Læsetid: 5 min.

Syriens kurdere har sejret sig ihjel

Den grumme ironi i de kurdiske YPG-styrkers militære sejr over Islamisk Stat er, at den samtidig betyder et ophør af den tilkæmpede autonomi i Rojava, de kurdiske områder langs den tyrkiske grænse
Medlemmer af YPG fejrer deres sejr i Kobane 26. januar 2015. Efter næsten otte års borgerkrig fremstår Syriens kurdere som den befolkningsgruppe, der indtil videre er sluppet billigst fra det morderiske kaos. Efter Donald Trumps udmelding om at trække de amerikanske styrker ud af Syrien er deres fremtid imidlertid uvis.

Medlemmer af YPG fejrer deres sejr i Kobane 26. januar 2015. Efter næsten otte års borgerkrig fremstår Syriens kurdere som den befolkningsgruppe, der indtil videre er sluppet billigst fra det morderiske kaos. Efter Donald Trumps udmelding om at trække de amerikanske styrker ud af Syrien er deres fremtid imidlertid uvis.

Ritzau Scanpix

2. marts 2019

Efter næsten otte års borgerkrig – 15. marts er årsdagen for demonstrationerne i den sydlige provinsby Dara’a, der førte videre til revolten mod Bashar al-Assads regime – fremstår Syriens kurdere som den befolkningsgruppe, der indtil videre er sluppet billigst fra det morderiske kaos.

Men hvor længe endnu?

Borgerkrigen er afgjort i den forstand, at Damaskus-regimet har vundet med russiske våben og iransk mobilisering af shiitisk infanteri. De sidste sunnioprørere er isoleret i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien, hidtil skærmet af tyrkerne, men med en uvis fremtid.

Tilbage er et kurdisk problem, hvis perspektiv på lidt længere sigt er, at Tyrkiet ender med at forlade det hidtidige samarbejde med Rusland og Iran om en nyordning for Syrien – den såkaldte Astana-proces, der har sendt FN ud på sidelinjen.

I disse dage og uger synliggøres de indbyggede modsætninger mellem de geopolitiske interessenter i spillet om Syrien, hvis eneste forudsigelige udgang er ophøret af de syriske kurderes autonomi.

Akkurat som kurderne i Nordirak i 2003 har deres syriske fætre og kusiner udnyttet opløsningen af Syrien til forfejlet stat som afsæt til en de facto ministat med egen hær, administration, sundheds- og uddannelsessektor og så videre.

Det lod sig gøre af flere grunde:

For det første fordi regimet i Damaskus efter nogle militære skærmydsler i 2012 nåede en underforståelse med lokale kurdiske ledere, der indebar, at regimet kunne trække militære styrker ud af det nordøstlige Syrien bortset fra bemanding af nogle flybaser og fortsat tilstedeværelse (og aflønning) af statslige tjenestemænd.

Et led i forsoningen var en annullering af et regimedekret fra 1962, der gjorde 120.000 kurdere statsløse som led i den daværende arabiske kolonisering af de kurdiske områder. Desuden var de syriske kurdere fra begyndelsen af revolten på kant med den sunniarabiske eksilopposition i Istanbul, der afviste at ligestille dem med arabere i den politiske platform for et demokratisk Syrien.

Men den afgørende faktor for kurdernes faktiske autonomi blev den alliance med USA, der opstod med Islamisk Stats belejring af byen Kobane i 2014. Kobane blev undsat af amerikanske kampfly, da byens kurdiske forsvarere var på nippet af sammenbrud.

Kombinationen af kurdiske landstyrker med amerikansk luftstøtte fortsatte i de følgende år, hvor YPG-militsen – det kurdiske unionsparti, PYD’s væbnede arm – blev USA’s ’støvler på landjorden’ i krigsførelsen mod Islamisk Stat. Fra 2015 til 2017 blev IS stort set fordrevet fra det nordlige Syrien inklusive de arabiske IS-hovedbyer, Manbij og Raqqa.

Undervejs udrustede USA deres kurdiske partnere med moderne våben og materiel, der gør YPG (og den kvindelige milits, YPJ) til en magtfuld militær faktor i næsten en tredjedel af Syrien med kontrol over den vitale olieproduktion.

I disse dage belejrer YPG – nu etnisk udvidet med arabere og turkmener under navnet SDF (Syrian Democratic Forces) – den sidste IS-modstandslomme ved Eufratflodens indløb i Irak. Det er kun et spørgsmål om tid, før IS er nedsmeltet.

Har sejret ’ad helvede til’

Den bitre ironi for PYD-YPG er, at sejren medfører deres tilkæmpede autonomis nederlag.

Da den amerikanske præsident, Donald Trump, midt i december annoncerede ’mission fuldført’, var hans logiske ræsonnement at trække sine 2.000 specialtropper, der hidtil har bistået – og beskyttet – YPG, hjem til USA. I lighed med sin forgænger, Barack Obama, har også Trump hele tiden fastholdt, at det amerikanske Syrien-engagement havde ét formål, nemlig at eliminere Islamisk Stat, som USA anser for at være en trussel mod den nationale sikkerhed.

Tilbagetrækningen vil imidlertid efterlade PYD-YPG pivåben for angreb på den etablerede kurdiske autonomi i egne enklaver og deres militære besættelse af det nordlige Syriens arabiske områder – som jo kun var mulig i kraft af alliancen med USA.

Som i andre udenrigspolitiske excesser handlede Trump uafhængigt af sine rådgivere.

I Pentagon pakkede forsvarsminister James Mattis sit skrivebord, og sikkerhedsrådgiver John Bolton såvel som udenrigsminister Mike Pompeo talte begge for, at USA skal forblive i Syrien til den sidste iraner er væk – en i øvrigt udsigtsløs ambition, der kan føres tilbage til ønsket om at beskytte Israel.

Det er kun få dage siden, Bashar al-Assad mødtes i Teheran med Irans præsident Hassan Rouhani og den øverste leder, Ali Khamenei, der sikrede Damaskus fortsat iransk støtte.

Foreløbig har Trump, tilskyndet af rådgivere og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, indvilget i at lade 400 amerikanske soldater blive tilbage i Syrien som figenblad for den faneflugt, det vil være at ’lade en allieret i stikken’. Men som ret beset har været amerikansk politik siden 2013, da Barack Obama overlod ejerskabet til den syriske borgerkrig til Rusland i forbindelse med den delvise afvæbning af al-Assads kemiske våbenarsenal.

For der er næppe tvivl om, at Trump vil holde sine valgløfter og trække USA ud af Syrien inden for overskuelig tid.

Spillet om Rojava

Tilbage som interessenter er Tyrkiet, Rusland og Iran, idet Golfen – Saudi-Arabien og De forenede Emirater – faldt ud af ligningen med Aleppos fald i 2016.

Lige siden har den tyrkiske præsident Erdogan forsøgt at balancere mellem USA på den ene side og Rusland-Iran på den anden side.

Ankaras interesse er at beskytte de slagne sunni-oprørere i Idlib-provinsen, der med rette frygter det syriske regimes blodbad, men også at få ram på PYD-YPG, som Erdogan har svoret på at udrydde som ’terrorister’.

De kurdiske enklaver, der under ét kalder sig Rojava (ordet betyder ’vest’), Jazira Kobane øst for Eufratfloden og den for tiden tyrkisk besatte vestligste provins, Afrin, strækker sig langs hele Tyrkiets sydgrænse og er via PYD-YPG tæt forbundet med det tyrkisk-kurdiske PKK og ses derfor som en trussel mod Tyrkiets sikkerhed.

Erdogan har derfor insisteret på en såkaldt ’sikkerhedszone’ på 30-40 kilometer fra den tyrkiske grænse – som samtidig kan bruges til at repatriere nogle af de små fire millioner syriske flygtninge, Ankara brødføder på den tyrkiske side. USA er sådan set med på en sikkerhedszone, men kontrolleret af europæiske, arabiske og ikke-YPG-loyale kurdiske styrker. Erdogan insisterer på, at Tyrkiet får fuld kontrol.

Og her risikerer Erdogan at ende i karambolage med Rusland, der støtter Damaskus-regimets krav om kontrol med grænserne til Tyrkiet, og som har opfordret PYD-YPG til at træffe en holdbar aftale med Bashar al-Assad. Hans mål har hele tiden været at genskabe fuld kontrol over hele det syriske territorium, hvilket vil kræve forhandling.

Alternativet er væbnet konflikt som regimet ikke uden videre vil vinde, da PYD-YPG dels er velbevæbnet og kamptrænet, dels kontrollerer vitale oliekilder og endelig kan regne med støtte fra PKK.

Meldingerne fra PYD-ledelsen i Qamishli er, at den satser på en aftale med Damaskus, der kan sikre en vis grad af fortsat autonomi tillige med russisk afskærmning af kurderne mod Tyrkiet. På den anden side vil Rusland nødig ’tabe Tyrkiet’ og vil derfor næppe støtte en ordning, der bare antydningsvis indebærer kurdisk autonomi i Rojava-enklaverne. Ruslands interesse er stabilitet og genopbygning, der vil konsolidere det russiske fodfæste med flåde- og flybaser i al-Assads stat.

Men fremtiden er uvis – vil tyrkerne intervenere, som det skete i marts sidste år i Afrin? Vil regimet vinde grænseområderne tilbage med russisk-iransk støtte? Vil PYD-YPG sætte sig til modværge?

Uret tikker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Gert Romme
  • Erik Karlsen
Kurt Nielsen, Gert Romme og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

For et par år siden sad jeg i et tog et sted i Europa og faldt i snak med en ung kurdisk kvinde, som læste Preben Wilhjelms erindringer. Hun havde forladt sin skole og var på vej til Kobane - det her var i de dage hvor kurderne kæmpede med ryggen mod muren. (Jeg kunne godt kende en konspirativ rejserute, når jeg hørte den).

Jeg håber sådan, at hun kom ud på den anden side. Folk som hende skulle have medaljer og retten til at have Dannebrog på skulderen - ikke holde kæft af frygt for en eller anden emsig og historieløs offentlig anklager.

Så hvis du læser det her har jeg kun et ord: TAK.

Hans Larsen, Mogens Holme, Carsten Wienholtz, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jesper Sano Højdal, Estermarie Mandelquist, Torben Skov, Gert Romme, Rolf Andersen, Torben K L Jensen, Per Klüver, Flemming Berger og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Ja, NA og så dømmer vi dem i DK for terrorisme!
Næsten modsat, hvad vi vil gøre ved IS-folkene, hvor vi ikke kan være sikre på, at de har begået forbrydelser? MZ i byretten bliver sikkert frikendt for terror-forsøg, da det ser ud til at forsvareren har sået stor tvivl om MZ intention?
Assad slipper også fri for at stå til regnskab for gas anvendelse, da Rusland nedlægger veto i FN. Kim er uskyldig iflg. Trump. Verden er af lave. Så er der kun kurderne tilbage at straffe, de har ingen stor beskytter, kun konventionerne!

Mogens Holme, Kurt Nielsen, Estermarie Mandelquist og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Niels,
den kurdiske kvinde, du har snakket med, er nok Joanna Palani. Og hun er virkelig en helt!

Carsten Wienholtz, Peter Beck-Lauritzen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Det lyder som Jolie, Niels Astrup. Du kan skrive til hende i Horserød, hvor Danmarks elite synes hun hører hjemme :o(

Erik:
Nej. Det var ikke Joanna. Det var en ung kvinde, som åbenbart forstod den gamle sandinistiske talemåde: "Der flyver ikke fluer ind i en lukket mund. "

Og jeg holdt op med at spørge til hendes baggrund, da jeg fattede, hvor hun skulle hen.

Peter Beck-Lauritzen, Torben Skov og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Erik Philipsen

Lasse Ellegaard har igen leveret et stykke journalistik, som er et mesterværk i udredningen af de komplicerede forhold , der må tages højde for, hvis genopbygningen af det smadrede land skal komme i gang. Den danske offentlighed synes mere optaget af udsigten til at man nu kan hjemsende tusinder af flygtninge. Danmark har investeret millioner i krigsdeltagelsem, og deltaget i ødelæggelserne. Kunne man for at bidrage til det enorme genopbygningsarbejde, som forestår, tænke den tanke, at vi overførte nogle milliarder fra forsvarsbudgettet til genopbygningsarbejdet - det vil bidrage mere til Danmarks og Europas fremtidige sikkerhed, end de dyre udstationeringer af danske kampfly.