Interview
Læsetid: 5 min.

EU’s problembarn Viktor Orbán er blevet smidt uden for døren. Men han er ikke blevet sendt hjem

Det er taktisk klogt, men også kortsigtet, at EU-Parlamentets største gruppe, EPP, har suspenderet EU’s problembarn Viktor Orbán, men ikke ekskluderet ham. For det koster på troværdigheden, mener den anerkendte ekspert i ungarsk politik, Peter Kreko
Det er taktisk klogt, men også kortsigtet, at EU-Parlamentets største gruppe, EPP, har suspenderet EU’s problembarn Viktor Orbán, men ikke ekskluderet ham. For det koster på troværdigheden, mener den anerkendte ekspert i ungarsk politik, Peter Kreko

Stephanie Lecocq/Ritzau Scanpix

Udland
22. marts 2019

Der var lagt op til, at den ungarske premierminister Viktor Orbán skulle smides ud af den største politiske familie i Europa-Parlamentet, den konservative EPP, da gruppens medlemmer onsdag eftermiddag mødtes for at stemme om Orbáns fremtid i gruppen.

I stedet endte det i en suspendering, som Orbán er lykkedes med at vende til en sejr. Det vurderer Peter Kreko, der er direktør for tænketanken Political Capital og internationalt anerkendt analytiker af ungarsk politik.

»Orbán siger nu: ’EPP har brug for os, vi har ikke brug for dem’. Og det er jo delvist rigtigt. EPP har med sin beslutning netop vist, at de endnu har brug for Fidesz,« siger han over en telefonforbindelse på vej i en bus mod Budapest.

Han mener, at EPP’s beslutning om at suspendere i stedet for at ekskludere tydeligt baserer sig på taktik og politisk kompromis – og ikke på principper om demokrati og ordentlighed.

»Denne beslutning efterlader ingen tvivl om, at det vigtigste for EPP’s ledere er at beholde sammenhængskraften i gruppen op til valget og at forblive den største gruppe efter valget,« siger Peter Kreko.

Et overvældende flertal af EPP’s 217 medlemmer stemte for, at Fidesz skal suspenderes. Kun tre medlemmer af gruppen stemte imod. Suspenderingen betyder i praksis, at Fidesz’ 12 parlamentsmedlemmer i den kommende tid ikke må deltage ved EPP’s møder eller stemme i parlamentet.

I forbindelse med suspenderingen har gruppens leder, den tyske Manfred Weber, nedsat en lille arbejdsgruppe bestående af tre personer fra EPP – herunder den tidligere præsident for Det Europæiske Råd, belgiske Herman Van Rompuy. De tre skal i den kommende tid overvåge Fidesz’ aktiviteter med henblik på at afgøre, om Fidesz kan blive i EPP for fremtiden.

Afstemningen om Orbáns fremtid i EPP er blevet ventet med spænding af mange iagttagere af europæisk politik, da den er blevet opfattet som den store test af, om EU’s grupper er villige til at sige fra over for angreb på europæiske principper om retssikkerhed og pressefrihed – principper, som Orbán er blevet beskyldt for at angribe.

Flere EPP-medlemmer har været bange for, at en ekskludering af Orbán ville sende ham direkte i armene på de euroskeptiske grupper i parlamentet.

Men Orbáns kampagne om, at EU’s migrationspolitik udgør en sikkerhedstrussel for Ungarn og de dertilhørende plakater af kommissionsformand Jens-Claude Juncker som migrationspolitikkens store skurk blev for meget for flere medlemmer af EPP. Og efter pres fra blandt andre de skandinaviske og baltiske medlemmer af EPP samt medlemmerne fra Benelux-landene kunne en afstemning om Fidesz’ fremtid i gruppen ikke længere undgås.

Farligt kompromis

Med suspenderingen har EPP fundet et kompromis, som på kort sigt er godt for alle i gruppen, vurderer Peter Kreko.

Først og fremmest er det godt for gruppen som helhed, fordi de i hvert fald for en stund kan opretholde billedet af nogenlunde stabilitet og sammenhold op til valgkampen.

