Analyse
Læsetid: 5 min.

Ivan Krastev: Orbáns forsøg på at gøre valget til en folkeafstemning om indvandring vil ikke lykkes

Højrepopulister forestiller sig, at de europæiske vælgere er langt mere besatte af frygt for indvandringsstrømme, end tilfældet er – men de politiske fronter har forskudt sig til andre temaer siden 2015
Der er blandt proeuropæere udbredt frygt for, at Ungarns premierminister, Viktor Orbán, vil få held til at gøre europaparlamentsvalget til en folkeafstemning om Bruxelles’ utilstrækkelige indsats for at få bugt med indvandringsstrømme. Den frygt er blæst ud af proportioner.

Der er blandt proeuropæere udbredt frygt for, at Ungarns premierminister, Viktor Orbán, vil få held til at gøre europaparlamentsvalget til en folkeafstemning om Bruxelles’ utilstrækkelige indsats for at få bugt med indvandringsstrømme. Den frygt er blæst ud af proportioner.

Bernadett Szabo

Udland
22. marts 2019

Demokratisk politik kræver dramatik. Valghandlinger kan ses som terapisessioner, hvor vælgere konfronteres med deres værste skrækscenarier – en ny krig, demografisk kollaps, økonomisk krise og miljøkatastrofer – men ovebevises om, at de i stemmeboksen får magt til at afværge disse scenarier.

»Når valget nærmer sig,« bemærkede den franske politiske tænker Alexis de Tocqueville under en af sine rejser i USA i begyndelsen af 1800-tallet, »aktiveres intriger, og agitationen bliver livlig og omfattende. Hele nationen henfalder i feberagtig tilstand ... men så såre et resultat foreligger, falder der atter ro på, og floden, der før gik over sine bredder, genfinder sit naturlige leje.«

Har Tocqueville ret, er Den Europæiske Union i disse dage ved at forvandle sig til et ægte demokrati. Hvor europaparlamentsvalg før var kedelige og trivielle, ser vi nu begyndelsen til en valgkamp, der tegner til at byde på noget af den dramatik, man ellers kun ser ved nationale valg.

Med to måneder tilbage til valgdagen breder den følelse sig i stadig i større dele af vælgerbefolkningen, at noget væsentligt vil ske, og at helvede har en særlig plads for de europæere, der ikke gider stemme. Men hvem står til at klare sig bedst, når valgkampen rinder ud?

Vredesgenklang

Dette er endnu for tidligt at sige. Lige nu har politikerne ovebevist et flertal i befolkningerne om, at Europa vakler på randen af en katastrofe. De har endnu til gode også at overbevise borgerne om, at de har magten til at forhindre dette.

De Gule Vestes karateristiske vrede vækker genklang i en del andre EU-lande, men det kommende europaparlamentsvalg vil ikke blive nogen gentagelse af Brexit-afstemningen, af den simple grund at intet stort populistparti, hverken til højre eller venstre, i dag åbent advokerer for udmeldelse af hverken unionen eller eurozonen. Lige så lidt skal man forvente at se valget blive en gentagelse af Emmanuel Macrons markante valgsejr i anden runde af det franske præsidentvalg i 2017.

En undersøgelse fra YouGov, offentliggjort af tænketanken European Council on Foreign Relations, viser, at den europæiske vælgerbefolkning ikke bare kan opdeles i to simple blokke af proeuropæere versus nationalister.

Undersøgelsen skelner mellem fire forskellige grundkategorier af europæiske borgere. Først er der ’desperadoerne’ – en kombination af dem, der frygter for verdens undergang og for, om de har penge nok sidst på måneden. Desperadoerne er overbeviste om, at både EU og nationalstaterne er i stykker. Statistikker viser, at de i mange medlemsstater udgør den største gruppe, men ikke nødvendigvis den gruppe, der kan mobilisere flest vælgere.

Derpå følger ’tingene er bedre, end mange tror’-gruppen, som består af vælgere, der har stor tiltro til, at både EU og nationalstater fungerer godt trods alle skavankerne. Den tredje gruppe er de ’glødende flommeeuropæere’, der mener, at EU fungerer aldeles fremragende, mens deres respektive nationalstater fungerer meget ringe (dem finder vi især i Syd- og Centraleuropa), og endelig har vi en lille gruppe med en kerne af hårdnakkede nationalister, der er overbeviste om, at EU er problemet og nationalstaten løsningen.

De fire grupper er meget ujævnt fordelt fra EU-land til EU-land.

Udvandringslyst

Det forhold, at højrepopulister er ved regeringsmagten i det meste af Centraleuropa, har kun styrket lysten til at udvandre i disse lande.

Der er blandt proeuropæere udbredt frygt for, at den aktuelle polarisering af europæisk politik vil blive til højrepopulismens fordel, og at Ungarns premierminister, Viktor Orbán, vil få held til at gøre europaparlamentsvalget til en folkeafstemning om Bruxelles’ utilstrækkelige indsats for at få bugt med indvandringsstrømme. Den frygt er blæst ud af proportioner.

Orbáns forsøg på at gøre valget til en folkeafstemning om indvandring vil ikke lykkes. Af tre grunde.

For det første: Selv om indvandring er en betydelig bekymring for mange vælgere, er det i mange lande ikke længere den største. Orbáns anti-indvandringsbudskab i 2015 slog igennem, fordi mange mennesker, der dengang ikke før havde set en flygtning i deres liv, i en periode kunne se daglige indslag i tv med tusindvis af mennesker, der krydsede grænsen til EU. Dette er ikke længere tilfældet. Antallet af illegale indvandrere, som kom til EU i 2018, er ikke større end det gennemsnitlige antal turister, der besøger Athen på en augustdag.

Selv i Centraleuropa har migrationsspørgsmålet mistet sin dominerende appel. Undersøgelsen viser, at polakker, ungarere og rumænere er langt mere bekymret for korruption i deres egne regeringsapparater, end de er for en hypotetisk ny tilstrømning af fremmede. Og i Polen, Tjekkiet og Slovakiet er de borgere, som bekymrer sig for korruption, langt mere tilbøjelige til at møde op og stemme, end de, som besværer sig over migration.

Grænsesikkerhed

I modsætning til, hvad det ofte antages, kan lande som Slovakiet, Polen og Rumænien levere gode resultater for proeuropæere ved det kommende valg. Undersøgelsen viser, at Orbán har mindre godt fat om de spørgsmål, som centraleuropæerne er mest optaget af, end formanden for det europæiske råd, Donald Tusk – en stålsat kritiker af Polens nationalistiske regering.

Den anden grund til, at 2019 ikke vil blive en gentagelse af 2015 er, at der ikke længere findes noget større parti i Europa, der går ind for åbne grænser. »Grænser er frihed i sikkerhed«, som Macron skrev i sit brev til europæere for nylig, i hvilket han opfordrede til oprettelse af Europæisk Råd for Indre Sikkerhed, der skal have ansvaret for »stringent grænsekontrol«. Den nye konsensus blandt progressive i Europa er, at den velbeskyttede grænse kan blive som »en vaccine imod murenes epidemi« for at citere den franske tænker Régis Debray.

For det tredje vil Orbáns migrationsfokuserede kampagne slå fejl som følge af det, som må være den bedst skjulte hemmelighed i EU i dag: I Central- og Sydeuropa er det snarere udvandring end indvandring, der bekymrer. En populær vittighed i det kommunistiske DDR var, at myndighederne var bange for, at sidste østtysker, der forlod landet for at drage til vest, ville glemme at slukke lyset efter sig. Nu er den vits igen blevet aktuel.

Problemet er ikke så forskelligt fra det, DDR stod over for i 1961, da det valgte at bygge muren. Omkring 3,4 millioner rumænere har forladt deres land til fordel for Vesteuropa i de otte år, der er gået, siden landet i 2007 blev optaget i EU. Antallet af ungarere, der er udvandret, siden Orbán kom til magten, er nu højere end den strøm af ungarere, der forlod landet umiddelbart efter Sovjetunionens knusning af opstanden i 1956.

Det forhold, at højrepopulister er ved magten i dele af Centraleuropa har kun styrket folks lyst til at udvandre. Den frygt, der nager de aldrende samfund i Centraleuropa, handler om, at de nulevende generationer vil opleve den dag, da den sidste unge læge og sygeplejersker pakker deres tøj og tager afsted. Affolkning og demografisk tilbagegang er Centraleuropas sande tragedie.

Den største udfordring for øst-vest-relatonerne inden for EU er derfor denne: Hvordan forhindrer vi mobiliteten i Europa i at være en ensrettet gade fra øst til vest, og hvordan de centraleuropæiske lande kan kompenseres for at uddanne egne statsborgere, som bryder op for at slå sig ned i Tyskland eller Frankrig. Endnu er dette ikke et problem, som det falder højrepopulisterne ind at bringe på bane.

Ivan Krastev er politolog og formand for Center for Liberale Strategier i Sofia, Bulgarien

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For så vidt en korrekt fremstilling. Det er affolkningen af øst og Centraleuropa, Mellemeuropa og den sydlige flanke af EU, der er det største problem lige nu, men når det er tilfældet, skyldes der jo netop, at EU ikke fungerer, at centrene skaber udkanterne, at EU er en helt uhensigtsmæssig konstruktion, og at unionen derfor med 100 pct. Sikkerhed vil og må kollapse.
Det er ikke et perspektiv, man bryder sig om på Information, der i dag har forvandlet sig fra at være en salonsocialistisk avis til at være det neoliberale EU-borgerskabs duksedrenge.

For så vidt en korrekt fremstilling. Det er affolkningen af øst og Centraleuropa, Mellemeuropa og den sydlige flanke af EU, der er det største problem lige nu, men når det er tilfældet, skyldes der jo netop, at EU ikke fungerer, at centrene skaber udkanterne, at EU er en helt uhensigtsmæssig konstruktion, og at unionen derfor med 100 pct. Sikkerhed vil og må kollapse.
Det er ikke et perspektiv, man bryder sig om på Information, der i dag har forvandlet sig fra at være en salonsocialistisk avis til at være det neoliberale EU-borgerskabs duksedrenge.

Specielt omkring Ungarn syntes jeg, der skal noget mere realisme ind i debatten.

Jeg syntes egentlig ikke, at Victor Orbán var højrepopulist, da han steg ind i den politiske arena. Han havde stort set slet ingen politik at byde på, og sådan kan man jo ikke fortsat blive genvalgt.

I den tid der er gået, er Victor Orbán gået fra at være en politik-neutral politiker til at blive en kleptokrat, der beriger sine venner, så de hjælper med at berige ham selv.

Men for at gøre sig lidt populær - i hvert fald i visse kredse, byggede han en meget fin jernbanestation i sin hjemby, der aldrig havde haft jernbane. Og derefter byggede han en fin jernbane til den ligeså jernbaneløse naboby,så de to mindre byer kan køre den ret korte strækning frem og tilbage mellem hinanden.

Men med en sådan politikløs politik og lidt korruption til husbehov mangler landet hurtigt penge. Og Victor Orbáns løsning var både hurtig og et, - man sælger blot landet naturgivne aktiver - det eneste der giver lidt penge i statskassen på en naturlig måde. Således står de store vinkoncerner i især Tyskland, Frankrig og Italien nu som ejere af herlighederne, og de anvender den billigste arbejdskraft de kan finde som alternativ til øget mekanisering.

Og nu lønnen er presset ned, så satser bl.a. VW på at bygge billige biler med lave løn-omkostninger, og de har angivet løn-niveauet.

Løn-niveauet i Victor Orbáns Ungarn er nu så lavt, at dem der har bare nogen kompetence at byde på, har forladt landet, og dem der er tilbage, kan dårligt leve for deres løn.

Men for de store koncerner har det været en fordel. Så stor en fordel, at de ikke kan skaffe billig og veluddannet arbejdskraft nok. Og derfor har Victor Orbán besluttet, at alle skal stille 400 timers overarbejde til rådighed om året for deres arbejdsplads - også kaldes "slaveloven". Og at arbejdspladsen har ret til at have denne arbejdskraft gratis i 3 år, før der skal afregnes eller afspadseres. Og med den korte levetid mange ungarske virksomheder har i gennemsnit, vil mange ungarer blive nødt til at vinke farvel til disse penge eller afspadseringer. dette betyder, at mange mennesker i Ungarns hovedstad hver eneste aften demonstrerer mod "slaveloven", medens andre - formentlig flertallet, tror på Victor Orbáns løgne om, at EU og George Soros pønser på at sende milioner af muslimer ind i Ungarn, der skal drive ungarerne ud af landet, og at Victor Orbán og hans allierede højrefacitser, Jobbik, er den eneste, der kan redde befolkningen og landet.

Nu er Jobbik af en eller anden grund ikke lovlig for tiden. Men det betyder ikke, at man ikke kan se dem, når de kommer ind til Budapest om lørdagen, hvor de marcherer gennem gaderne. Faktisk flankers disse, ofte bevæbnede bøller, af politiet, medens befolkningen hænger ud af vinduerne eller står på fortoget og hyller dem.

Dette var Victor Orbán´s Ungarn sent i efteråret, hvor vi som så ofte før var på gennemrejse, og i den forbindelse tog en uges ophold. Og sådan er situationen formentlig stadig, når vi om en uge igen rejser gennem landet med den flotte hovedstad.

Al dette har intet at gøre med EU. Men hvis EU stopper pengestrømmen, er det beregnet, at Ungarn vælter økonomisk på mindre end 8-10 måneder.