Kongressen frygter at få tilsendt et tyndt resumé af Muellers rapport

BOSTON – Det var en bemærkelsesværdig begivenhed i moderne amerikansk politik. I sidste uge vedtog Repræsentanternes Hus med 420 stemmer for og ingen imod en resolution, der opfordrer USA’s justitsministerium til at offentliggøre særlige anklager Robert Muellers længe ventede rapport.

Den type enstemmighed er yderst sjælden i en kongres, hvor streng partiloyalitet gør det vanskeligt at lovgive.

Det republikanske mindretal i kammeret understregede, at Mueller-resolutionen ikke er nødvendig, idet justitsminister William Barr i en senatshøring inden sin indsættelse i januar skal have lovet at overdrage rapporten til Kongressen.

Trods denne indvending stemte alle republikanske kongresmedlemmer for resolutionen. Fire stemte dog kun »til stede«.

Resolutionen er ikke bindende. Ikke desto mindre giver den udtryk for folkets vilje i den forstand, at lovgiverne forventer, at al indsamlet materiale og alle efterretninger – bortset fra de klassificerede – skal deles med den amerikanske befolkning.

Det er endnu usikkert, hvorvidt det republikansk styrede senat planlægger at vedtage en lignende resolution. Indtil videre har flertalsleder Mitch McConnell udtalt, at han anser det for unødvendigt.

Afstemningen i Repræsentanternes Hus antyder den udbredte nervøsitet, der omgærder Muellers rapport. Siden sidste sommer har der jævnligt været rygter i omløb om dens snarlige færdiggørelse. Meget tyder dog på, at den nu er på trapperne.

Sidste torsdag kunne National Public Radio (NPR) afsløre, at Muellers højrehånd, Andrew Weismann, er blevet hyret af New York University. Flere andre anklagere og rådgivere er allerede vendt tilbage til deres stillinger i Justitsministeriet og i private advokatfirmaer.

Kongresresolutionen afspejler en udbredt frygt blandt demokrater – og en del republikanere – for, at justitsminister Barr vil nøjes med at give dem et resumé af Muellers rapport. Et sådant resumé kunne undlade at nævne vigtige detaljer og efterretninger, som er relevante for en vurdering af, hvorvidt der bør rejses tiltale mod præsidenten eller andre medlemmer af regeringen ved en rigsret.

Begrænset mandat

Amerikansk presse har indtil for nylig givet befolkningen indtryk af, at Mueller er forpligtet til at skrive en udførlig rapport om sine undersøgelser, og at den vil blive offentliggjort. Så enkelt er det imidlertid ikke.

Reglementet, der ligger til grund for særlige anklageres arbejde, blev nemlig ændret i 1999. Det skete, fordi der var bred enighed i Kongressen om, at den uafhængige anklager, Kenneth Starr, havde haft et for bredt kompetenceområde og for løse tøjler i sine undersøgelser af Bill og Hillary Clintons finansielle spekulationer.

Det var f.eks. et tilfælde, der førte Starr på sporet af praktikanten Monica Lewinsky, som havde haft et seksuelt forhold til præsidenten. Dengang pålagde reglementet Starr at skrive en detaljeret rapport og udlevere hele dokumentet til Kongressen. The Starr Report blev offentliggjort i bogformat og var en bestseller i 1998.

I det nye reglement er den særlige anklagers kompetenceområde indsnævret. Der er intet krav om at skrive en udførlig rapport, og det står ingen steder, at dokumentet skal overdrages til Kongressen.

Rent faktisk skal Mueller som et minimum kun skrive et resumé af resultatet af sine undersøgelser og videregive dokumentet til justitsministeren, påpegede én af reglementets forfattere, Neal Katyal, for nylig i en podcast fra The New York Times.

Det står imidlertid Mueller frit at fylde detaljer på, hvis han mener, det tjener hensigten.

Herefter er det op til justitsministeren at afgøre, hvor mange og hvilken type oplysninger, der skal tilgå Kongressen, nævner Neal Katyal, der beklædte en højtstående stilling i præsident Barack Obamas justitsministerium.

Men justitsministeren skal i udformningen af sin rapport til Kongressen tage højde for »offentlighedens tiltro til, at retfærdigheden sker fyldest«, som der står i loven fra 1999.

Det er i den forbindelse, at demokraterne frygter et coverup. Sagen er nemlig, at Justitsministeriet ifølge sine interne regler ikke må videregive oplysninger om individer, der er undersøgt for kriminel aktivitet, hvis den særlige anklager bestemmer, at der ikke er tilstrækkelige beviser til at rejse tiltale.

Og tærsklen sættes ret højt. Der skal f.eks. forefindes en rimelig sikkerhed for, at den tiltalte – i dette tilfælde præsidenten – kan blive dømt skyldig ved en forbundsdomstol. Hertil skal lægges, at andre interne regler forbyder Justitsministeriet at rejse tiltale mod en siddende præsident.

Retsforfølgelse kan ifølge disse kontroversielle regler kun ske, efter at præsidenten er trådt tilbage.

Teoretisk set foreligger der altså en mulighed for, at Robert Mueller undlader at rejse tiltale mod præsident Donald Trump, og at alle de vidneudsagn, dokumenter og efterretninger, hans hold har indsamlet gennem næsten to år, ikke vil blive offentliggjort.

Set med demokraternes øjne ville det være et uacceptabelt udfald. Kriterierne i forfatningen for at stille en præsident for en rigsret er nemlig mere lempelige, end de krav der stilles for retsforfølgelse ved en almindelig domstol.

Stævning af Justitsministeriet

Det er retsudvalget i Repræsentanternes Hus, der skal tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at stille præsident Trump for en rigsret. Inden afstemningen om resolutionen i sidste uge sagde den demokratiske formand Jerrold Nadler:

»Justitsministeriet ville gøre sig skyldig i et coverup, hvis det insisterer på, at en siddende præsident ikke kan blive stillet for en domstol, mens han beklæder sit embede, uagtet hvor alvorlige beviserne imod ham er, og så samtidig tilbageholder disse beviser fra Kongressen.«

Juraprofessor Laurence Tribe ved Harvard University mener, det ville være et katastrofalt fejltrin, hvis justitsminister Barr vælger at sende et renset resumé til Kongressen.

»Det ville være dybt uretfærdigt og vække en enorm furore, hvis Barr siger, at oplysningerne er fortrolige og vil blive hemmeligholdt i Justitsministeriet,« mener Tribe.

Udfaldet af dette næsten uundgåelige sammenstød mellem Justitsministeriet og Repræsentanternes Hus i striden om offentliggørelsen af Muellers rapport er vanskelig at forudsige. Formand Nadler har allerede truet med at bruge en stævning til at tvinge Justitsministeriet til at overdrage Muellers rapport i sin helhed.

Men det er et åbent spørgsmål, hvorvidt Kongressens stævning kan effektueres.

»Justitsministeren kan trodse stævningen. Herefter kan Kongressen vælge at vedtage en resolution, der erklærer ham i foragt over for den lovgivende forsamling. Problemet er, at Kongressen ikke har en politistyrke til at arrestere justitsministeren,« anfører professor Tribe, der er medforfatter til bogen To End A Presidency – The Power Of Impeachment.

Hvis justitsministeren afviser at efterkomme stævningen, kan Kongressen gå til en forbundsdomstol. Men her melder sig et andet problem. Hellere ikke domstolene har deres egen politistyrke. De beror på FBI, og FBI er underlagt Justitsministeriet.

For Kongressen kan der altså opstå en catch 22-situation. Dog kan man forestille sig, at retsudvalget stævner Robert Mueller til at vidne i en lukket høring og fylde alle huller i justitsministerens resumé. Det kan heller ikke udelukkes, at den storjury – som Mueller har benyttet til at rejse sigtelse mod en lang række personer – laver sin egen rapport og udleverer den til Kongressen.

En sidste – og måske mere sandsynlig – mulighed er, at Mueller udarbejder to rapporter.

Den ene vil være et resumé af konklusionerne på hans undersøgelser. Her vil han anføre, hvem der er blevet sigtet for hvad og på hvilket grundlag, og hvem han har undladt at rejse sigtelse imod og hvorfor. Det er dette dokument, justitsministeren kan vælge at sende i en censureret udgave til Kongressen.

Rapport om kontraspionage

En anden rapport vil anføre de konklusioner, Mueller har draget i forbindelse med en undersøgelse af præsident Trump for kontraspionage – altså handlinger udført på vegne af en fremmed statsmagt.

I februar afslørede tidligere vicechef for FBI, Andrew McCabe, at han og vicejustitsminister Rod Rosenstein gav ordre i maj 2017 til at starte denne ekstraordinære undersøgelse af en amerikansk præsident, som bl.a. kan have omfattet elektronisk aflytning af hans samtaler.

Kontraspionageundersøgelsen var hemmelig. Den er således ikke en del af Robert Muellers oprindelige opdrag fra Justitsministeriet, der gik ud på at undersøge »forbindelser og/eller koordinering mellem Ruslands regering og individer knyttet til præsident Donald Trumps valgkampagne og ethvert anliggende, der dukker op som følge af efterforskningen«.

Sagt på en anden måde: Under ledelse af Robert Mueller fik FBI ansvaret for at undersøge, hvorvidt Donald Trump som præsident fortsatte sine angivelige forbindelser til den russiske stat.

Ifølge Nelson Cunningham, tidligere statsadvokat ved forbundsdomstolen i New York og juridisk rådgiver for Senatets retsudvalg og præsident Clinton, er det obligatorisk for Mueller at aflevere en særskilt rapport om kontraspionageundersøgelsen. Og den skal ikke alene deles med landets 17 forskellige efterretningstjenester.

»Ifølge loven skal denne type efterretninger også rapporteres til efterretningsudvalgene i Senatet og Repræsentanternes Hus. De er berettiget til at modtage en kopi,« skriver Cunningham på websitet Daily Beast.

Godt nok vil nogle efterretninger være så fortrolige, at kun de fire øverste ledere i hvert parti bliver delagtiggjort i dem, fortsætter Cunningham.

»Det er i virkeligheden Muellers kontraspionagerapport, vi bør se frem til,« fremhæver han og fortsætter:

»Den vil forsyne os med en fyldigere og bredere beskrivelse af Ruslands bestræbelser på at påvirke valget i 2016, og hvilken type forbindelser og samarbejde, der kan have været mellem russerne og Trump-kampagnen, og hvorvidt Trump og hans medarbejdere var klar over, at de af russerne blev anset som aktiver.«