Læsetid: 9 min.

Indefra ayatollahernes by Qom: »Tro ikke, vi har jeres demokrati som forbillede«

40 år efter den islamiske revolution trues Iran af politisk og økonomisk isolation. Men i revolutionens hjemby Qom vakler troen på Gud ikke. Her ses han som den bedste lovgiver, og Vestens frihedsidealer som blot tomme ord. En forsker på landets mest prestigefyldte institut for islamiske studier viser rundt i det fuldførte islamiske demokrati.
Mange forældre tog mandag deres børn med til at fejre ’Guds dag’, årsdagen for den iranske revolution. Qom er konservatismens højborg, og deltagelse i dagens demonstration er en pligt.

Mange forældre tog mandag deres børn med til at fejre ’Guds dag’, årsdagen for den iranske revolution. Qom er konservatismens højborg, og deltagelse i dagens demonstration er en pligt.

Mahamad-Bakher Sabah

13. marts 2019

»Vores fjendskab til USA er vores stolthed. Det er vores vilje og pligt at stå imod.«

En dyb speakerstemme råber slagordene over højtalerne, folkemængden gentager dem i kor.

Der er mennesker, så langt øjet rækker. Mænd på den ene side af gaden, kvinder på den anden. Mange forældre har taget børnene med til at fejre ’Guds dag’, årsdagen for den iranske revolution, den 11. februar. Flere børn har fået malet det iranske flag på kinderne og har trøjer med ayatollah Khamenei på.

Jeg er taget tilbage til den by, hvor jeg har tilbragt størstedelen af mit liv. Først som barn af irakiske flygtninge og senere som studerende på byens islamiske universitet. Her mere end tre år senere er jeg tilbage igen for at prøve at forstå, hvad det er, der fortsat driver revolutionens disciple. Om der stadig er en ideologisk kerne tilbage i iransk politik 40 år efter, at ayatollaherne begyndte at skabe en stat i Guds navn.

Til jubilæet har præstestyret ikke sparet på iranske flag, politiske bannere og plakater med Khamenei og hans forgænger, revolutionens grundlægger ayatollah Khomeini. Militærklædte mænd deler ud til alle, der endnu ikke har modtaget revolutionsmerchandise.

På stats-tv kører ayatollahernes kald til at deltage i fejringen i båndsløjfe:

»Deltagelse i dagens demonstration er en pligt. En religiøs pligt, en samfundspligt, en eksistentiel pligt. Fjenden opfatter fravær, som om deres sataniske pres og sanktioner har virket. Men vores revolution er gudsgivet. Mød op, vis modstand, og gør jeres pligt,« lyder opfordringen fra ayatollah Makarem Shirazi.

Qom er konservatismens højborg. Byens beboere ser ned på de iranske storbyers åbenhed over for Vestens kultur, mode og mangel på åndelighed. Man har ovenikøbet opfundet et begreb, der beskriver imitationen af Vesten: gharbzadegi. Direkte oversat betyder det »ramt af Vesten«, lidt ligesom når man bliver ramt af kræft.

En helikopter kaster konfetti og flag ned over os, mens den filmer hele demonstrationen for den lokale tv-kanal.

Staten ved, at begivenheden dækkes internationalt, så det meste er oversat til både arabisk og engelsk. Jeg har altid undret mig over en spøjs oversættelse af iranernes yndlingskald. »Død over USA« på arabisk og persisk bliver til »Down with America« på engelsk.

Den dybe stemme over højttalerne følger os på hele ruten gennem Qom:

»Hijab er vores kvinders ære og beskyttelse. Gentag!«

Her i byen er det ikke ligefrem et kontroversielt budskab. Omkring mig er næsten alle kvinder klædt i en sort chador. Mange mænd bærer turban. Den er sort, hvis de er heldige nok at nedstamme fra profeten, hvid, hvis de ’bare’ er lærde.

Revolutionens centrum

I dag huser Qom mere end et hundrede små og store religiøse seminarer, hvor unge fra hele landet studerer. I fem år studerede jeg selv på byens internationale universitet for islamiske studier. Men hernede er det ingen tid. På seminarerne er man studerende på livstid.

Gennem gamle kontakter er jeg blevet introduceret til en erfaren lærd og forsker, der kan gøre mig klogere på iransk politik 40 år efter shahens fald. Det har taget en uge at få en aftale i stand, og han aflyser og udskyder gang på gang. Da han endelig ringer, vil han have tilsendt alle spørgsmål på forhånd. Det kan jeg ikke, insisterer jeg, men giver ham et eksempel på spørgsmål, jeg vil stille.

Han har studeret og forsket i islam i mere end 25 år og vil gerne udtale sig til Information, men ønsker at være anonym:

»Mit navn skal ikke bringes. Her på stedet taler vi ikke med vestlige medier.«

I stedet kalder vi ham Sayed. Vi aftaler at mødes samme formiddag.

To timer senere står jeg foran instituttet Feyziyeh. Det var her, ayatollah Khomeini skød den bevægelse i gang, der afsatte shahen og indsatte Khomeini som åndelig leder af Iran.

Feyziyeh er shiamuslimernes mest prestigefyldte institut for islamiske studier. Deres ’Kennedy Schoolpå Harvard eller ’Science Po’ på Sorbonne. Instituttet har uddannet ayatollaher, højesteretsdommere og andre til de højeste stillinger i landet.

Over hovedindgangen hænger et banner med ayatollah Khameneis løftede pegefinger:

»#Qoms_ungdom må ikke tillade, at forræderne ødelægger byens status som den islamiske revolutions centrum.«

Hashtagget kan hverken bruges på Facebook, Twitter eller andre store sociale medier, da de er blokeret i Iran. Kun Instagram er af uransagelige årsager sluppet fri fra ayatollahernes lange liste over ’moralsk fordærvende medier’.

Ved porten møder jeg en ung skægget vagt klædt i militærtøj med en AK-47 rundt om brystkassen.

En lang smal gang fører mig til en stor gård med adgang til instituttets moske. Her er alle klædt i de lærdes klæder: kappe, kåbe og turban. Jeg får øjenkontakt med Sayed, der sidder på en af de forreste rækker. Han rejser sig op, da jeg bevæger mig mod ham. Kappen er sort, kåben lysebrun og den sorte turban sidder stramt om hovedet. Skægget er langt og veltrimmet.

Han går med til at vise mig ayatollah Khomeinis gamle værelse, mens vi taler.

»Det er bevaret, præcis som det var dengang.«

Sayed fortæller, at han besluttede sig for at studere her i byen på grund af Khomeini. Ayatollahen legemliggjorde sine idealer og gjorde islamiske lærde magtfulde igen. Men magten bruger vi kun i Guds tjeneste, tilføjer han hurtigt.

»Død over USA«

På Feyziyeh er Khomeinis popularitet tydelig. Billeder af ham hænger overalt. Mens jeg på afstand betragter ayatollahens ydmygt indrettede værelse, spørger jeg Sayed, hvad det betyder, når iranerne overalt i landet i kor ønsker »Død over USA, England og Israel« efter alle bønner.

»Vi ønsker ikke nogen befolkninger ondt. Når vi stolt råber ’Død over USA’, er det et budskab til landets menneskefjendtlige præsidenter – uanset om det er Trump, Obama eller Bush. Fordelen ved Trump er, at han er ærlig om de forbrydelser, hans forgængere løj om. Obama var hverken mere eller mindre undertrykkende end ham.«

»Her i Iran lever muslimer, kristne og jøder side om side. De er repræsenteret i samme parlament. Havde vi noget imod ikkemuslimer, ville det ikke være tilfældet.«

Jeg spørger, om Sayed er klar til at droppe dødskaldet, hvis amerikanerne ændrer politik:

»Som Imam Khomeini sagde: USA er som en ulv. Den ser alle uafhængige lande som får, deres berettigede bytte. Blander USA sig uden om vores interne forhold, vil vi ikke have et problem med dem. Men det kommer de ikke til.«

Det er ikke uden grund, at mange iranere er skeptiske over for amerikanerne. Da Irans første demokratisk valgte præsident i 1953 besluttede at nationalisere olien, hjalp CIA til at vælte ham ved et kup og indsætte den vestligsindede shah Mohammad Reza Pahlavi. Og da shahen ti år senere ville privatisere olien, sagde ayatollaherne fra.

I en tale til flere hundrede lærde på Feyziyeh beskyldte ayatollah Khomeini shahen for at sælge ud af Irans rigdom til amerikanerne. To dage senere blev Khomeini arresteret.

Det startede tre dages massive protester. Kongens styrker angreb Feyziyeh og dræbte mange religiøse studerende. På landsplan rapporterede staten om 32 dødsfald, mens demonstranterne talte mere end 15.000 dræbte.

Talen, fængslingen og demonstrationerne cementerede Khomeinis position som Irans ufravigelige religiøse autoritet. Uhyre populær, ustyrlig og kompromisløs i sin kritik af shahen.

Sayed bliver alvorlig i tonen:

»Lige nu ønsker de at ramme vores befolkning. USA har ikke et problem med vores konservatisme. De har et problem med vores selvstændighed. Derfor indfører de sanktioner mod os. Bare se på deres forhold til Saudi-Arabien. Hvorfor dette hykleri? Fordi araberne i modsætning til os er amerikanernes nikkedukker.«

En skrantende økonomi

Økonomien volder efter mange års sanktioner iranerne store problemer. Særligt efter at Trump trak USA ud af atomaftalen, er problemernes hastighed accelereret. Valutaens værdi er styrtdykket og inflationen har nået 40 pct. Alle iraneres opsparinger er på ingen tid mere end halveret. Igen i år har den iranske centralbank anbefalet at slette hele fire nuller på pengesedlerne. En ikkeløsning, der flere gange tidligere er foreslået uden synderlig opbakning.

Sammenlignet med andre lande i Mellemøsten er Iran dog på flere områder i front. Levetiden er høj, og adgangen til uddannelse og sundhed god. Iranske kvinder får i gennemsnit færre end 1,7 barn og deres førstefødte som 28-årige.

Begge dele har ayatollah Khamenei kritiseret for at være et resultat af vestlig indflydelse. Det bliver også hele tiden sværere at sælge revolutionen med henvisning til shahens undertrykkelse. Næsten 70 pct. af den iranske befolkning er yngre end revolutionen fra 1979.

– Hvorfor mener du, at et islamisk demokrati er bedre end Vestens liberale udgave?

»Liberalismen og dens humanisme har fjernet Gud fra ligningen. I modsætning til jeres liberalisme indeholder vores styre både et demokrati og islam. Hvis man, som vi, tror på Guds alvidenhed, skal man stræbe efter at gøre hans love til samfundets love. Gud har skabt mennesket og kender det bedre end nogen andre. Der findes ikke en bedre lovgiver end ham.«

Nu taler Sayed hurtigt og selvsikkert:

»Tro ikke, at vi har jeres demokratier som forbillede. I påstår at have en masse idealer, I måler os på. Men det er ikke andet end tomme ord. Hvor mange millioner mennesker i Irak, Afghanistan og andre lande har mistet livet i jeres såkaldte demokratis navn? Hvor mange lande har Iran startet krige mod,« spørger han retorisk.

Iran er ikke et demokrati, som vi forstår det. Det har en demokratisk overbygning med et parlament, hvis indflydelse er meget begrænset.

Lederen er hævet over parlamentarisk kontrol. Ekspertforsamlingen, der udpeger ham for livstid, har i teorien også ansvaret for at overvåge hans handlinger. Medlemmerne skal være islamiske retslærde og vælges hvert ottende år af befolkningen. De skal dog alle forhåndsgodkendes af Khamenei, før de kommer på stemmesedlen. Konstruktionen sikrer på sin vis lederen uendelig magt, da han kan ekskludere enhver potentiel kritiker.

