Læsetid: 5 min.

To nordiske forskere vender op og ned på begreberne i vækst- og miljødebatten

Det er bedre at gå efter ’ægte grøn vækst’ end ’negativ vækst’ – men det er ikke let. To forskere finder, at Danmark som et af få lande har præsteret ægte grøn vækst – i én periode og på et enkelt område
Det er bedre at gå efter ’ægte grøn vækst’ end ’negativ vækst’ – men det er ikke let. To forskere finder, at Danmark som et af få lande har præsteret ægte grøn vækst – i én periode og på et enkelt område

Joachim Adrian

13. marts 2019

Hvornår kan økonomisk vækst reelt kaldes grøn? Og hvor i alverden kan man finde denne ’grønne vækst’, hvis noget sted overhovedet?

Sprogligt misbrug og misforståelser omkring forskellige betydninger af udtrykket har længe forurenet debatten og gjort det svært at tale præcist og meningsfyldt om forholdet mellem økonomisk vækst og bæredygtighed.

’Grøn vækst’ er blevet brugt til greenwashing af traditionelle økonomiske aktiviteter, men er samtidig ofte udtryk for den ærlige forhåbning, at fortsat vækst kan gøres bæredygtig ved anvendelse af bedst mulig teknologi, bedre planlægning etc.

To fremtrædende nordiske forskere – den svenske miljøforsker Johan Rockström og den norske psykolog og økonom Per Espen Stoknes – har i tidsskriftet Energy Research & Social Science gjort et fælles forsøg på at præcisere begrebet og granske, om noget land eventuelt måtte have præsteret reel grøn vækst.

Deres svar er, at det har Danmark. Sammen med Sverige og Finland har Danmark i en periode og på et enkelt undersøgt område præsteret ægte grøn vækst: Når det gælder økonomiens klimabelastning i form af CO2-udledning.

Fra gråt til ægte grønt

Debatten om grøn vækst har typisk kredset om begrebet ’afkobling’: Hvis kurven for en miljøbelastning eller et ressourceforbrug kan frigøres fra kurven for vækst i bruttonationalproduktet, BNP, så er der tale om afkobling. Hvis belastningskurven blot stiger langsommere end BNP-kurven, så er afkoblingen ’relativ’. Hvis belastningskurven direkte falder, mens BNP-kurven fortsat stiger, så er der tale om ’absolut afkobling’.

Det er imidlertid ikke nok i sig selv til at gøre væksten reelt grøn. Gælder det f.eks. CO2-udledning til atmosfæren, er det ikke nødvendigvis tilstrækkeligt, at der kan præsteres reduktion i CO2-udledningerne, alt mens økonomien vokser.

Udledningerne skal reduceres hastigt nok – dvs. belastningskurven skal falde så markant, at den kritiske miljøtærskel kan respekteres. For CO2 handler det om, at den globale opvarmning ikke må stige mere end 1,5-2 grader, hvilket fordrer, at verden når CO2-neutralitet omkring 2050, dvs. at belastningskurven når i nul.

Johan Rockström og Per Espen Stoknes skelner mellem tre slags økonomisk vækst:

  • Grå vækst: Når økonomisk vækst fører til vækst i miljøbelastning
     
  • Grøn vækst: Når økonomisk vækst ledsages af fald i miljøbelastning
     
  • Ægte grøn vækst: Når økonomisk vækst ledsages af et fald i miljøbelastning stort nok til at sikre, at kritiske miljømæssige grænser respekteres.

Så der foregår kun ægte grøn vækst i klimamæssig forstand, hvis væksten ledsages af så markante CO2-reduktioner, at Parisaftalens klimamål kan nås.

CO2-produktiviteten

Ofte bruges begrebet CO2-intensitet til at belyse, hvor klimabelastende økonomien er. CO2-intensiteten er CO2 udledt pr. BNP-enhed, f.eks. dollar eller kr. Jo lavere CO2-intensitet, desto mindre klimabelastende er økonomien og dens vækst.

Johan Rockström og Per Espen Stoknes finder det hensigtsmæssigt for diskussionen om grøn vækst at vende begrebet om. De taler om CO2-produktivitet: Den økonomiske værdi, der skabes pr. udledt ton CO2. Eller generelt: ’Ressourceproduktivitet’ angiver værdien, der skabes pr. fysisk enhed, det være sig udledt CO2, forbrugt vand, et bestemt råstof etc. Jo højere ressourceproduktivitet, desto mere grøn er økonomien. Og omvendt: Jo hastigere BNP vokser, desto mere fordres der af ressourceproduktiviteten, for at væksten kan kaldes grøn.

