Læsetid: 10 min.

Skuffede ukrainere går til valg: Fem år mere med Porosjenko, så rejser jeg også

Ukraine er på vej mod sit første ordinære præsidentvalg efter Majdan-revolutionen og krigen i Østukraine. Fem år efter har mange svært ved at se, hvad det var for forandringer, de kæmpede og døde for.
Den tilspidsede situation mellem Rusland og Ukraine har bl.a. betydet, at Ukraine har indsat checkpoints i Berdjansk i den østlige del af landet (billedet). Forholdet mellem Rusland og Ukraine er netop et af temaerne op til valget den 31. marts.

Den tilspidsede situation mellem Rusland og Ukraine har bl.a. betydet, at Ukraine har indsat checkpoints i Berdjansk i den østlige del af landet (billedet). Forholdet mellem Rusland og Ukraine er netop et af temaerne op til valget den 31. marts.

Evgeniy Maloletka

6. marts 2019

»Jeg tror roligt, du kan sige, at folk er skuffede,« siger journalist Andriy Kulykov.

»Der var en enorm skuffelse efter Orangerevolutionen i 2004 – som jeg i øvrigt ikke betragter som en ægte revolution – og så kom der en chance til, og stemningen var intens, men den samme fejl skete en gang til: Vi overlod ansvaret til folk, som vi troede, ville tage sig af os.«

Andriy Kulykov tager imod i foyeren på Ukraines statsradiofoni, en stor bygning i klassisk sovjetstil med tunge trædøre og stengulv i centrum af Kijev. Han har hue og halstørklæde på, selv om han kommer direkte oppe fra sit kontor, hvor han lejer sig ind med sin lille græsrodsradiostation Hromadske Radio.

»Som man måske kan fornemme, er der lidt koldt deroppe,« undskylder han sig. I stedet går vi ned i deres studie i kælderen, som angiveligt er blevet bygget til at kunne udsende radio på den anden side af en atomkrig, fortæller Andriy Kulykov, mens varmen stiger i takt med, at vi bevæger os ned i de lydisolerede lokaler.

Under huen har Andriy Kulykov sølvgråt hår og skægstubbe. Han taler på et langsomt, drevent velformuleret engelsk, som bærer præg af hans fortid på BBC World. Efter mange år som vært og chef på ukrainsk tv og radio stiftede han i 2013 Hromadske Radio sammen med en gruppe andre erfarne ukrainske journalister, der savnede et medie, hvor de ikke som på de fleste ukrainske medier var afhængige af deres ejers politiske og økonomiske interesser.

De havde næsten ingen penge, og de første måneder udkom de kun på internettet med to-tre podcasts om ugen. Men så kom Majdan-revolutionen – som Andriy Kulykov i øvrigt heller ikke betragter som en rigtig revolution – hvor næsten en million mennesker gik på gaden i Kijev, og en af de kommercielle radiostationer tilbød Hromadske Radio at overtage deres frekvens, så de kunne lave livedækning af, hvad der foregik.

»40 minutter senere var vi klar til at gå i gang, og hver dag sendte vi op til syv timer med nyheder og interviews med folk fra Majdan-bevægelsen og fra Antimajdan-bevægelsen. Det var et meget heldigt gennembrud for os,« fortæller Andriy Kulykov om den ekstraordinære stemning af medborgerskab og solidaritet, der herskede i de måneder, der fik hans kolleger på den kommercielle musikkanal til at risikere deres egen sendetilladelse og annoncører for at bidrage til revolutionen med det, de havde.

Andriy Kulykov er journalist og stifter af græsrodsradiostation Hromadske Radio.

Andrii Kovalenko

Det er fem år siden, revolutionen kulminerede i dødelige gadekampe, der i sidste ende fik præsident Viktor Janukovitj til at flygte til Rusland. Kort efter blev den rige forretningsmand Petro Porosjenko valgt til ny præsident.