– Hvordan kan du påstå, at Iran er demokratisk, når ayatollah Khamenei altid har det sidste ord?

»Hvorfor skulle det være særligt udemokratisk, at en leder har det sidste ord? I Frankrig og Tyskland kan præsidenten opløse parlamentet. I USA har Trump lige erklæret nødretstilstand for at få sin vilje igennem uden om demokratiet. Han kan udstede veto, som han lyster. Det er ikke unikt for Iran.«

– Forskellen på Trump og Khamenei er vel, at amerikanerne kan skifte ham ud ved næste valg, hvis de er utilfredse. Det samme kan I ikke med Khamenei?

»Du skal ikke måle vores system på jeres selvopfundne parametre. Vi har bygget en styreform, der har sin legitimitet i både Gud og befolkningen. Se på vores leder på samme måde, som du ser på den amerikanske højesteret. Han er garanten for, at ny lovgivning ikke er i strid med islams grundlæggende lære. Præsidenten står så for at udforme konkret politik.«

Hvis man er tvivl om folkets opbakning til styret, skal man bare se på tilslutningen til revolutionsjubilæet, siger han:

»Iranerne fyldte gaderne i hele landet.«

Liberalismens skyld

De fleste almindelige iranere, jeg taler med til demonstrationen, skyder størstedelen af skylden for landets økonomiske problemer på USA og Vesten. Derfor forventer jeg samme svar fra Sayed, da jeg spørger ind til hans holdning. Han overrasker mig:

»30 pct. er fjendens skyld, 70 pct. er vores skyld. Vores økonomer er liberale, vores ministre er liberale, og vores præsident forhandlede stolt med amerikanerne. Liberalismen er ødelæggende for islam. Hvis alle bare lyttede til lederen, ville situationen ikke være så slem, som den er nu. Han advarede administrationen fra starten, men lader dem begå fejl, så de selv kan lære af dem.«

»Desværre har vi også et system, hvor én minister kan have uendeligt mange rådgivere og sekretærer. Det er her, korruptionen finder sted. De frygter ikke Gud.«

I moskéen bliver de religiøse studerende kaldt til bøn. De skynder sig mod moskéens entre.

»Allahu akbar, allahu akbar,« reciterer en smuk stemme ud af højtalerne.

Lyden overdøver snakken omkring os. Et par minutter senere har alle underkastet sig Guds kald med panden mod bedestenen.

Da bønnen er slut, reciterer mændene i kor:

»Død over USA, død over England, død over Israel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Trond Meiring
  • Steffen Gliese
  • Olaf Tehrani
  • Anders Graae
  • David Zennaro
Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Steffen Gliese, Olaf Tehrani, Anders Graae og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Interessant læsning, ligesom at høre Trump, med modsat fortegn! Der er lange udsigter til fordragelighed. Begge kunne lære af Pakistans Khan.

jan henrik wegener

De var ikke så ekspansive, som tyskerne i Polen og andre lande 40 år før. Men det kan jo have noget at gøre med manglende militære midler.

Michael Waterstradt

Religiøse tosser; men i det mindste er de ikke i tvivl om, at den amerikanske regering benytter trusler og sanktioner til at intervenere andre lande og overtage kontrollen med deres natur-ressourcer uanset hvilken præsident som er ved magten...

Karsten Lundsby, Trond Meiring og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

I 2016 blev forfatteren til denne artikel, Mahamar-Bakher Sabah, nr. 2 i er mesterskab i diskussion for unge i DK.

Hvorfor er den næsten ingen, der kommenterer denne meget interessante fortælling om Iran og Irans geistliges syn på vestligt demokrati? Tør vi ikke, eller hvad er grunden?