Omsat til matematik betyder det, at væksten er grå, hvis væksten i ressourceproduktivitet er mindre end væksten i BNP, og grøn, hvis væksten i ressourceproduktivitet er større end BNP-væksten.

Specielt for klimaområdet og CO2 har Rockström og Stoknes gransket, hvad der præcis skal til for at kunne kalde væksten ’ægte grøn’. Med andre ord: Hvor meget skal CO2-produktiviteten forbedres år for år, før kursen mod de globale klimamål – højst 1,5-2 graders opvarmning – følges?

Rækken af studier, der har vurderet dette, angiver nødvendige årlige CO2-produktivitetsforbedringer fra 4,4 pct. og op til ni-ti pct. Rockström og Stoknes vælger at sige, at den økonomiske vækst er ’ægte grøn’, hvis CO2-produktivitetsforbedringen er større end fem pct. pr. år.

De tilføjer mere forsigtigt, at det måske er rimeligt at bruge samme værdi – 5 pct. forbedring af ressourceproduktivitet pr. år – som et mere generelt mål for, hvornår en økonomisk vækst er grøn for alvor.

Danmarks ægte grønne vækst

Dernæst har de to forskere undersøgt, om der er lande, som med deres klimapolitik har præsteret dette: Mere end 5 pct. vækst i CO2-produktiviteten pr. år.

»Resultaterne viser, at Sverige, Finland og Danmark har demonstreret ægte grøn vækst i dette århundrede,« konkluderer de på basis af udviklingen i tiden 2000-2014.

Hvor Sverige og Finland således ifølge undersøgelsen har præsteret henholdsvis 5,76 pct. og 5,45 pct., har Danmark med 5,03 pct. lige præcis sneget sig op over den af de to forskere definerede grænse for ægte grøn vækst på dette ene område.

Et nordisk land som Norge er ikke kommet med i det pæne selskab, fordi landet på grund af sine omfattende offshore-aktiviteter med olie- og gasudvinding har store CO2-udledninger pr. BNP-enhed.

Billedet for Danmark for tiden frem til 2014 indebærer ikke, at Danmark også fremadrettet er på rette kurs, dvs. vil forbedre sin CO2-produktivitet hastigt nok til at sikre de gældende klimamål. Med det tempo for CO2-reduktioner, der er lagt op til via energiaftalen og regeringens klimaudspil fra sidste år, vil Danmark tværtimod ifølge klimarådgiver John Nordbo fra bistandsorganisationen CARE komme omkring 60 år for sent i forhold til det aftalte mål om CO2-neutralitet i 2050.

»Det er åbenlyst krævende for de fleste lande at præstere ægte grøn vækst« på klimaområdet i form af CO2-produktivitetsforbedringer over fem pct. om året, pointerer Johan Rockström og Per Espen Stoknes.

»Men det er minimumsniveauet frem mod 2050, hvis verden skal overholde Parisaftalen uden at skulle ty til omfattende negative udledninger efter 2050,« dvs. aktiv ’støvsugning’ af atmosfæren for CO2.

Grå vækst er selvmorderisk

Forskerne understreger samtidig, at CO2-resultaterne fra de tre nordiske lande ikke siger noget om, hvorvidt det er muligt globalt og på flere områder end lige CO2 og klima at præstere ægte grøn vækst. De siger faktisk, at det muligvis er »højst usandsynligt« for store, kulturelt mangfoldige lande at præstere ægte grøn vækst.

»Men at fortsætte med grå vækst er – for at bruge et dramatisk, men måske passende billede – selvmorderisk.«

»Hvis politikere og regeringer fortsætter med at tale om grøn vækst, alt mens de leverer grå vækst, vil flere kritikere blive fast forankrede i deres negative syn på enhver udsigt til grøn vækst og vil – konfronteret med de ødelæggende klimaændringer – ønske at stoppe økonomisk vækst i det hele taget. I stedet vil de hævde, at vore udviklede samfund er nødt til at sætte negativ vækst som mål,« skriver Rockström og Stoknes.

De mener, at det uanset vanskelighederne er mere hensigtsmæssigt at stræbe efter ’ægte grøn vækst’ end at tale om ’negativ vækst’ som mål. Tilsvarende er det psykologisk bedre at forholde sig til ønskede stigninger i f.eks. CO2-produktivitet end til nødvendigheden af fald i CO2-intensitet.

