Læsetid: 6 min.

Venezuelas vrede unge mænd venter bare på, at Guaidó ringer

En gruppe frustrerede, yderligtgående Maduro-modstandere er strandet i grænsebyen Cucutá i Colombia. For godt en måned siden forsøgte de med stenkast og molotovcocktails at skabe passage for en nødhjælpskonvoj ind i Venezuela. Nu venter de utålmodigt på næste slag og ruster sig med automatvåben
Demonstranter bærer den 25. februar i år en tilskadekommet væk under et sammenstød med Venezuelas sikkerhedsstyrker på Simon Bolivar-broen, der går på grænsen mellem Venezuela og Cúcuta i Colombia. Mange demonstranter er strandet i Cúcuta, da det venezuelanske styre har sat en pris på deres hoveder, og de derfor ikke tør vende hjem.

Demonstranter bærer den 25. februar i år en tilskadekommet væk under et sammenstød med Venezuelas sikkerhedsstyrker på Simon Bolivar-broen, der går på grænsen mellem Venezuela og Cúcuta i Colombia. Mange demonstranter er strandet i Cúcuta, da det venezuelanske styre har sat en pris på deres hoveder, og de derfor ikke tør vende hjem.

Marco Bello/Ritzau Scanpix

28. marts 2019

CÚCUTA – Den venezuelanske modstandsbevægelse La Resistencia er stadig i colombianske Cúcuta. Det er mere end en måned siden, at bevægelsens aktivister var med til at demonstrere, feste og kæmpe for at kræve passage for de mange lastbiler med nødhjælp, der forsøgte at komme ind i Venezuela.

Dengang var der en stemning af håb og forventning om forandring, men festlighederne resulterede kun i voldelige sammenstød, og en af lastbilerne brød i brand, formentlig antændt af demonstranternes molotovcocktails.

»Vi havde ikke forestillet os, at bistanden ikke ville komme ind i Venezuela. Jeg troede, at Maduro ville falde den dag,« fortæller 36-årige Orlando Mantilla, der kommer fra den venezuelanske grænseby San Cristóbal.

Han er en af de mange hundrede venezuelanere, der kom til Cúcuta, og som stadig befinder sig i grænsebyen i Colombia. Mange sover på gaden. Efter det mislykkede nødhjælpsopgør på grænsen brød Venezuela de diplomatiske forbindelser med Colombia og lukkede grænsen mellem de to lande.

Ved samme lejlighed hoppede flere hundrede soldater af fra de venezuelanske væbnede styrker. De er også stadig i Cúcuta, indkvarteret på hoteller.

»Vi venter på, at Guaidó ringer og siger, at vi skal i aktion,« fortæller en fra en gruppe af desertører, der ikke ønsker deres navne frem.

De frygter for konsekvenserne. De kan ikke tage tilbage til Venezuela, hvor der venter dem fængselsstraf eller i værste fald døden. De fortæller, at deres familier konstant modtager trusler.

De vrede unge fyre

La Resistencia udsprang af studenterprotester i Venezuela i 2016 organiseret over sociale medier som f.eks. Facebook. Siden er antallet af grupper, som betegner sig som en del af La Resistencia, bare vokset. De har forskellige ideologiske standpunkter, men har det til fælles, at de vil vælte præsident Maduro. Mange af modstandsgrupperne er højreorienterede, flere af dem yderligtgående.

Grupperne begyndte for alvor at organisere sig i januar i grænseområderne i Brasilien og Colombia, siger Ariel Ávila, der er direktør i den colombianske stiftelse Paz & Reconciliación og politisk iagttager.

»La Resistencia er typisk grupper med politisk tilhørsforhold på den yderste højrefløj og en fortid i militæret. De er godt organiserede. De er ikke guerillagrupper eller en stor hær,« siger Ariel Ávila.

Ved nødhjælpsdemonstrationen i Cúcuta 23. februar deltog mindst 300 mennesker fra La Resistencia.

»De var fordelt på grupper af 50 ved hver af lastbilerne med nødhjælp. Hvor mange der har sluttet sig til grupperne i Venezuela, i Colombia og Cúcuta, er der ingen der ved. Men de er mange,« siger Ariel Ávila.

Selv om grænsen nu har været lukket i en måned, er der et menneskemylder ved grænseovergangene i Cúcuta. Tusindvis af mennesker krydser hver dag grænsen ad de uofficielle stier, som kontrolleres af de Maduro-tro væbnede grupper Los Colectivos.

I bydelen La Parada i Cucutá er der mange venezuelanske flygtninge og migranter. Her kan man få gratis mad fra internationale organisationer. En del af de mange flygtninge har sluttet sig til La Resistencia. Nogle kalder dem også bare los muchachos, de unge fyre.

»Prøv lige at se mine klipklapper, de er fuldstændigt i stykker. Og jeg har ikke engang undertøj,« fortæller en af fyrene.

Mange af dem er bange og ser sig konstant over skulderen.

»Her er spioner for Maduro overalt. Der er ingen, der er sikre her,« siger én af dem til mig.

Om aftenen i La Parada besøger vi en gruppe fra La Resistencia. I en baggård til et af bydelens forfaldne huse sidder de en flok i rundkreds.

»Vi hedder La Resistencia666. Vi vil befri Venezuela,« siger en af lederne, Keiber Prieto.

Flere knytter næverne, når vi taler med dem. De er vrede. Øjnene er hårde. De er her ikke for sjov.

»Vi forestillede os ikke, at der ville ske alt det her. Vi forestillede os, at hjælpen ville komme ind i Venezuela. Men vi stod jo forrest på de der lastbiler, der er tusindvis af fotos af os. Styret i Venezuela ved, hvem vi er. Vi kan ikke tage tilbage. Der er en pris på vores hoveder,« siger Keiber Prieto.

Angiveligt er prisen 6.000 kroner. De fortæller, at det er alt fra militærfolk, til bygningsarbejdere, ingeniører, sygeplejersker, læger. Jeg spørger, hvem deres helte er.

»Vi er ligesom Nelson Mandela eller Robin Hood. Vi vil hjælpe de fattige. Parate til at give vores liv for at befri Venezuela.«

En video har cirkuleret på de sociale medier, hvor Resistencia666 optræder med automatvåben. Når jeg spørger, om de har våben, siger de, at de er ved at skaffe dem. Andre afbryder og hvisler et »ja, selvfølgelig« ud mellem tænderne.

Det vrimler med væbnede grupper i grænseområdet. La Resistencia ville ikke være her som gruppe, hvis ikke de var bevæbnede.

»Oppositionen har snydt os. De sover på hoteller og er beskyttede. Imens sover vi på gaden og har ikke penge til mad. Vi er i gang med at organisere os bedre og skaffe våben. For vi kan ikke vælte en regering ved at stå og kaste sten her ved grænsen,« siger Keiber Prieto.

Ikke kontrolleret af Guaidó

En anden af gruppens ledere er Rúben Zapata, han kalder sig Zapata666. På sin venstre underarm har han tatoveret »666«. Han er barberet skaldet, og ansigtet er hårdt. Han fortæller, at han lige er kommet hertil fra den caribiske kystby Barranquilla.

Rúben Zapata var rapper og skuespiller i Venezuela, hvor han boede i det berygtede slumkvarter Petare i hovedstaden Caracas. Nu er han ved at skaffe våben til sin modstandsgruppe i Cúcuta, så de kan være med til at befri Venezuela.

»Vi kom her den 23. februar for at kæmpe for at befri vores land. Men det var en fiasko. Nu sidder vi her og rådner op på grænsen og venter på, at Guaidó ringer. Men Guaidós folk og militærdesertørerne er indlogeret på hoteller. Prøv lige at se, hvordan vi bor,« siger han og viser deres simple bolig frem.

Det er svært at se, at her skulle være gulvplads til, at alle kan sove her.

»Vi vil ikke bare læne os tilbage og se på alle de forfærdeligheder, der foregår i Venezuela. Vores tålmodighed er ved at være brugt op,« lyder det fra Rúben Zapata.

Ifølge Ariel Ávila er det ikke Guaidó og hans folk, der kontrollerer de forskellige modstandsgrupper. Men det er klart, at oppositionen finansierer grupperne og for eksempel har betalt for eksempel de gasmasker, som de ses med.

»Frygten er, at La Resistencia bliver til en slags guerillagruppe – og så har vi også Maduros militser, Los Colectivos. To væbnede grupper, så har vi noget, der ligner Colombias væbnede konflikt,« siger Ariel Ávila.

Rúben Zapata og de andre unge fyre er tydeligvis frustrerede og vrede.

»Vi er den hårde kerne. 23. februar var et spildt øjeblik. Vi undervurderede fjenden. Vores ideologi er folkets ideologi – og folket sulter. Vi vil have Venezuela tilbage til folket,« siger Rúben Zapata.

»Vi burde stå sammen, os modstandsgrupper. Det er meget politiseret. Vores plan er at overtage grænsebroen. Vi vil kæmpe mod Maduros militser.«

De hjemvendte bliver slået ihjel

En af grænsebyen Cúcutas få turistattraktioner er Símon Bolívar-parken. Frihedskæmperen Simon Bolívar var venezuelansk militærmand og frihedskæmper – og en vigtig figur for frihedskampen i Sydamerika. Han spillede en nøglerolle i befrielsen af Bolivia, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela fra den spanske kolonimagt.

Det er her i parken, 36-årige Orlando Mantilla holder til, ligesom mange andre fra La Resistencia. På grund af højdedraget er her mobilforbindelse til nabolandet, som ligger få kilometer væk.

Orlando Mantilla fortæller, at han har dannet en af modstandsgrupperne i Venezuela fra den nærliggende grænseby San Cristóbal.

»Det er vores familier, der sulter og er syge på den anden side af grænsen. Nu er vi bekymrede for, at de bliver truet, fordi vi er med i modstandsbevægelsen. Vi føler os forladt af Guaidó. Vi er mange her. Det var Guaidós folk, der betalte for transporten hertil. Vi havde ingen anelse om, at det ville ende sådan. At hjælpen ikke kom over, og at vi stadig ville være her i Cúcuta en måned efter. Jeg er virkelig vred over dét, der sker i mit land,« siger Orlando Mantilla.

Hans bror var også med i demonstrationerne den 23. februar. Men da han forsøgte at komme hjem bagefter, blev han slået ihjel, fortæller Orlando.

»Jeg kan ikke tage hjem til Venezuela. Hvis jeg gør det, vil jeg blive fængslet eller slået ihjel,« siger han.

»Hvis jeg havde vidst, hvordan det ville komme til at foregå, ville jeg havde brugt maske den 23. februar, skjult mit ansigt.«

Der går hele tiden rygter om, at der vil komme en ny dato, hvor man vil forsøge at få nødhjælpen over grænsen til Venezuela. Der er tydeligvis stor utilfredshed blandt medlemmerne af La Resistencia. De er sultne, og ikke kun efter mad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og det var så dem der var så sure at de kom til at sette ild til deres "egen" (usas) "nødhjælp." Og lige et godt råd til andre der vil sende nødhjælp ind i landet: Brug røde kors. De ved hvordan man får det ind.