I de fleste teokratier er ordet ganske enkelt ikke frit. Det var det heller ikke i katolicismens storhedstid. Her brændte vi kloge mennesker på bålet for kætteri. Det er dog et par år siden. Så fik vi oplysningstiden og muligheden for at trykke Bibelen omkring Gutenbergs tid. Efterfølgende blev andre tanker trykt med dennne dengang ny teknik. Tekniske opfindelser er det, der har ændret vores verden mest af alt, dog har ikke alle tekniske opfindelser været til glæde for menneskeheden.

Oplysningstiden, demokratiet og frittænkende filosoffer lader de fleste muslimske geistlige hånt om og ikke uden grund, uanset om de er shia eller sunnimuslimer, eller hvilket land de kommer fra, for deres tanker handler om Koranen. De mener, at Koranen er deres lys på livets vej og mener, at det også gælder alle andre muslimer. Det er ikke mit at dømme, om det er godt, eller ej. Jeg er blot selv glad for som kvinde, at jeg lever i et vestligt demokrati, hvor en mand ikke længere bestemmer over mit liv og mine rettigheder.

Iran har en lang og storslået kulturhistorie. Iranere har en lang tradition indenfor mange kulturelle discipliner f.eks. bygningskunst. En persisk matematiker Al-Khwārizmīs (død i Bagdad 850 e.Kr.) sammenskrev viden om algebra, ideer, der stammede helt tilbage til den græske matematiker Diofant ca. 250 e.Kr.og den indiske matematiker Brahmagupta (død 668, nullets opfinder), til gavn for os alle. Bogen blev i middelalderen oversat til latin med titlen Liber algebrae et almucabala.

Landet har langt højere uddannelsesniveau end omkringliggende lande. Men friheden til at udtrykke sig udenfor teologiske termer er mangelfuldt i forhold til vores verdenssyn. Jeg har aldrig været i Iran, således kender jeg ikke landet, men kender andre, der har været der og beskriver den almindelige befolkning som gæstfri og venlig.

Hvorfor er der indkommet 124 kommentarer til en artikel af Mikas Lang? Er det en kollektiv dårlig samvittighed, eller er det fordi emnet er overkommeligt.

"Der er ikke én ikkehvid person i Danmark, som ikke har mødt racisme. Ikke én." Citat fra Mikas Lang, der skrev et indlæg i Information 9.03.2019.

Det er selvfølgelig meget vigtigt, at unge ikke "hudfarvede", som Mikas Lang kalder hvide mennesker, ikke bliver mobbet eller chikaneret og, at vi adresserer problemet. Er det ikke vigtig at diskutere demokratiet i vores lande kontra den styreform, der er i Iran?

Der er sådan set ingen tvist i at diskutere de lande disse unge mænd kommer fra og det, at vi bør behandle dem akkurat som vi selv ønsker at blive behandlet, både i Danmark og deres egne hjemlande.

Karsten Aaen, Peter Beck-Lauritzen, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Det er nu ret svært at se alternative forbilleder til de tilsyneladende "skræmmebilleder" der er af europæiske eller nordamerikanske lande. Iran har i 40 år, Kina i 70 stået i modsætningsforhold til hvordan der er "her" men virker bestemt ikke overbevisende.

Niels Duus Nielsen

jan henrik wegener, de virker ikke overbevisende på dig, men det er de jo nok ret ligeglade med. I hvert fald så længe du ikke støtter den amerikanske krigsmaskine, og det gør du jo ikke vel?

Iran har ikke rigtigt været i krig med nogen siden oldtiden, med mindre landet er blevet angrebet udefra. Så det har ikke noget med manglende militære midler at gøre, som du insinuerer, tværtimod er Iran helt fremme på beatet indenfor en lang række militære teknologier - vi husker vel alle sammen det langtrækkende missil, som eliminerede en ISIS-enhed kun ganske få kilometer fra nogle amerikanske tropper i Syrien. Sådan som forholdet er mellem Iran og USA, må iranerne have været ret sikre på at ramme oprørerne, og ikke amerikanerne. Jeg er sikker på, at de tilstedeværende amerikanske soldater fik sig en forskrækkelse, men den kan nok ikke måle sig med den, som Bolton og co. fik sig.