For det andet er det godt for de partier i EPP, der har ytret sig kritisk om Fidesz, at der nu trods alt tages nogle skridt mod det ungarske regeringsparti. Dermed bliver det lettere for dem at forsvare deres medlemskab af EPP for vælgerne derhjemme og sende et signal om, at EPP er en gruppe med værdierne i orden, der ikke bare lader Viktor Orbán sige og gøre, som han vil, uden at det får konsekvenser.

Og for det tredje er beslutningen god for gruppens formand, Manfred Weber. Ved at sende opgaven videre til »de tre vise mænd«, som Peter Kreko kalder de tre medlemmer, der nu skal overvåge Fidesz’ aktiviteter, distancerer Weber sig fra problemerne med Orbán.

Men vigtigst af alt udskyder Weber den hovedpine, Fidesz udgør, til efter valget. Det er vigtigt, da EPP på nuværende tidspunkt ikke har et overblik over, om de har brug for Fidesz’ stemmer eller ej for at beholde positionen som den største gruppe i parlamentet efter valget.

Men selv om EPP’s kompromis er klogt for nu, kan det blive farligt i fremtiden, mener Peter Kreko.

»Nu har de grupper i parlamentet, der er i opposition til EPP, nemlig en rigtig god chance for at angribe EPP for at være svage, ikke holde fast i deres principper om demokrati og ordentlighed, og udstille det, at EPP i bund og grund bare har udskudt beslutningen om at ekskludere Fidesz, fordi det er mest belejligt for dem.«

Orbáns spin

For Fidesz er det som udgangspunkt en fiasko, at der overhovedet skal stemmes om deres medlemskab i EPP. Det giver sig selv, mener Peter Kreko.

Alligevel er Orbán dygtig til nu at spinne resultatet af afstemningen til en god historie ved at sige, at suspenderingen er sket frivilligt som del af en aftale mellem Fidesz og de øvrige medlemmer af EPP, forklarer Kreko.

Det budskab, Orbán lige nu kommunikerer til ungarerne, er, at han kan gå til hvilken som helst gruppe i parlamentet, hvis han vil. Det kunne for eksempel være den euroskeptiske supergruppe, som nogle af partierne fra Europas yderste højrefløj lige nu undersøger mulighederne for at oprette.

Men ligesom EPP har brug for Fidesz, har Fidesz også brug for EPP, vurderer Kreko.

Det skyldes for det første, at usikkerheden om den euroskeptiske supergruppe på nuværende tidspunkt er stor. Hvem vil være med, hvor stor vil den blive, og hvor meget indflydelse vil den potentielt kunne få?

Derudover er Fidesz og Orbáns anti-EU-retorik i virkeligheden halvhjertet. Ungarn modtager nemlig en betydelig sum støttekroner fra unionen, og Viktor Orbán er derfor ikke synderligt interesseret i at melde sig ud.

»Derudover vil den ungarske regering i den nære fremtid højst sandsynligt skulle slås med andre medlemsstater om vigtige emner som korruption, hvor meget af EU-budgettet de skal have og ikke mindst deres lovgivning, som bliver kritiseret for at være antidemokratisk,« påpeger Kreko.

Og her kan EPP fungere som »en politisk paraply« for Orbán.

»Når sådanne diskussioner skal tages, er det altafgørende for Fidesz at befinde sig i en mainstream-gruppe som EPP, hvor de har mere indflydelse, og ikke i en ny, ustabil gruppe bestående af den yderste højrefløj,« siger Kreko.

I hans øjne er der de seneste år sket en spændende udvikling, hvor flere og flere medlemmer i EPP har vendt sig mod Orbán. Blandt dem er for eksempel også det konservative, danske parlamentsmedlem i EPP, Bendt Bendtsen, der i forbindelse med afstemningen onsdag har udtalt, at han helst havde set, at Fidesz var blevet ekskluderet.

»Jeg ser en tydelig tendens i, at gruppen af Orbáns europæiske støtter krymper for hver dag, der går. Det er svært at spå om fremtiden, men hvis jeg alligevel skal forsøge, så tror jeg ikke, at Fidesz er medlem af EPP om nogle år.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her