Læsetid: 4 min.

EU vil forbyde elevatorer i nybyggerier af hensyn til klimaet

En ny og klimaopdateret bygge- og anlægsforordning fra EU vil fremover forbyde elevatorer i nybyggerier af hensyn til klimaet. Selv om der vil være mulighed for dispensation, møder forslaget kritik fra handicapforbund og entreprenører fra det meste af Europa
I entreprenørbranchen herunder i Danmark er nyheden om det mulige elevatorstop kommet som et regulært chok. Flere planlagte projekter vil skulle tegnes om eller gøres markant lavere, hvis direktivet bliver vedtaget. Arkivfoto

I entreprenørbranchen herunder i Danmark er nyheden om det mulige elevatorstop kommet som et regulært chok. Flere planlagte projekter vil skulle tegnes om eller gøres markant lavere, hvis direktivet bliver vedtaget. Arkivfoto

Christian Lindgren

1. april 2019

Denne artikel var Informations aprilsnar 2019. 

Snart kan det være slut med at tage elevatoren op på kontoret eller til lejligheden. I hvert fald hvis man vil arbejde eller bo i en bygning, som skal opføres de kommende år.

Af hensyn til den unødige klimabelastning, som elevatorkørsel medfører, vil en ny EU-forordning (nr. 261/2019) sætte en stopper for elevatorer i alle nybyggerier.

Forordningen forventes at træde i kraft allerede fra nytår og vil derfor også påvirke byggeprojekter i Danmark til næste år.

»Vi er kommet til et afgørende vendepunkt i klimakrisen, hvor vi kun har få år tilbage at handle i. Derfor er nødt til at sætte ind overalt,« siger den østrigske klimakommissær Emilia Rotböl, som er en af initiativtagerne bag forslaget, til avisen Salzburger Nachtrichten.

Hun understreger, at elevatorforbuddet kun er en del af den samlede klimaopdatering i bygge- og anlægsforordningen, som også byder på tilskud til tvungne solceller på erhvervsbygninger samt strammere regler for isolering af kontorbygninger, lagerhaller og sygehuse.

Flere kritikere af forslaget har fremført, at elevatorer i sig selv ikke udleder specielt meget CO2. Men tyske undersøgelser, som er gengivet i forordningen, viser, at elevatorer, der er mærket med VDI 4707-standarden, alligevel kan have et betragteligt energiforbrug i form af varmetab, dårlig styring af motoren og tab i gear- og hydrauliksystemerne.

Flertallet af de undersøgte elevatorer bruger således mellem 130-200 procent mere end det forventede strømforbrug.

Derfor vil den nye forordning også få direkte betydning for klimabelastningen, mener Emilia Rotböl.

»Dertil kommer, at der også er meget symbolik i elevatorkørsel. Vi tror, at vi kan blive løftet op til præcis den etage, vi gerne vil ud på – og helst på få sekunder. Det er blevet en livsstil, som vi har haft mange år at vænne os til. Men det er en mentalitet, som vi gerne vil gøre op med,« siger hun.

»Vi lever som bekendt i 2019. Alligevel lader vi som om, at det ikke er nødvendigt at gå på kompromis med vores magelighed for at redde klimaet,« siger Emilia Rotböl og tilføjer, at det tilmed vil være godt for folkesundheden, hvis vi i højere grad tager trappen, når vi skal op og ned.

Kun få dispensationer

Flere europæiske handicapforeninger har været kritiske over for den del af det nye direktiv, der handler om elevatorer. I den Bruxelles-baserede European Handicap Association kalder man forslaget for »en skændsel«:

»Vi anerkender fuldt ud, at vi er nødt til at gøre noget ved klimakrisen. Men det her er at gå for vidt over for en i forvejen udsat og svag gruppe. Det er et voldsomt tilbageskridt for den ligestilling, vi handicappede har kæmpet for igennem de sidste årtier,« skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Her siger formanden for European Handicap Association, spanske Indigne de Confiança, at forordningen også vil være i strid med FN’s handikapkonvention.

Til det svarer Emilia Rotböl, at hun »til fulde forstår frustrationerne«, men at tiden ikke længere er til »snævre særhensyn«. Hun understreger dog, at der af hensyn til handikapkonventionen kan blive givet dispensationer for elevatoropførsler, men kun i helt særlige tilfælde og kun til bygninger højere end seks etager:

»I EU er vi naturligvis nødt til også at være pragmatiske. Men det er ikke tanken, at man skal kunne få en dispensation, bare fordi man tror, at man en dag kunne gå hen og få besøg af en kørestolsbruger,« siger Emilia Rotböl.

I entreprenørbranchen herunder i Danmark er nyheden om det mulige elevatorstop kommet som et regulært chok. Flere planlagte projekter vil skulle tegnes om eller gøres markant lavere, hvis direktivet bliver vedtaget. Hvis der i stedet for elevatorer skal bygges skrå ramper til kørestole, vil det også kræve yderligere plads, som ellers kunne bruges til erhverv eller bolig.

Information har spurgt Bestseller-koncernen, som planlægger et af de mest spektakulære nybyggerier i Danmark, nemlig det 320 meter høje tårn i Brande. Her følger man udviklingen nøje:

»Vi ser med stor bekymring på forordningen. Vi har svært ved at forestille os, at de gæster, som vi forventer at få i Bestseller Village & Tower, har lyst til at gå hele vejen op,« siger pressechef Johnny Quatsch.

Han kalder forordningen »hysterisk overgearet«, og mener, at EU-parlamentarikerne »må besinde sig«.

Alt tyder imidlertid på, at bygge- og anlægsforordningen bliver vedtaget af EU-Parlamentet og ministerrådet. Skulle det ske, forventer Johnny Quatsch, at Bestseller Village & Tower trods alt vil få en dispensation:

»Ellers er det også en mulighed at speede processen op. Vi er jo driftige herovre, og det er ikke umuligt, at vi vil kunne nå at gå i gang med opførelsen af tårnet, inden direktivet træder i kraft til nytår. Vi er ikke til at stoppe, når det gælder det storslåede projekt. Det tårn skal op,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Wieth
  • Svend Erik Sokkelund
  • Katrine Damm
  • Christian Mondrup
  • Torben K L Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Gert Romme
  • Troels Larsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Espen Bøgh
  • Leo Nygaard
  • David Zennaro
  • Torben Lindegaard
Morten Wieth, Svend Erik Sokkelund, Katrine Damm, Christian Mondrup, Torben K L Jensen, Dorte Sørensen, Gert Romme, Troels Larsen, Jens Thaarup Nyberg, Espen Bøgh, Leo Nygaard, David Zennaro og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres