Læsetid: 3 min.

CIA sættes i forbindelse med angreb på nordkoreansk ambassade

I et brutalt angreb på Nordkoreas ambassade i Spanien blev diplomater bagbundet og tæsket. Ifølge spansk politi kan gerningsmændene have forbindelse til CIA – den oplysning kan vise sig sprængfarlig for forhandlingerne mellem USA og Nordkorea
15. marts 2019

De ti mænd var maskerede og bevæbnede med våbenattrapper, da de i februar trængte ind på Nordkoreas ambassade i den spanske hovedstad Madrid. Indenfor befandt sig otte personer, som blev bagbundet og fik tvunget sække over hovedet. De blev banket og afhørt i flere timer, inden overfaldsmændene stjal computere og mobiltelefoner og flygtede i to af ambassadens biler for øjnene af spanske betjente.

De ti gerningsmænd har siden været sporløst forsvundet.

Det brutale og mystiske angreb fandt sted den 22. februar få dage før det højtprofilerede topmøde i Vietnam mellem USA’s præsident Donald Trump og Nordkoreas leder Kim Jong-un, som til sidst endte i fiasko, da Trump valgte at afbryde forhandlingerne om det nordkoreanske atomvåbenprogram før tid.

Og det skrøbelige forsøg på at opbygge tillid mellem de to rivaler kan endnu en gang lide et gevaldigt tilbageslag, da det nu er blevet afsløret, at det spanske politi og den spanske efterretningstjeneste mistænker, at CIA er impliceret i angrebet på den nordkoreanske ambassade.

Den eksplosive anklage mod den amerikanske spiontjeneste blev rapporteret onsdag af den spanske avis El País, der på baggrund af oplysninger fra anonyme kilder tæt på efterforskningen skriver, at to af gerningsmændene »er blevet genkendt af den spanske efterretningstjeneste som personer, der har forbindelse til CIA«.

Ingen af de ti gerningsmænd er blevet fanget, men ifølge El País har efterforskere ved hjælp af videoovervågning været i stand til at identificere flere af dem. El País skriver, at de spanske myndigheder har kontaktet CIA for at få en forklaring. Amerikanerne har reageret ved at benægte medvirken til angrebet, men deres forklaring er »ikke særlig overbevisende«, mener de spanske efterforskere ifølge avisen.

Myndighederne afviser, at der skulle være tale om et almindeligt røveri. Spanske medier har rapporteret, at politiet beskriver det som en militærlignende operation.

En kilde i det spanske udenrigsministerium har over for nyhedsbureauet Reuters bekræftet, at versionen af angrebet, som er blevet rapporteret i flere spanske medier, er korrekt.

Den tidligere ambassadør

Ifølge oplysninger viderebragt af El País tyder meget på, at gerningsmændene var ude efter oplysninger om Kim Hyok-chol, der var Nordkoreas ambassadør i Spanien frem til september 2017, hvor han blev udvist af de spanske myndigheder. Det var en reaktion på nordkoreanske atomprøvesprængninger og missiltest, der forbrød sig mod FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, som havde – og har – til formål at inddæmme regimets nukleare ambitioner.

Siden har Kim Hyok-chol angiveligt været en af diktator Kim Jong-uns mest betroede diplomater, og han spillede en stor rolle i forberedelserne til topmødet i den vietnamesiske hovedstad Hanoi mellem Trump og Kim.

Nordkorea er ikke kommet med en officiel reaktion på hverken angrebet på ambassaden eller mistanken om, at CIA skulle stå bag. Hvis beviserne mod den amerikanske efterretningstjenestes medvirken bliver styrket, kan det dog få voldsomme konsekvenser for det allerede prekære forhandlingsklima mellem Washington og Pyongyang.

Desuden vil Spanien være stærkt utilfreds med, at en udenlandsk efterretningstjeneste gennemfører operationer på spansk territorium uden tilladelse.

Det var det spanske medie El Confidencial, der først rapporterede om angrebet. En nordkoreansk handelsattaché var tilsyneladende den højest rangerende diplomat til stede, da overfaldsmændene tvang sig adgang til ambassaden, og han skulle være blevet afhørt i et separat rum, mens de andre ansatte blev bagbundet og i flere tilfælde slået hårdt. Flere af gerningsmændene skulle have talt koreansk.

Det lykkedes en kvindelig ansat at undslippe og skrige om hjælp, hvilket fik en nabo til at kontakte politiet.

Da spanske politibetjente kom frem og bankede på døren til ambassaden, blev de modtaget af en asiatisk udseende mand, som fortalte dem, at alt var i orden. Men kort efter, manden lukkede døren igen, kørte to biler i høj fart ud af ambassadeområdet – blandt personerne i bilerne var netop manden, som havde åbnet døren for politiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Beck-Lauritzen
Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu