Læsetid: 4 min.

Bejler til EU-toppost holder den kedeligste tale, jeg nogensinde har hørt

Han er måske Europas kedeligste politiker, men han er også noget så sjældent som en grøn fransk konservativ. Og nu er Brexit-forhandler Michel Barnier også ved at køre sig i stilling til et topjob i Bruxelles. Information tog med til en helt udsolgt og helt forfærdelig forelæsning med Mr. Brexit
Michel Barnier, EU's brexitforhandler, mødte Lars Løkke Rasmussen under sit besøg i slutningen af april.

Michel Barnier, EU's brexitforhandler, mødte Lars Løkke Rasmussen under sit besøg i slutningen af april.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

1. maj 2019

Så kommer han ned af trappen langs væggen i det store auditorium. Alle 850 tilhørere klapper, her er ingen tomme pladser, men tværtimod 300 skuffede folk på en venteliste, og mens nogle assistenter dæmper lyset i salen, uddeler den ranke og høje mand, som ifølge Nicolas Sarkozy har »karisma som en østers«, kindkys og håndtryk.

Vi er på universitetet i Leuven lidt nord for Bruxelles til et forunderligt arrangement: en totalt udsolgt forelæsning om Europas fremtid ved EU’s Brexit-forhandler, den tidligere franske kommissær og konservative udenrigsminister, 68-årige Michel Barnier.

Men det er ikke bare en tale, det her. Det er en uofficiel valgkamp.

Siden februar har den gode Barnier været på tour i Europa: Warszawa, Rom, Bukarest, Wien, Dublin og Stockholm. Tirsdag aften talte han på Københavns Universitet, og i næste uge går turen til München og Zagreb.

Og hvorfor mon en brexit-forhandler rejser rundt og taler om Europas fremtid, mens Brexit-forhandlingerne er sat på pause? Jo, for at holde sit navn varmt frem til det store kræmmermarked om EU’s topposter, som åbner lige efter valget i starten af juni.

Alt er nemlig oppe i luften, og ingen aner, hvad der kommer til at ske i Bruxelles efter valget. EU-Parlamentet og Ministerrådet står til at udkæmpe en historisk magtkamp, som både kan ende med en forfatningskrise og med et bizart kompromis. Hvad vil den nye tyske CDU-formand, hvad vil Macron, og hvad nu hvis parlamentet bliver totalt fragmenteret?

Spillet er åbent, og Barnier er på banen.

Og nu rejser han sig så fra sin stol på forreste række i Leuven, hvor han netop er blevet budt velkommen af en gravid amatørsangerinde i tætsiddende sort polyesterkjole, der gav en flygelakkompagneret version af Coldplays »Viva La Viva«.

Barnier nikker, retter på brillen og indtager scenen.

Ingen skæl på skulderen

Siden hans ven Jean-Claude Juncker i 2016 udnævnte ham til Brexit-forhandler har Michel Barniers kølige ordknaphed nærmest gjort ham til en kultfigur i Bruxellesboblen.

For der er ingen knækkede blyanter og skæl på skulderen, når Barnier er ved roret, der er ro og orden i sagerne. Hans team har dirigeret Brexit-processen så stringent, at selv garvede eurokrater har måttet knibe en tåre: De 27 EU-lande har holdt sammen (utroligt!), EU-Parlamentet er blevet holdt orienteret hele vejen igennem, og briterne er stort set blevet kørt over.

I hele perioden har det mest hårdtslående citat, de stakkels Bruxelles-journalisterne har kunne vride ud af Barnier, været »It’s an ongoing proces«. Det har han til gengæld sagt ca. 200 gange.

Michel Bernard Barnier blev født en vinterdag i 1951 i en lille fransk alpelandsby i en håndværkerfamilie. Han er ikke formet af de parisiske eliteskoler, men er groet ud af Sydfrankrigs gaullistiske miljø, hvor orden og hårdt arbejde er kernedyder. Som 22-årige var han lokalpolitiker, og i 1978, da han fyldte 27 år, sad han som det yngste medlem i nationalforsamlingen. Derfra gik det slag i slag: miljøminister, europaminister, udenrigsminister og EU-kommissær af to omgange siden 2010.

Nå, men hvad vil han med Europa?

Jo, siger han fra scenen i Leuven, han vil have flere investeringer i tech, en ny sikkerhedsunion, mere grænsekontrol og en »social union«, hvor alle får glæde af væksten. Han siger ikke, hvordan det skal ske, men det hele lyder mere socialdemokratisk end konservativt, især fordi han bruger lang tid på at tale klima.

»Den største disruption, vi står over for, er ødelæggelsen af vores planet,« siger Barnier.

»Hver eneste uge kommer der en ny foruroligende undersøgelse: Temperaturen stiger, bier og andre insekter forsvinder, der er mikroplastikforurening over alt.«

Han vil gøre EU karbonneutral i 2050, han vil have en »green new deal«, en »moon-shot vision« og en »bæredygtighedspagt«, der kan komplementere EU’s berygtede vækst- og stabilitetspagt.

»For økologisk gæld er ikke mindre vigtig end økonomisk gæld,« siger Michel Barnier, så man næsten kan dufte valgflæsket.

Den kedeligste nogensinde

Det lyder sådan set meget opløftende, når man sidder og læser hele herligheden opsummeret på ti linjer, men jeg skal love for, at det ikke var opløftende at lytte til.

Barnier markerer hverken start eller slutning på sine sætninger, det hele flyder bare sammen i én stor hakkende strøm af lyd. Imens glor han ned i sit papir med armen langs siden. Skal han endelig understrege en pointe gentager han bare de centrale ord en ekstra gang:

»Der er brug for beslutsomhed – beslutsomhed.«

»Et unik – unikt – økosystem.«

Og, så, går, det så, langsomt.

