Læsetid: 6 min.

Velkommen til endnu en uge i galehuset, der kaldes Storbritannien

Brexit-datoen har fået kunstigt åndedræt og er nu den 12. april, medmindre May får sin skilsmisseaftale gennem parlamentet i dag eller i morgen. Demonstrationer både for og imod EU-medlemskab præger gadebilledet, og parlamentet prøver at fravriste premierministeren magten
Omkring en million mennesker var på gaden i London ved den store Peoples Vote-demonstration lørdag. Hvis May ikke får sin skilsmisseaftale igennem i dag eller imorgen, er Brexit-datoen den 12. april.

Omkring en million mennesker var på gaden i London ved den store Peoples Vote-demonstration lørdag. Hvis May ikke får sin skilsmisseaftale igennem i dag eller imorgen, er Brexit-datoen den 12. april.

Brais G. Rouco/Ritzau Scanpix

25. marts 2019

Det der, om noget, kategoriserede lørdagens millionstore Peoples Vote-demonstration i London, hvor man prøvede at sikre en ny folkeafstemning om Brexit, var, at deltagerne var ualmindeligt almindelige.

Bedsteforældre med deres børnebørn, unge studerende, der ikke var særligt flippede, velbjergede og mindre velbjergede midaldrende og ganske mange, der ikke udelukkende talte engelsk.

Sidstnævnte kategori er egentlig heller ikke særligt overraskende. Af Londons rundt regnet ti millioner beboere er op mod halvdelen ikke født i Storbritannien, og mange af dem er fra andre dele af EU.

Plakaterne var ganske opfindsomme: ’Fromage not Farage’ – ’I’ve seen smarter cabinets at Ikea’ – en hund bærende en plakat lydende ’This is a dog’s Brexit’ – ’Is this the queue to collect our unicorns?’ og de lidt mere bizarre: ’Larry the cat wants a second vote’.

Vanen tro, når briterne demonstrerer, var mange klædt festligt ud, og hvis man ikke lige vidste, hvorfor en million briter havde valgt at bruge deres lørdag på at fylde gaderne i det centrale London, kunne man godt tro, at anledningen var mindre alvorlig, end tilfældet er.

»Hele forløbet føles næsten surrealistisk, som et meget langt mareridt, man ikke kan vågne fra. Men vi må vågne op nu. Det er deres fremtid,« sagde en bedstemor og pegede på sine to børnebørn, da jeg spurgte hende, hvorfor hun gik med.

Hvis man, som jeg, har boet i London i rigtig mange år, er det svært ikke at komme til at sammenligne lørdagens demonstration med foregående store folkelige protester gennem tiden.

Der har været en del, men den oplagte sammenligning må være med demonstrationen den 15. februar 2003, umiddelbart før, Tony Blair førte Storbritannien ind i Irakkrigen.

Den demonstration er den største i britisk historie til dato og anslås at have haft deltagelse af mellem en og 1,5 millioner. Stemningen dengang var vredere og mere konfronterende. Der var mange unge højtråbende antikrigsaktivister, der søgte et stand off med politiet.

Sådan var det ikke denne weekend. Dengang gennemførte premierminister Blair sit forehavende alligevel og mistede dermed opbakningen fra en stor del af sine egne vælgere. Det var et afgørende øjeblik i hans regeringstid. Spørgsmålet er, om Peoples Vote-demonstrationen vil få en indirekte indflydelse på de næste ugers diskussioner i parlamentet?

Det har nok i hvert fald ikke gjort det sværere for det klare flertal af parlamentarikere, der i virkeligheden er for at vedblive i EU, at turde stå ved deres holdning. Men bare for at understrege, at det langt fra er en sag, der entydigt samler briterne, så er EU-modstandernes ’Betrayal March’ fra Sunderland til London i fuld gang.

Det er en march med deltagelse af en række prominente brexiteers, blandt andet Nigel Farage, der rammer Parliament Square den 29. marts. Formålet med denne march er at sikre en udmeldelse ligegyldig hvad.

Farcen fortsætter

Og midt i dette folkehav af EU-tilhængere og modstandere skal det udskældte parlament så træde i karakter og træffe valg om Storbritanniens fremtid, der vil påvirke øernes beboeres hverdag i generationer.

Det farceagtige drama i parlamentet forsatte i sidste uge, hvor May blev nægtet endnu en afstemning om sin skilsmisseplan og derefter svinede parlamentets medlemmer til, inden hun tog til Bruxelles og igen måtte finde sig i, at EU ikke ønskede at danse efter hendes pibe og i stedet udstak retningslinjer for det videre Brexit-forløb.

May må indeni være ligeså gul og blå som EU-flaget af alle de verbale slag, hun har modtaget. Hun står formodentlig over for sit politiske Waterloo.

Hendes sidste chance er, at hendes skilsmisseaftale i tredje forsøg bliver stemt hjem – formodentlig i dag – men der er mange forhindringer for, at det sker. For det første er det slet ikke sikkert, at The Speaker vil tillade det, og selv hvis han gør, har May mildest taget ikke vinden i ryggen. Skulle hun mod forventning vinde afstemningen, så udtræder Storbritannien af EU den 22. maj. Ellers må dette være Mays svanesang.

Hendes kollektive skideballe til parlamentet i sidste uge faldt ikke i god jord hos de konservative, og konservative kilder, jeg har talt med, bekræfter rygterne om et, hvis ikke flere, forestående kup mod May, hvis hun ikke selv tager initiativet og tager sit gode tøj og går.