Der er ifølge miljøforskeren og psykologen brug for »en klimakommunikation, der fokuserer på at gøre mere af det gode og ikke bare mindre af det forkerte.«

At tro at dette input vil lukke debatten om vækst versus bæredygtighed, er nok naivt. I tidsskriftet Journal of Cleaner Production har de to finske økonomer Maria Sandberg og Kristoffer Wilén sammen med landsmanden filosof Kristian Klockars netop offentliggjort en artikel om emnet, som konkluderer:

»Skønt både grøn vækst og ’degrowth’ (negativ vækst, red.) angiver miljøbevarelse som normativt ideal, så påviser vi, at grøn vækst i praksis prioriterer det normative ideal om økonomisk vækst, mens ’degrowth’ prioriterer miljømæssig beskyttelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Gert Romme
  • Ejvind Larsen
  • Dina Hald
  • Dorte Sørensen
  • Troels Holm
  • Randi Christiansen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Toke Kåre Wagener
  • Niels Duus Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
Kurt Nielsen, Gert Romme, Ejvind Larsen, Dina Hald, Dorte Sørensen, Troels Holm, Randi Christiansen, Jens Thaarup Nyberg, Toke Kåre Wagener, Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grøn vækst er vækst og til enhver tid kulsort. Vi forbruger jordens resurser i et hidtil højt tempo. Lykkes vi med klimakrisen, står andre problemer skabt af vores overforbrug, i kø for at knuse os.
Læs eller genlæs grænser for vækst.

Helle Bovenius, Flemming Berger, Ejvind Larsen, Dina Hald, Dorte Sørensen, Britta Hansen, Steen K Petersen, Jan Weber Fritsbøger, Karsten Lundsby, Alvin Jensen, Christina Stougaard Hansen, Palle Raabjerg, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen, Thomas Tanghus og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Hvordan kan man skrive så meget om vækst, afkobling og CO2-produktivitet uden at nævne, at de officielle tal for Danmarks CO2-udledning er kunstigt nedskalerede. Man praler af stabiliserede eller sænket udledning, men opnår de relativt pæne tal ved at friholde regnskabet for bidrag fra international lufttrafik, skibstransport (Mærsk!) og indbygget CO2-forbrug i importerede varer?
Tre faktorer i hastig vækst og tæt koblet til den generelle økonomiske vækst og stigning i luksusforbrug.

Vores kæmpeforbrug af tøj, elektronik og underholdningsapparater, som er fremstillet i Asien og sejlet hertil for vores regning, belaster ikke vores nationale klimaregnskab. Så kan vi roligt lægge skylden på kineserne og forbruge videre.

Helle Bovenius, Jacob Johansen, Heinrich Anz, Dina Hald, Dorte Sørensen, Trond Meiring, Palle Bendsen, Jan Weber Fritsbøger, Peter Høivang, Karsten Lundsby og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

ER den bedste måde at skabe "grønvækst" på ikke at give folk mere til til at leve livet med familien osv.
Fx. ned sæt arbejdstiden , lav produkter der kan repareres og genbruges så "vi" undgår at smide så meget væk. Osv...........

@Peter Knap, mange af bogens knaphedspåstande er forlængst tilbagevist i praksis.

@Dorte Sørensen, det står jo folk frit for at arbejde mindre og at reparere. Men de fleste af dem, der taler som du, vil ikke betale med lønnedgang og ikke betale for reparationer, som påstås at være “for dyre”. Reparationer er dyre, for der er enkeltstyks”produktion” med stor lønandel - men hvis man går ind for fornuftig omgang med ressourcer, koster det.

Jeg har selv udskiftet termostaten i min vaskemaskine som gik i stykker sjovt nok kort tid efter garantien udløb. Det er længe siden og den har kørt upåklageligt siden. Min printer var indstillet til at gå i stykker efter en tid. Jeg gider ikke rode med trik og tip for at få den til at virke men køber aldrig mere et sådant produkt. Jeg nøjes med en sort-hvid laser og betaler mig fra resten.

Fornuftig omgang med ressourcer betyder nok at vi er nød til at blande os og stille nogle helt andre krav til produkterne. At lave telefoner hvor batteriet ikke kan skiftes - hvorfor skal vi smide telefonen ud når batteriet er færdigt. Håber at de unge der protesterer også forstår at de måske ikke behøver at have det sidste nye for at dupere kammeraterne. Det er nemlig yt.

