Læsetid: 4 min.

Briter længes efter tiden ’i ensom majestæt’ – det driver kravet om Brexit

Det britiske øriges historie har været drevet af en modsætningsfyldt trang til at leve i magtfuld afsondrethed i forhold til Kontinentet. Denne trang giver kraftig aktuel genlyd hos Brexit-fløjen
I 1896, da solen stod højst over Det Britiske Imperium, gjorde dets marineminister G.J. Goschen i en tale denne status for britisk politik: »Vi har stået alene i, hvad vi kaldte isolation – vores splendid isolation.«

I 1896, da solen stod højst over Det Britiske Imperium, gjorde dets marineminister G.J. Goschen i en tale denne status for britisk politik: »Vi har stået alene i, hvad vi kaldte isolation – vores splendid isolation.«

14. marts 2019

De britiske øer har ikke været succesrigt invaderet af en fremmed magt, siden hertug Vilhelm af Normandiet i 1066 sejlede med sin hær til Sydengland og erobrede kongemagten ved at slå den angelsaksiske kong Harold Godwinson i slaget ved Hastings.

Landgang er siden forsøgt af det kejserlige Spanien, Napoleons Frankrig og Hitlers Nazityskland. Alle har slået fejl. Bølgerne omkring briterne har været deres bedste forsvar. Til gengæld har briterne selv brugt deres omgivende have til at sejle sejrrige ekspeditioner ud i verden.

Denne forestilling om deres ø som fæstning har dybt præget britisk – især engelsk – selvforståelse gennem århundreder. Den er en følelsesmæssig drivkraft bag den nærmest fornuftsstridige hårdnakkede Brexit-bestræbelse på at gøre sig fri af det øvrige Europa.

I 1896, da solen stod højst over Det Britiske Imperium, gjorde dets marineminister G.J. Goschen i en tale denne status for britisk politik: »Vi har stået alene i, hvad vi kaldte isolation – vores splendid isolation (’i ensom majestæt’ eller ’storslået afsondrethed’, red.).« En betydelig selvfølelse ligger i udsagnet. Det er imidlertid ikke dækkende for virkeligheden. Briterne havde nemlig ikke i deres politik holdt sig isoleret fra omverdenen.

Siden 1600-talet søgte skiftende engelske regeringer at fremkalde en magtbalance på Kontinentet, så intet land blev en trussel mod britiske interesser. Og hvis et land blev det, greb Storbritannien resolut ind og stillede sig i spidsen for en alliance med det formål at nedgøre opkomlingen. Deraf kom de endeløse engelske konflikter med Frankrig, som kulminerede med Napoleonskrigene.

Prøjsen rykket frem

Efter Napoleons Waterloo søgte briterne i 1814 at lægge en varig dæmper på fransk ekspansionisme ved at rykke den tyske stat Prøjsen langt mod vest, helt ud til Nordfrankrigs grænser. Det skulle vise sig at være en dårlig måde at stabilisere kontinentet på. Den trak Storbritannien ind i to verdenskrige, før en form for europæisk balance igen var tilvejebragt.

Da Winston Churchill efter Anden Verdenskrig – i en 1946-tale i Zürich – slog til lyd for europæisk forsoning og »genskabelse af den europæiske familie«, blev talen en inspiration for en Europa-bevægelse, der i 1957 førte til dannelsen af Fællesmarkedet, det senere EU.

Churchill fik megen hæder som ’Europas fader’. Interessant nok forestillede Churchill sig aldrig, at Storbritannien skulle være en del af et forenet Europa. Han ønskede derimod, at hans land – sammen med USA og Sovjetunionen – skulle være projektets »venner og sponsorer«. I et tidligere essay havde Churchill skrevet om Storbritanniens forhold til Europa: »Vi er forbundet, men ikke en del af det.«

I løbet af 1950’erne begyndte det at dæmre for Storbritannien, at landet ikke ganske kunne holde sig ude af Europa-samarbejde. Til gengæld mente briterne, at de kunne bestemme samarbejdets omfang, herunder at det skulle begrænses til handelsaftaler. Da verdenskrigens taberlande som Tyskland, Italien og Frankrig gjorde klart, at det kunne briterne ikke diktere, var det nærmest forargede britiske svar: »Jamen, det var jo os, der vandt krigen.«

Det argument gjorde ikke det store indtryk. Fællesmarkedet, senere EF og derpå EU, blev en realitet som et overstatsligt samarbejde.

Uholdbart

Briterne søgte først at udkonkurrere Fællesmarkedet ved at etablere et alternativt frihandelsområde. Heller ikke det viste sig holdbart. Storbritannien meldte sig derpå som ansøger til det overstatslige fællesskab, som landet af hjertet var skeptisk ved.

