De gamle partiers flertal står for fald i EU – det kan skabe rum til nationalisterne

For en gangs skyld er der lagt op til dramatik, når Danmark og resten af EU til maj skal vælge nye medlemmer til Europa-Parlamentet.

De fleste målinger peger på, at det gamle magtmonopol med de to store grupper – de konservative kristendemokrater i EPP og socialdemokraterne i S&D, der tilsammen har haft flertal i parlamentet siden det allerførste valg i 1979 – vil blive brudt.

I stedet står højrenationale partier som italienske Lega, tyske AfD, og Sverigedemokraterna til fremgang.

Selv om andre partier på den yderste højrefløj står til tilbagegang, er et af de helt store spørgsmål ved det kommende europaparlamentsvalg, om højrefløjspartierne vil formå at arbejde sammen og skabe en tung supergruppe af højrenationalister og derved ændre dynamikken i europæisk politik.

Ved det seneste valg i 2014 blev højrepartierne stærkt repræsenteret i Europa-Parlamentet. Det var dengang Front National, der i dag hedder Rassemblement National, blev Frankrigs største parti, og hvor Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti fik imponerende 465.758 personlige stemmer.

»Men dengang var det stadig muligt at holde det yderste højre uden for indflydelse på grund af de to store gruppers flertal sammen,« siger Roman Senninger, der er adjunkt ved Aarhus Universitet og speciale i EU.

Sådan vil det ikke nødvendigvis fortsætte. Hvis magtpartiernes flertal falder, vil der blive skabt demokratisk spillerum til andre holdninger i EU, som Roman Senninger siger.

En nationalistisk revolution

Da Donald Trumps tidligere chefideolog, den kontroversielle Steve Bannon, i sommer væltede ind på den politiske scene i Europa og proklamerede, at han ville samle partierne på den yderste højrefløj til en slags ’nationalisternes internationale’, stjal han kortvarigt opmærksomheden.

Der var potentiale for en »nationalistisk revolution« i Europa, et højrefløjsfællesskab, der skulle vinde hver tredje stemme ved europaparlamentsvalget i år, sagde Bannon. Men blandt flere af de partier, som Bannon bejlede til, var stemningen lunken. Blandt andet afviste Dansk Folkeparti hans hjælp, og på den måde gik luften lidt af ballonen.

Den yderste højrefløj i Europa har historisk set haft vanskeligt ved at samarbejde, og højrepopulistiske grupper i Europa-Parlamentet er ofte hurtigt blevet splittet igen pga. petitesser. Det fortæller Marta Lorimer, der er ph.d.-kandidat i europæisk politik på London School of Economics, og som har forsket i den franske og italienske højrefløj.

»Det første højreradikale parti, der blev stemt ind i Europa-Parlamentet, var den neofascistiske italienske sociale bevægelse i 1979. Partiet var helt alene og kunne derfor ikke danne en gruppe,« fortæller hun.

I det efterfølgende valg i 1984 var nye, højreradikale kræfter dog kommet til, og det førte til grundlæggelsen af den første gruppe bestående af partier fra den yderste højrefløj: Nemlig italienske nyfascister i MSI, franske Front National og græske EPEN.

Gruppen overlevede hele valgperiodens fem år og var på mange måder et pragteksempel på politisk samarbejde, forklarer Marta Lorimer. Til gengæld havde den nærmest ingen indflydelse.

»I 1989 skete det så for første gang, at der blev dannet flere forskellige grupper af partier fra den yderste højrefløj i Europa-Parlamentet. Egentlig ville de gerne have dannet en større gruppe, men den plan gik i vasken, da det viste sig, at italienerne og tyskerne ikke kunne enes om Sydtyrol.«

Derfra skal vi helt frem til 2007, før der atter er et forsøg på at danne en fælles gruppe for de europæiske partier på den yderste højrefløj. Nemlig gruppen Identitet, Tradition og Suverænitet bestående af italienere, franskmænd, britiske UKIP og det østrigske Frihedspartiet.

Men gruppen holdt kun et enkelt år. En af forklaringerne på opløsningen var, at et af gruppens italienske medlemmer, Benito Mussolinis barnebarn Alessandra Moussolini, fornærmede de rumænske medlemmer af gruppen. Da de meldte sig ud, havde gruppen ikke det påkrævede antal medlemmer for at kunne fortsætte.

Så blev der atter lidt stille på den splittede yderste højrefløj i Europa-Parlamentet. Men det ændrede sig ved valget i 2014, hvor højrepopulister – som havde EU-skeptis, ønske om øget grænsekontrol og modstand mod migration til fælles – for første gang potentielt kunne blive en magtfaktor.

Men i stedet for at samle sig i en stor familie fordelte partierne fra det yderste højre sig i tre mindre grupper af primært – men ikke kun – EU-skeptiske højrefløjspartier.

Der er EFDD med blandt andre britiske UKIP og Femstjernebevægelsen fra Italien, ECR med Dansk Folkeparti, De Sande Finner og Sverigedemokraterna (men også en del proeuropæiske partier), og sidst men ikke mindst ENF med blandt andre Le Pens Rassemblement National, Salvinis Lega og Wilders’ Frihedsparti.