Reparationer er dyre fordi arbejdskraften koster. Jo - men der eksisterer politisk redskaber som kunne gøre det billigere og mere atraktivt og så skaber det arbejdspladser her.
Hvad bruger vi almindelige flest penge på - bolig og transport. Boligpriserne kunne vi gøre noget ved så undgik vi også alle de bobler der ødelægger folks tilværelse, gældsætter og slavebinder dem.

Men intet af dette kan køre under den herskende økonomiske doktrin - Det er antageligt slet ikke muligt at have et kapitalistisk system og samtidig være grøn. Et neoliberalistisk system som vil overlade alt til markedet forekommer rent ud sagt hul i hovedet.

Vedrørende knaphed. Man inddeler altså råstoffer i to kategorier: dem der er fornybare og dem der ikke kan fornys og som derfor er begrænset.

Og en anden ting - Der findes ganske vist store forekomster af f.eks. olie men de er sværere og mere omkostningstunge at fremskaffe og rafinere (de er ikke så rene og kræver mere rensning). Det sætter faktisk grænser for hvor meget det kan betale sig at hente op = Peak oil. Der er simpelthen ikke nok profit i at hente den dårlige olie op. Det er altså ikke kun knaphed forstået som at ressourcen bliver udtømt - det er også et spørgsmål om rentabiliteten. Her er der tilsyneladende en indbygget mekanisme i markedet der sætter grænsen og det er måske også forklaringen på at pengene begynder at vandre andre steder hen - desværre nok lidt for sent til at vi undgår 2 grader scenariet - så nej - det bør ikke overlades til markedet. Som en sidebemærkning er det måske derfor USA er så interesseret i den venezuelanske olie, den hører nemlig til den letomsættelige rene olieforekomst.

Flemming Berger, Dorte Sørensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Jens Winther
Hvis fx. dagligvarer fik lavere Moms, så levevilkårene blev lavere , mon så ikke det ville hjælpe som modsvar på lønnedgangen. Ligeledes hvis folk kunne få repareret "ting og sager" så ville det skabe arbejdspladser lokalt osv. Det ville spare transport. Ligeledes ville mindre arbejdstid spare timer til pasning af børn osv. Derudover ville mindre arbejdstid give mindre nedslidning og stress og dermed lavere sundhedsudgifter. Osv..........osv............
PS: mon ikke en nedgang i "vores" forbrug og bedre tid til familien ikke ville give de fleste et bedre liv - for ikke at nævne et bedre klima osv.

Henrik Plaschke

Pia Nielsen

Du har helt ret i, at der eksisterer politiske redskaber til at gøre genbrug og reparation billigere.

Som jeg har påpeget det i en tidligere kommentar:

Siden 2015 er indbygget forældelse kriminaliseret i fransk lovgivning (fængselsstraf og/eller bøde), og i forbindelse med denne lovgivning er foreningen HOP (Halte à l’obsolescence programmée - stands den indbyggede forældelse) blevet udviklet. Frankrig er ifølge Le Monde et foregangsland på dette område. Andre lande burde måske følge det franske eksempel?

https://www.information.dk/telegram/2017/12/kunder-sagsoeger-apple-goere...

Helle Bovenius, Steffen Gliese og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg gad vide om den franske lovgivning får nogen virkning. Det afhænger vel af hvordan retsagerne falder ud. Det går desværre i sneglefart med at ændre disse åbentlyst tåbelige forhold set både fra et miljøhensyn og et forbrugerhensyn. Jeg håber virkelig at den franske model virker. Det ville gøre alting hurtigere og lettere. Men jeg har min tvivl.

Her et link med samme krav hvor man kan underskrive en erklæring om selv at reparere x antal produkter eller vælge produkter med lang levetid - Ideen er vel at hvis tilstrækkelig mange gør det vil det presse politikere og virksomheder til at træffe de rigtige beslutninger.
https://ifixit.org/

Poul Kristensen

@Pia Nielsen: Det er fint nok at du selv reparerer nogen af dine ting, men det overordnede problem er at du overhovedet har en vaskemaskine og en printer. Og du har sikkert også et fjernsyn og en pc og en telefon og tøj og stor lejlighed. Hvem ved, måske endda en bil?
Vi skal længere ned.
Ja, vi skal meget længere ned hvis det skal gøre en forskel. Derfor er grøn vækst den eneste vej frem.