Orbán tvang Open Society Foundation fra Budapest til Berlin. Vi har besøgt NGO’en, der stadig kæmper for et åbent samfund

Elevatoren skyder en betragtelig fart og lander alligevel som smurt i smør på 19. etage. Indenfor er der en så fantastisk udsigt over Berlin, at de sollyse kontorlandskaber nærmest ligner en reklamefilm her på Potsdamer Platz i den hedengangne »dødsstribe« mellem Øst- og Vestberlin, mellem kommunismen og liberalismen.

Den symbolik er svær at overse.

For i dag huser lokalerne midlertidigt det europæiske hovedkvarter for verdens største stiftelse, der beskæftiger sig med menneskerettigheder og demokrati: Open Society Foundation (OSF), hvis årlige budget på omkring 7,5 milliarder kroner overvejende bæres af fondens legendariske grundlægger, den ungarsk-amerikanske børsspekulant og multimilliardær George Soros.

Hans historie er dybt flettet sammen med Europas historie – og med grunden til, at fondens medarbejdere siden sensommeren 2018 har set sig nødsaget til at arbejde i Berlin frem for hjemme i Budapest, hvor også Soros oprindeligt kommer fra.

Officielt hed det, at OSF forlod Ungarn pga. det »repressive politiske og lovmæssige klima i Ungarn«.

Mere præcist kan man sige, at den ungarske premierminister Viktor Orbán i valgkampen i 2018 prøvede at gøre George Soros til Ungarns statsfjende nummer ét, der med sit »åbne samfund« bl.a. skal have planlagt en multikulturalisering af Ungarn med millioner af muslimer.

I juni 2018 gennemførte Orbán tilmed »STOP-Soros-lovpakken«, der oven i svækkelsen af domstolenes uafhængighed og forsamlingsfriheden slog ned på NGO’er i Ungarn. Det gælder ikke kun de NGO’er, der arbejder for at »fremme illegal migration«, som den nu strafbare flygtningehjælp hedder på orbánsk.

NGO’er blev samtidig pålagt en særlig skat på udenlandske donationer og skal betegne sig som »udenlandsk finansieret«, hvis de modtager mere end ca. 170.000 kr. om året fra udlandet.

Angreb på civilsamfundet

Set indefra var årsagerne til flytningen fra Budapest ret konkrete, fortæller lederen af den europæiske afdeling af fonden, den makedonske Goran Buldioski, til Information.

»Med angrebene på civilsamfundet begyndte vores kolleger at føle sig usikre i Ungarn. Deres børn turde ikke fortælle deres kammerater, hvor deres forældre arbejdede, fordi folk havde set al anti-Soros-propagandaen i ungarsk fjernsyn. Det var hjerteskærende for de enkelte medarbejdere, som var almindelige ungarske borgere og patrioter,« siger han om de ca. 80 medarbejdere, der valgte at flytte med deres job til den tyske hovedstad.

»For det andet støtter vi f.eks. undersøgende journalister. Som alle andre projekter lægger vi den slags åbent frem på vores hjemmeside med alle de personlige oplysninger, som er nødvendige for sådanne kontrakter og forpligtelser – og for vores transparens. Når man arbejder i et demokrati, har man tillid til, at staten ikke misbruger den slags oplysninger. I det sekund, hvor du mister den tillid, så er du ikke bare ansvarlig for dig selv og dine medarbejdere, men også for alle dine partnere. Og den tillid mistede vi i Ungarn,« siger Goran Buldioski med en beklagende mine.

Men egentlig burde vi tale mindre om fortiden – i hvert fald som en konfrontation mellem Orbán og Soros.

»Det handler om demokratiets fremtid i Europa. Kampen mellem Orbán og Soros var bare et røgslør. Bag det røgslør, som mange medier hoppede med på, blev den ungarske retsstat pillet fra hinanden – mediernes, parlamentets, de frie domstoles rolle blev afmonteret,« siger Buldioski.

»I stedet for at tale om indhold, demokrati og institutioner bevæger vi os mere i retning af et talentshow om, hvem der kan råbe højest. Som om politik er et TV-show, som vi kan stemple ud af, når vi begynder at kede os. I den forstand er jeg oprigtigt bekymret for demokratiet,« siger han.

»Også i Europa.«

Tilbage til samfundet

I Europa arbejder George Soros’ omstridte fond bl.a. med egne programmer mod køns- og racediskriminering og mod undertrykkelse af minoriteter som romaer, muslimske kvinder eller afroeuropæere. Et andet eksempel fra de seneste år er et forskningsprojekt i den sociale selvopfattelse i den hvide arbejderklasse.

Men fonden er langt mest kendt for sit samarbejde med eksterne NGO’er, der arbejder for »levende og tolerante demokratier, hvis regeringer kan stilles til ansvar og er åbne for folkets deltagelse«, som det hedder på fondens hjemmeside.

»Vi samarbejder med lokale foreninger og civile og politiske aktører for at støtte fuld lighed, politisk medansvar og muligheder for alle,« siger Goran Buldioski og nævner George Soros’ mentor og filosofiske forbillede Karl Popper.

»Grundlæggende er det en pluralistisk vision: Ingen har monopol på viden. Vi ønsker demokratiske valg med en fair konkurrence mellem ideerne. Det er sådan, det åbne samfund skal forstås. Og hvis organisationer støtter dette mål, så støtter vi dem,« siger han.

Anklagerne om, at børsspekulanten George Soros’ milliarder mod sædvane skulle lugte fælt, tackler Buldioski med et skuldertræk.

»Soros giver jo pengene tilbage til samfundet. Og stiftelsen er langt mere end sin grundlægger.«

Indholdsløs kampagne

Ideologisk og politisk er OSF’s engagement endnu mere kompliceret. Soros har åbent støttet protestbevægelser fra Wall Street over Ukraine til Remain-fløjen i Brexit-afstemningen.

I hans verdensbillede spøger historien.

Selv har Soros, der er født i 1930 i Budapest og overlevede Holocaust med falske papirer, oplevet både nazismen og siden hen kommunismen, før han i 1950’erne begyndte at skabe sin milliardformue i vesten med børsspekulationer, der overhovedet har gjort hans filantropiske arbejde muligt. Senest med den aktuelle nationalpopulistiske bølge er det blevet tydeligt, at hans globaliseringsoptimistiske liberalisme og forestilling om det ideologisk åbne samfund er svær at sælge til et illiberalt Ungarn a la Orbán.

Buldioski afviser overhovedet at gå ind i den ramme, som Orbán prøver at sætte.

»Orbán fører en indholdsløs kampagne mod os og vores opfattelse af det åbne samfund. Hvor er alle de muslimer, vi har slæbt ind i Ungarn?« spørger han.

»Vi har aldrig finansieret både til at redde flygtninge i Middelhavet, som Salvini eller Orbán igen og igen hævder.«

»Vores problem er, at i det sekund, vi begynder at forsvare os selv i denne ramme, så begynder vi at ligne en politisk aktør, og det er vi ikke. Vi vil hjælpe de uafhængige stemmer, der ikke går efter et politisk embede, men som alligevel vil have indflydelse på verden gang – de, som kræver, at der i et reelt demokrati er checks and balances, at folk kan se, hvordan vores fælles penge bruges, og hvordan magtfulde organisationer kan holdes ansvarlige for deres brug af magten,« siger han.

På OSF’s hjemmeside ligger alle projekter og støttemidler derfor også åbent. Buldioski og fonden giver derimod sjældent interviews.

»Vi konkurrerer ikke om opmærksomhed, som partier gør. Vi er en fond, der støtter og skaber grobund for civile organisationer og NGO’er ude i den virkelige verden. På den anden side bliver vi nødt til at være åbne om vores mission, så vi ikke bliver nemme ofre for konspirationsteorier og fake historier som Orbans.«

Åbne brud

Buldioski prøver ikke at skjule, at han er rystet over, at den demokratiske vagthundsorganisation Freedom House i februar placerede Ungarn som et »delvist frit land«. Den ungarske regering afviste det med, at Freedom House er en del af »George Soros’ imperium«.

»Helt ærligt: Hvis man skal udtale sig om det her, så skal man dykke ned i substansen i rapporten. Hvad sker der med mediernes frihed? Hvad sker der med domstolenes frihed? Hvad sker der med oppositionens mulighed for at stille spørgsmål til regeringen? Hvad sker der med NGO’erne?« siger Buldioski på sit udsøgte engelske med let skjult ophidselse bag balkanaccenten.

»Det sker inden for Europa! Dermed kan det, som sker i Ungarn, også ske i min egen forretning, i mit eget land, i EU!«

Desværre er Ungarn langtfra ene om populistiske og semiautoritære tendenser, mener Buldioski.

»Europa ser ikke de store revner, som demokratierne slår, ikke bare i øst men også i vest: Se på, hvad der sker i Spanien, hvor den tidligere regering ville forbyde protester med ’knebellovene’. Se på Frankrigs undtagelseslove, der til dels er blevet permanente, og hvor hele befolkningsgrupper rammes langt hårdere end andre. Det er et strukturelt skifte i forhold til, hvem der kan nyde godt af sine grundlæggende frihedsrettigheder. Danmark er jo heller ikke fri for udfordringer i forhold til de sidste nye skrig inden for stramninger i udlændingepolitikken,« siger han.

»Systemet står stadig, men revnerne bliver stadig mere tydelige. Dem vil vi pege på, for hvis vi ikke lapper revnerne, så … knæk, knæk, knæk … vi sidder i Europa med en masse folk, som bevidst prøver at få disse revner til at blive åbne brud.«

I egen interesse

Buldioski peger på de beskidte strategier og kampagner ved de seneste valg i USA og Brasilien, som valget til Europa-Parlamentet i maj også trues af – om det så er fra russisk side eller fra folk som Steven Bannon. Desuden ser han ligesom Soros dette valg som et helt afgørende øjeblik for Europa.

I et opråb til Europa advarede Soros for nylig ligefrem imod, at »EU vil gå samme retning som Sovjetunionen i 1991«, hvis ikke den proeuropæiske majoritet vågner op og forsvarer de værdier, som EU blev grundlagt på.

Soros lagde samtidig en meget stor stikpille til samarbejdet i Europa-Parlamentet mellem den socialdemokratiske gruppe (S&D) og den konservative gruppe (EPP) – en alliance, der »helt og holdent er dedikeret til partiledernes egeninteresse«, som også er hovedårsagen til, at den konservative gruppe ikke for længst har smidt Orbáns Fidesz-parti på porten.

Med ryggen til udsigten mod himlen over Berlin understreger Goran Buldioski flere gange, at hverken Soros, han selv eller OSF giver nogen valganbefalinger. De arbejder først og fremmest for at at mobilisere vælgerne til at tage stilling og stemme – bl.a. fordi den generelt lave valgdeltagelse ved EP-valgene styrker de radikale kræfter, som er bedst organiseret.

»Og så vil vi øge bevidstheden om den mulige manipulation – med bøger, reklamer på sociale platforme, med alt tænkeligt. Som overpolitiske blander vi os ikke i udvekslingen af holdninger, men vi arbejder imod manipulation med fake profiler, fake news og løgnagtige kampagner.«

Demokratiet giver hver dag

Med sine bredt formulerede hensigter støtter OSF typisk initiativer og organisationer i to-tre år og maksimalt med en tredjedel af deres driftsbudget. OSF foretager løbende tjek af de støttede projekter, men den store frihed gør, at de umuligt kan have styring med alle detaljer og udviklinger.

»Når du giver frihed til organisationer, må du stole på dem. Ofte foreslår vores modtagere helt andre tilgange eller mål, end vi forestillede os, og det er vi faktisk stolte af,« siger Goran Buldioski.

Sådan har det været, siden Soros i 1980’erne støttede civilsamfundets udvikling i Ungarn og Østeuropa. I juli 1989 fik en ung, liberal bevægelse ved navn Fidesz både økonomiske midler og kontorudstyr af George Soros. Samme år finansierede milliardæren et studieophold på et halvt år ved Oxford for et ungt og ukendt Fidesz-medlem. Hans navn var og er Viktor Orbán.

»Når man giver tusindvis af stipendier, så vil der også være mange, som ikke vil skrive under på, at de på livstid vil kæmpe for et oplyst demokrati,« siger Goran Buldioski.

Hans mobiltelefon ringer, og han er på spring ud i Berlin – ikke Budapest.

»Vi må aldrig glemme, hvad demokratiet giver os alle sammen,« lyder en hans sidste sætninger.

»Hvad demokratiet giver os hver eneste dag.«