Læsetid: 4 min.

Hvad fortæller angrebet i Christchurch os om voldsparat højreradikalisme? Højreradikal og islamistisk terrorisme spejler hinanden

Motiverne er forskellige, men radikaliseringsmekanismerne og oplevelserne af at være eksistentielt truet har klare lighedstræk
18. marts 2019

Terrorangrebet i New Zealand har endnu engang rettet fokus mod den i disse år stigende trussel fra voldsparate højreekstremister.

Terrorisme kommer typisk i bølger, der følger bestemte mønstre: en længerevarende opbygningsfase, der bryder ud i en spektakulær og voldsom aktion, som ofte medfører dødsofre i stort tal, vækker enorm opmærksomhed og afkræver stater store sikkerhedsmæssige ressourcer, før den truende terror kan inddæmmes eller uskadeliggøres. At bringe hele denne cyklus til udfoldelse tager i reglen mange år, sågar årtier.

Den højreradikale terrorismes seneste opbygningsfase går tilbage til 2000’erne. Dens spektakulære gennembrud kom, da Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker i Norge. Siden har der været en række opfølgende aktioner: massedrabet på 11 jøder i en synagoge i Pittsburgh, mordet på det britiske parlamentsmedlem Jo Cox, angreb på moskeer i London og Québec samt en lang række knap nok rapporterede mindre hadforbrydelser i adskillige lande.

Selv om islamistisk vold i Europa har været mere udbredt og mere dødbringende, har der længe været tegn på en truende optrapning af den højreradikale vold. I Storbritannien i 2017 alene blev  fem terrorangreb tilskrevet højreekstremister.

I USA er mindst 50 drab sat i forbindelse med højreradikal aktivisme. Forskning gennemført af ngo’en Anti-Defamation League har vist, at det i det seneste årti var mindst 73,3 procent af alle ekstremistisk relaterede drab i USA, der kunne sættes i forbindelse med amerikanske højreekstremister, mens islamistiske ekstremister tegnede sig for 23,4 procent af disse.

Utilstrækkelige ressourcer

Er vi så tæt på et vendepunkt, hvor de myndigheder, der står for terrorbekæmpelse, er på vej til at få overtaget? Mange eksperter frygter, at svaret er nej, fordi de ressourcer og den opmærksomhed, der er sat ind mod højreradikal vold ganske enkelt er utilstrækkelige.

Sidste år udtalte f.eks. chefen for det britiske Metropolitan Polices antiterrorenhed, at Storbritanniens slet ikke var »vågnet op« til den trussel, som den voldsparate yderste højrefløj udgør.

Og i USA kritiserede eksperter ved Soufan Centre, grundlagt af den tidligere FBI-specialagent Ali Soufan, »mangeårig amerikansk hykleri med hensyn til forbrydelser og terrorisme inspireret af binladenismens fortælling og terrorisme inspireret af højrefløjsideologier«.

Selv om der er substantielle forskelle på mål og motiver hos henholdsvis højreradikale og islamistiske ekstremister, har de også påfaldende lighedstræk. Den grundlæggende mekanik i radikaliseringsprocessen – via ligesindede, på internettet eller på anden vis – forløber f.eks. på analog vis.

Det samme gør relationen mellem den voldelige aktivisme og det noget bredere sympatisørgrundlag, som i nogle lande kan række ind i dele af mainstreamopinionen. Der findes ikke ’ensomme ulve’ i nogen absolut forstand, for selv de mest solitære aktører har relationer, virtuelle eller reelle, til meningsfæller.

I det ’manifest’, som blev offentliggjort online, erklærede angrebsmanden fra Christchurch da også, at han ikke var »direkte medlem« af nogen gruppe eller organisation, men havde haft kontakter til eller doneret bidrag til flere.

Pligt til modstand

Et yderligere element, de har til fælles, er troen på, at ’modstand imod tyranniet’ ikke alene  er rosværdig. Det er også en forpligtelse. Islamistiske militante tænkere siger, at herskere eller regimer må væltes over ende, hvis de står i vejen for det oplyste og rettroende styre. Højreradikale ser tilsvarende demokratisk valgte regeringer som undertrykkere af deres indbildte fællesskab, der er defineret ved ’race’, værdiforestillinger eller tro, og at disse regeringers autoritet skal forkastes og nogle gange bekæmpes.

Både islamister og højreekstremister tror fuldt og fast på, at deres fællesskaber står over for en eksistentiel trussel, og at dette forpligter hver enkelt af dem til at gribe til modstand. For islamisterne er dette en dogmatisk tro på, at et krigerisk vesten i over 1.000 år har været opsat på at ydmyge og underkue muslimer.

Demografi er til gengæld altafgørende for de højreradikale nationalister. De demonstrerende ved aktioner i USA ynder således ikke blot at bære hagekors, men også bannere med påskrifter som ’Jøderne vil ikke tage vores plads’.

Manifestet fra den angivelige gerningsmand i New Zealand bærer da også overskriften ’Den store befolkningsudskiftning’, en reference til en teori fra en fransk højreradikal tænker, Reynaud Camus, der forudsiger den hvide races undergang i Europa i takt med at denne ’udskiftes’ af indvandrere fra andre racer. Manifestet starter med tre gange at anråbe ’fødselsraterne’ og forudsiger, at ’det europæiske folk styrer imod tilbagegang og i sidste ende undergang’, hvis ikke nogen griber til modtræk. Massenedskydningen, forklarer manifestet, var ’et guerillaangreb imod en besættelsesstyrke’.

Evig kamp

Endelig trækker begge på forskruede historiske fortællinger om en evig kamp. De militante islamister påkalder sig gerne mindet om de historiske slag, der involverede de første generationer af muslimer, Korstogene, og den tabte guldalder for islamiske imperier, der dengang var langt mere velstående, magtfulde og sofistikerede end deres datidige vestlige modstykker.

Den angivelige gerningsmand fra Cristchurch påberåber sig tilsvarende slaget ved Tours, hvor kristne hære stoppede en muslimsk invasionsstyrke i 732, eller de osmanniske troppers belejring af Wien i 1683.

Ifølge manifestet var målet med aktionen »at hævne sig på de hundredtusinder af dræbte, som fremmede invasioner har påført Europa op igennem historien … hævne slavebindingen af de millioner af europæere, som blev bortført af islamiske slaveholdere og de tusinder af europæiske liv, som terrorangreb på europæisk jord har kostet«.

Den blodigste periode for terrorisme i Europa er fortsat 1970’erne og 1980’erne. Ifølge nyheds- og analysewebsitet Quartz var et af de værste år i nyere tid dog 2015, da antallet af dræbte som følge af islamistisk terror lå langt over det gennemsnitlige antal terrordrab i de forudgående 45 år.

© The Observer og Information,

Oversat af Niels Ivar Larsen

Pårørende til ofre for skyderierne i fredags græder efter at have lagt blomster til minde om de afdøde.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer