Læsetid: 7 min.

Tjetjenien vil gerne byde Islamisk Stat-kvinder velkommen hjem

Rusland har et langt større problem end Vesten med IS-kvinder og -børn, der gerne vil hjem fra Irak og Syrien. I Tjetjenien har de fundet en højst uventet allieret i præsident Kadyrov, der forsøger at fremstille dem som lydige hustruer, der blot fulgte deres mænd. Kvindernes egne historier er mere brogede
En gruppe kvinder venter på at blive ransaget af kurdiske soldater efter at have forladt IS’ sidste tilholdssted i Baghouz i det østlige Syrien.

En gruppe kvinder venter på at blive ransaget af kurdiske soldater efter at have forladt IS’ sidste tilholdssted i Baghouz i det østlige Syrien.

Delil Souleiman

12. marts 2019

GROSNIJ – De håndskrevne breve, Kheda Saratova modtager med posten, begynder ofte med ord som disse:

»Jeg vil bede Dem hjælpe mig med at finde min datter.«

Den tjetjenske menneskeretsadvokat har ringbind fulde af fotos af unge kvinder og børn med oplysninger om deres seneste kendte opholdssted. Sidstnævnte kan være anført som »Mosul«, »i udkanten af Raqqa« eller bare »i teltlejren«.

Hertil kommer de bønner om hjælp, der tilgår hende via beskedtjenesten WhatsApp.

»Vi er ikke farlige,« skriver Maria, en russisk kvinde fra Ain Issa-flygtningelejren i Syrien.

»Måske er her nogle, som kan være farlige, men straf ikke os alle på grund af dem.«

Opgør man samtlige henvendelser, har familiemedlemmer appelleret til Saratova om at finde mindst 1.800 russisktalende personer, som er forsvundet i Syrien og Irak, og hvoraf hovedparten antages at have villet tilslutte sig Islamisk Stat.

»Der er brug for at handle hurtigt,« siger Saratova, »ellers risikerer vi, at der ikke længere vil være nogen, der kan vende tilbage.«

Kvinder som dem, Saratova forsøger at opspore og hjælpe til at komme hjem – IS-brude kaldes de gerne i Vesten – har sat gang i en højspændt offentlig debat, og flere regeringer har taget usædvanlige skridt for at blokere for deres repatriering.

Shamima Begum, en teenager, som i 2015 tog fra det østlige London til Syrien, har således fået frataget sit britiske statsborgerskab, mens myndighederne i USA har truffet en lignende beslutning for at hindre Hoda Muthana, en kvinde fra Alabama, i at rejse tilbage.

Rusland har dog et langt større problem.

Ifølge præsident Vladimir Putin selv er så mange som 4.000 russiske statsborgere taget til Syrien og Irak, hvortil kommer yderligere 5.000 fra andre tidligere sovjetrepublikker. Saratova fortæller, at deres familier har efterlyst mindst 700 kvinder og mindst 1.100 børn fra lande som Rusland, Kasakhstan og Usbekistan.

En stor muslimsk leder

Kampagnen for deres repatriering har fået en højst uventet allieret i Ramzan Kadyrov, den brutale præsident og de facto enehersker i Tjetjenien, som længe er blevet beskyldt for at gribe til meget voldsomme repressalier imod islamistiske oprørere og deres familier.

Kadyrov har ikke desto mindre lobbyet over for Putin for hjemtagelse af russisktalende IS-frivillige og bistået med at organisere 12 evakueringsflyvninger fra Syrien til Grosnij, Tjetjeniens overvejende muslimske hovedstad.

Iagttagere skønner, at Kadyrov har varierende motiver.

Dels kan han bedre holde øje med potentielle oprørere, dels kan han træde i karakter som en stor muslimsk leder. Endelig kan han som animeret af sit patriarkalske verdensbillede anerkende, at de kvinder, som sluttede sig til Islamisk Stat, gjorde det, fordi de ikke havde andet valg end at følge deres mænd.

»Fra et humanitært synspunkt er det en både stærk og uventet position,« siger Ekaterina Sokirianskaja, ekspert i Nordkaukasus og leder af Center for Analyse og Forebyggelse af Konflikt, der har til huse i Sankt Petersborg.

Tilhængere af repatrieringsprogrammet, der i de første måneder af 2017 førte til hjemtagelse af 21 kvinder og over 100 børn, hævder, at det kan styrke den nationale sikkerhed at hjemtage tidligere IS-frivillige.

»Vi er nødt til at hjemtage disse mennesker, så de kan sættes under kontrol af vores politi og efterretningstjenester,« siger Saratova, som Kadyrov har udpeget til at stå i spidsen for den komité, der varetager repatrieringsprocessen.

»De er mere farlige der, end de vil være her.«

Men programmet har også modstandere. Efter klager fra højtstående embedsmænd i det russiske efterretningsvæsen blev det da også sat i bero senere 2017. I december 2018 blev det genoptaget, men kun for så vidt angår evakuering af børn. Kvinder repatrieres ikke længere.

’Det var sharia, jeg ønskede mig’

Zalina Gabibulajeva, en mor til fem, som nu bor i Grosnij, var med på den indtil videre sidste evakueringsflyvning fra Syrien.

Hun fremstår ikke som nogen oplagt kandidat til nådesbevisninger: Hendes første mand deltog som kriger i en islamistisk opstand i Dagestan og blev dræbt i 2010, og i 2012 blev hun selv idømt to års fængsel, efter at politiet fandt en bombe i bagagerummet på hendes bil, som hun dog selv påstod, var anbragt der af andre.

Selv om den tjetjenske regering fremstiller de kvinder, som den søger at få repatrieret fra Syrien, som lydige hustruer, er hvert enkelt tilfælde unikt. Gabibulajeva siger, at hun var single og selv traf beslutningen om at tage til Syrien, da hun i 2014 sneg sig over den tyrkiske grænse.

»Jeg havde religiøse motiver,« siger hun under et interview i Grosnij.

»Jeg troede, jeg ville komme til en stat, der blev styret efter sharia. Det var sharia, jeg ønskede mig.«

Gabibulajeva slog sig ned i Tabqa, en by, hun beskriver som »fredelig« i begyndelsen, men snart blev hun desillusioneret over Islamisk Stats rigide regler, hang til vold og omkostningerne ved den krig, der rykkede stadig nærmere.

»Først var der flere gode mennesker end dårlige,« siger hun.

»Men de blev dræbt som kanonføde, når de blev sendt i krig.«

Henrettelser for overtrædelse af islamisk lov var også almindelige, siger hun, men benægter selv at have taget del i denne vold.

Singlekvinder blev henvist til at bo i særlige barakker og fik ikke lov til at gå ud alene, så hun giftede sig hurtigt, fortæller hun.

Hendes tredje mand blev dræbt ved et droneangreb, under et år efter at de havde giftet sig. Som krigshandlingerne kom nærmere, og bombardementerne blev hyppigere, besluttede hun og hendes fjerde mand, en makedoner, sig for, at tiden var inde til tage afsted.

De betalte i sommeren 2017 en menneskesmugler for at føre dem ud af IS-territorium og overgav sig derpå til kurdiske styrker i nord. Gabibulajeva, som var gravid med sit femte barn på dette tidspunkt, nedkom i al-Hawl-flygtningelejren.

»De fik mig ikke engang indlagt på et hospital, selv om jeg bad dem om det,« siger hun.

Hendes mand blev arresteret og udleveret til Makedonien, hvor han nu afsoner en fængselsdom. Selv måtte hun tilbringe fire måneder i lejren, før hun pludselig blev fløjet tilbage til Rusland, hvor en domstol i Dagestan kendte hende skyldig i at have sluttet sig til en illegal væbnet gruppe. Hun fik en fængselsdom, men har fået afsoningen udsat i ti år, fordi hun har små børn.

Hun betragter i dag sig selv som heldig, alene fordi hun kom væk fra IS i live.

»Da krigen var på sit højdepunkt, svævede jeg og mine børn hver dag mellem liv og død. Selvfølgelig vælger man hellere fængsel end sine børns død,« siger hun.

Gabibulajeva og en anden tilbagevendt, Zagidat Abakarova, en mor til fire, fortæller begge, at de efter hjemkomsten til Rusland blev udsat for meget intense forhør og jævnlig politikontrol. Abakarova valgte at bosætte sig i Tjetjenien, fordi myndighederne her er mindre nærgående.

Rusland har ikke forbundsstatslige retningslinjer for, hvordan repatrierede IS-frivillige skal håndteres – det er op til de enkelte delrepublikker selv at beslutte dette.

Hun siger, at hun går ud fra, at de repatrieredes telefoner og øvrige kommunikation bliver rutinemæssigt aflyttet, og insisterer på, at kvinder, der har levet under Islamisk Stats herredømme, ikke længere udgør nogen trussel.

Heri er ikke alle enige. I november erklærede Aleksandr Bortnikov, chef for Ruslands forbundsstatslige sikkerhedstjeneste, at det kunne blive farligt at hjemtage IS-kvinder.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at disse kvinder og sågar deres børn kan blive brugt af terrorledere som hververe til at radikalisere, som selvmordsbombere, som terrorister eller som hjælpere for terrorister.«

Også Putin har udtalt sig offentligt til fordel for at repatriere børn. IS-kvinderne er dog et spørgsmål, han ikke har forholdt sig til. Evakueringsflyvningerne blev i december genoptaget, men kun for børn født i Rusland. På den første af disse blev 30 børn repatrieret.

»Rusland har et af de mest aktive programmer i verden for repatriering af børn, og det fortjener de anerkendelse for,« siger Tanja Loksjina fra Human Rights Watch.

»Men for de familier, som lever i et desperat håb om at få deres døtre og børnebørn tilbage fra Syrien og Irak, var suspensionen af det oprindelige program et kæmpestort og uretfærdigt tilbageslag.«

Nogle mødre håber stadig på at finde deres døtre i live. Dzjannet Erezjebova har i over to år ledt efter sin datter Ziyaret.

»Hvis jeg forsvinder, så efterlad ikke min børn her,« skrev Ziyaret i sin sidste sms fra Mosul i december 2016. Dengang levede hun i en barak for enker med sine tre børn. Hendes mand var allerede blevet dræbt under et bombardement.

Det var sidste gange, at mor og datter kommunikerede, og Erezjebova har brugt over to år på at lede efter tegn på, at hendes datter og de tre børn kan have reddet sig ud af slaget om Mosul.

»Jeg har i tankerne skiftevis begravet og genoplivet hende i al den tid,« siger Erezjebova.

»Hun fortjener at få en chance til.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Børn betragter et medlem af SDF-styrkerne, efter at de har forladt ørkenbyen Baghouz. Man mener, at der er mellem 1000 og 1.500 IS-krigere tilbage sammen med et ukendt antal kvinder og børn.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu