Robert Muellers rapport om Russiagate sætter kun et foreløbigt punktum for undersøgelserne af Donald Trump

Vil den særlige anklager Robert Muellers afrapportering til det amerikanske justitsministerium om hans undersøgelse af Donald Trumps valgkampagnes formodede forbindelser til Rusland markere enden på en to år lang odyssé. Eller er den blot begyndelsen på en affære, som kan vare lang tid endnu?

Dette fundamentale spørgsmål pressede sig på, inden justitsminister William Barr søndag aften dansk tid sendte et resumé på fire sider af Muellers rapport til Kongressen.

Robert Muellers kommissorium er begrænset til at undersøge, hvorvidt præsidenten, hans familie, nære medarbejdere og andre i hans kreds af venner og forretningspartnere har overtrådt den amerikanske straffelov.

Som bekendt er foreløbig seks amerikanere enten kommet under mistanke, blevet tiltalt for eller dømt for at have løjet om deres forbindelser til Rusland.

Flere prominente amerikanske jurister peger på, at Muellers afrapportering på ingen måde skal ses som et afsluttende kapitel i den såkaldte Russiagate-affære.

Allerede i februar advarede juristen Neal Katyal i The New York Times om, at undersøgelser foretaget af Justitsministeriets særlige anklagere sjældent kun varer et par år. Tidsrammen er snarere et årti eller længere.

Juristen og forfatteren Benjamin Wittes maner i et indlæg lørdag på websitet Lawfare til besindighed.

»Umiddelbart står det ikke klart, hvad det egentligt er, der afsluttes, efter at Mueller har indgivet sin rapport. Der er stadig mange løse tråde. Flere af de implicerede er endnu ikke blevet stillet for en dommer, Muellers storjury sidder der stadig, flere af de sigtede samarbejder fortsat med FBI, og Mueller har overgivet flere sager til undersøgelse og mulig sigtelse til forbundsdomstolene,« skriver Benjamin Wittes.

Cohen og kontraspionage

En del af de undersøgelser, som er afledt af Robert Muellers arbejde gennem de sidste to år, er allerede velkendte. Det gælder f.eks. sagen om Trumps advokat Michael Cohen, der bl.a. har impliceret præsidenten i bestikkelse af to elskerinder, som planlagde at afsløre deres affærer med Donald Trump kort inden valgdagen i 2016.

Der er endvidere undersøgelser i gang af overtrædelser af kampagnefinansieringsloven i forbindelse med indsættelsen af Trump som præsident i januar 2017, hvor udenlandske statsborgere skal have købt sig til adgang.

Forbundsdomstole i Virginia og Washington, D.C., behandler for tiden søgsmål om Donald Trumps interessekonflikt som præsident og ejer af hoteller og golfklubber, der gæstes af repræsentanter for udenlandske stater og statsselskaber.

I dokumenter fremlagt af Muellers advokater ved en forbundsdomstol i New York i 2018 fremgår det desuden, at den særlige anklager undersøger et udenlandsk statsselskabs forbindelser til Trump og hans koncern. Navnet er streget ud.

Og så er der kontraspionageundersøgelsen af præsidenten, der ifølge tidligere FBI-vicechef Andrew McCabe blev sat i gang i maj 2017, og som muligvis fortsætter. Formålet med denne tophemmelige undersøgelse skulle være at undersøge, om Trump plejede illegitime forbindelser med andre stater, herunder Rusland, efter at han blev indsat som præsident.

Fordi kontraspionageundersøgelsen er klassificeret, vil den ikke være nævnt i justitsminister Barrs resumé til Kongressen. Det er endda muligt, at den slet ikke vil være omtalt i Muellers rapport.

Det er således en fejlantagelse at betragte Muellers afrapportering som en endegyldig konklusion, siger juristen Seth Abramson, der er forfatter til Proof of Collusion: How Trump Betrayed America (2018), i en tråd på 49 tweets udsendt lørdag.

»Der bliver ikke tale om en konklusion, som beskæftiger sig med hver enkel sags kompleksitet. ’Rapporten’ vil derimod begrænse sig til at beskrive nogle specifikke ting,« mener Abramson, der underviser på University of New Hampshire University.

En høj tærskel

Kort efter nyheden om, at Mueller havde aflagt rapport, kom frem, sagde en højtstående kilde i USA’s justitsministerium, at Mueller ikke planlægger at rejse flere sigtelser. Men det betyder i givet fald kun, at Trump, hans svigersøn, Jared Kushner, og hans ældste søn, Donald Trump Jr., indtil videre slipper for tiltale.

Som Benjamin Wittes bemærker i sit indlæg på websitet Lawfare er tærsklen for at rejse tiltale ekstraordinær høj i amerikansk retspraksis. Anklagerne skal føle sig ret sikre på, at deres bevismateriale er så stærkt, at det efter al sandsynlighed vil føre til domfældelse ved en retssag.

For Trumps vedkommende er det ikke nogen overraskelse, at den særlige anklager undlader at sigte ham for noget ulovligt. Sagen er nemlig, at Justitsministeriets interne reglement – udarbejdet af jurister i 1990’erne – vurderer, at det ville være forfatningsstridigt at føre sag ved en forbundsdomstol mod en siddende præsident.

Et af deres argumenter går på, at rigsretsparagraffen i forfatningen er den rette fremgangsmåde. Men mange amerikanske jurister er dybt uenige i denne vurdering, ligesom mange demokratiske lovgivere er det.

I alle tilfælde kan man ikke drage nogen endelig konklusion af den omstændighed, at Mueller i sin rapport ikke forventes at rejse tiltale mod præsidenten for noget ulovligt. Det er ham ganske enkelt ikke tilladt.

Det åbne spørgsmål er, hvorvidt den særlige anklager giver en begrundelse for sin beslutning, og om denne begrundelse bakkes op af de efterretninger, han er kommet i besiddelse af.

Hvis Mueller ikke har fundet beviser eller indicier på Trumps viden om eller direkte styring af hans valgkampagnes angivelige forbindelser til Rusland eller en anden statsmagt, vil rapporten formentlig ikke indeholde nogen efterretninger.

Omvendt kan rapporten være smækfyldt med beviser og indicier på Trumps involvering.

De kan være så ubestridelige, at enhver anden person end præsidenten ville være blevet sigtet på stedet. Eller også når de ikke op til den høje sandsynlighedtærskel – juristen Seth Abramson nævner 90 pct. eller over – der under normale omstændigheder ville betyde en sigtelse.

Abramson bemærker i sin lange tråd af tweets, at alt bevismateriale under en tærskel på 90 pct.’s sandsynlighed for domfældelse formentlig vil være udeladt i rapporten eller i hvert fald i justitsministerens resumé til Kongressen.

»Hvis Mueller er i besiddelse af 81 pct. af beviserne for, at Trump havde indgået i sammensværgelse med Kreml, er det muligt, at rapporten ikke nævner det noget sted. Ville man kalde det en fuldstændig og færdig rapport om sammensværgelsen? Næ, det ville man ikke,« skriver han.

God nyhed for Trump

Jared Kushner og Donald Trump Jr. kan derimod ånde lettet op. Den særlige anklager har – så vidt vides før rapportens offentliggørelse – ikke fundet tilstrækkelige beviser for, at de har overtrådt straffeloven.

For præsident Trump må det anses for at være en god nyhed. Det berømte møde i Trump Tower i New York i juni 2016 mellem på den ene side Kushner og Donald Trump Jr. og på den anden side en russisk advokat med forbindelser til Kreml, der tilbød »smuds« om Hillary Clinton, vurderes efter alt at dømme ikke til at være af en kriminel karakter.

Følgeligt synes det irrelevant, hvorvidt Donald Trump var orienteret eller ej om det pågældende møde – en vinkling, som medierne og demokratiske politikere ellers har tærsket langhalm på.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt der i henhold til straffeloven er noget kriminelt ved at have stået i forbindelse med russiske statsagenter og modtaget politisk nyttige efterretninger fra dem om Clinton.

Benjamin Wittes peger på, at Mueller kan have konkluderet, at der ikke kan rejses tiltale mod andre kampagnemedarbejdere, fordi deres handlinger ikke »passer ind i nogle af straffelovens paragraffer«.

Seth Abramson, der har skrevet en hel bog om emnet, er mindre sikker. Han vurderer, at domstolene kan sigte Trump og hans kampagne for at stå i ledtog med en fjendtlig statsmagt med det formål at påvirke udfaldet af præsidentvalget til sin fordel.

Begrebet collusion findes ikke i straffeloven. Ikke desto mindre mener Abramson, at en kreativ statsanklager ville kunne bruge collusion som et overordnet koncept til at beskrive en række lovovertrædelser som sammensværgelse, medskyldighed, bestikkelse, svig og obstruktion af rettens gang.

Men når det kommer til stykket, er det uomtvistelig, skriver Abramson, at beviser og indicier, der ikke når op til 90 pct.’s-tærsklen, vil være mere end tilstrækkeligt til at starte en rigsretssag mod Trump.

For demokraterne i Kongressen bliver udfordringen at få adgang til alle efterretninger indsamlet af Robert Mueller og tage stilling til, hvorvidt de kan bruges til at forsøge at afsætte præsidenten. En opgave, der utvivlsomt vil blive mødt af voldsom modstand fra Det Hvide Hus, og som vil tage meget lang tid.