Nu er tiden kommet til at gøre status over revolutionen, og hvad der fulgte, når ukrainerne 31. marts skal vælge, om de vil give Porosjenko en periode mere. Meget tyder på, at de ikke vil. Ukrainerne gik på gaden i protest mod, at regeringen ville føre landet tættere på Rusland igen, væk fra EU, men de protesterede også for øgede politiske rettigheder, mere gennemsigtighed og mod den systemiske korruption i landet.

Mange af de lovede reformer er aldrig blevet gennemført, og de, der er, kan kun mærkes af et fåtal af ukrainerne i deres hverdag, siger Andriy Kulykov.

De himmelske 100

I Kijevs gader er der stadig mange spor af begivenhederne, som Ukraine i dag kalder Dignity Revolutionen. Den udbrændte fagforeningsbygning på Majdan-pladsen, som demonstranterne brugte som hovedkvarter, er for længst blevet genopbygget og leveret tilbage til fagforeningen. Men stueetagen er indrettet som museum for revolutionen, indtil det rigtige arkitekttegnede museum bliver færdigt.

På den stejle gade, der fører fra Majdan-pladsen op mod præsidentadministrationen, ligger der friske blomster, og på træerne hænger interimistiske mindesmærker af laminerede fotos med de dræbte for at markere præcis de steder, hvor snigskytter fik ramt på dem bag deres skjolde og barrikader, mens de kæmpede sig op ad bakken.

Gaden er blevet omdøbt til Alleen for De Himmelske Hundrede Helte til minde om de demonstranter, der mistede livet under de månedlange protester.

De fleste kan samles om at mindes de dræbte som revolutionens helte, men kampen om det politiske eftermæle er mildt sagt flertydig.

Tidslinje for Majdan-revolutionen

  • 21. november 2013: Præsident Viktor Janukovitj erklærer, at han ikke vil underskrive en aftale med EU. Det udløser store demonstrationer, og den 1. december samles 300.000 på Majdan-pladsen.
     
  • 30. november 2013: Politiet arresterer 35 demonstranter. Billeder af massevis af blodige demonstranter begynder at florere.
     
  • 22. januar 2014:De første dødsofre under oprøret, hvor tre personer mister livet.
     
  • 18. februar 2014: Konflikten mellem demonstranterne og politiet eskalerer i gaderne, og mindst 25 mister livet. Dagen efter udbryder der kampe igen, og mere end 70 mister livet.

Kilder: The Guardian, BBC, Reuters

I alt er 42 kandidater blevet godkendt til præsidentvalget og har betalt det krævede depositum på 600.000 kr. Det er 17 kandidater flere, end der nogensinde har været.

Man kan ikke placere kandidaterne på en højre-venstre skala, som ikke længere giver meget mening i ukrainsk politik. De politiske programmer består af en række blandede elementer: korruptionsbekæmpelse, privatisering, skabelse af arbejdspladser.

Den siddende 53-årige præsident Petro Porosjenko står til omkring 15-20 pct. af stemmerne.

Det samme gør 58-årige Julia Timosjenko, der under Orangerevolutionen i 2004 blev verdenskendt for sin lange lyse fletning, der var sat op i en glorie omkring hovedet. Siden har hun både været premierminister, politisk fængslet og sultestrejkende, indtil hun med Majdan-revolutionen blev løsladt. I dag er hun hadet af en tredjedel af befolkningen, elsket af en anden tredjedel, mens de resterende ikke ved, hvad de skal mene om hende, som Andriy Kulykov formulerer det.

I front i meningsmålingerne med 20-30 procent af stemmerne ligger den 41-årige skuespiller Volodomyr Zelensky, der mest af alt er kendt for at spille hovedrollen i den populære tv-serie ’Folkets Tjener’, som også er navnet på hans nye politiske parti.

I serien bliver en almindelig gymnasielærer filmet af sine elever, mens hans raser over landets korrupte regering. Videoen går viralt på internettet, og læreren ender som Ukraines præsident. Premieren på tredje sæson af serien er sat her til marts.

»Vi må bare prøve at overleve, hvem end det bliver,« siger Andriy Kulykov

De, der kan, rejser

Vi er en lille gruppe udenlandske journalister, der er blevet inviteret til Ukraine af en lokal presseorganisation. Vores ukrainske værter lægger ikke skjul på, at turen er betalt af den amerikanske ambassade i landet, der angiveligt gerne vil vise, hvad der sker af fremskridt i landet. Men de ukrainske arrangører har også deres egen agenda for at vise et mere realistisk billede af udviklingen – og måske bare sætte Ukraines uløste konflikter tilbage på dagsordenen.

Vi kører østpå, otte timer i tog. Første stop er byen Slavjansk, hvor fronten lå for snart fem år siden, da separatister i protest mod afsættelsen af præsident Janukovitj oprettede deres egne folkerepublikker i Østukraine.

Langs hovedvejen fra stationen står flere bygninger med smadrede ruder eller slet ingen vinduer – det er ikke til at se, om det er på grund af krigen eller på grund af alment forfald.

På gaderne er Kijevs moderne bilpark afløst af gamle Ladaer, men også nyere japanske og sydkoreanske biler og en sjælden Volkswagen.

Reklamerne står på russisk, vejskiltene på ukrainsk. Kort efter revolutionen vedtog det nye parlament, at ukrainsk er landets eneste officielle sprog, selv om en stor del af befolkningen i øst har russisk som deres modersmål.

Vi kører ud til udkanten af Slavjansk, hvor bynavnets meterhøje cementbogstaver endnu er hullet af skud. Lidt derfra står resterne af et hospital, som den ukrainske hær skød i smadder, da de jog separatisterne på flugt efter tre måneders besættelse. Bag ruinerne er der bygget nye hospitalsbygninger, men der er endnu ikke gjort tegn til at rive de gamle ned.

Tidslinje for Majdan-revolutionen

  • 22. februar 2014: Aktivister indtager regeringskvarteret og kræver Janukovitjs øjeblikkelige afgang. Janukovitj flygter til Rusland.
     
  • 27. februar 2014: Russiske soldater besætter Krim-halvøen
     
  • 1. marts 2014: Prorussiske demonstrationer begynder at besætte de regionale myndigheder i Donetsk.
     
  • 6. april 2014: Prorussiske separatister etablerer Folkerepublikken Donetsk, senere følger Folkerepublikken Luhansk og krigen i Østukraine begynder.
     
  • 25. maj 2014: Nyt præsidentvalg i Ukraine

Kilder: The Guardian, BBC, Reuters

Langs hovedvejen står store blågule reklametavler med præsident Porosjenko i uniform og sloganet ’En stærk hær er et forsvar for freden’. Nogle af plakaterne er revet i stykker, så man kun ser Porosjenkos ansigt.

Vi fortsætter mod øst til Severodonetsk, som også har været besat og nu ligger 30 km fra fronten. Selv om der kun er 90 km mellem de to byer tager turen tre timer i minibus.

Separatisterne sidder fortsat på de to hovedbyer i regionen, Luhansk og Donetsk, så vi bliver nødt til at krydse på tværs af de gamle hovedveje, der alle går til og fra de store byer.

Sammen med tungtlæssede lastbiler snegler vi os af sted ad hullede, sneglatte landeveje. Vi passerer flere kontrolposter, men på nær én er de alle lukkede. Der er roligt på denne del af fronten.

Men der er ingen, der har lyst til at købe et hus 30 km fra fronten, siger 42-årige Arif Bagirov.

Han var selv en af dem, der blev, efter at separatisterne kom til magten. Han drev facebooksider med nyheder for de lokale, så folk vidste, at ikke alle tænkte som separatisterne.

