Læsetid: 4 min.

Nok om Rusland: Nu må USA’s demokrater fokusere på Amerika i stedet for på Trump

For store forhåbninger til at Mueller-rapporten kunne tilføje Trump kritisk skade, har alt for længe været en sovepude for USA’s opposition – nu må de fortælle amerikanerne, hvad de selv vil udrette politisk
Alexandria Ocasio-Cortez er en af de demokrater, som har indset, at partiet må vende tilbage til klassiske politikområder som økonomisk omfordeling, social retfærdighed og velfærdsfremmende tiltag, hvis de skal slå Trump ved næste valg.

Alexandria Ocasio-Cortez er en af de demokrater, som har indset, at partiet må vende tilbage til klassiske politikområder som økonomisk omfordeling, social retfærdighed og velfærdsfremmende tiltag, hvis de skal slå Trump ved næste valg.

Dan Herrick

27. marts 2019

Endelig kom øjeblikket. Efter næsten to års feberhede spekulationer om, hvad særundersøger Robert Muellers undersøgelse kunne afdække, er den nu tilendebragt. Og at dømme efter, hvad vi kan læse os til i det få sider lange sammendrag, er Mueller-rapporten godt nyt for Det Republikanske Parti i almindelighed og for Donald Trump i særdeleshed.

Særundersøgeren fandt det ikke bevist, at Trumpkampagnen og den russiske regering har gjort sig skyldige i aftalt spil. Nok var der russisk indblanding, men anklager for højforræderi kan ikke rejses.

I tidens polariserede politiske klima er Mueller-rapporten omvendt skidt nyt for Det Demokratiske Parti. Dog er dette i vidt omfang en selvskabt plage, for demokraterne skulle aldrig have ophøjet Muellers rapport til et afgørende dagsordenpunkt i deres modstand mod Trump. Og aldrig have udnyttet efterforskningen som anledning til at score politiske point.

Den brede befolkning var da heller aldrig synderligt interesseret i Muellers undersøgelse. Snarere blev denne set som endnu et symptom på alt det, der er galt med et Washington, hvor selvoptagede og navlebeskuende eliter er mere optaget af at bekæmpe hinanden end af at arbejde for nationens bedste.

Agenda-afstemning

Demokraterne bør dog glæde sig over, at Mueller-rapporten kom nu og ikke først til næste år, når præsidentvalgkampen er i gang. Nu har Det Demokratiske Parti fået næsten halvandet år til at afstemme deres politiske agenda med mærkesager, der kan interessere vælgerbefolkningen – om den tidshorisont rækker, kan man dog betvivle, al den stund at demokraterne lige nu går mest op i Trumps historisk lave popularitetstal, og hvordan de kan ride videre på ’den blå bølge’ fra midtvejsvalgene sidste efterår. Imens Trump kan styre mod et nyt genvalg.

Trumps chancer for en ny periode er nu styrket. Han har leveret varen til de grupper, der tæller. Det kristne højre er ekstatisk af fryd over alle de højreorienterede anti-abortmodstandere, han har udpeget til højesteret og lavere domstole. I næste periode skal nye dommere udnævnes, og det evangeliske højre vil massemobilisere for at videreføre succesen.

Republikanere, der stemmer med tegnebogen, kan desuden glæde sig over den amerikanske økonomi, der efter Trumps skattelettelser buldrer derudad, uanset hvor lidet holdbare vækstkurverne kan vise sig.

Samtidig er store kampagnedonorer fra erhvervslivet og den finansielle sektor begejstrede for Trumps frontalangreb på miljø- og finansreguleringer og afvikling af tilsynsmyndigheder.

Også hans imødekommende symbolske skridt over for Israel har fans.

Lær af Clintons fejl

Selv om murprojektet ikke har rejst sig – til stor forbitrelse for rabiate højrefløjsmeningsmagere som Ann Coulter og Tucker Carlson – vil Trump med lethed kunne overbevise sin vælgerbase om, at han virkelig har gjort, hvad han kunne, men behøver en ny periode for at ’knække den dybe stat’.

Desuden har hans base kun lave forventninger til politikere generelt, og som den mest polariserede del af vælgerbefolkningen ser den ikke alternativer til Trump. Pisket op til nyt nativistisk hysteri af Fox News og konservativ taleradio vil den igen kunne mobilisere i stort tal.

Demokraterne skal ikke tro, at de kan vinde ved at lefle for ’moderate republikanere’ eller den hvide arbejderklasse, og lige så lidt nytter det primært at appellere til de liberale eliter på Øst- og Vestkysten.

Hvis demokraterne vil vinde, må de undgå at begå de samme fejl, som Clinton-kampagnen begik i 2016, det vil sige undgå at reducere deres program til at være én stor kritik af Donald Trump. Den eneste vej frem til sejr i 2020 vil være at køre en positiv kampagne, hvor Trump i et stadig mere radikaliseret republikansk parti kun figurerer i baggrunden.

Dette har nogle demokrater heldigvis allerede indset, deriblandt Alexandria Ocasio-Cortez og Pete Buttigieg, mens Bernie Sanders har været klar over det hele tiden. Med andre ord må partiet vende tilbage til klassiske politikområder som økonomisk omfordeling, social retfærdighed og velfærdsfremmende tiltag.

Demokraterne bør angribe de republikanske mærkesager og omdefinere dem. I stedet for at fokusere på økonomisk vækst må de problematisere økonomisk ulighed. I abortspørgsmålet må de igen fokusere på den mangel på frit valg, der er realiteten i store dele af landet, og de må forskyde diskussionen om den anden forfatningstilføjelse (som handler om retten til at bære våben) til igen at handle om, hvorfor våbenkontrol er uomgængeligt.

Alle disse spørgsmål har vigtige race- og klassedimensioner, men disse må tages op som en del af den generelle diskussion i stedet for at blive isoleret fra den øvrige politik som ’identitetsspørgsmål’.

Vedvarende kamp

Endelig må demokraterne betone vigtigheden af, at deres vælgere stemmer ved alle valg – ikke blot ved præsidentvalget – og vigtigheden af kontinuerlig politisk kamp. Det var ud fra sådanne aktivistiske erkendelser, at Tea Party-bevægelsen kunne massemobilisere og en bred højrefløjskoalition kunne samle sig bag en så usandsynlig republikansk kandidat som Donald Trump.

Og det haster at gøre noget på flere områder: Klimaforandringer og miljøødelæggelser foregår i et foruroligende tempo, der inden for årtier eller få år kan gøre disse udviklinger irreversible. De vedvarende angreb mod fri abort er gået ind i en ny fase, hvor ’Roe v. Wade’-højesteretsafgørelsen (der legaliserede abort i USA i 1973, red.) kan blive omstødt eller gjort irrelevant.

Krigen mod narkotika har ødelagt generationer af især sorte amerikanske mænd, mens opioid-krisen i disse år smadrer menneskeliv i titusindvis på tværs af racer. Den ekstreme økonomiske ulighed og finansinstitutionernes rekonsolidering efter finanskrisen gør den næste økonomiske krise noget nær uundgåelig, hvis ikke de nødvendige politiske modtræk kan findes.

Den bedste strategi, der kan føre demokraterne til sejr over Trump, er at tilbyde løsninger på sådanne problemer. Men det haster: Uret tikker, og der er ingen tid at spilde.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Robert Mueller, tidligere FBI-chef og et dydsmønster af en samvittighedsfuld embedsmand, kunne ikke finde nogen fældende beviser for, at Trump og hans kampagnemedarbejdere stod i ledtog med russiske agenter.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Niels Duus Nielsen
  • Gustav Alexander
Thomas Tanghus, Niels Duus Nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bindesbøll

Synes som så ofte at dette er en typisk sært "tilpasset" problemstilling. Og sært nok helt i "baghånd", fra en kommentator. Det er for let, blot at være så "bagklog".

Der behøver ikke -- hverken før eller efter den (endnu ikke i sin helhed offentliggjorte!) Mueller-rapport, at være et blot eet "enten eller"-valg.

Hverken for Demokraterne i USA (=et "parti", der i vor europæiske forstand jo spænder fra yderste venstre til højre), eller for den sags skyld alle mulige andre ordentlige mennesker. Både *derovre* og *herovre*, der med al mulig god grund fortsat anser Trump som en yderst labil og livsfarlig præsident.
Både "lokalt og globalt".

Ingen grund til derudover at nævne utallige eksempler på sobre analyser af kloge menneskers meninger om dén mands latente farlighed, lige siden hans tiltræden.

Derimod god grund til at bevare måske blot en lille smule "obs"(?) på alle dem, inklusive en masse i "kommentariatet", der -- nu efter Muieller-rapporten - straks rydder forsiden og kommer med alle mulige *gode råd* til Demokraterne.

Gentager: Virker en smule opportunistisk. Undskyld mig lige. Noget med åbenbart at holde egne fingre højt oppe i den p.t. gængse "modevind" , om så blot senest denne uge... Hm ?

Må jeg lige minde om salig Hans Sølvhøj. En rød ungdomsoprører, siden socialdemokrat af rette støbning, trods at samme Sølvhøj selv endte med omdøbelsen "Hans Sølvtøj", da han efter arbejdet som DR-Generaldirektør blev ansat ved Hoffet. Desværre døde han alt. alt for tidligt, men nåede dog at udsende en fin erindringsbog. Inklusive mandens vidunderlige humor. Hans søn. Jakob Sølvhøj fra EL gør det stilfærdigt/sejt godt i Folketinget om især glemte sociale spørgsmål

Men hvad har Trump med Hans Sølvhøj at gøre?
Jo, Trump satser på nøjagtig det samme deprimerende fænomen -- i vore dage endnu mere farlige såkaldt "sociale medier"s tidsalder - som elegante Hans Sølvhøj engang formulerede det, ved en pressekonference på DR, efter en omgang tumult på samme DR:
..." Ja, dette er en skandale som vil overgå i Mands Minde. Måske vil jeg så blot lige minde om, at "mands minde" i vore tider vist er omkring 14 dage....." :-))

Ret vise ord, fremsat for 40 års tid siden. Og forhåbentlig lidt at lære af? Også forhold til vore dages ekstremt mange kommentatorer (og redaktioner), der ofte har har mest travlt ved håndvasken, og "nyhedsværdien", frem for at bevare et mere solidt grundsyn og længere perspektiv. For nu at udtrykke det sådan.

Så længe leve de seje - herunder også seje journalister / kommentatorer, der husker blot lidt mere end blot 14 dage tilbage..

Thomas Tanghus, Jens Bryndum, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar
Carsten Larsen

Så fandt jeg ud af, hvem Cas Mudde er - der skulle dog lige søges lidt på nettet! :-O
Ville have foretrukket artiklen havde været suppleret med en faktaboks el. lign. om hvem han er og hvad der gør ham særlig interessant i.f.t. at kommentere situiationen i USA.
Beklager min uvidenhed.

Mangel på bevismateriale er ikke nødvendigvis det samme som frifindelse, vil jeg minde om.

Thomas Bindesbøll og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Uanset Mueller rapportens sandhedsværdi, så kan Amerikas problemer ikke koges ned til russisk indblanden. Rapporten har været en sovepude for Demokraterne i for lang tid. Særligt de, der ikke ønsker at formulere en substantiel ny politik, men blot vil indkassere stemmer på den værdipolitiske utilfredshed med Trump.

Forfatteren har grundlæggende ret i at man må fokusere på et positivt alternativ: Svækkelse af finanssektoren, tvangsopdelinger af store selskaber, nye muligheder for den arbejderklasse, der i årtier har mistet jobs, en udvidelse af det sociale sikkerhedsnet.

Havde man gået til valg på korruptionsanklager mod Trump, så havde man ikke haft ovenstående positive alternativer; blot et ossificeret demokratisk parti, der lover små ændringer i den politiske overbygning uden nogen gennemgribende behandling af den voksende ulighed, udflytningen af industrien, den magtfulde krigsindustri osv. Vi bør være glade for at Demokraternes fattigste politiske kort nu er spillet endegyldigt ud. Det tvinger dem til at formulere et reelt alternativ eller lade sig afsløre som systemets mænd. Uanset udfaldet, så vil det give den arbejdende amerikaner et mere autentisk valg; enten ser de at topartissystemet har spillet endegyldigt fallit, eller også kan de glæde sig over et Demokratisk Parti, der nu er tvunget til at tage deres økonomiske problemer seriøst.

Spørgsmålet er, om vi nogensinde får kendskab til hele Mueller-rapporten. Hidtil har de fleste journalister og kommentatorer udtalt sig alene på grundlag af Trumps justitsministers egne kortfattede resumé.

Niels Duus Nielsen

Anne Eriksen, Trump vil blive dømt for korruption og økonomisk kriminalitet, lige så snart han forlader præsidentposten, det er jeg 99,9% sikker på. Så drop Trump-bashingen, det er trættende i længden.

Der er meget mere perspektiv i at fremme den progressive sag, som vil føre USA ind i nutiden, og id af den fortid, som de konservative klamrer sig til. De tre-fire sager, som de progressive Demokrater agiterer for - Medicare-for-all, Free College, a living wage og frem for alt: Noney out of politiscs, støttes af et flertal af amerikanerne, sågar af mange republikanske vælgere.

De etablerede politikere, hvad enten de er republikanere eller demokrater, stritter selvfølgelig imod, for det er jo den bestikkelse, der flyder deres vej, som de progressive vil afskaffe. Så derforbliver de ved med at fable om Trump, i mangel af selvstændige politikpunkter, der kan skille Demokraterne ud fra Republikanerne.

Når man lytter til retorikken virker det faktisk som om, at de mere korrupte ledende Demokrater hellere vil have Trump som præsident end Bernie - Trump er en nar, men han rokker ikke båden. Så længe han er ved magten, vil bestikkelserne og lobby-pengene fortsat tilflyde politikerne i en lind strøm, mens Bernie er farlig: Han kunne jo finde på at afskaffe korriptionen i Washington DC, og det kan vi jo ikke have.

Og helt uafhængigt af dette: Demokraterne lavede valgsvindel ved primærvalget i 2016, og det ønsker de ikke, at der tales om - atter en grund til at råbe op i tide og utide om Trumps "russiske forbindelser", så befolkningen distraheres.

Kim Houmøller, Lars Løfgren, Michael Waterstradt, Harald Strømberg og Flemming Berger anbefalede denne kommentar