Frankrig opfattede Fællesmarkedet som sit særlige projekt, og i 1963 og 1967 nedlagde den franske præsident De Gaulle veto mod den britiske ansøgning – blandt andet med den begrundelse, at briterne er drevet af en »øtankegang« og er forbundet med »de fjerneste verdensdele«.

Først efter De Gaulles afgang i 1969 var der fransk velvilje over for britisk indtræden, der fandt sted i 1973 – sammen med dansk. Men på det tidspunkt var de fælleseuropæiske institutioner nået at blive formet efter den franske model – udsøgt bureaukratisk og formalistisk. Altså ikke den mere pragmatiske tilgang, som er den traditionelt britiske og danske.

Det var den konservative Edward Heath, der havde forhandlet Storbritannien ind i det europæiske fælleskab, hvorimod Labour under Harold Wilson havde været stærkt skeptisk – under henvisning til, at fællesskabet ville stille sig hindrende over for en socialistisk politik, blandt andet nationaliseringer.

Wilson kom til magten i 1974 og forhandlede sig til, hvad han kaldte »mere favorable betingelser«. De opnåede tilslutning i Underhuset med stemmerne 396 mod 170. Herefter satte Wilsons regering det fortsatte britiske medlemskab til folkeafstemning den 5. juni 1975. Stemmeprocenten blev 64, hvoraf 67 procent stemte ja.

Wilson var kendt som en dreven taktiker og tilsyneladende i besiddelse af større overtalelsesevner end sin nuværende efterfølger i premierministerembedet.

Fra 1975-afstemningen huskes i øvrigt et foto af den unge konservative partileder, Margaret Thatcher, der iført en farvefuldt hæklet Europa-sweater fører kampagne for et britisk ja.

Det var dengang de konservatives bedste bud på, hvordan deres land vandt indflydelse i verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Gert Romme
  • Steffen Gliese
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jesper Eskelund
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Morten Lind
  • Poul Erik Riis
  • Marianne Stockmarr
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Gert Romme, Steffen Gliese, Maj-Britt Kent Hansen, Jesper Eskelund, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Lind, Poul Erik Riis, Marianne Stockmarr og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Glem heller ej, hvordan Henrik d. 8 løsrev England fra kontinentet og katolicismen ved at se stort på et paveligt forbud mod at lade sig skille fra sin første hustru Katarina af Aragonien, og indførte Church of England.
Det skete fordi han ville gifte sig med Ann Boleyn; han var forelsket, og ønskede sig sønner til at videreføre arvefølgen som konge.

Ironisk nok fik Ann Boleyn 'kun' en datter, og kongen anklagede hende for utroskab og fik hende halshugget. Denne datter blev den mest berømte og populære dronning, nemlig Elizabeth d. 1. , som med vejrgudernes betragtelige hjælp overvandt den Spanske Armada ;-)

David Zennaro, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Torben Siersbæk, Marianne Stockmarr og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@David Rehling

Der står lige nøjagtigt intet nyt i artiklen - intet som man ikke ved i forvejen.
Du kunne have skrevet samme artikel år tilbage.

Er det virkelig informations forsøg på at få os til at forstå den britiske brexit krise og May's underlige manøvrer, hvor hun beordrer sine parlamentsmedlemmer til at stemme imod regeringen eget resolutionsforslag - godt nok strammet op af et ændringsforslag fra salen - og hvor 5 af regeringens ministre stemte modsat May eller undlod at stemme ??

Om de britiske øer er en del af Europa eller ej, er her efter en perlerække af regeringer drevet af Blair og The Nast Party, en luksus-tankegang for de rige og magtfulde. De fattige, som kan se frem til at de for altid vil leve under det økonomiske niveau som de kom op på før finanskrisen i 2008, gav fingeren til eliten ved EU-afstemningen, i et "kan vi ikke få, så skal i heller ikke have".

Det burde den britiske regering forstå, når de nu skal forhandle en skilsmisse. Og det burde EU forstå. Brexit er nemlig det samme svar som de gule vestes protester.
Folk vil have noget som kan give dem der værdighed tilbage, og det kunne f.eks. være at EU's neoliberale regler og de nationale regeringers ditto lægges i graven til fordel for et mere lige og progressivt Europa.

En "nødvendighedens klimapolitik" kunne være et afsæt!

Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, Flemming Berger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Da jeg var barn, hørte jeg en vits om Storbritannien. Der lå en tæt tåge over den engelske kanal.
Overskriften i en engelsk avis var: "Kontinentet afskåret."

Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh, Kristian Rikard, Per Torbensen, Steffen Gliese, Grethe Preisler, David Joelsen, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Var der nogen der hørte debaten fra parlamentet i går, hvor Corbyn svarede på om Brexit ikke ville betyde en faldende standard for engelske arbejdere. EU's arbejdslovgivning ikke er en fælles høj standard, men en minimumsmål svarede han. Vil det sige, at at vi også er på vej ned her i DK?

Steffen Gliese

David Joelsen, nej, det er i høj grad UK, der har forhindret EU i at udvikle sig til mere end et handelssamarbejde med sikring af lønmodtagernes og andre ikke-besiddende gruppers interesser.
England skal også nok komme tilbage, når man dér har udkæmpet en parallel kamp for menigmand.
Men en alliance af britiske og kontinentale konservative og liberalister har vist sig at være for stærk til, at de manges interesser har kunnet være drivende. Forhåbentlig kan en adskillelse føre til bedre odds for et demokratisk EU.

Det der alene begyndte som et toldfrit samarbejde, og især for Danmark et spørgsmål om "flæskepriser" i England, advarede og protesterede nogle tidligt imod. - en union, blev afvist af de bedrevidende, har vist sig alligevel at udvikle sig til en union, hvor en overstatslig regering udstedet love og forordninger for de enkelte lande indenfor unionen.

Undervej hertil har det samtidig udviklet sig til også at være en korrupt elitær union af politikere der sætter deres egen livsstil over borgernes, - som de så samtidig hat ladet stå uden indflydelse på i dagligdagen, hvor de har ladet lobbyisterne spille deres spil for kapitalen, og hvor politikerne er blevet kapitalens marionetter, og det demokratiske er reduceret til et teaterstykke hvert 4. år hvor man afholder valg til EU-parlamentet, Et teaterstykke de kalder "borgerne bestemmer i demokratiet", selv om politikerne udmærket ved at demokratiet i EU er et afsluttet kapitel, og politikerne reelt godt ved de har overdraget magten til kapitalen via lobbyisterne for kapitalen, og demokratiet er sat ud af kraft.

Et gratis engelsk medlemskab vil være utåleligt for EU. - for det vil alle andre så også kræve, - så de hede engelske drømme herom kan de godt lægge til side, - omvendt skal EU under alle omstændighed reformeres for ikke at splittes endnu mere i de kommende år, - men det lader ikke til den politiske korruptionsmafia er indstillet herpå, og på sin vis forstår man let hvorfor, - udsigten til at miste sine goder såvel de kendte og åbne, men sandelig også goderne på "skyggesiden"!

Ud af det kan man så udlede, at det igen ikke er for borgernes skyld politiker er der og hander efter, men derimod alene for egen vindings skyld, - og "fredens projekt" er dem desuden helt ligegyldigt, - nå ja, det er da et dejligt figenblad de kan dække sig bag.

Udviklingen i EU igennem de seneste årtier har intet haft med befolkningerne velfærd eller velstand at gøre, - men med deres arbejdsevne til at tjene den politiske elites velbefindende, som så i sin natur igen har været politisk, at tjene kapitalens interesser gennem lobbyisternes virke i EU-parlamentet.

Politikerne har svigtet den tro de gav os på de ville tjene samfundene og dets borgere, har de svigtet til overmål, og nu kommer modstanden så Englands BREXIT eller ej, så er der rundt omkring i hele EU modstand imod EUs overherredømme, med flere samstemmende temaer, og en del forskelige temaer samtidig, - men fælles er svigtet imod demokratiet og overfor borgerne som helhed.

Da kursen fra EUs side ikke ser ud til at ændre sig, vil EU blive opløst med tiden, og måske er det efter 2035 vi kan læse i historiebøgerne om det storslåede EUs fejltagelser, og det lige rammer 2035 eller et tiår senere er i den forbindelse vel lidt ligegyldigt.

Ser vi mod de gamle Østeuropæiske lande, - så er det ikke lige "elskov" til EU vi ser på disse kanter, - tværtimod, her gør man hvad der passer de politiske ledere man har valgt, og som alligevel ikke besad den demokratiske mentalitet som var opbygget igennem 50 - 60 år i Europa, men derimod ser vi træk fra langt mere stærkt enkeltmands politisk statsdominerende stater, som vi ikke opfatter som særlig demokratiske på ovre "kanter i det gamle Vesteuropa".

Disse Østeuropæiske lande er med i EU, - men spørgsmålet er i virkeligheden "hvor længe" vil de fortsætte med at være med i EU, når det kommer til stykket?

Hvis EU som sanktion vil fratage dem deres stemmeret i EU - eller noget lignende, så vil de alligevel føle sig udenfor i endnu større grad, og det vel næppe befordrende for at forblive i EU!

Lige nu og her er BREXIT med de engelske besværlige politikere så problemet, og hvor der ender ved ingen, og vel især ikke englænderne selv eller deres politikere, men en udsættelse bør have et formål, men det ser ikke ud til der er et formål, så hvad gavne det vil gøre er svært at få øje på.