Til sidst blev han nødt til at flygte til Kijev, men da separatisterne var blevet fortrængt, vendte han hurtigt tilbage til Severodonetsk for at fortsætte med det, han selv kalder »mental modstand«.

Han arrangerer lokale musikfestivaler og kulturelle arrangementer, men denne aften i restauranten på Hotel Myr, er der ikke meget mental modstand tilbage i ham.

»Selv dem, der var aktivister og patrioter her for fem år siden, er skuffede nu. Folk var inspirerede, men nu er der gået fem år, og økonomien går stadig tilbage. Det direkte ansvar ligger hos regeringen i Kijev,« siger Arif Bagirov.

Severodonetsk havde mange økonomiske bånd til Rusland og Luhansk, men med krigen mistede mange af de lokale forretningsdrivende en stor del af deres kunder. Byens største arbejdsplads er en kemisk fabrik, der længe har været lukket, fortæller Arif Bagirov.

»Officielt er der 12-15 procent arbejdsløshed, men der er rigtig mange, der arbejder under deres niveau, og mange er flyttet væk«.

Arif Bagirov flygtede til Kijev, da separatisterne kom til Severodonetsk. I dag er seperatisterne blevet fortrængt fra Severodonetsk, og han er vendt tilbage.

Andrii Kovalenko

De, der kan, rejser til Kijev eller Vestukraine eller til Polen. Officielt har 1,3 million ukrainere forladt landet, men mange anslår det reelle antal til at være et sted mellem to og fire millioner.

»Vi lytter ikke så meget til, hvad politikerne i Kijev siger, men ser på, hvad de gør. Man sidder og ser i fjernsynet, at de taler om en eller anden ny succesfuld aftale, og så går man hjem og ser sin arbejdsløse nabo sidde og græde, fordi han ikke kan betale sin husleje.«

Til gengæld kan han ikke rigtig hidse sig op over, at hans førstesprog, russisk, ikke længere betragtes som officielt sprog i Ukraine.

»Det er Maslovs behovspyramide. Hvis man ikke har noget at spise, bekymrer man sig ikke om ideologier,« siger Arif Bagirov.

»Jeg ved ikke, hvem der bliver ny præsident, men jeg ved, det ikke bør være ham, der er der nu. Han blev valgt ind med sådan en entusiasme og opbakning, så vi kunne have bygget et nyt Singapore her. Hvis det bliver ham igen, så er der en million mere, der rejser ud. Og jeg bliver nok en af dem. Jeg har ikke lyst til fem år mere med det liv her.«

Ikke en ægte revolution

Det sidste, jeg spurgte Andriy Kulykov om i kælderen under statsradiofonien, var, hvor han så de positive forandringer i Ukraine komme fra.

»Fra os. Fra græsrødderne,« svarede han.

»Fra det voksende antal mennesker, som er klar til engagere sig i deres lokalsamfund på daglig basis, dér kommer Ukraines fremtid fra. Det handler om at fortælle sig selv, at man ikke længere vil overlade ansvaret for sig selv til andre.«

Det er også derfor, han hverken betragter Orangerevolutionen eller Dignity-revolutionen som ægte revolutioner. For en gammel marxist som ham er en revolution noget, der fundamentalt forandrer samfundet, fortæller han. Og selv om der nu har været to massebevægelser, som i deres essens var progressive, endte de bare med, at én gruppe i den herskende klasse erstattede en anden.

Men så igen, siger han, var både Den Franske Revolution i 1700-tallet og Den Engelske Revolution i 1600-tallet meget langstrakte.

»Måske vil både Orangerevolutionen og Dignity-revolutionen vise sig at være stadier i en længere proces, der i sidste ende vil lede til en ægte revolution.«

Rejsen til Ukraine var arrangeret og betalt af Academy of Ukrainian Press og Den amerikanske ambassade i Ukraine. Academy of Ukrainian Press har arrangeret program og interviews ud fra Informations ønsker. Information har haft fuldt journalistisk frihed til at prioritere selve dækningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Gert Romme
  • Torben Lindegaard
Niels Duus Nielsen, Gert Romme og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

En gruppe i den herskende klasse erstattede en anden, hedder det i artiklen. Det er det, der kaldes oligarkisk pluralisme.
Det var så resultatet af den vestlige indblanding i ukrainske forhold.

Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Espen Bøgh, Ole Arne Sejersen, Hans Aagaard og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Interessant også i lyset af den aktuelle melodi grand prix-sag, hvor Ukraines vestligt orienterede regering dropper deltagelsen, fordi en i Rusland populær sangerinde vinder. Jeg aner ikke, om det er udtryk for, at øst-vestkonflikten i Ukraine ikke er helt så uløselig, som mediernes fremstilling ofte giver indtryk af? Interessant er det i hvert fald at sangerinden overhovedet fik lov at stille op, måske styret havde håbet, at hun ville stå tilbage med nul stemmer og i stedet vandt hun på trods af sit kendte gode forhold til det russiske marked. Fint med en artikel som denne, der også nuancerer forholdene. Så gælder det bare om, at Hvideruslands forsøg på at true Putin med en tilnærmelse til NATO pgra Putins erklærede hensigt om at sætte gasprisen op, ikke får os/vesten til at falde i med begge ben igen-igen.

Niels Duus Nielsen, Anders Graae og Tonny Helleskov anbefalede denne kommentar

Tja hvis alternativet er en russisk indlemmelse eller bare en lydstat, så er de skam kommet langt!

Men, man må heller ikke forglemme, at forsvaret mod rusland koster mange ressourcer, og det hjælper jo ikke ligefrem på økonomien, eller fokus.

Thomas Bindesbøll

Ukrainerne føler sig for manges vedkommende temmelig glemt, trods fine løfter fra bl.a. EU på diverse topmøder. Men ikke så megen konkret hjælp.

@Thomas Bindesbøll

Ja det er egentligt imponerende, at vi midt i Europa anno 2019 nu har haft en ulmende krig kørende i 5 år nu uden den store vilje eller de store tiltag til, at stoppe den.

En krig hvor man slår hinanden ihjel hver eneste dag, og alligevel er både informationsniveau og hjælp til den angrebne nation yderst nøjsom og sparsom, hvilket må siges kun er til fordel for aggressor.

Samtidigt opruster begge stater til det "endelige slag" og det med stor risiko for at trækker andre med ind i krigen, for jeg tror ikke på, at nabolande bare vil kigge stiltiende på. Bare at kigge på, det kan vi vel heller ikke, når uret sker, og så i kernen af Europa, det kunne vi i hvertfald ikke i det tidligere Jugoslavien, og der burde vel ikke være en forskel?

Torben Lindegaard

@Peter Hansen

Vi europæere kan sagtens kigge på uret, mord, voldtægt, folkeflytning etc., uden at lade os anfægte særlig meget af det - for slet ikke at tale om at gribe ind.
På Balkan skete der først noget, da USA var klar til at stille tropper.

Vi europæere kan ikke blive enige om noget som helst uden USA.

Ukraine kommer til at klare sig selv imod Rusland, for EU kan intet gøre - og USA under Trump vil intet gøre.

@Torben Lindegaard

Tja jeg kan jo desværre ikke være helt uenig i den analyse, men jeg har dog et lille håb i behold om at "nogen" på et tidspunkt tør at mande sig op og tage et ansvar.

Jeg er bange for, at uanset om vi binder os aktivt eller ej, så vil vi blive revet med ind i konflikten, netop fordi den er lige i vores baghave, og derfor bør vi også blande os rettidigt. Så længe vi kan have en indflydelse på forløb, tid og sted så er der en chance, ellers er jeg bange for tingene pludselig kan løbe løbsk, og det kommer til at koste dyrt!