Læsetid: 4 min.

Tiden er på Juan Guaidós side i Venezuela – hvis han kan holde sig på måtten

I den fastlåste strid med den siddende præsident Nicolás Maduro kan den selverklærede leder Juan Guaidó konstatere, at de hårde amerikanske sanktioner efterhånden lægger pres på regimet. Spørgsmålet er, hvor langt Guaidós tålmodighed rækker
Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó fotograferet fredag under sit besøg hos Paraguays præsident Mario Abdo Benitez.

Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó fotograferet fredag under sit besøg hos Paraguays præsident Mario Abdo Benitez.

Jorge Adorno/Reuters/Ritzau Scanpix

2. marts 2019

Bogotá, Colombia – Forhåbningerne om en bred international løsning på den verserende politiske og humanitære krise i Venezuela led et knæk torsdag, da FN’s Sikkerhedsråd for tredje gang på en måned var samlet for at drøfte udviklingen i det konfliktramte land.

Ved rådsmødet blokerede både Rusland og Kina ganske forventeligt EU og USA’s forslag til en resolution, der kræver, at den venezuelanske præsident Nicolás Maduro tillader humanitær bistand at komme ind i landet, og at han omgående udskriver et frit og fair præsidentvalg.

Russerne kræver omvendt, at Vesten respekterer Venezuelas suverænitet til at løse sine interne anliggender og anklagede ved samme lejlighed USA for at forsøge at få afsat en politisk modstander under påskud af en »humanitær intervention«.

Intet tyder på, at løsningen af den venezuelanske krise skal findes i FN-regi. Dermed synes situationen fortsat fastlåst en uge efter de voldsomme optøjer ved den colombianske grænse, hvor mindst fire mennesker blev dræbt og mere end 400 såret i sammenstød med venezuelanske styrker.

Her blev Juan Guaidó, en måned efter han havde udråbt sig selv til Venezuelas midlertidige præsident, igen centrum for verdens opmærksomhed ved et stort freds- og velgørenhedsshow i grænsebyen Cúcuta. Til gengæld havde han mindre held med det, det egentlig handlede om: nemlig at få ekspederet den flere uger gamle nødhjælp over den lukkede grænsebro til de sultende venezuelanere. Og kun få venezuelanske militærfolk valgte at lytte til Guaidós gentagne opfordringer om at vende diktaturet ryggen.

Lørdagens optog var, om ikke en fiasko for den selverklærede midlertidige præsident, så heller ikke den milepæl på vejen mod et magtskifte i Venezuela, der var lagt op til.

Et fredeligt magtskifte

Måske er desperationen derfor ved at indfinde sig hos Guaidó. I hvert fald kom han efter lørdagens begivenheder til på Twitter at antyde, at muligheden for en militær intervention stadig er til stede:

»Dagens begivenheder tvinger mig til at træffe et valg: formelt at gøre det klart over for verdenssamfundet, at vi må holde alle muligheder åbne for at sikre frigørelsen af vores fædreland.«

Selv om han hurtigt var ude og korrigere sit udbrud, er det nye toner fra Guadió, der hidtil har været på linje med sine støtter i EU og den panamerikanske Lima-gruppe (Grupo de Lima, red.) i, at magtskiftet i Venezuela skal foregå uden brug af militære midler.

Ved mandagens møde i den colombianske hovedstad Bogotá gentog Lima-gruppen, at tilbagevendelsen til demokratiet i Venezuela »skal gennemføres på fredelig vis og af det venezuelanske folk selv«.

Til gengæld kunne den colombianske avis El Espectador citere en anonym kilde fra Washington for, at den amerikanske vicepræsident Mike Pence, der var med under mødet i Bogotá, var blevet sendt i byen af Donald Trump med »tre scenarier, der indbefatter brug af magt til at fremprovokere Nicolás Maduros afgang«. Trump har selv vedholdende holdt døren åben for en militær intervention i Venezuela.

Guaidós flirten med den amerikanske linje giver næring til Maduros fortælling om, at forsøget på at gennemtvinge et magtskifte i Venezuela er orkestreret af Det Hvide Hus med henblik på at få fingre i landets oliereserver.

Guaidó fortalelse fik den venezuelanske vicepræsident for kommunikation og kultur, Jorge Rodriguez, til at kalde ham »en meget farlig mand« og anklage ham for »ikke at have nogen hensigt med at bringe nogen form for humanitær hjælp« ind i Venezuela.

Maduro presset i bund

Nicolás Maduro har for sin del forsøgt at fremstå som om situationen i landet er fredelig og under kontrol.

Samtidig med at hans styrker affyrede tåregas over grænsen til Colombia under lørdagens voldsepisoder, optrådte Maduro selv med salsatrin på stats-tv.

Han har i flere interviews med vestlige medier sat spørgsmålstegn ved, hvor mange lande der egentlig bakker op om Guaidó, og understreget, at Venezuela har nogle af verdens stormagter i ryggen i form af Kina og Rusland.

I virkeligheden tyder alt dog på, at Maduro er mere presset end nogensinde.

Ifølge de colombianske migrationsmyndigheder har godt 400 venezuelanske militærfolk valgt side til fordel for Guaidó siden lørdagens uroligheder. USA’s hårde sanktioner mod det statsejede olieselskab PDVSA betyder ifølge tal fra Bloomberg, at PDVSA og en række af dets samarbejdsselskaber i øjeblikket har for over tre milliarder kroner sanktioneret olie placeret i tankskibe, som man ikke kan få solgt.

Over for samme medie udtrykker Fjodor Lukjanov, leder af Ruslands Råd for Udenrigs- og Forsvarspolitik, der rådgiver Kreml, at Putin og hans embedsmænd har indset, at Maduro sandsynligvis ikke vil overleve krisen på lang sigt, og at der derfor ikke er meget udsigt i at låne hans regering flere penge.

»Den internationale konsensuskoalition samler sig, og Maduros kriminelle klike er afskåret fra kapital,« konkluderer Evan Ellis, der er professor i latinamerikanske forhold ved U.S. Army War College i Pennsylvania, i en analyse for tænketanken Inter-American Dialogue.