Hvis iranerne ønsker at leve i et teokrati, er det ikke vore bizniz at blande os i det. Vi har valgt at leve i et oligarkstyret pseudo-demokrati - som om det skulle være bedre.

Karsten Aaen, Peter Beck-Lauritzen og Esben Lykke anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Iranerne, såvel som andre er måske ikke optaget af hver eneste stemme især ikke i udlandet, men mon ikke så at sige alle diktaturer rundt omkring (og de andre for den sags skyld) er meget ømme over hvad der skrives og siges o.s.v. om dem? Hvis de ikke havde været det havde der da intet været der ligner "Tibet-sagen".
Det med at Iran kun har ført defensive krige siden oldtiden kunne måske undersøges nærmere.
Det med at de ikke havde de militære midler de kunne ønske sås dog under krigen med Irak, der ellers her virker næsten glemt. Så vidt jeg husker var det den iranske ledelses erklærede mål at styrte den irakiske "boss", Saddam Hussein, hvilket ikke lykkedes dem i løbet af 8 års voldsom krig.
Kan de europæiske lande med nogen rimelighed kaldes kaldes "pseudo-demokratier"?
Er de der ikke vil protestere hvis de kaldes progressive i grunden pseudo-progressive ("pseugressive"), hvis de ("vi") omfavner Iran elkler lignende lande eller "alternative bevægelser"?

Niels Duus Nielsen

jan henrik wegener: Google er din ven - hvis du nu havde googlet "krig irak iran" ville det første hit have været en henvisning til wikipedia, som utvetydigt fastslår, at det var Irak, der - med amerikansk støtte - angreb Iran. Tjek selv, nu skal jeg google det for dig:

https://da.wikipedia.org/wiki/Iran-Irak-krigen

Selv tak!

jan henrik wegener

Det skrev jeg ikke noget om, og jeg husker det da også som at Irak startede under et eller andet påskud med nogle omdiskuterede grænseområder. Altså hvem der startede, nemlig Irak. Men så vidt jeg ved var Iran derefter absolut ikke interesseret i at stoppe, så krigen fortsatte 8 år, uden den større interesse fra "vores" medier udeover at observere og konstatere. Derimod da Irak gik ind i Kuwait var demonstrationerne der meget hurtigt, men de var nu ikke rettet mod Irak, men mod USA.

Peter Beck-Lauritzen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Så vidt jeg ved, standsede krigen først, da Saddam Hussein indså, at han ikke kunne vinde den. Iranerne ville selvfølgelig ikke bare give fortabt uden videre, hvorfor skulle de også det?

Invasionen af Kuwait var en udløber af denne krig, og i mellemtiden var Hussein ikke længere USAs "best friend", men var overnight blevet til Den Onde selv, hvis djævle spiddede spædbørn på deres bajonetter, fik vi at vide.

Det viste sig dog senere, at øjenvidnet til disse rædselsgerninger, hvor de onde irakere hev forsvarsløse spædbørn ud af kuvøserne for the lulz, var ingen ringere end den kuwaitiske ambassadørs datter, som havde overværet disse overgreb på sikke afstand fra ambassaden i Washington DC. Men da var krigen allerede slut, og et stort antal irakiske soldater var døde. Helt efter den amerikanske plan.

jan henrik wegener

Jo. Lige netop den med kuvøsebørnene var da nok fup og propaganda. Men så vidt jeg har forstået var der i øvrigt al mulig grund til at anklage Saddam for en masse.

Niels Duus Nielsen

Saddam var ikke en af Guds bedste børn, men det siger ikke så meget om ayatollaherne. De skal vurderes på deres egne meritter, og ikke på en krig, de fik på nakken på grund af amerikansk rænkespil.

Jeg fastholder, at Iran (Persien) ikke har ført angrebskrige siden oldtiden.

jan henrik wegener

Så vidt jeg ved har persiske/iranske herskere haft adskillige krige med naboerne gennem tiderne, ikke mindst Det Osmannise Imperium. Om det kun var naboerne der var agressive skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Det ville ikke undre mig om "det er altid de andres skyld".

Niels Duus Nielsen

Jeg mener at have hørt, at der i den iranske nationalkarakter er en stærk stolthed, grænsende til arrogance, som i mange år har gjort, at iranerne ikke ser nogen grund til at invadere de omliggende barbarstater. Om det er sandt ved jeg ikke, men jeg ved da, at man ikke skal kalde en perser for en araber, for så bliver vedkommende vred.

jan henrik wegener

"Om det er sandt ved jeg ikke". Ved du ikke om iranerne så nogen grund til at invadere nabolandene? Men det "fastholdt" du i forrige indlæg?

Niels Duus Nielsen

Jeg ved ikke, om persernes nationalkarakter ligefrem indbefatter arrogance, men de iranere, jeg personligt har kendt, har været, meget stolte mennesker.

Hvad er dit problem, jan wegener - hvis du mener, at iranerne har haft grund til at invadere nabolandene, og gjort alvor af det, skal du da være velkommen til at modsige mig. Men det tror jeg ikke, at du kan, for hele historien om de fæle iranere, der vil underlægge sig Mellemøsten, er en amerikansk opfindelse, der skal få resten af verden til at bakke op om, at amerikanerne underlægger sig Mellemøsten - selvfølgelig af hensyn til Menneskerettighederne.

Jeg forstår ikke, at der er nogen, der stadig tror på, hvad amerikanerne prøver at bilde os ind, især ikke efter at de lokkede os med i krig ved hjælp af en løgn om masseødelæggelsesvåben.

jan henrik wegener

Men du indrømmer at du ikke ved om Iran "siden oldtiden" har ført angrebskrige? I øvrigt i perioder hvor der ikke var moderne nationalstater, så det bliver sværere at afgøre om "iranerne" invaderede eller ej. Men det er da sikkert ikke "nationen" Iran de som sådan vil udbrede, men "islamisk revolution" i deres egen /sjiíttiske) afart. Noget jeg i grunden selv har svært ved at forstå er at der tilsyneladende i debatfora som dette, tilhørende et organ der vel forstår sig selv som "progressivt"eller er andre ord mere dækkende?) er så voldsomt et behov for at forsvare Iran og en masse andre lande (eller bevægelser som "ISIS/DAESH" eller hvad vi nu skal kalde dem), der kunne se ud til at stå for alt andet end netop det.

Ang. det der med CIA, og shahen og Mossadegh! Ved I godt, at en af de personer, som CIA brugte til at fjerne Mossadegh netop var en ung mand ved navn Khomenei; de, CIA, sørgede for, at der kom taler (på spolebånd/kassettebånd) ud til alle kroge af det iranske samfund, hvor denne religiøse fantast, og ekstremist og fanatiker, anklagede Mossadegh for det som alle ekstremister udi det religiøse gør: ikke at gøre Guds Vilje, at være til fals (køb) for fremmede magter mm. og mv. CIA betalte vist også Khomeini for lave gang i gaden, altså bruge vold mod anderledes tænkende, især mod kommunister, socialister mm. og folk, der generelt var alt for pro-vestlige, eller imod Khomeini og hans religiøse sortsyn!

Mht. om Iran er et demokrati - skal alle demokratier se ud som det danske eller det svenske? Nej, det skal de da bestemt ikke! I Frankrig f.eks. har Macron næsten u-indskrænket magt som præsident for nationen; det sørgede Charles de Gaulle nemlig for, da han ene mand, næsten skrev forfatningen for det der er i Frankrig i dag er femte republik! Macron kan nedlægge veto mod et lovforslag mm. og mv. - den tyske præsident kan nægte at underskrive lovforslag, den amerikanske præsident kan nedlægge veto mm. og mv. Den italienske præsident kan nægte at opløse parlamentet, eller underskrive en lov mm. og mv.