Folk kigger ned i deres telefoner, flere falder i søvn. Det hele tager 37 minutter, men føles som halvanden time. Det er den kedeligste tale, jeg nogensinde – nogensinde – har hørt.

Den slags går måske an for en Brexit-forhandler, ja, måske er det ligefrem en fordel, men som chef for hele butikken …?

Barnier bliver aldrig noget ved EU-musikken uden Emannuel Macron, det er den franske præsident, der skal slås for sin landsmand i Ministerrådet. Og selv om Barnier angiveligt er kommet tæt på Macron, bl.a. gennem sin politikersøn Nicolas Barnier, og selv om Macron angiveligt er rykket tilsvarende væk fra Margrethe Vestager, siden hun blokerede for sammenlægningen af Siemens og Alstom, er det godt nok svært at se en Barnier som inkarnationen af Macrons europæiske drøm. Han er slet og ret for kedelig.

En rigtig EU-type

Lyset bliver tændt, alle klapper, og mens folk strømmer mod udgangene, smyger jeg mig ind i kødranden af håndtryk omkring Michel Barnier.

– Hr. Barnier, jeg er journalist på …

»Jeg vil ikke svare på spørgsmål lige nu,« siger han uden at blive vred.

– Jeg vil bare gerne vide, om du er kandidat til at blive formand for Kommissionen.

»Jeg vil ikke tale om det nu, jeg forsøger bare at deltage i den offentlige debat.«

– Så når folk siger, at det her faktisk er en valgkampagne, tager de fejl?

»Ingen kommentarer.«

Ude i skumringen står en gruppe statskundskabsstuderende.

»Han er sikkert en god forhandler,« siger en.

»Han virker som en rigtig EU-type.«

Det gør han nemlig. Og det er problemet.

Serie

EP-valg 2019: Et nyt EU

Det er det mest spændende valg til Europa-Parlamentet i vor tid. Uanset hvad, bliver det et helt nyt EU, der træder frem på den anden side. De britiske parlamentarikere er måske væk, på godt og ondt, og de seneste års politiske opbrud i Europa skaber mulighed for helt nye alliancer til at løse de problemer, der mere end nogensinde bekymrer europæerne: klima, migration og social uretfærdighed.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
  • Gert Romme
Michael Friis og Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

Jeg tror, at Michel Barnier har en rigtig god chance for at blive formand for EU kommissionen.

Kommissionsformanden vælges som bekendt igennem en armlægning imellem EU Parlamentet med dets Spitzenkandidat-system og Det europæiske Råd, der indstiller en formandskandidat til EU Parlamentet.

Det sidste stats- og regeringscheferne i Det europæiske Råd ønsker, er en Kommissionsformand med en karisma til at fremskaffe et autonomt vælgergrundlag - Heaven forbid - så det taler fint for Michel Barnier.

Men al det forudsætter selvfølgelig, at Emmanuel Macron kan bringes til at støtte Barnier's kandidatur, og at EPP forbliver den største gruppe i EuropaParlamentet - og det er godt nok 2 store ubekendte.

På den anden side vil det være uvurderligt, at se ham irettesætte den orange rædselsklovn 'from over there': "Non, Monsieur Trump. Ceci n'est pas une pipe!"

Lars F. Jensen

Kommissionsformand - jah, joh -

Michel Barnier har jo vist sig som Brexit mesterforhandleren, der sammen med Tusk også har mestret at holde sammen på alle EU27 lande og især deres ledere - præsident, kanslere, statsministre mv.

Det synes mig bedre at lade ham afløse Donald Tusk og lade en anden - måske lidt yngre - blive formand for EU Kommisionen. Fx hollænderen Frans Timmermans (S&D) eller vores egen Margrethe Vestager (ALDE).

Lars :)

Michael Friis

Tillykke M Barnier.
Hvilken achievement "De 27 EU-lande har holdt sammen" men hvad med en Brexit løsning... ? Er det ligegyldigt?!
Eller tager jeg fejl..? Brexit er løst, dvs UK bliver i folden?

I modsætning til Fru Ritt Bjerregaard (hun altid stemmer på sit ejet køn) vil jeg heppe på Fru Vestager.
Tror dog det bliver svært, da "Alliance of Liberals and Democrats for Europe Party" (ALDE) ikke er store nok (de er pt nr 3 med langt op til nr 2) og den ivrige belgiske chef for ALDE Guy Verhofstadt er en mulig "spitzenkandidat". Guy Verhofstadt var i spil efter Barroso (tidligere kommunist) men tabte til Juncker fra "European People's Party group" EPP.
EPP er pt det største EU parti og Kristne Demokrater.
Mon ikke det bliver Manfred Weber, EPP ?... det er vist en tyskers tur.. EUs første Kommissionsboss, Walter Hallstein 1958/1967, var også den eneste (vest-) tyske formand for Kommissionen.
Forresten M Barnier er EPP. Dvs kampen mod Manfred Weber er intern.

Lars F. Jensen

@Michael Friis
I Danmark synes RV at blive tungen på vægtskålen efter folketingsvalget. Så længe Margrethe Vestager bliver i EU, har hun en meget bred opbakning i Danmark. RV kan nok ret let sikre hendes genvalg.

EU parlamentets spitzenkandidater er bestemt ikke selvskrevne til igen at vælges af Rådet. Men ALDE gruppen ser ud til at blive flere og både EPP og S&D ser ud til at tabe ret mange MEP'er.

ALDE blive nok ikke størst, men fremgang tæller over tilbagegang.

Tror i høj grad det blive Merkels mening, der kan afgøre valget.

Lars :)