Alt tyder på, at tiden er på Gauidós side. Det kan dog hurtigt ende katastrofalt, hvis han ikke forstår, at selv indirekte henvisninger til udefrakommende militær indgriben kan få alvorlige konsekvenser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Peter Beck-Lauritzen
Gert Romme og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er noget deja-vu-agtigt ved at høre, at Mike Pence er taget ned for at løse Venezuelas problemer. Den meget religiøse Pence gjorde sig nemlig først bemærket ved at "løse" en anden katastrofe hjemme i USA: Orkanen Katrina.

Pence var dengang leder af Republican Study Committee, som bare 15 dage efter at Katrina nåede New Orleans, og folk stadig stod på deres tage, mødtes i Heritage Foundation og arbejdede sig frem til listen Pro-Free-Market Ideas for Responding to Hurricane Katrina and High Gas Prices. Her ville man forsøge at "hjælpe" New Orleans ved at fjerne alle lønmodtagerrettigheder. Droppe den meget lave minimumsløn, gøre hele det berørte området til "free-enterprise zone". Mange punkter fra listen er gældende for området den dag i dag, bl.a. er New Orleans school system det mest privatiserede i USA, og olie-"eventyret" i den mexikanske Golf er totalt dereguleret.

Pences håndtering af katastrofer er nok den bedste model for det Naomi Klein kalder chokdoktrinen. For vores egen Samuelsen må det lyde som en drøm, og det samme gælder sikkert for hans nye ven Juan Guaidó, men venstreorienterede mennesker, der støtter Guaidó kan ikke sige, at de ikke ved hvad der vil komme....

Daniel Santos, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Lars Løfgren, Stig Larsen, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Anders Graae, Torben K L Jensen, Torben Arendal og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Maduro nægter ikke humanitær hjælp til Venezuela. Denne måde at fremstille sagen på er typisk overfladisk mainstream medie-gylp og en velkendt metode i medier til at dæmonisere dem vi ikke kan lide. Det drejer sig alene om USaid - altså "nødhjælp" fra USA. Da det ikke er muligt at få adgang til og kontrollere hvad lasten indeholder kommer den ikke over grænsen. En løsning kunne være at USaid overgiver lasten til Røde Kors i Colombia som så kan køre den ind i landet. Men det vil USaid ikke - de ønsker ikke lasten kontrolleret. Der har tilsyneladende været forsøg på at få den ind med falske Røde Kors labels.
https://www.globalresearch.ca/red-cross-denounces-unsanctioned-use-of-it...

En tidligere FN observatør Alfred de Zayas stiller spørgsmålet om ikke brugen af økonomisk boykot er at betragte som en forbrydelse mod menneskeheden. Det kan sidestilles med en belejring hvor befolkningen udsultes af fjenden i en krig. Jeg mener i øvrigt at en tysk minister har været ude og foreslå at målrette boykotten mere mod dem man ønsker at ramme, som jo er landets ledere - Jeg har ikke link hertil.

Alfred de Zayas har skrevet et åbent brev til FNs generalsekretær Antonio Guterres og højkommisær for menneskerettigheder Michelle Bachelet som kan læses her:

https://dezayasalfred.wordpress.com/2019/02/23/open-letter-to-the-united...

Altså kan økonomiske sanktioner (i den målestok hvor den får karakter af en belejring med det formål at udsulte befolkningen) anskues som en krigsforbrydelse?

Og så en anden ting. Det undrer mig at Europaparlamentet så massivt har bakket op om den selvudråbte Juan Guaidó og uden videre vil indsætte ham som præsident. Det er da totalt udemokratisk. EU parlamentet godkender hermed et kup i et andet land. Kun Italien, Grækenland og vist nok også Slovenien gik imod og anerkender en som en blødere udgave i stedet det Venezuelanske parlamentet altså hele oppositionen - med den forhåbning at der af mere demokratisk vej kan findes en løsning på den fastlåste situation.

Men endnu mere overrasket blev jeg da jeg fandt ud af at der kun var 2 medlemmer fra den danske gruppe som gik imod denne udemokratiske vedtagelse nemlig Margrete Auken og Rina Ronja Kari. Stof til eftertanke nu vi nærmer os parlamentsvalget.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Viggo Helth, Lars Løfgren, Harald Strømberg, Alvin Jensen, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Torben K L Jensen og Daniel Santos anbefalede denne kommentar

Den amerikanske metode "make Chile (her Venezuela) scream" fra de gode gamle dage er taget i brug nu godtaget af næsten hele EU parlamentet. Suk

Viggo Helth, Harald Strømberg, Gert Romme, Alvin Jensen, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Daniel Santos

Det der sker nu i Venezuela minder uhyggeligt meget om det der skete i mit eget land, Guatemala, i 1954. Den samme retorik, den samme propaganda og fake news i medierne og de samme diplomatiske strategi i de internationale fora. USAs regime valgte dengang at vælte præsident Arbenz, fordi hans jordreform generede United Fruit Companys egne interesser. Tænk, hvis amerikanerne gjorde det mod Guatemala pga bananer, hvad ville de mon finde på, når det handler om olie! Anyways, "redningen" af guatemalankse folk i 1954 udløste 36 års blodige borgerkrig og folkemord mod mayaindianerne. Jeg tror, at venezuelanerne kender denne og lignede historiske situationer i latinamerika, hvor USA også har spilet en afgørende rolle og derfor bliver de fleste ved med at bakke deres legitime præsident op.
https://www.democracynow.org/2019/2/25/the_coup_has_failed_now_the

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Viggo Helth, Stig Larsen, Gert Romme, Alvin Jensen, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Anders Graae, Mogens Holme, Torben K L Jensen, Palle Yndal-Olsen, Pia Nielsen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar

Siden 1823 med indførelsen af Monroe-doktrinen har USA betragtet Latinamerika som sin helt egen baghave og har grebet ind mod ledere, man ikke brød sig om.