Ser vi på det iranske samfund i dag, her i 2019, i modsætning til for 50 år siden, altså i 1969, er der altså demokrati i Iran; folk kan vælge mellem flere kandidater til valgene, der er et parlament med 270 medlemmer, valgt direkte, så er det, som jeg har forstået det, et slags Senat, som er indirekte valgt, præcis som Senatet i Frankrig er; lovforslag i Iran går frem og tilbage mellem Parlamentet og Senatet, og Vogternes Råd også - og som andre skriver så er det sådan, tænker jeg, at hvis iranerne gerne vil have denne form for styre, denne form for demokrati, så skal vi ikke fra Vestens side blande sig, hvilken styreform, de gerne vil have i Iran, eller i Kina, eller i Afrika....

Iran har ingen interesse i at udbrede sin 'islamiske revolution' til resten af verden; sauderne, de saudiske konservative wahabister og salafister, der mener, at alt skal være som på Profetens og Kaliffens tid, udbreder glad og gerne :( deres wahabisme og salafisme; Sofie Jama, der også skriver her på information.dk udtrykkker i et stort interview i Kristeligt Dagblad i januar 2019, at den islam, hun kendte, da hun var barn nu er næsten helt borte i Somalia; det skyldes siger hun: sorte præster, sorte dommedags-imamer fra Helvede! som har fået muslimer i Somalia til at tro på, at grunden til at de lider er, fordi de ikke følger den rette vej - vejen, som de her fanatiske muslimer anviser.

På den måde minder det meget om Europa (uden dog at sammenligningen måske holder helt) i sen-middelalderen, og måske helt op til omkring 1750-1770, hvor alt ondt blev set som Guds Straf, og alt ondt skete fordi vi/man ikke tilbad Gud på den rette måde, her den måde som den dengang magtfulde katolske kirke mente, at man skulle - tilbede Gud altså!

Niels Duus Nielsen

jan henrik wegemer: "...så voldsomt et behov for at forsvare Iran og en masse andre lande..."

Jeg har ikke et sådant behov, hvis det er det, du tror, derimod har jeg en til pacifisme grænsende modvilje mod krig, hvilket får mig til ved enhver given lejlighed at angribe den p.t. største trussel mod verdensfreden, nemlig USA.

Iran er et af de lande, som Bolton og co. drømmer om at angribe, hvorfor mit angreb på USA nødvendigvis må indebære et betinget forsvar af Iran. Mit hovedargument er, at det ikke rager os, eller USA, hvordan iranerne har valgt at forvalte deres samfund.

Det "progressive" består i at modvirke unødvendig krigsførelse. Jeg kunne med lige så god ret som dig skrive: "Noget jeg i grunden selv har svært ved at forstå er at der tilsyneladende i debatfora som dette, tilhørende et organ der vel forstår sig selv som "progressivt", er så voldsomt et behov for direkte og indirekte at forsvare USAs krigeriske udenrigspolitik".

Selvfølgelig kan man kritisere Iran uden at ønske ødelæggelse over landet, men så må man eksplicitere det, og komme med alternative løsningsforslag på landets problemer. Så længe USA højlydt agiterer for et regimeskifte, vil ethvert indlæg blive set som en kommentar til denne amerikanske ambition.

Det er efter helt samme logik jeg forsvarer Venezuela: Der er masser, man kan kritisere Maduro for, men når amerikanerne står parat til at invadere landet, må højeste prioritet være at sabotere det amerikanske rænkespil.

Tak til Karsten Aaen, jeg vidste ikke, at Khomeini var på CIAs lønningsliste, ligesom mujaheddinerne, der blev til Al Qaeda. Man fristes jo til at skrive "Den, der graver en grav for andre...".