Disse grupperinger kan dog ændre sig efter det kommende valg, siger Marta Lorimer.

Det skyldes for det første, at nogle af dem har det grundlæggende problem, at briterne forlader EU. Eksempelvis mister ECR de britiske konservative mandater, som står for en betydelig del af gruppen, mens EFDD mister det britiske UKIP, som er en grundpille i gruppen.

Og for det andet arbejder stærke højrepopulistiske kræfter lige nu på at samle partierne i en stor, euroskeptisk supergruppe.

Putin og vælgerne derhjemme splitter

Partier som Lega, Rassemblement National og Dansk Folkeparti har flere åbenlyse politikområder tilfælles i EU, siger Marta Lorimer. Ingen af dem kan lide migranter og flygtninge, ingen af dem kan lide at afgive suverænitet, og de kan alle lide stærk grænsekontrol.

Mindre opmærksomhed er der måske på, hvad det er for nogle områder, der hidtil har holdt dem fra at slå sig sammen i én gruppe:

»Flere af de nationalkonservative og højrepopulistiske europæiske partier er nervøse for, hvordan de vil blive opfattet af vælgerne derhjemme, hvis de pludselig står og trykker hånd med Marine Le Pen og Rassemblement National. Og det gælder især skandinaverne,« siger Marta Lorimer og forklarer, at der er blevet forsket i netop det spørgsmål.

»Selv om for eksempel Dansk Folkeparti egentlig ikke mener, at Le Pen er så ekstrem i sine holdninger, er de opmærksomme på, at det bliver opfattet sådan derhjemme. Og for at undgå at miste stemmer i Danmark, vil de ikke samarbejde med hende i EU,« siger Lorimer.

»Alle ved, at partiet mere eller mindre udsprang af neofascister, og alle husker, at Marine Le Pens far engang sagde, at Holocaust var en detalje i historien.«

Men måske er tiderne ved at ændre sig. Dansk Folkepartis nye spidskandidat, Peter Kofoed, har for eksempel udtalt til Altinget, at han ønsker sig en stor supergruppe af euroskeptikere. Og det er ikke noget, som Kofoed griber ud af den blå luft. Lige nu bliver der arbejdet hårdt bag kulisserne for at finde ud af, om man vil kunne danne en sådan gruppe.

Salvini har talt med PiS i Polen og prøvet at høre, om de har lyst til at blive en del af ENF, hvor han og Rassemblement National lige nu er medlemmer. Han har også haft fat i Viktor Orbáns ungarske Fidesz, som er en del af den store konservative EPP-gruppe, men som også har sine problemer, efter at EPP i sidste uge suspenderede Fidesz’ medlemsskab.

Alligevel tror Marta Lorimer, at det er »tvivlsomt«, at det vil lykkes Salvini at overtale nogen af partierne. Det skyldes blandt andet, at PiS og Rassemblement National kommer dårligt ud af det med hinanden, og at Fidesz og den ungarske premierminister Viktor Orbán har en klar interesse i at blive i EPP, som sandsynligvis stadig vil være en magtfuld gruppe efter valget.

»Omvendt kan nogle af de partier, der er skeptiske over for at arbejde sammen med Rassemblement National, måske bliver overtalt af, at Lega sidder i gruppen. For Lega sidder jo i regering i Italien. På den måde kan et parti som Dansk Folkeparti gå hjem til Danmark og sige ’bare rolig, vi samarbejder ikke med skøre, radikale højrefløjspartier som Rassemblement National. Vi samarbejder med partier, der er i regering i deres hjemlande’,« siger Lorimer.

Og så er der forholdet til Rusland og Putin.

»Nogle partier er pro-Putin, mens andre bestemt ikke er. Og det samme gælder Trump. Ud fra, hvad jeg hører, er Le Pen hverken særlig glad for Trump eller Bannon, mens andre er langt mere positive,« siger Lorimer.

En anden mulighed for indflydelser er, om truslen fra de højrenationale partier kan få nogle af de gamle partier til at rykke mod højre i deres politik, som man også har set det i nationale valg. Eksempelvis i Danmark, hvor en stram udlændingepolitik har bredt sig til både Venstre og Socialdemokratiet. Endnu er det svært at svare på, om vi vil se samme effekt i Bruxelles, siger Marta Lorimer.

»Det store spørgsmål er, hvad de konservative EPP vil gøre? Vil de skabe en stor koalition med de socialliberale? Det, tror jeg, er sandsynligt, da halvdelen af EPP ser de højreradikale partier som direkte giftige. Eller vil de vende sig mod højre og prøve at se, om der er mulighed for at samarbejde med det yderste højre – ikke Le Pen, men måske Lega? Det bliver spændende,« siger hun.

Også Roman Senninger tvivler på, at det vil lykkes det yderste højre at danne en supergruppe.

»Det er en god idé for disse partier at promovere denne fortælling om samhørighed her op til valget. Det gavner dem at fremstå som en samlet og seriøs opposition, som måske i fællesskab kan få reel indflydelse. Men bagefter kommer der selvfølgelig en forhandling, der vil vise, om det overhovedet er realistisk og så nemt, som det lyder lige nu.«