Nogle eksempler:
Guatemala 1954
Haiti 1959
Brasilien 1964
Uruguay 1969
Cuba 1961
Bolivia 1971
Chile 1973
Argentina 1976
El Salvador 1979
Granada 1983
Panama 1989
Venezuela 2002

Ondskabens trojka - Pence, Pompeo og Bolton - planlægger sikkert det samme i Venezuela snart, som David Rosen skriver på Counterpunch i artiklen "Remember the Maine? CIA intervention."
(1. marts)

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Viggo Helth, Harald Strømberg, Gert Romme, Alvin Jensen, Flemming Berger, Claus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Anders Graae, Mogens Holme, Torben K L Jensen, Palle Yndal-Olsen og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Ja - stort set samme opskrift alle steder ikke kun i Latinamerika men også andre steder i verden. I Iran startede det med afsættelsen af den demokratisk valgte præsident Mossadeq i 50erne. Han ville nationalisere olien så den iranske befolkning kunne få del i landets rigdomme. I stedet indsatte de Shahen som er kendt for ødselhed (til sig selv) og sit hemmelige politi SAVAK som fylde fangekældrene op med politiske fanger
https://historienet.dk/kriminalitet/spionage/cia-kuppede-sig-til-magten-...

Idag har de planer om at afsætte styret i Theran og der har de også tænkt at indsætte deres egen håndplukkede oppositonsleder som præsident. Også her er det en oppositionsleder som sandsynligvis ikke har folkelig opbakning overhovedet men lever op til kriteriet at være udpeget og støttet af USA. Og se så hvad det har ført til i samtlige lande i mellemøsten - det har kun bragt kaos. Her en kort gennemgang, lidt historie og forberedelserne til et måske kommende kup i Iran - Det synes dog at have lidt længere udsigter end før antaget. Hvem ved.

https://www.facebook.com/SoapboxStand/videos/256896665171094/

Viggo Helth, Alvin Jensen og Anders Graae anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

@Pia Nielsen: Men er det ikke Maduro der spærrer vejene ind i Venezuela? Hvordan kan man så sige at det ikke er Maduro?

Kåre Nielsen

Pia Nielsen skrev kl 09.00:
«Det undrer mig at Europaparlamentet så massivt har bakket op om den selvudråbte Juan Guaidó og uden videre vil indsætte ham som præsident. Det er da totalt udemokratisk. EU parlamentet godkender hermed et kup i et andet land.»
Nej. Det er Maduro som har tilranet sig magten på udemokratisk vis fra Januar 2019. Fra dette tidspunkt har der ikke været en præsident som er valgt i overenstemmelse med forfatningen. Præsidentvalget som Maduro arrangerede i 2018 var forfatningsstridigt og udemokratisk:
a) Valget blev udskrevet « Assemblea Constituyente» , ikke fra Assemblea Nacional (parlamentet), som forfatningen foreskriver. Maduro etablerede Assemblea Constituyente og fyldte op med sine egne støtter. Han gjorde det efter at oppositionen gennem Mesa de Unidad Democratica, som rummede partier fra venstre, midten og højre, i 2015 opnåede 2/3 flertal i parlamentet, i et valg hvor 74,25% af de stemmeberettigede vælgere deltog. Det overvældende flertal reflekterede klart befolkningens ønske om en forandring efter 20 år med Chavismo, ekstrem korruption, og økonomisk kollaps. Da Maduro ikke kunne regere med støtte fra parlamentet, skapte han altså et nyt «parlament», som han har regeret med siden. For at give det hele en demokratisk facade, arrangerede Maduro et valg for etablere Assemblea Constituyente i 2017. Valgdeltagelsen var lav og desuden stærkt manipuleret. Chefen for SMARTMATIC, det firma som have udviklet det elektroniske valgsystem som blev brugt, erklærede at valgdeltagelsen uden tvivl var overrapporteret med mindst 1.000.000. https://www.reuters.com/article/us-venezuela-politics-vote-smartmatic/ve...
Dette var en effektiv strategi for at demoralisere befolkningen, som fuldstændigt mistede tilliden til CNE som har ansvar for at afholde valgene. Dertil kommer at regeringen rutinemæssigt har brugt en lang række fuskerier for at vinde valgene. Senere valg har derfor haft lav valgtdeltagelse, og Maduro har dermed været i stand til at vinde dem på trods af at undersøgelser viser at 80-90% af befolkningen ønsker en ny regering. Det andet organ Maduro bruger til sin regeringsledelse, er iøvrigt Tribunal Supreme de Justicia (Højesteret), som udelukkende består af hans loyale støtter.

b) Alle de vigtigste opposionsledere (Leopoldo, Henrique Lopez, Capriles Maria Corina Machado) var sat i fængsel eller udelukket fra at deltage i valget af vilkårlige årsager.

Fra begyndelsen af 2019 var der således ingen præsident som var demokratisk valgt i henhold til forfatningen. I denne situation kræver forfatningens paragraf 233 at den siddende præsident for nasjonalforsamlingen, altså Guido, skal indtage rollen som «Presidente encargago» (præsident «in charge»), med ansvar for at muliggøre og afvikle frie og demokratiske valg så hurtigt som det kan lade sig gøre. Det er det Guido vil, og det er det befolkningen ønsker. Guido er ikke selvudråbt præsident. Guido repræsenterer den forfatningsmæssige orden og ambitionen om at genindføre demokratiet. Maduro er ikke præsident ifølge forfatningen, og det er kun militærets støtte som muligør hans virke. EU parlamentets beslutning om at støtte Guido er velbegrundet.
Mvh, Kåre

Kåre Nielsen

Rettelse til forrige kommentar: Der skulle selvfølgelig stå "Leopoldo Lopez og Henrique Capriles". Det gik lidt for hurtigt! Mvh Kåre

Daniel Santos

@Kåre Nielsen:

”a) Valget blev udskrevet « Assemblea Constituyente» , ikke fra Assemblea Nacional (parlamentet), som forfatningen foreskriver. Maduro etablerede Assemblea Constituyente og fyldte op med sine egne støtter. Han gjorde det efter at oppositionen gennem Mesa de Unidad Democratica, som rummede partier fra venstre, midten og højre, i 2015 opnåede 2/3 flertal i parlamentet, i et valg hvor 74,25% af de stemmeberettigede vælgere deltog. Det overvældende flertal reflekterede klart befolkningens ønske om en forandring efter 20 år med Chavismo, ekstrem korruption, og økonomisk kollaps. Da Maduro ikke kunne regere med støtte fra parlamentet, skapte han altså et nyt «parlament», som han har regeret med siden. For at give det hele en demokratisk facade, arrangerede Maduro et valg for etablere Assemblea Constituyente i 2017. Valgdeltagelsen var lav og desuden stærkt manipuleret. Chefen for SMARTMATIC, det firma som have udviklet det elektroniske valgsystem som blev brugt, erklærede at valgdeltagelsen uden tvivl var overrapporteret med mindst 1.000.000. Link til ReutersDette var en effektiv strategi for at demoralisere befolkningen, som fuldstændigt mistede tilliden til CNE som har ansvar for at afholde valgene. Dertil kommer at regeringen rutinemæssigt har brugt en lang række fuskerier for at vinde valgene. Senere valg har derfor haft lav valgtdeltagelse, og Maduro har dermed været i stand til at vinde dem på trods af at undersøgelser viser at 80-90% af befolkningen ønsker en ny regering. Det andet organ Maduro bruger til sin regeringsledelse, er iøvrigt Tribunal Supreme de Justicia (Højesteret), som udelukkende består af hans loyale støtter.” 

La Asamblea Nacional Constituyente (ANC) er en politisk-juridisk figur, der anvendes i tilfælde af krise ift forfatningen (art 347- 349.) Efter oppositionen vandt valget i 2015, begyndte de fra parlamentet at gøre alt for at sabotere den siddende regering mhp at kunne overtage magten efterfølgende, dette resulterede i voldelige demonstrationer (guarimbas) og gadekampe mellem chavistas og antichavistas, sidstnævnte bakkede åbenlyst af oppositionen med deres frontfigurer i spidsen. Fra april til juli 2017 mister 131 personer livet, 40 betjente blevet fængslet og retsforfulgt pga af deres direkte deltagelse. Ca.20 personer blev lynchet og brandet livende, chavistas eller dem, der kunne ser ud som chavistas altså brun i huden de fleste. Volden i gaderne stoppede først efter etableringen af ANC og oppositionen valgte at ikke deltage i ANC selvom de havde ret til at være med qua deres tilstedeværelse i parlamentet. ANC udskrev i øvrigt valgt, hvor de 3 største partier i oppositionen valgte igen ikke at deltage men alligevel var der 16 andre partier med 6 præsidentkandidater, der deltog i valget, hvor Nicolás Maduro blev genvalgt som præsident.

Vedrørende SMARTMATIC, ja det er rigtigt, at firmaets daværende CEO havde udtrykket nogle tvivl om sin egen software. Inden det, var valgsystemet i Venezuela erklæret verdens sikreste og mest pålideligt af Jimmy Carter Foundation og andre internationale observatorer. Sjovt nok, efter den daværende CEOs udtalelses i medier fik SMARTMATIC en række kontrakter med vestlige lande herunder de danske regioner. Beviserne på anklager om valgfusk blev aldrig vist frem, men mandens ord blev tilstrækkelig nok til at blive en absolut sandhed i medierne. Lige så sjovt som, at Reuters fik sat et baggrundbillede af Juan Guaidó på deres officiel Facebookside dagen efter den mislykkede cup fandt sted. Upartiske kilde? Næppe.

Det er meget sandsynligt, at befolkning ønsker en ny regering, der er meget naturligt efter så mange år med projektet, dets succeser og fiaskoer, men alt tyder på, at oppositionen ikke er et alternativ for de fleste vælger og oppositionen selv er heller ikke sikkert om, at de kan vælte Maduro og chavismo på en demokratisk vej altså ved valget. Venezuelas forfatning indeholder en mulighed for at udskrive valgt midt i en præsidents periode, hvis parlamentet diktere dette. Det er blevet afholdt en gang under præsident Chávez i 2005 og der vandt chavismo endnu ét valg af de 25 afholdt siden 1999. Oppositionen har vundet 2 gang, bl.a. den gang, hvor Guaidó blev valgt til parlament, og resultaterne blev respekteret af regeringen. 

”b) Alle de vigtigste opposionsledere (Leopoldo, Henrique Lopez, Capriles Maria Corina Machado) var sat i fængsel eller udelukket fra at deltage i valget af vilkårlige årsager.”

I 20 år har oppositionen haft mange frontfigurer som Sáez, Rosales, Römer, Carmona, Capriles, López, Borges, Allup, Tintori o nu Guaidó. De fleste er på fri fod og bruger tid på deres politiske virke, dvs. de rejser rundt i verden for at promovere økonomiske sanktioner, eller militær intervention, mod deres eget land. Ja, det samme land, hvor der skulle være behov for humanitær hjælp skal kvæles økonomisk hvis ikke bombes. Sikke en paradoks! Pedro Carmona sidder ikke i fængsel, fordi han flugtede fra landet efter han blev sat som præsident i 30 timer i 2002 ved en kup (anerkendt i øvrigt øjeblikkeligt som legitim af USAs regering) og Leopoldo López fik en dom for at opfodre til vold i 2017 og blev sat i husarrest. Undervejs fik han også politibeskyttelse døgnerundt, idet hans egne partifæller truede ham på livet. Henrique Capriles er ikke længere særlig aktiv men for nylig sendte han en video, hvor han kritiserer Guaidos ”uduelighed”

”Fra begyndelsen af 2019 var der således ingen præsident som var demokratisk valgt i henhold til forfatningen. I denne situation kræver forfatningens paragraf 233 at den siddende præsident for nasjonalforsamlingen, altså Guido, skal indtage rollen som «Presidente encargago» (præsident «in charge»), med ansvar for at muliggøre og afvikle frie og demokratiske valg så hurtigt som det kan lade sig gøre. Det er det Guido vil, og det er det befolkningen ønsker. Guido er ikke selvudråbt præsident. Guido repræsenterer den forfatningsmæssige orden og ambitionen om at genindføre demokratiet.”