Brug for nytænkning

Spørgsmålet er, hvad der i så fald sker i regeringspartiet, der nærmest kan defineres som værende midt i en borgerkrig. En række håbefulde kandidater står klar til at overtage magten efter May. Ligegyldig hvem der vinder den magtkamp, vil det formodentlig være startskudet til, at partiet splittes. Derfor er det mest sandsynligt med en midlertidig leder.

Kabinetsminister David Lidington anses som et godt bud. Cambridge-historikeren, der var Europa-minister fra 2010-16 er godt inde i stoffet. Han har ingen ambitioner om at blive partileder, og alene det er et plus i denne sammenhæng. Som remainer er han af naturlige grunde populær i dele af partiet, men ikke synderligt elsket af EU-skeptikerne.

Michael Gove nævnes som et alternativ til Lidington. Muligheden for, at May forbliver som premierminister, mens Lidington eller Gove bliver midlertidig partileder, er også i spil. Dette ville muliggøre, at processen om, hvem der skal lede partiet efter May, kan sættes i gang.

Der er i den grad brug for nytænkning i det fastlåste parlament. Et muligt gennembrud er udsigten til, at parlamentet ’tager magten’. Forstået på den måde, at der skal stemmes om en fremgangsmåde med såkaldte indicative votes, det vil sige afstemninger, der ikke er bindende, men som kan hjælpe med at skabe en forståelse af, hvad parlamentet egentlig vil – indtil nu har parlamentarikerne primært skulle forholde sig til Mays udspil.

Disse indikerende afstemninger vil undersøge en lang række mulige veje for at sikre et parlamentarisk flertal. Disse inkluderer:

Den nuværende aftale, en omstødelse af artikel 50, en ny folkeafstemning, en aftale, der inkluderer medlemskab af toldunionen, en aftale med både det indre marked og toldunionen, en frihandelsaftale og et no deal-Brexit.

Indicative votes er frie, og der er altså ingen tvang til at følge partilinjen.

Det er derfor muligt, at der kan være flertal for flere aftaler på en gang – eller ikke flertal for nogen af ideerne. Førende politikere på begge politiske fløje har ønsket sig disse afstemninger i noget tid, fordi det ganske enkelt ikke står klart, om der er en samlende farbar vej.

Har kostet May dyrt

Søndag tog finansminister Philip Hammond afstand til de verserende rygter om et konservativt kupforsøg mod May.

»Det ville være selvsmagende og uproduktivt, lige præcis det, vi ikke har brug for,« sagde finansministeren, der dog anerkender, at der er stor utilfredshed med tingenes tilstand og også med partiets ledelse.

Som landet ligger nu, er der altså en mulighed for, at Storbritannien faktisk forlader EU den 22. maj, skulle May få sin vilje. Ellers er der, hvis altså EU godkender endnu en udsættelse før den 12. april, udsigt til en ny – og muligvis langsigtet – runde af Brexit-forhandlinger.

No deal-høgene vejrer forsat, at de kan trække det længste strå, fordi no deal er den eneste sikre løsning hvis alt andet skulle fejle. Men der er også morgenluft for fortalerne for en blødere model, a la den norske, fra begge store politiske partier.

De indikative afstemninger vil give et godt bud på, om et flertal kan samles om noget sådant. Det vil dog ikke nødvendigvis tilfredsstille den million mennesker, der var på gaden i lørdags, men det virker usandsynligt, at en løsning vil kunne tilfredsstille et bredt udsnit af briterne ligegyldig hvad.

Theresa Mays insisteren på, at Brexit er et konservativt anliggende, har kostet både hende og hendes parti dyrt. Hendes gambling med at sikre sig et Brexit-mandat ved parlamentsvalget i 2017 slog fejl og gjorde hendes i forvejen skrøbelige position nærmest umulig.

Hendes manglende evne til at række ud til politiske modstandere og søge et bredt forlig har formodentlig været det sidste søm i hendes politiske ligkiste. Hun har ganske kort tid til at sikre et bare nogenlunde acceptabelt eftermæle. Sker det ikke, vil historiens dom over hendes korte regeringstid blive hård.

Det er bestemt ikke kun Theresa Mays skyld, at det hele sejler, men hvis man er selvvalgt kaptajn ombord på skibet, så er evnen til at sikre sig, at man i samlet flok styrer mod sikker havn en nødvendighed, og den egenskab ser det ikke ud til, at May besidder.

Og hvad med folket. Flere demonstrationer er under opsejlning. Lad os håbe, at de forbliver så rolige og civiliserede, som tilfældet var denne weekend.

Torsdag tager Theresa May nok en gang til Bruxelles for at få EU-medlemslandene til at udskyde Brexit-datoen en sidste gang. Meget tyder imidlertid på, at EU kun vil tillade en udskydelse, hvis hun kan garantere, at det britiske parlament godkender hendes skilsmisseaftale
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Jakob Trägårdh
  • Anders Graae
  • Christian Mondrup
  • Gert Romme
  • Eva Schwanenflügel
  • Jesper Eskelund
  • Torben K L Jensen
Thomas Tanghus, Jakob Trägårdh, Anders Graae, Christian Mondrup, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Jesper Eskelund og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det er sgu en fornøjelse at læse at læse dine vidende indlæg om Brexit - Jacob.

Jakob Trägårdh, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Nils Bøjden. Det er korrekt at dengang, inden englænderne stemte skotterne og de katolske nordirere ud af EU, stemte skotterne for at forblive endel af Little Britain. I dag er sagen uden tvivl en anden.

Forholdet mellem landene i den britiske union er simpelthen ugunstige for skotterne. Der er ti gange så mange englændere som skotter og 5 gange så mange englændere som ikke englændere i unionen så undertrykkelsen af skotterne, waliserne og nordirerne er garanteret indtil demografi eller selvstændighed ændre det. Det sidste er nok mest sandsynligt.