Læsetid: 5 min.

Frygt for krise efter tyrkiske lokalvalg

Udsigten til tilbagegang for præsident Erdogans islamiske AKP skaber bekymring hos mange vælgere for en voldelig udgang på søndagens lokalvalg i Tyrkiets 81 provinser
Udsigten til tilbagegang for præsident Erdogans islamiske AKP skaber bekymring hos mange vælgere for en voldelig udgang på søndagens lokalvalg i Tyrkiets 81 provinser

Ozan Kose

30. marts 2019

»Mange er mest bekymrede for, hvad der sker, hvis Erdogan taber stort. For så får vi en alvorlig krise, som det kan blive svært at overskue konsekvenserne af,« lyder det i telefonen fra Marmaris i det vestlige Tyrkiet. »Folk er simpelt hen bange for, hvad han kan finde på.«

Beboeren i Marmaris er ikke i tvivl om, at søndagens tyrkiske lokalvalg vil resultere i tilbagegang for præsident Recep Tayyip Erdogan og hans islamiske parti, AKP, for som vedkommende også siger:

»Tomater er steget til det tredobbelte, grønne bønner til det firedobbelte. Benzin er blevet dyrere og huslejerne stiger. Folk har svært ved at få en dagligdag til at hænge sammen,« siger beboeren, der i det politisk betændte klima ikke vil have sit navn i avisen.

Der er ikke nogen tvivl om, at økonomien bliver en afgørende faktor for udfaldet, men der er usikkerhed om, hvordan Erdogan vil reagere på et føleligt nederlag i de 81 provinser. Især hvis AKP taber magten i Ankara og det økonomiske kraftcenter, Istanbul – begge byer har uafbrudt været på islamiske hænder siden 1994.

Erdogan selv er ikke truet med endnu fire år af sin valgperiode som præsident, og hans parlamentariske flertal i alliance med et utranationalistisk parti er heller ikke berørt. Det er Erdogans selvforståelse som nationens suverænt mest populære leder, der er i risiko.

Ved lokalvalget i Ankara i 2014 var det kun med nød og næppe – en belejlig strømafbrydelse gjorde det muligt at flytte på stemmeboksene i mulm og mørke – at AKP genvandt overborgmesterposten.

Det var et tegn, som medførte at bykongen gennem 23 år, Melih Gökcek, i november 2017 fik klar besked om at træde tilbage. Han var ifølge Erdogan ’metaltræt’, og selv om ofret var lodret uenig, havde han – i lighed med andre AKP-borgmestre i byer som Bursa og Istanbul – intet valg.

Hvis han insisterede på at blive siddende, kunne han imødese afhentning af politiet, sigtet for korruption eller for at have plejet omgang med den eksilerede Fethullah Gülens netværk, der er beskyldt for at stå bag kupforsøget i 2016 og er stemplet som terrororganisation.

Lokalrådene er AKP-fundament

Kontakt med netværket var sådan set uundgåeligt i perioden 2007-13, da dets medlemmer i politi og retsvæsen efter aftale med AKP og Erdogan gennemførte en beskidt udrensning af den hidtidige sekulære militære og bureaukratiske elite. Det hverken hjalp den detroniserede Ankara-borgmester eller ’metaltrætte’ kolleger i andre byer.

Erdogan, der siges at læse meningsmålinger før morgenbønnen og det daglige korancitat, forsøgte med udskiftningerne at puste nyt liv i den politiske energi, der i 15 år gjorde AKP uovervindelig.

Erdogan har også kastet sig ud i valgkampen med to til tre massemøder om dagen. Her henviser han ikke kun til AKP’s lokalpolitiske resultater inden for renovation, infrastruktur, varmeforsyning med naturgas og offentlig transport, men forsøger også at mobilisere vælgerne med nationalistiske paroler såsom, at Tyrkiet står over for en eksistentiel trussel, primært fra det lumske Vesten.

Men det er snarere AKP, der er truet – Erdogan ved nemlig, at kontrollen med byråd og kommunalbestyrelser er afgørende for lokale erhvervsdrivendes støtte til partiet.

Har en virksomhedsejer, islamisk eller ej, brug for en byggetilladelse, forholder han sig til sin lokale ledelse, og er en ny borgmester fra det republikanske CHP – hvilket meget vel kan være tilfældet i de to største byer efter i morgen – er det højst sandsynligt, at de lokale CHP-afdelinger får råd til nye møbler i partikontorerne.

Og efter 17 års rutinemæssige valgnederlag har CHP skiftet taktik i valgkampen.