President Maduro blev som sagt folkevalgt og de store partier (store i forhold til de ressourcer de har til rådighed) i oppositionen valgte selv at ikke deltage, fordi deres hensigt altid har været at få fjerne chavismo fra magten. Den berømte artikel 233 taler om ”Absolut præsidentens fravær i tilfælde af død, opsigelse eller fyring af en domstol” (egen oversættelse), intet af det er sket og i øvrigt, står der i forfatning, at der skal udskrives valgt senest 30 dage efter den midlertidige præsident overtog magten. Fristen til dette overskred den 23. feb. og Guaidó har ikke sagt hvornår, valget skulle finde sted, men han har til gengæld valgte at skrive under en dekret, der skulle annullere forfatningsdispositionen, dvs ifølge Guaidó selv må han blive ved med at være ”Presidente encargado”, og legitim ifølge en række regeringer med USAs i spidsen, al den tid han har brug for uden at gå til valg men bare med at pege på sig selv.

”Maduro er ikke præsident ifølge forfatningen, og det er kun militærets støtte som muligør hans virke. EU parlamentets beslutning om at støtte Guido er velbegrundet.”

Jo, Maduro er faktisk den legitime præsident, valgt af de fleste vælger i Venezuela og i over i overensstemmelse med forfatningen fra 1999, den gældende lov i landet. FNs og OEAs generalforsamlinger har hverken anerkendte kuppet eller den seludnævnte  præsident trods presset fra USAs regering, EUs og andre sattelliter. EU parlamentet har i øvrigt intet at skulle have sagt i denne sammenhæng og deres sære syn på denne politiske situation hører heldigvis til fortid. Det har det tyske parlament givet udtryk for.

Nu holdes karneval i Venezuela og folket lever videre trods de økonomiske problemerne, det politiske spænding og den latente humanitær trussel fra USA som det blev formuleret på Twitter forleden dag.

MVH

/d

PS: En meget interessant TV-indslag fra amerikanske PBS Why Venezuela’s Chavistas are fiercely loyal to Maduro, despite economic crisis

Poul Kristensen

@Daniel Santos: Hvad mener du med at "EU parlamentet har i øvrigt intet at skulle have sagt i denne sammenhæng og deres sære syn på denne politiske situation hører heldigvis til fortid. Det har det tyske parlament givet udtryk for."?

Niels Duus Nielsen

Spørgsmålet er, om USA tør tage skridtet fuldt ud.

Propagandamaskinen har kørt i mange år, og i de seneste måneder hat den fået på alle tangenter. Men amerikanerne ser ikke længere så meget kabel-tv som tidligere, så det er ikke lykkedes krigsmagerne at fabrikere en altomfattende konsensus; selv på Fox News har Tucker Carlson luftet sin modstand mod krigsplanerne. Tulsi Gabbard fører valgkamp på en ikke-interventionspolitik, og selv om de traditionelle medier lader som om, hun ikke eksisterer, har hun stor gennemslagskraft blandt de unge, for amerikanerne er trætte af altid at være i krig.

Hvis der er nogen, der skal holde sig på måtten er det Maduro.

Guaido har allerede på skrift demonstreret, at han går ind for et voldeligt regimeskifte, hvorfor han formelt set er at betragte som landsforræder. Maduro skal modstå fristelsem til at arrestere og retsforfølge Guaido, selv om han har overtrådt indtil flere af landets love, for det er netop sådan et påskud, de neokonservative amerikanere går og venter på, for at kunne sætte det amerikanske militær ind.

Det "bløde" statskup er afværget, så nu søger Bolton og Co. med lys og lygte efter en casus belli, der er troværdig. For selv om det amerikanske demokrati er en farce, har myndighederne stadig et behov for folkelig opbakning. Der er jo et præsidentvlag i 2020, som skal vindes.

Kåre Nielsen

Daniel Santos skrev 04. marts, 2019 - 00:08:
«La Asamblea Nacional Constituyente (ANC) er en politisk-juridisk figur, der anvendes i tilfælde af krise ift forfatningen (art 347- 349.) Efter oppositionen vandt valget i 2015, begyndte de fra parlamentet at gøre alt for at sabotere den siddende regering mhp at kunne overtage magten efterfølgende, dette resulterede i voldelige demonstrationer (guarimbas) og gadekampe mellem chavistas og antichavistas, sidstnævnte bakkede åbenlyst af oppositionen med deres frontfigurer i spidsen.»

Santos skriver dette i sin kommentar, som konkluderer at Maduro er demokratisk valgt præsident for Venezuela. Men to rapporter fra Sekretariatet for FN's højkommissær for menneskerrettigheder understøtter den modsatte konklusion.

Den ene UN rapport fra Juli 2018 dokumenterer at Maduro’s regerering er ansvarlig for lang række overtrædelser af menneskerettighederne. Overtrædelserne er generelt politisk motiverede, og handler især om mangel på retsikkerhed for modstandere af Maduro’s regering. Rapporten dokumenterer blandt andet overdreven statslig voldsanvendelse, vilkårlige fængslinger, tortur, og henrettelser uden foregående retslig process. file:///C:/Users/kni005/Documents/Venezuela/VenezuelaReport2018_EN.pdf
Rapporten beskriver også den politiske og institutionelle krise i Venezuela, som blant andet opsummeres således:
“The erosion of the rule of law has accelerated since August 2017 as the Government further dismantled the institutional checks and balances essential to maintaining democracy. Deputies have complained that the Government has not provided any funding to the National Assembly since August 2016. Following the issuance of a decree on 8 August 2017, all branches of the State are now subordinate to the National Constituent Assembly and its decisions. Further, and in violation of the fundamental principle of legality, the provisions of the Constitution only remain valid if they do not contradict legislative acts passed by the Constituent Assembly. The Constituent Assembly also appointed senior officials, including the Attorney-General and the Ombudsperson, and called for the holding of anticipated presidential elections, disregarding the procedures set by the Constitution. The President did not present his 2018 budget proposal to the National Assembly for its approval as prescribed in the Constitution.”
I modsætning til hvad Santos skrev, konkluderer UN rapporten at oprettelsen og anvendelsen af Maduro’s National Constituent Assembly er i konflikt med Venezuelas forfatning, og har bidraget til at underminere demokratiet yderligere. Det var regeringen der saboterede det lovlige valgte parlament hvor oppositionen har 2/3 flertal, ikke omvendt.
Om det seneste præsidentvalg skrev rapporten:
“President Maduro won the presidential elections held on 20 May with 6.2 million votes. Two major opposition parties had been disqualified from running by the National Electoral Council (CNE) and the official opposition coalition (MUD) had been invalidated by the Supreme Court of Justice. The CNE acknowledged that only 46.5 per cent of registered voters had participated, the lowest turnout in the last three presidential elections. In addition to irregularities and the lack of guarantees for free and credible elections denounced prior to and during the electoral process, 24 civil society organisations also denounced irregularities on election day.”
UN anser således ikke valget for at være demokratisk. Santos skrev: "Beviserne på anklager om valgfusk blev aldrig vist frem». Men det kræver jo at Maduro / CNE tillader en uvildig undersøgelse af netop CNE. Endvidere handler det ikke bare om til fusk men også om generel politisk undertrykkelse:
“In 2017 and during the first months of 2018, OHCHR observed that leaders and members of opposition parties, including elected representatives, as well as social activists, and human rights defenders were publicly accused of terrorism, treason and other serious crimes or otherwise suffered attacks by government authorities, including security forces, and progovernment individuals. Such attacks included harassment, stigmatization, intimidation, threats and physical aggression. In some cases, they also included arbitrary detentions, illtreatment or torture, and groundless criminal prosecution, including before military tribunals.”
Om demonstrationerne fra april til juli 2017, skrev Santos at «131 personer mistede livet, 40 betjente blevet fængslet og retsforfulgt pga af deres direkte deltagelse. Ca.20 personer blev lynchet og brandet livende, chavistas eller dem, der kunne ser ud som chavistas altså brun i huden de fleste.»
Jeg ved ikke hvor Santos har dette fra. Men en anden UN rapport fra Maj 2017 som undersøgte denne situation giver et ganske andet billede. Rapporten konkluderer nemlig at 124 mennesker blev dræbt, at regeringens sikkerhedsstryrker dræbte mindst 46 af dem, mens væbnede civile støtter af regeringen (colectivos) dræbte mindst 27, støtter af oppositionen dræbte mindst 4, og 10 medlemmer af sikkerhedsstyrken blev dræbt. De resterende dødsfald skyldes andre og indirekte årsager eller kunne ikke afklares. UN rapporten beskriver desuden en udbredt mangel på retslig opfølgelse af drab begået av sikkerhedstyrker og colectivos.
https://www.ohchr.org/Documents/Countries/VE/HCReportVenezuela_1April-31...
Rapporten opsummerer situationen således:
"OHCHR’s findings detailed in this report point to an increasingly critical human rights situation since the protests began, with mounting levels of repression of political dissent by national security forces, and increasing stigmatization and persecution of people perceived as opposing the Government of President Maduro. OHCHR documented extensive violations of human rights by national authorities in the context of country-wide demonstrations aimed at curbing any type of anti-government protests. OHCHR found that security forces systematically used excessive force and arbitrarily detained protesters. Patterns of ill-treatment, in some cases amounting to torture, and serious violations of due process rights of persons detained in connection with the protests by Venezuelan authorities were also documented."
Der står desuden s 24:
“Sources interviewed by OHCHR indicated that the large majority of demonstrations during the reporting period were peaceful, and that when some demonstrators turned violent, it was usually in response to the repression by the security forces. Despite demonstrations being generally peaceful, the authorities regularly characterized them as violent and called protesters and organizers “terrorists.” (s24). Dette er i tråd med at opposionslederne, inklusive Leopoldo Lopez, konsekvent opfordrede til fredelige demonstrationer.
Jeg har svært ved forstå hvordan nogen kan anse Maduro-regimet for at være demokratisk. Det er betydeligt lettere for mig at forstå at Europaparlamentet og andre vægtige aktører støtter Guido’s mandat som midlertidig præsident med ansvar for at arrangere et demokratisk præsidentvalg i henhold til Venezuela’s forfatning.
Mvh. Kåre

Niels Duus Nielsen

Kåre Nielsen, Maduro er demokratisk valgt, fordi valghandlingen fandt sted i overensstemmelse med Venezuelas forfatning. Der var endda udenlandske observatører, som sagde god for valget.

Man lad os blot antage rent hypotetisk, at Maduro ikke er demokratisk valgt. I så fald er det den venezuelanske befolkning, som skal afsætte ham, ikke USA. Kan folket ikke det, må de jo gøre oprør. Og det er vel også det de gør i disse dage, hele situationen kompliceres imidlertid af, at der stadig er millioner af venezuelanere, der er loyale over for Maduro. Et oprør vil hurtigt kunne blive til en borgerkrig.

Tankeeksperiment:

Hvis vi sammenligner med, hvad der sker i Frankrig, kunne man forestille sig - igen helt hypotetisk - at en eller anden oppositionsfigur, fx le Pen den yngre, fandt sig et torv i Paris, hvor hun erklærede, at hun fra nu af var præsident, med henvisning til, at Macron ikke er i stand til at beskytte franskmændene, og at han med de nye terrorlove har indført permanent undtagelsestilstand.

"Blandt andet bliver det nu hverdag, at politiet kan anbringe borgere i husarrest uden dommerkendelse, foretage husransagninger uden dommerkendelse og forbyde offentlige arrangementer uden dommerkendelse", skrev dr.dk, da indtagelsestilstanden blev "ophævet" (læs: gjort permanent).

Så man kan argumentere for, at Frankrig ikke længere er en demokratisk retsstat, og da op mod 70-80% af franskmændene er åbne modstandere af Macrons styre, burde Anders Samuelsen straks anerkende le Pens kandidatur.

Er det sådan en verden, du gerne vil leve i, Kåre Nielsen? Hvor udenlandske politikere enevældigt bestemmer, hvem der skal være præsident i et andet land?

Tankeeksperiment slut.

Hvad siger FN om situationen? Ikke rigtig noget, for Risland blokerer for USA, og Isa blikerer for Rusland. Venezuelas udenrigminister udtalte over for Sikkerhedsrådet:

“Now is the time for us to return to sanity and to respect international law”, he said adding that the Government was prepared to sit down and negotiate with the opposition, led by Juan Guaidó: “Among Venezuelans, we can build our own solution without intervention, interference from anyone, much less the United States,” he said.

Lyder det som en gal diktator, der taler?

https://news.un.org/en/story/2019/02/1033612

Niels Duus Nielsen

Trump lover Venezuela “democracy and freedom”, faciliteret af Elliott Abrams, som har en fortid som tovholder for ulovlige krige, kup og støtte til diktatorer i andre mellem- og sydamerikanske lande - og bistået af Pompeo og Pence, som begge har forbindelser til Koch Brothers, som har brug for Venezuelas olie til deres raffinaderier i Texas.

Selv oberst Wilkinson, en fhv. konservativ republikaner, der som stabschef for daværende udenrigsminister Colin Powell oplevede Irakkrigen så at sige indefra, siger fra over for Trumps og Boltons røvertogt, her i et interview på The Real News Network:

https://www.youtube.com/watch?v=pkR9YWqfjsA

Kåre Nielsen

Niels Duus, svar til kommentar 04. marts, 2019 - 17:06
Baseret på de to citerede UN rapporter har jeg i min foregående kommentar forklaret hvorfor jeg ikke anser Maduro som demokratisk valgt.
Når Guido af et stort og voksende antal stater or organisationer anses som legitim midlertidig præsident er det med basis i Venezuelas forfatning. Jeg kan ikke se hvordan dit tankeeksempel repræsenterer en parallell situation, og vil derfor ikke kommentere det yderligere.
Nej, jeg ønsker ikke at leve i en verden hvor udenlandske politikere «enevældigt bestemmer hvem der skal være præsident i et andet land». Jeg ønsker derimod at leve i en verden hvor borgere frit og demokratisk kan vælge deres egen præsident, og generelt hvor politiske og andre menneskerettigheder respekteres. Jeg mener andre lande bør gribe ind diplomatisk, evt også bruke for eksempel økonomiske sanktioner hvis der påvist grov og systematiske overtrædelser af disse rettigheder. Er du uenig i dette?
«Hvad siger FN om situationen? Ikke rigtig noget for Rusland blokerer for USA, og USA blokerer for Rusland.». Rigtigt. Dog har UN, som beskrevet i min forrige kommentar, rapporteret en bred vifte af overtrædelser af menneskerettigheder og systematisk politisk undertrykkelse af oppositionen i Venezuela. Videre har FN vedtaget en resolution 26.09.18 som bla.
“2. Expresses its deepest concern at the serious human rights violations in a
context of a political, economic, social and humanitarian crisis, as documented in the
above-mentioned report [den første UN rapport jeg referede til];”
“3. Calls upon the Government of the Bolivarian Republic of Venezuela to
accept humanitarian assistance in order to address the scarcity of food, medicine and
medical supplies, the rise of malnutrition, especially among children, and the outbreak of
diseases that had been previously eradicated or kept under control in South America;
4. Urges the Government of the Bolivarian Republic of Venezuela to cooperate
with the Office of the High Commissioner and the mechanisms of the Human Rights
Council;
https://undocs.org/A/HRC/39/L.1/Rev.1

Mvh, Kåre

Niels Duus Nielsen

Kåre, en lang række stater anerkender stadig Maduro som præsident, netop med henvisning til forfatningen. Så det er påstand mod påstand.

ad 2): vi er begge enige med FN om, at menneskerettighederne skal overholdes, men jeg mener ikke, at en mulutær invasion er det rette middel at anvende, især ikke når der findes indtil flere tredjeparter, der er villige til at optræde som mæglere

ad 3): Der kommer skam nødhjælp ind i Venezuela, fra EU, Rusland, Cuba og flere andre stater - det er blot den amerikanske nødhjælp, som blokeres ved grænsen, fordi Maduro - med rette - frygter at der er tale om en trojansk hest, ligesom sidste gang, Elliot Abrams optrådte som barmhjertig samaritan.

Der befinder sig efterhånden en mindre hær af uafhængige journalister i Venezuela, som rapporterer direkte fra orkanens øje, i modsætning til bladsmørerne fra de store mainstream medier, som sidder på sikker afstand i Washington DC, hvor de kopierer Bolton og Co.s pressemeddelelser og udgiver det for at være Sandhed med stort S.

Meget er vi uenige om, Kåre Nielsen, men vi kan forhåbentlig blive enige om, at en militær løsning, hvor USA med magt vælter den venezuelanske regering og indsætter en ny, ikke er noget, vi som demokratisk anlagte verdensborgere ønsker os? Vi har jo erfaring for, hvordan USAs "hjælp" fører til kaos for de mennesker, som bliver "hjulpet", så hvorfor tro, at det skulle være anderledes denne gang?

Kåre Nielsen

Niels Duus Nielsen
Svar til kommentar fra Nielse Duus 05. marts, 2019 - 10:40
1. Ja, en række stater anerkender stadig Maduro som præsident. Hans styre er imidlertid forfatningsstridigt, og krænker en række menneskerettigheder, som UN har dokumenteret.
2. Ja, jeg er fortsat imod militær intervention i Venezuela. Dette har ikke ændret sig efter du for få dage siden tilskrev mig det synspunkt at jeg skulle «støtte krigeriske løsningsforslag» i Venezuela, noget du siden har beklaget. Men eftersom du tager emnet op igen kan jeg benytte anledningen til at kvalifisere mit synspunkt. Efter anden verdenskrig hævdede Hermann Göring at Tyskerne, i kraft af nationalstatens suverænitet, havde ret til at udføre hvad vi nu betegner som et folkemord på jøder og andre minoritetsgrupper. Grænserne for nationalstatens suverænitet måtte klargøres. Dette er noget af baggrunden for en UN resolution vedtaget i 2005, som giver medlemmerne ansvar for, gennem sikkerhedsrådet, at gribe militært ind i en nationalstat hvis diplomatiske og andre muligheder er udtømt, og hvis det kan demonstreres, at nationale myndigheder ikke kan beskytte deres befolkning mod folkemord, etnisk udrensning, krigsforbrydelser, eller forbrydelser mod menneskeheden. https://undocs.org/A/RES/60/1 (punkt 139).

