

Forleden oplyste BMW, der producerer de ikoniske britiske minibiler, og som har en stor bilfabrik nær Oxford, at man overvejer at flytte produktionen væk fra England. Det vil i givet fald resultere i et tab på 4.500 arbejdspladser.

BMW’s udmelding kommer i kølvandet på Hondas beslutning om at lukke sin bilfabrik i Swindon i 2022, en fabrik der producerer 160.000 Honda Civic årligt (90 pct. af dem eksporteres til EU). Også Toyota, Bentley, Vauxhall og Nissan har luftet muligheden for at flytte produktionen væk fra Storbritannien. Resultatet kan blive titusindvis af tabte arbejdspladser i områder, der allerede er hårdt ramt.

En ansat gennem 24 år på Hondas fabrik i Swindon beskrev stemningen sådan her over for BBC:

»Vi er jo nærmest lammede. Vi aner ikke, hvad der skal ske med os, og det er jo ikke bare os, det er vores familier, ja det er hele Swindon«.

Bilfabrikanterne selv siger, at planerne ikke nødvendigvis afhænger af Brexit-udfaldet, men mange i området tænker deres, og eksperter påpeger, at det er svært ikke at se en sammenhæng.

Den britiske bilindustri er ellers en succeshistorie. Mere end 15 millioner biler produceres årligt på de britiske øer, og efter et nærmest fuldstændigt kollaps i produktionen i halvfjerdserne står bilindustrien i dag for en omsætning på små 200 milliarder kroner og giver arbejde til mindst 200.000 briter. Og det er ikke kun bilproduktionen, der trues. Det nordlige og vestlige England står for en stor del af den samlede britiske produktion til eksport.

Ingen kolde fødder

Det ville være oplagt at udlede, at beboerne i Nordengland på den baggrund kunne fristes til at gentænke deres støtte til at forlade EU. Ved folkeafstemningen i 2016 stemte 60 pct. af Sunderlands vælgere leave, 70 pct. af Hartlepools vælgere ville ud, og i Doncaster var leave-andelen 69 pct.

Der er dog ikke meget, der tyder på, at vælgerne i Nordengland har fået kolde fødder. Meningsmålinger peger på, at stemmeprocenten heroppe ikke ville afvige stort fra resultatet i 2016, skulle en ny folkeafstemning blive udskrevet.

Ian Austin, der sidder i parlamentet i Dudley North-kredsen for Labour, har en forklaring:

»Regeringens velfærdsbesparelser og følgerne af finanskrisen ramte os ekstra hårdt heroppe. Der er mange, der ikke har oplevet en lønstigning i mere end ti år, ja faktisk har mange haft en reel lønnedgang. Folkeafstemningen var i høj grad en proteststemme, ikke bare mod EU, men mod London og underprioriteringen af norden gennem generationer,« siger han.

Denne del af England er samtidig rygraden i det britiske Labour-parti. Der har været Labour-flertal i generationer. Det er også her, man finder de fleste EU-skeptiske Labour-politikere, og det er i den sammenhæng, Theresa Mays løfte om milliarder skal ses.

Hvis hun skal have nogen chance for at få sin EU-plan igennem underhuset i næste uge, har hun brug for stemmer fra Labour-siden, fordi mange af hendes konservative partifæller har meldt ud, at de ikke vil støtte hendes plan ligegyldigt hvad.

I kriseramte bysamfund, hvor levestandarden er dalende, og fremtidsudsigterne dystre, er det ikke utænkeligt, at Labour-parlamentarikere, der allerede har lovet deres vælgere at arbejde for udmeldelse af EU, vil tage Theresa May på ordet. Der menes at være 20-30 Labour-parlamentarikere, der kunne overveje at stemme med regeringen. At de lovede investeringer på ingen måde gør det ud for de mange milliarder, der er forsvundet fra bykasserne som følge af besparelser, er en anden snak.

»Bestikkelse«, skrev aviserne The Guardian og The Independent forleden, da Theresa May fremlagde sin plan, og det kan de have ret i. At udspillet kommer nu er selvfølgelig ikke et tilfælde, og det viser, hvor desperat situationen er, og hvordan der kæmpes om stemmer på kryds og tværs af landet og politiske tilhørsforhold. Et andet spritnyt regeringsudspil, der skal sikre arbejdstageres rettigheder i et post-Brexit Storbritannien, understreger bare, hvor høje indsatserne er.

Nordens stemmer

Men det er ikke kun De Konservative, der med et har fattet stor interesse for de gamle mine- og industrisamfund. Nordens stemmer er også altafgørende for Jeremy Corbyn og Labour ved det næste parlamentsvalg, og det valg kan snildt være lige rundt om hjørnet.

Få gav den, i britisk sammenhæng venstresnoede EU-skeptiker Corbyn mange chancer for at blive premierminister, da han overraskende overtog magten i arbejderpartiet i 2015. Nu kan han nærmest se nøglerne til 10 Downing Street stikke ud af lommen på »dead woman walking« Theresa May.