Som kommentar til AKP’s beskyldninger mod de sekulære republikanere som ’ugudelige drukkenbolte’ holdt CHP’s kandidat til overborgmesterposten i Istanbul, Ekrem Imamoglu, en traditionel fællesbøn som optakt til et valgmøde. Han ligger i valgkampens opløb side om side med AKP-kandidaten, den tidligere premierminister, Binali Yilderim.

Kurdiske ’forrædere’

I denne valgkamp har Erdogan ikke haft mulighed for at henvise til økonomisk vækst – den er faktisk gået i minus i de seneste kvartaler efter en kunstig overophedning i 2017 – men han har desto mere støttet sine argumenter på identitetspolitik.

Dem, der ikke er for AKP, er at betragte som forrædere mod den tyrkiske nation, og han har gang på gang stemplet det kurdisk-grønne parti, HDP, som det forbudte separatistparti, PKK’s forlængede arm.

Ved lokalvalgene i 2009 og 2014 vandt HDP’s lokalafdelinger mere end 100 borgmesterposter – hver gang med det resultat, at de valgte borgmestre i det store og hele blev fjernet med anklager for forbindelse til terrorisme.

Af de 102 borgmesterposter, der blev vundet af kurdiske politikere i 2014, blev de 80 sat under statslig administration, og omkring halvdelen af de afsatte borgmestre er fængslede i lighed med otte HDP-medlemmer af nationalforsamlingen, det tyrkiske parlament.

Denne gang frygter oppositionspartierne, at AKP vil ty til vold for at undgå et ydmygende nederlag.

Således udstedte indenrigsministeren, Suleyman Soylu, i januar en instruks om ’forholdsregler ved lokalvalget’ til guvernører og sikkerhedsstyrker i de 81 provinser, hvoraf det fremgår, at valghandlingen skal »overvåges tæt«, ikke kun af det officielle sikkerhedsapparat, politi og gendarmeri, men med deltagelse af »regulært og frivilligt sikkerhedspersonel«.

Det betyder, at de såkaldte landsbyværn – paramilitære styrker i kurdiske landsbyer, der med to ugers uddannelse og bevæbnede og lønnede af staten indsættes mod PKK-guerillaer – inddrages som valgkontrollanter.

Også frivillige militsgrupper, der blev dannet efter det mislykkede militærkup i 2016, har meldt sig som loyale støtter til Erdogan og AKP på de sociale medier og har mobiliseret i valgkampen. Det samme har den flere gang dømte notoriske mafiaboss, Sedat Peker, der har opfordret sine tilhængere til at »væbne sig til valgkamp«.

Peker har tidligere truet med at ’massakrere’ akademikere, der underskrev en opfordring til fred efter Tyrkiets militære intervention i Syrien i januar 2018.

Undskyld, New Zealand

Det er denne atmosfære, kombineret med Erdogans militante retorik, der får nogle tyrkere til at frygte lokalvalgenes efterspil. I sine valgmøder er Erdogan gået til yderligheder såsom at afspille klip fra den video, den australske terrorist, der dræbte 50 muslimer i to moskeer i New Zealand, optog, ligesom Erdogan beskyldte Vesten for at havde leveret terroristens teknologi.

På samme møde henviste Erdogan til slaget ved Dardanellerne i 1915, hvor australske og newzealandske tropper blev slået tilbage med betydelige tab. »Og vi er klar til igen at sende dem hjem i kister,« lød det fra talersolen – hvilket efter protester fra New Zealands regering blev beklaget og forklaret med, at ’Erdogan var blevet misforstået’.

Spørgsmålet i dag er, om også vælgerne har misforstået Erdogan.

Serie

En tillidsafstemning om Erdogan

31. marts er der lokalvalg i Tyrkiet, men politisk handler det om langt mere end borgmesterposter. De økonomiske væksttal er i bund, inflationen er høj, og tre ud af fire vælgere er bekymrede for fremtiden. Visse målinger antyder, at præsident Erdogans parti, AKP, taber kontrol med storbyerne Ankara og Istanbul. I ugerne op til valget vil Information se nærmere på tyrkernes tillid til, at Erdogan kan genoprette økonomien. Økonomien, ikke menneskerettigheder, afgøre de tyrkiske valg, og lige nu ser det sort ud for AKP.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Gert Romme
  • Runa Lystlund
Espen Bøgh, Gert Romme og Runa Lystlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemer er nok, hvad Recep Tayyip Erdogan den store, denne selvudråbte Sultan fra den Høje Port, kan finde på, hvis han bliver svækket eller direkte taber valget.

Med en tungt bevæbnet hær på 1.040.000 mand, der er vant til at dræbe, og omkring 860.000 politiske fanger i fængsler, er manden jo ekstrem farlig.