3. Ja, der kommer lidt nødhjælp ind i Venezuela nu. Det er ikke sikkert at det var sket uden oppositionens vedholdene kamp for at det skulle ske. At Maduro skulle tillade nødhjælp var et af oppositions krav i mæglingsforsøget i den Dominikanske republik. Der er brug for meget mere nødhjælp, og for løsninger af de underliggende problemer. Mit håb er alligevel at dette er eksempel på, der man kan opnå positiv forandring gennem et tilstrækkeligt internationalt pres mod Maduro regimet, og at dette kan lede til tilbagevenden til Venezuelas forfatningsmæssige orden, en genopbygning af demokratiet, og på sigt en fungerende økonomi og velfærdstat.

Mvh, Kåre

Poul Kristensen

Læste lige kommentar ovenfor: "Lyder det som en gal diktator der taler?"
Interessant problem. Hvis en diktator lyder som om en gal mand, får han så magten?
Da jeg var ung talte jeg med min mor om hvordan nazisterne havde kunnet vinde magten i tyskland. Jeg var overbevist om de måtte være dårlige mennesker. Min mor fortalte så hvordan hun under besættelsen havde hørt radio på arbejde og der havde været et foredrag. Hun kom ind i det lidt efter starten og det var en almindelig brugt speaker, så hun vidste ikke hvem det var, men hun syntes det lød rigtig fornuftigt og overbevisende. Hun huskede hvordan hun tænkte "Sikke da en fornuftig mand." Da talen sluttede, lød det: "Dette var rigsfører Joseph Gøbbels fra Rigskancelliet i Berlin."
Så synker man lige et par gange.

Niels Duus Nielsen

Poul Kristensen, det er jo derfor det er så vigtigt at se på, hvad politikerne GØR, og ikke kun lytte til, hvad de SIGER. Alle politikere - måske med undtagelse af Trump - siger det, som de tror, at vælgerne gerne vil høre, om det så er Putin, Theresa May, Lars Løkke Rasmissen eller Kristian Riskjær.

Goebbels' på iverfladen fornuftige tale skal vejes op mod de gerninger, som han reelt udførte, og på samme måde skal Boltons, Maduros og Guaidos udsagn vurderes ud fra deres hidtidige meritter og de potentialer for fremtiden, som er plausible, givet deres hidtidige virke.

Maduro har en ret dårlig sag, Guaido har slet ingen sag overhovedet, og Boltons sag er så forbryderisk, at man nærmest per automatik må tage afstand fra den. Så jeg satser stadig på Maduro, ikke fordi jeg synes at han har den bedste sag, men fordi han har den mindst ringe.

Poul Kristensen

@Niels Duus Nielsen: Altså, du mener at kunne respektere Stalin og Mao, på trods af at det er historiens værste massemordere. Så det der med at kigge på hvad de gør i stedet for hvad de siger, skal du vist øve dig lidt på. (Antager at du ikke respekterer dem for deres høje drabstal)

Niels Duus Nielsen

Stalin og Mao er massemordere, men Stalin udviklede sig fra en håbløs amatør til en stor hærfører, hvilket da indgyder respekt - og Mao ændrede tilværelsen for millioner af fattige kinesere - som du måske har bemærket, har Kina i dag en af de stærkeste økonomier i verden, den hurtigst voksende middelklasse, og fattigdommen er så småt ved at være afskaffet - alt sammen noget, der ikke var sket, hvis ikke Mao havde stået i spidsen for den kinesiske revolution.

Hitler havde også sine gode sider, han afskaffede arbejdsløsheden ved at sætte en masse offentlige arbejder i gang, og hvis han var blevet afsat i 1938, ville statsgælden ikke være blevet betalt af krigsbyttet, men derimod ved produktion af værdier, som kunne beskattes.

Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke kan se lidt nuanceret på verden. Der er ingen, der er så onde, at de slet intet godt har i sig. Det må være trist at have et så endimensionalt syn på verden, at du ikke kan anerkende en god ting, hvis den optræder sammen med en dårlig ting. Fx - Trump er da på alle måder en klovn, men når han forsøger at nedruste og trække tropper hjem og indgå aftaker med Nordkorea, skal han da have ros, uanset hvor stor en idiot, han ellers er.

Men det forklare selvfølgelig dit besynderlige blik på begivenhederne. Hvis alting SKAL være godt eller ondt, uden nuancer overhovedet, kan jeg da godt forstå, at du fægter i blinde.

Poul Kristensen

@Niels Duus Nielsen: Det der med at det skal være godt eller ondt, er ikke korrekt. Fx kunne Hitler godt lide børn og hunde. Det anerkender jeg. Men derfor mener jeg ikke at han er en flink fyr.
Man skal kunne se virkeligheden.
Har du forøvrigt læst EU's rapport om den kinesiske handel med fangers organer? Her er den: https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=3&cad=rja&...(2016)542201_EN.pdf&usg=AOvVaw26apla-REqEXdsB-UeNGqo
Læs nederst side 14 og øverst side 15.
Det officielle tal fra Kina er ca. 10.000 årligt, men eksperter mener at det er mellem 60.000 og 100.000.

Poul Kristensen

@Niels Duus Nielsen: Du kan altså ikke sammenligne den nye integrationsydelse med at skære mennesker i stykker og sælge deres organer. Det er udnyttelse på et helt nyt plan. Selv i den værste tid i England skar man altså ikke folk i stykker og solgte deres organer, i hvert fald ikke på industriel skala.

Niels Duus Nielsen

Begge dele er udtryk for en overtrædelse af menneskerettighederne. Og ja, selvfølgelig er det værre at skære i folk. men det er vel ikke værre end at amerikansk politi skyder sorte mennesker, bare fordi de kan?

Dit link virker ikke, så venligst kom med et nyt, for jeg vil faktisk gerne læse om denne kinesiske praksis. Jeg er ret så imponeret af den kinesiske udenrigspolitik, men jeg er da helt på det rene med, at indenrigspolitikken ikke altid lever op til den standard, vi forventer af et civiliseret land.

Poul Kristensen

@Niels Duus Nielsen: Bare søg på google efter chinese organ transplants eller Report on illegal Chinese organ transplants eller noget i den retning.