Grunden til, at Corbyn-Labour har været så vankelmodige i forhold til kravet om en ny folkeafstemning – på trods af et massivt remain-flertal blandt Labour-parlamentarikere i Underhuset – er, at partilederen og hans nærmeste langtfra selv er overbeviste EU-tilhængere. Og så selvfølgelig hensynet til de følsomme stemmer i det nordlige England.

At Labour endelig, og efter meget lang betænkningstid, har tilsluttet sig noget, der ligner et krav om en ny folkeafstemning, skyldes frygten for yderligere opsplittelse af partiet, efter syv Labour-parlamentarikere forlod partiet og dannede en ny liberal gruppe.

Løftet om at støtte en ny folkeafstemning er simpelthen en nødvendighed for at holde sammen på partiet længere mod syd, men oppe nordpå er den risikabel, og den viser, hvor skrøbelig Corbyns position i partiet virkeligheden er.

For der er andre bejlere til nordens stemmer. Siden efteråret 2018 har den tidligere UKIP-leder, Nigel Farage, turneret the Midlands og Nordengland med sin nye bevægelse »Leave Means Leave«, der, som navnet indikerer, vil sikre en fuldstændig løsrivelse fra EU uanset prisen den 29. marts.

Og Nigel Farage er lidt af en rockstjerne i disse dele af landet. Han har fyldt sportsarenaer i byer som Bolton og Sunderland. Det seneste initiativ er en 13 dages march fra Sunderland i det nordøstlige England til London. Marchen er planlagt til at skulle begynde den 16. marts og vil dermed nå London på selve udmeldelsesdagen, den 29. marts. Hans populistiske charme har allerede spillet en afgørende rolle, og det er bestemt ikke det sidste, vi har hørt til Nigel Farage.

Arven fra Thatcher, der forsvinder

Men tilbage til bilkrisen. Det var faktisk Margaret Thatcher, der jo ellers var en arg modstander af regeringssubsidier til f.eks. mineindustrien, der kom til at spille en afgørende rolle i genopstandelsen af den britiske bilindustri.

I perioden fra 1979 til 1988 tildelte regeringen den lukningstruede Leyland Group næsten tre milliarder pund og sikrede dermed den fortsatte produktion af mærker som Jaguar, Landrover og Mini. Disse er siden solgt til primært asiatiske ejere, men produceres stadig i Storbritannien. Senere investerede særlig japanske bilfirmaer mange penge i oprettelsen af moderne konkurrencedygtige bilfabrikker til det europæiske marked.

Det er dermed arven fra Thatcher, der forsvinder, skulle bilproducenterne gøre alvor af truslerne og forlade de britiske kyster.

Hvad der så skal blive af norden, skulle eksportindustrien rykke teltpælene op, er et godt spørgsmål. Der er områder, som fungerer ganske glimrende i dag, Liverpool i nordvest har haft en ganske pæn økonomisk vækst siden sluthalvfemserne.

Dengang var der bogstaveligt talt skodder for vinduerne i store dele af byen, i dag er det ikke bare Liverpool Football Club, der har gode dage. Både kulturelt og økonomisk overgår Liverpool mange sammenlignelige byer længere sydpå. Paradoksalt nok er det i høj grad regionale tilskud fra EU, der har været med til at sætte fart i Liverpools økonomi, ligesom samhandlen med EU uomtvisteligt har gavnet industriområderne over én kam.

Djævlen ligger som bekendt i detaljen. Storbritannien åbnede tilbage i nullerne grænserne for de nye østeuropæiske EU-medlemmer, og mellem en halv og en hel million polakker ankom de år til Storbritannien, hvor de med det samme gled ind i produktionen.

Det var arbejdskraft, som var villig til at arbejde på andre vilkår end mange britiske arbejdere, og mange ufaglærte i det nordlige England følte sig skubbet til side. Der er fortsat mange østeuropæere i de britiske industribyer, og forholdet mellem dem og de indfødte har ikke altid været gnidningsfrit.

Tilkomsten af østeuropæerne til byer som Sunderland og Bolton tilskrives lokalt i lige høj grad EU og regeringen i London. Oprøret mod EU i nord er også et opgør med det sydlige Englands konstant voksende økonomiske betydning og den medfølgende relative ligegyldighed over for det »fattige« nord.

Skæbnens ironi vil, at det kan blive nordenglænderne og deres repræsentanter på tinge, der kan blive tungen på vægtskålen i forhold til den endelige beslutning om EU-skilsmissen, og ikke så få nordenglændere vil godte sig over eventuel panik i det rige syd.

Brexit er i høj grad »love over gold«, det er følelserne og ikke fornuften, der taler, og følelserne sidder uden på tøjet i mange nordengelske byer i denne tid.